Naturvidenskab
Læsetid: 8 min.

Biodiversiteten kom først på verdenskortet i 1992 – og da var den allerede i krise

Det kan være fristende at se naturen som et harmonisk hele, der ligger uforstyrret hen, indtil mennesket giver sig til at pille. Men det er forkert. Det mest konsistente ved livet er, at det er i bevægelse – i færd med at sprede sig, på vej til at uddø eller i færd med at spire til en helt ny art. Først nu er vi for alvor ved at gennemskue grundlovene for det sammenfiltrede liv
Det kan være fristende at se naturen som et harmonisk hele, der ligger uforstyrret hen, indtil mennesket giver sig til at pille. Men det er forkert. Hør hvorfor i denne artikel, som du enten kan læse eller høre oplæst i din podcastapp

Jesse Jacob

Moderne Tider
1. maj 2021

Det var tidligt om morgenen, og i rygsækkene lå madpakkerne urørte ved siden af termokanderne, da fire mænd på fugletælling nærmede sig en flad ø i Limfjorden. Som den første sprang Jan Skriver fra robåden og ind mellem tagrørene, og en fugleflok lettede.

Svævende over dem, hvide og smukke med udspredte vinger og strakte halse, fløj en flok fugle med lange grydeskeformede næb. Det kunne ikke være andet end skestorke. Jan Skriver havde set dem før ved en yngleplads i Tyrkiet, men aldrig i Danmark. For pokker, aldrig her ved Limfjorden!

»Jeg hoppede en halv meter i vejret,« siger han, fuglenørden. »Jeg var virkelig høj. Det var på gåsehudsniveau.«

Nogle måneder senere, efter yngletiden, da det igen blev tilladt at gå i land på øerne, sejlede han derud i sin jolle og søgte blandt tagrørene og fandt, hvad han havde håbet: en rede på jorden. En forpjusket unge ikke mere end en uge gammel med et lille teskelignende næb. I løbet af ugerne og månederne voksede teskeen til en grydeske, mens Jan Skriver hver anden dag sejlede ud og holdt øje med det lille nye liv.

Skestorken blev hans »skæbnefugl«. Året efter, i 1997, vendte fuglene tilbage til tagrørene for at yngle og året efter igen, og mens kolonien voksede, sagde Jan Skriver sit faste job som journalist op for at kunne være på fjorden og holde øje med, om skestorkene klarede sig i Nordjylland så langt fra Middelhavet, hvor den subtropiske fugl egentlig hører hjemme.

»Men jeg tror,« siger Jan Skriver, skestorkeansvarlig ved Dansk Ornitologisk Forening, »at de er kommet for at blive.«

Lige det er så spørgsmålet. For noget grundlæggende, man kan sige om livet, er, at det bevæger sig.

Selv om man kan være tilbøjelig til at tro, at naturen er en fuldendt skabning, et væsen i ro og balance, så er en grundregel for livet, at det ændrer sig. Hele tiden. Temperaturer veksler, nye arter opstår og vandrer til nye områder og påvirker det, de kommer i nærheden af. Naturen er et kompliceret mikadospil, hvor det er umuligt at løfte én pind uden at komme til at røre ved en af de mange andre.

’Biodiversitet’ kalder videnskaben læren om det sammenfiltrede liv, men forskerne har ikke haft mange årtier til at gennemskue, hvordan det store sammenspil egentlig fungerer. For først skulle de lige lære at tale sammen.

Vi taler kun med vore egne

På en måde var Aarhus Universitet i midten af 1900-tallet en prototype på, hvordan forholdene var på universiteter mange steder på kloden: Fagene var skarpt delt op. Der var et zoologisk institut og et botanisk institut og et institut for genetik og et for molekylærbiologi og et for plantefysiologi og et for jordbundsbiologi. Videnskabsfolkene fra de forskellige institutter arbejdede ikke sammen og talte ikke med hinanden.

Men så i 80’erne og 90’erne begyndte der at ske noget. De mest visionære forskere foreslog, at man skulle gå over græsplænerne og ind på de andre institutgange og udveksle ideer. I nogle århundreder havde man siddet inden for hvert sit felt og opfundet et ultraspecifikt sprog – nu var det på tide at tale sammen.

I USA havde bevægelsen været undervejs i noget længere tid. I løbet af 70’erne blev noget tydeligt: Hvad man troede var lokale miljøproblemer, viste sig at hænge sammen i et mønster. Arter, så det ud til, uddøde i et omfang, der var fuldstændigt uhørt.

Journalisten Norman Myers havde peget på problemet, og nogle af de store kanoner inden for videnskaben samlede hurtigt stafetten op. Bevidstheden gryede om, at vil man forstå livet på Jorden, nytter det ikke noget at sidde og rode rundt alene blandt sine billenotater. At vi ikke kan forstå botanikken uden at forstå geologien. Eller genetikken uden at forstå fysiologien. Eller klimaet uden at forstå mikroberne. Eller evolutionen. At verden er kompleks grænsende til det urimelige.

Så i 1986 samledes en umage gruppe forskere fra alle mulige forskellige videnskabelige discipliner i Washington, D.C., og så rådvilde på hinanden – for hvad var det egentlig for en uvant holistisk forsamling? Hvad var deres fælles ting? Det blev, skulle det vise sig, det helt nye ord ’biodiversitet’. Og ganske få år efter blev bekymringen for biodiversiteten og naturens tilstand taget op og gjort til politik på en skelsættende FN-konference i Rio i sommeren 1992, som slog fast, at vi har et moralsk-etisk ansvar for ikke at udrydde arter, og at vi, når vi bruger naturen, skal gøre det bæredygtigt.

For da verden først havde fundet på biodiversiteten, var den allerede i krise.

Gå ud og find en taks

Men hvad handler den så om, biodiversiteten?

På en måde er det simpelt nok: Biodiversitet handler om alt liv på Jorden – alle arter og variationen af arter og alle de økosystemer, de lever i, og den genetiske variation, der er mellem arter og inden for arterne, og samspillet mellem alt dette.

Biodiversitet handler om antallet af dyr og planter, om atmosfærens påvirkning af livet og livets påvirkning af atmosfæren, om jordbundens sammensætning, og om hvorfor sommerfuglen ensianblåfugl vælger udelukkende at lægge sine æg på blomsten klokkeensian, og hvad der sker, hvis den blomst forsvinder. Kort sagt handler biodiversitet om det hele.

Men ’det hele’ er sådan en glat rund kugle, som smutter ud mellem fingrene. Så i stedet for at tænke på ’det hele’, skal du hellere gå ud og finde en taks.

Det burde være nemt nok. De står ofte som småbuske på kirkegårde og i parker og stritter med deres bløde nåle, der er mørkegrønne og blanke på oversiden, men som bliver matlyse, når man vender dem rundt. Som oftest er de plantet.

I den danske natur er taks sjælden, kun ét sted findes den naturligt, i Munkebjergskoven ved Vejle, hvilket efter sigende blev opdaget tilfældigt i 1800-tallet, da en engelsk ingeniør hjalp med at konstruere de danske jernbaner og i skoven uden for Vejle pegede på et træ og sagde: Det er en taks; den kender jeg.

Men engang fandtes der en stolt og udbredt familie af takstræer. Familien er lige så gammel som dinosaurerne, men igennem millioner af år har den været udsat for masseuddøen. Den taks, du står og ser på, er den eneste overlevende art i Danmark, i hele Europa, faktisk, og den er heldigvis ret god til at håndtere stress.

Den kan tåle en jordbund, der er relativt tør, men også relativt fugtig. Den er o.k. til at leve i skygge, men kan også lide lyset. Og så kan den blive helt utrolig gammel. I England findes tusindårige takstræer, der har overlevet middelalderen, hvor englænderne fældede taks i vildskab for at lave langbuer, og senere overlevede den bøndernes økser, når de fældede taks langs markerne, fordi træet er giftigt for køer og heste.

Men det er ikke giftigt for hjorten, så i dag kan man bruge taks som et barometer for, om der er for mange hjorte i et område: Så er bladene ædt op dertil, hvor hjortene kan nå. Taksen står tilbage, bar i bunden, og vidner om manglen på store rovdyr til at regulere hjortebestanden.

At forstå den taks, du kigger på, er at forstå en flig af livet på jorden. Men bare den flig kalder på forståelse for genetik og fossiler, for jordbundsforhold og blades fysiologiske egenskaber, for klimahistorie og hjortenes fråden og haltende økosystemers mangel på store rovdyr og menneskenes lyst til at herske over verden.

En indre og ydre rejse

I det perspektiv er det vildt, at taksen overhovedet har overlevet. Men det har den. Den har overlevet og tilpasset sig det klima og det miljø, den nu engang har fået tildelt. Og overlevelse er en af grundpillerne, hvis man skal forstå kernen af biodiversitet. En af livets fire grundlove, som nogen kalder dem: Arter opstår, arter overlever, arter uddør, og arter spreder sig.

Det sidste har taksen udviklet et ret smart trick til: I stedet for som sine uddøde fætre og kusiner at have kogler, der dratter til jorden, så har den sine frø liggende i smukke, røde frøkapsler, der sidder mellem nålene og lyser mod de fugle, som driver forbi og trænger til en snack. Og det er smart, hvis man er et træ.

Når frøet er slugt, rejser det ikke bare gennem fuglens trange tarmsystem, det bliver også transporteret kilometer på kilometer væk, indtil det midt i en fugleklat dratter ned i sit nye hjem. Hvem ved, måske 50 kilometer fra dets modertræ. Hvor frøet, hvis det er heldigt, kan overleve og sprede sig videre.

På den måde er arternes evige bevægelse, fremstød og tilbagetrækning, tilpasning til nye forhold og afsøgning af nye potentielle levesteder en af drivkræfterne bag naturens kompleksitet og forandring.

Og så nogle gange sker spredning med et pludseligt og tilfældigt spring. Som da en ræv på rov jagede en flok skestorke op, og et par af dem endte i Nordjylland.

Tilfældets magt

Ingen ved ganske vist, hvorfor skestorkene endte lige netop dér, men Carsten Rahbek, der er professor i biodiversitet, har et bud. I 1996 talte han med nogle hollandske kolleger, der havde en pudsig historie. Skestorken holder egentlig til nede omkring Middelhavet, bortset fra at der også findes en stor koloni i Holland. Ingen ved hvorfor, men kolonien er blevet studeret intensivt af hollandske forskere, og en dag, hvor de sad og holdt øje med fuglene, skete der noget.

Længe havde vejret været ualmindeligt tørt, vandstanden var faldet, og så pludselig listede en ræv tørskoet ud til den ø, hvor flere hundrede af skestorkene holdt til. Ved synet af rovdyret flaksede de i vejret og fløj ud over Europa, og vind og vejr og alle mulige andre tilfældigheder bragte øjensynlig et enkelt af fugleparrene til Nordjylland. Der var blåmuslinger og behageligt vejr og vådområder, som de kunne vade rundt i, så fuglene tog ophold og begyndte at yngle, og med årene blev der opbygget en koloni, så der i dag findes 500 ynglende par i Danmark.

Hvis det er sådan, det hænger sammen, var fuglenes indtog i Danmark et rendyrket tilfælde: resultatet af en ræv på rov.

Men fuglene er allerede ved at sprede sig fra Danmark til Nordtyskland og til England, og om 50 år vil hullerne på kortet måske være lukket. Så vil det se ud, som om skestorken har spredt sig sindigt og roligt fra Middelhavet og op over Europa i takt med klimaforandringerne. Sådan spreder en del arter sig. Men tilfældene, lader det til, spiller en større rolle i udbredelsen af arter – i livets bevægelse – end man skulle tro.

Det fandt vi bare først ud af, da biologerne byttede gummistøvlerne ud med computere og, som vi skal se i næste uge, begyndte at teste myterne om livet.

Kilder: Journalist og fugleentusiast Jan Skriver, professor i biodiversitet ved Københavns Universitet Carsten Rahbek, professor i økologi ved Aarhus Universitet Jens-Christian Svenning, professor i vegetationsøkologi ved Aarhus Universitet Signe Normand, professor i tropisk botanik ved Aarhus Universitet Henrik Balslev. Bøger: ’Natur’ af Rasmus Ejrnæs

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Christensen

Illustrationerne fortjener en særlig ros her! Ikke mindst den første med næbbene og rævehovederne centralt i al diversiteten.

Jeg tror meget gerne på tilfældighedernes betydning men samtidig også på de helt grundlæggende mekanismer med spredning ved overskud eller indskrænkning ved underskud. De her har også været her før lidt periodevis i tidligere årtier.

Sagens alvor tilsiger i hvert fald, at der ganske snart skal gribes ind med lovgivning om kontrol.

Men indtil politikerne vågner, kan vi alle sammen i hvert fald gøre mere - meget mere faktisk. Væk med al affald i naturen, lige fra plastposer til øldåser og mundbind. Og giv naturen lidt plads i haven.

På dagens SVT.SE, fra Greta Thunbergs hjemland, kan man læse følgende:

1. Ålegræsset som oplagrer meget CO2, og er "kravlegård" for mange fiskearter er stendød mange steder langs den svenske kyst.
https://www.svt.se/nyheter/lokalt/vast/folj-med-ner-under-ytan-i-lysekil...

2. Bådebroer forstyrrer livet havet, men breder sig uhæmmet ud i vandet. I Sverige dækker det nu tilsammen mere end 2.000 km.
https://www.svt.se/nyheter/lokalt/halland/sa-breder-bryggorna-ut-sig-run...

3. Vi er på vej med endnu mere øget temperaturstigning. Ved stigning på mere end 2,7 til 3,1 grad ved år 2100 må man påregne at polerne smelter, hvilket vil medføre havvandsstigninger på 10 til 60 meter.
https://www.svt.se/nyheter/utrikes/tecken-pa-forandringar-som-kan-vara-b...

4. Klimaflygtninge må forventes at blive et realistisk resultat i fremtiden på grund af havvandsstigning, varmebølger og reel mangel på drikkevand.
https://www.svt.se/nyheter/utrikes/klimatflykt

Anders Hüttel

Og her står mennesket så! Funklende og stærkt og nogle vil endda anke at det hele er Guds skaberværk.

Så i lyset af at nogle af disse toprovdyr er skingrende skøre og andre beskæftiger sig med at ødelægge det hele. Kan vi se at selv de mindste virus kan vælte det hele.

Signe Hansen

Biodiversitet snakken var i fuld gang i 80'erne med emner som spredningskorridorer og ø-teori...