Portræt
Læsetid: 11 min.

Benjamin Netanyahu sælger stadig sig selv som offer. Men han har siddet på magten i Israel siden 2009

Benjamin Netanyahu står over for en alvorlig korruptionssag og en kaotisk parlamentarisk situation, hvor han skal danne en livsduelig israelsk regering i et paralyseret politisk landskab. Det ser umuligt ud – men det har det ofte gjort for den polariserende, manipulerende og ekstremt succesfulde politiker
Benjamin Netanyahus kyniske troløshed er ingen hemmelighed. Alligevel stemmer hver fjerde israeler på ham.

Benjamin Netanyahus kyniske troløshed er ingen hemmelighed. Alligevel stemmer hver fjerde israeler på ham.

Abir Sultan

Moderne Tider
10. april 2021

Da den israelske præsident tirsdag betroede Benjamin Netanyahu at danne en duelig regering, hvilket vil sige et kabinet med mindst 61 af parlamentet Knessets 120 mandater bag sig, sagde Netanyahu straks ja. Det gjorde han, selv om han uomtvisteligt er højt begavet og derfor næppe i tvivl om, at opgaven er umulig, sådan som det politiske landskab har artet sig: dødt løb for fjerde gang på to år mellem Knessets to blokke – for og imod Netanyahu.

På den anden side skal man aldrig drage forhastede konklusioner, når det gælder den 71-årige leder af det konservative Likud-parti, der har regeret uafbrudt siden 2009 i konstellationer, som på forhånd forekom umulige. Eksempelvis den afgående regering, han dannede i COVID-19-sommeren 2020 med ærkefjenden Benny Gantz, der året før havde etableret sit blå-hvide parti med det ene erklærede mål at komme af med Netanyahu som regeringschef.

Benny Gantz lod sig overtale til at indgå i en koalition med løfte om en rotationsordning, der ville gøre ham til premierminister efter 18 måneder – kun for at konstatere, at Netanyahu sprængte samarbejdet på en postuleret uenighed om en detalje i finansloven. Således gentog Netanyahu den øvelse, der er blevet hans politiske vandmærke: Træk din modstander tæt til dig med en ministerpost, der kilder hans forfængelighed, lever en ministerbil, og befri ham fra oppositionens ørkenvandring, og spyt ham ud, når du ikke længere kan bruge ham.

Den tur har en stribe prominente politikere været igennem – blandt de stadigt aktive tælles partilederne Avigdor Lieberman, Naftali Bennett, Yair Lapid og Gideon Sa’ar. Alle med en erfaring af svigt og brudte løfter fra en regeringsleder med et mildt sagt afslappet forhold til den etos, der er afgørende for et politisk systems funktionsduelighed.

Den kyniske troløshed er ingen hemmelighed for de israelske vælgere, men alligevel bliver rundt regnet hver fjerde ved med at stemme på Netanyahu. Hvorfor? Spørger man sig for, svarer nyhedsbureauet AFP’s Jerusalem-korrespondent, Steve Weizman, at Netanyahu beundres for sin sikre sceneoptræden og blændende retorik, som vælgerne forveksler med politisk format. Andre iagttagere peger på hans talen med store bogstaver over for verdens ledere – Barack Obama blev behandlet direkte nedladende, og Bill Clinton spurgte ud i rummet efter et møde med en dengang ny, ung og ret kæphøj israelsk premierminister i 1990’erne: »Who’s the fucking superpower here?«

Benjamin Netanyahus politiske venner tæller magtfulde populister såsom Ruslands Vladimir Putin (Netanyahu undlod at kritisere Ruslands besættelse af Krim-halvøen til gengæld for at få frie hænder til israelsk bombning af iranske stillinger i Syrien). Han er på talefod med Indiens Narendra Modi, Ungarns Viktor Orbán og Polens Mateusz Morawiecki.

På plussiden hos vælgerne tæller også en pragmatisme, der i det store og hele har holdt Israel uden for større militære konflikter bortset fra de to gange i 2009 og 2014, hvor ’græsset blev slået’ i Gaza med tusinder af civile dødsofre til følge. Benjamin Netanyahu har ikke forhandlet seriøst med palæstinenserne siden 2009 og agter ikke at begynde på det, da han anser krisehåndtering af status quo for mere nyttig end en løsning, der vil kræve indrømmelser. På vælgernes plusside tæller også de diplomatiske relationer, som Israel under Netanyahu har etableret til fire arabiske diktaturer: De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Marokko og Sudan – med Saudi-Arabien i kulissen.

’Venstreorienteret heksejagt’

Nu har en tøvende præsident, Likud-veteranen Reuven Rivlin, så endnu en gang givet Netanyahu muligheden for at danne regering med nogle bemærkninger om ’etiske problemer’, der kun kan forstås derhen, at Rivlin, som tilhører den gamle skole i Likud, holder sig for næsen.

»Jeg ved, at mange mener, at præsidenten ikke burde give forhandlingslederrollen til en kandidat tiltalt for kriminel adfærd,« sagde Rivlin og tilføjede, at beslutningen »ikke havde været nem«.

Netanyahu står tiltalt for bedrageri og mandatsvig i tre tilfælde: modtagelse af bestikkelse i form af champagne og cigarer, forsøg på at købe sig til positiv mediedækning ved at love ejeren af det største israelske dagblad at indføre sanktioner mod den nærmeste konkurrent, og værst: i egenskab af kommunikationsminister skal han have ydet særbehandling til telegiganten Bezeq til gengæld for favorabel dækning i netmediet Walla, der ejes af Bezeq.

Netanyahu har afvist alle anklager som udtryk for en »venstreorienteret heksejagt«. Der er voksende sandsynlighed for et femte nyvalg, da Netanyahu dermed håber at ville kunne vinde et flertal, der kan sikre ham immunitet mod fortsat retsforfølgelse i sagen, der blev indledt mandag med anklagemyndighedens vidner.

Netanyahus overtalelsesevne kan imidlertid åbne en udvej, så israelerne slipper for endnu et nyvalg – men det kræver, at han overgår sig selv i manipuleren med Knesset-medlemmers forfængelige ministerambitioner. I hvert fald vil han ikke være hæmmet af ubelejlige hensyn til etik og moral.

En aura af international klasse

Selv stødte jeg første gang på Netanyahus ualmindeligt effektive mediehåndtering, da jeg som Informations udsendte til Israel dækkede Golfkrigen i 1991, hvor Saddam Husseins Scud-missiler mod Tel Aviv (uberettiget, viste det sig) var mistænkt for at bære kemisk-biologiske sprængladninger, hvorfor der blev uddelt gasmasker til civile.

CNN talte med Netanyahu i hans egenskab af viceudenrigsminister, og midt under interviewet hvinede en luftalarm, hvorpå Netanyahu pakkede sin gasmaske ud og trak den over hovedet, mens han talte videre hen over sirenerne. Et effektivt stunt, der blev gentaget som båndsløjfe det følgende døgn og gav ham uvurderlig eksponering på den globale tv-kanal.

I 1991 var han kendt i den israelske offentlighed som politikeren med en aura af international klasse og ordet i sin magt. Med en akademisk uddannelse fra et amerikansk prestigeuniversitet, en fortid som diplomat ved Israels ambassade i Washington og senere Israels FN-ambassadør, var han i udpræget grad en mand på vej op. De militære akkreditiver var også på plads med hans deltagelse i 1967-krigen og igen i 1973 som medlem af Sayeret Matkal-eliteenheden. Og da han vendte tilbage til Israel fra USA i 1988, blev han problemfrit valgt til Knesset, og snart efter blev han viceudenrigsminister i Yitzak Shamirs Likud-regering.

Netanyahus baggrund er præget af den zionistiske revisionisme, en politisk retning i skarp modsætning til de socialistiske pionerer med David Ben-Gurion i spidsen, der etablerede staten Israel i 1948. Over for Ben-Gurion og den socialistiske kibbutzbevægelse, der i den nye stats første årtier udgjorde den politiske og militære elite, stod en nationalistisk retning med afsæt i den radikale russiske journalist og forfatter Ze’ev Jabotinsky (1898-1940), hvis version af det zionistiske tankegods – tilknytningen til det bibelske Israel som jødisk hjemland – prægede Netanyahus opvækst. Faren var en respekteret historiker, Benzion Netanyahu (1910-2012), som havde arbejdet sammen med Jabotinsky, blandt andet som avisredaktør, og havde en fremtrædende position i revisionist-bevægelsen. Men ifølge den israelske journalist Anshel Pfeffer, der har skrevet en anmelderrost biografi om Benjamin Netanyahu, blev faren politisk marginaliseret efter Jabotinskys død i 1940, da Menachem Begin, leder af den militante jødiske Irgun-milits, overtog kontrollen med revisionist-bevægelsen.

Benjamin Netanyahu lader sig interviewe af CNN’s Linda Scherzer iført gasmaske under Golfkrigen i 1991.

Benjamin Netanyahu lader sig interviewe af CNN’s Linda Scherzer iført gasmaske under Golfkrigen i 1991.

I modsætning til Netanyahu senior, der hyldede Jabotinskys diktum om »en jernmur af jødiske bajonetter« mod den arabiske befolkning, indså Begin, at vejen til indflydelse gik gennem stemmesedlen.

Begin dannede i 1948 partiet Herut, hvor der ikke blev plads til Netanyahu senior, og efter en stribe tabte valg fusionerede Herut i 1973 med mindre religiøse og nationale grupperinger og blev til partiet Likud (Konsolidering), der fire år senere omsider vandt et parlamentsvalg og dannede regering.

På det tidspunkt havde den ældre Netanyahu for længst trukket sig tilbage, fordybet i studier af de sefardiske jøders historie efter uddrivelsen fra Spanien i 1492, og i det netanyahuske hjem blev Begin kun omtalt som »svæklingen« (de socialdemokratiske ledere blev kaldt »bolsjevikker«). Begin tabte ikke kun otte valg i træk – det mishagede især Netanyahu senior, at han afstod fra krav om direkte deportation af den arabiske befolkning efter 1948, der dengang som nu udgjorde omkring 20 procent af Israels befolkning.

Begin respekterede det unge israelske demokratis spilleregler, som i dette spørgsmål bestod i at underkaste den arabiske befolkning et permanent militært kontrolstyre, der varede frem til 1966.

Underminering af Oslo-processen

Barndomshjemmets uforsonlige omgangstone over for politiske modstandere dannede grundlag for et karakteristisk element i politikeren Benjamin Netanyahus retorik. Som da han i 1993, hvor han havde afløst den udbrændte Yitzak Shamir som formand for Likud, blev den mest vitriole kritiker af Oslo-aftalerne, indgået samme år mellem den israelske regering og den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO.

»Du er værre end Chamberlain,« hvæsede Netanyahu fra Knessets talerstol mod premierminister Yitzak Rabin og tilføjede:

»Han udsatte en anden nation for dødelig fare, men du gør det samme mod din egen nation.«

Netanyahus verbale bombardement fortsatte, helt frem til få dage før Rabin blev myrdet af en ung jødisk fanatiker ved et massemøde i Tel Aviv i november 1995.

I vrede over hvad hun opfattede som Netanyahus moralske medskyld i mordet, nægtede Rabins enke, Leah, at udveksle håndtryk med Likud-lederen ved statsbegravelsen – for som hun sagde:

»Han løftede ikke stemmen med et ord, da Yitzak blev kaldt ’morder’ og ’forræder’, og jeg tilgiver ham ikke, så længe jeg lever.«

Mordet på Rabin skabte en bølge af sympati for Arbejderpartiet ved det efterfølgende parlamentsvalg i foråret 1996. Ved valgkampens begyndelse førte den socialdemokratiske spidskandidat, Shimon Peres, med mere end 20 procentpoint i meningsmålingerne, men stemningen vendte på grund af en bølge af selvmordsbomber, som Hamas stod bag, plus Netanyahus amerikanskinspirerede valgkampmetoder, der blandt andet omfattede en udokumenteret påstand om, at Peres ville ’dele Jerusalem’ – et budskab, der fik slagkraft med gigantiske fotoplakater, som viste PLO-leder Yassir Arafats håndtryk med Shimon Peres på plænen foran Det Hvide Hus.

Netanyahu vandt valget med et enkelt procentpoints overvægt og cementerede myten om Peres som manden, der aldrig var i stand til at vinde et valg i Israel.

Netanyahus Likud-regering støttet af religiøse og nationalistiske partier gik omgående i gang med at underminere de forhadte Oslo-aftaler – dels med en spritny plan om et nyt bosættelsesprojekt nær Betlehem, Har Homa, dels ved at ignorere og underminere aftalernes tidsplan for en tilbagetrækning af tropper fra Vestbredden og Gaza. Dertil kom en propagandaoffensiv om hensynet til den almene sikkerhed, som Netanyahu påstod, at Oslo-aftalerne saboterede.

I forvejen imødekom Oslo-komplekset ikke palæstinensernes interesser på en række parametre – de var uklare omkring graden af uafhængighed i den stat, der var tiltænkt palæstinenserne, og Yitzak Rabin havde beroliget Knesset med, at der ville være tale om »mindre end en stat«. Kritikere af aftalerne, blandt andre den kristne palæstinensiske forfatter Edward Said, gjorde gældende, at Oslo-resultatet var ringere end det, der var på bordet i den såkaldte Madrid-proces, der på amerikansk initiativ blev iværksat efter Golfkrigen, hvor Yitzhak Shamirs regering blev truet og trukket til forhandlingsbordet.

I begyndelsen blev Oslo-processen mødt med entusiasme på både den israelske fredsfløj, i de besatte områder, hvor PLO vendte tilbage som legitim politisk magtfaktor, og i det internationale samfund. Men med Netanyahu ved regeringsmagten sivede dynamikken ud af processen for aldrig at blive genetableret. Heller ikke da socialdemokraten Ehud Barak, eksgeneral og krigshelt, vandt valget i 1999 på et løfte om at ophøre besættelsen af det sydlige Libanon, hvor Israel siden 1982 havde etableret en såkaldt sikkerhedszone.

En mand fra eliten i krig mod eliten

Netanyahu tog efter valgnederlaget i 1999 en timeout fra Knesset, hvor han arbejdede i den private sektor, men han vendte tilbage til politik i 2001, da Ariel Sharon, nu leder af Likud-partiet, overtog posten som premierminister.

Sharon gjorde Netanyahu til først udenrigsminister og efter valget i 2003 til finansminister med ansvar for liberalistiske indgreb med privatiseringer af statslig ejendom og nedskæringer i den offentlige sektor, der skabte fornyet økonomisk vækst, men også resulterede i øget økonomisk ulighed. Den gik ud over Likuds traditionelle vælgerbase af ufaglærte, såkaldt ’orientalske jøder’, indvandret fra Nordafrika og arabiske lande, som udgjorde den jødiske stats proletariat.

Og her er vi ved Netanyahu-mytens paradoks: Likuds kernevælgere udgøres af et mizrahim-proletariat, de orientalske jøder, indvandret fra de arabiske lande i 1950’erne, og som har udgjort en underklasse over for de (især) østeuropæiske ashkenazi-jøder, kernen i Arbejderpartiets og den kollektivistiske kibbutzbevægelses elite. Også Netanyahu er ashkenazi og i kraft af både opvækst og flere akademiske uddannelser i den grad medlem af eliten, men han sælger uden at fortrække en mine sig selv som forfulgt offer for en illusorisk politisk elite (Arbejderpartiet har ikke spillet nogen politisk rolle de sidste 20 år) og en venstreorienteret presse.

Hans agitation har appel til en vælgermasse, der i segmenter er præget af racisme og uvidenhedens fordomme, og som føler sig set ned på af den ’elite’, som ’Bibi’ beskytter dem imod. De lejlighedsvise protester over den stigende ulighed er blevet overskygget af Netanyahus politiske slagnumre: Spørgsmålet om sikkerhed – truslerne fra Iran og Gaza – og den nationalisme, der i 2018 førte til lovgivningen om statens jødiske karakter. Det var også de to elementer, der bragte ham tilbage som formand for Likud i 2005, da Ariel Sharon blev presset ud og dannede sit eget parti efter rømningen af den jødiske koloni i Gaza-striben. Fire år senere indtog Netanyahu igen posten som regeringsleder, og siden har han ikke set sig tilbage.

Hans påstand om, at en intellektuel elite præger medierne og den intellektuelle debat i Israel, er sådan set korrekt, men den elite er ikke specielt venstreorienteret, snarere tværtimod, den ligner til forveksling intelligentsiaen i de fleste vestlige lande. Og medierne er ikke specifikt ude efter Netanyahu, men efter magthavere, der snyder på vægten – og her rangerer den arrogante og magtfuldkomne premierminister højt på skalaen. Ikke mindst i kraft af hustruen Sara: Hun insisterer eksempelvis på at sidde med ved møder med efterretningstjenesten Mossad, og i den mere underholdende ende er hun grebet i at inkassere pant til egen lomme fra statsbetalte vin- og champagneflasker i den officielle husholdning.

Angrebet på institutionerne

Da jeg arbejdede som korrespondent i Jerusalem omkring årtusindskiftet, var det en stående vittighed, at en israeler kunne komme op at skændes med klartonen i en telefonboks. Kritikken af magthaverne præger alle niveauer i det israelske samfund, der ligeledes vogter over en pressefrihed, som ikke findes andre steder i regionen, ligesom det ganske vist meget ufuldstændige demokrati ligner vestlige modeller med armslængde mellem institutionerne og adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Dette demokrati har Netanyahu om nogen udnyttet med dannelsen af fem regeringer og en samlet periode på 15 år som regeringschef, længere end nogen anden israelsk premierminister. Men i takt med at hans kriminelle excesser er blevet afdækket, har han angrebet institutionerne, primært højesteret, anklagemyndigheden og politiet, for at være – udemokratiske. Netanyahu føler sig forfulgt i en ’hekseproces’ anført af en elite, der er udvidet til at omfatte det israelske retssystem som helhed. Det fantastiske er, at en stor del af israelerne tror ham.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En stor tak til Lasse Ellegaard for denne artikel.