Naturvidenskab
Læsetid: 9 min.

Darwin løb med al æren – men var langt fra alene om at få sin revolutionerende ide

Nogle ideer er for gode til at opstå i en enkelt persons hjerne. For eksempel evolutionsteorien. Darwin løb med al æren, men ideen om, at arter udvikler sig, havde allerede næsten 100 år på bagen. Darwins genistreg var at udtænke, hvorfor det sker – men han var lige ved at blive slået på målstregen af en ung videnskabsmand, der havde fået de samme tanker i en malariafebertåge
Nogle ideer er for gode til at opstå i en enkelt persons hjerne. For eksempel evolutionsteorien. Darwin løb med al æren, men ideen om, at arter udvikler sig, havde allerede næsten 100 år på bagen. Darwins genistreg var at udtænke, hvorfor det sker – men han var lige ved at blive slået på målstregen af en ung videnskabsmand, der havde fået de samme tanker i en malariafebertåge

Jesse Jacob

Moderne Tider
17. april 2021

Fredag den 18. juni 1858 er en træls dag for Charles Darwin. I bunken med post har han opdaget en særligt tyk konvolut fra Alfred Russel Wallace, en yngre naturvidenskabsmand, der for tiden befinder sig i det malaysiske øhav. Langt fra Darwins store kasse af et hus uden for London.

At modtage et brev fra Wallace er der ikke noget mærkeligt i. Han er en af de mange hundrede personer, Darwin skriver breve med, og som sender ham forskellige arter fra spændende hjørner af kloden. Og så har de skrevet lidt sammen om livets udvikling.

Emnet interesserer Darwin voldsomt. Det har det gjort i 20 år, siden han i 1837 åbnede en notesbog og begyndte at skrive sine tanker ned. I hemmelighed. For emnet er ikke ukontroversielt. Den ene notesbog blev til flere, og i løbet af årene er han nået frem til en teori om, hvordan dyr og planter udvikler sig.

Meget få mennesker har han luftet sine tanker over for. Og selv om han for mere end et årti siden skrev et bogudkast, har han ikke sendt det ud i verden. I stedet ligger manuskriptet i en skuffe sammen med en konvolut fuld af penge til at få bogen udgivet, hvis han skulle falde død om.

Og nu, ud af det blå, et chok! Mellem sine hænder har han en gennemarbejdet artikel af Wallace med præcis de samme ideer som dem, Darwin igennem årene møjsommeligt har arbejdet sig frem til. En artikel, som Wallace beder Darwin om at sende videre til den indflydelsesrige naturvidenskabsmand Charles Lyell, fordi han ved, at Darwin og Lyell er venner.

Darwin griber et stykke papir.

»Min kære Lyell,« skriver han. »Dine ord om, at nogle ville komme mig i forkøbet, er blevet noget så eftertrykkeligt til sandhed.«

Men det her er jo Darwins teori. De første frø blev plantet i hans hjerne, da han som ung befandt sig på den anden side af Jorden og så forstenede træer og fandt fossiler fra gigantiske fortidsvæsener og oplevede jordskælvenes voldsomme kræfter. Og nu står han til at tabe det hele på gulvet.

»Al min originalitet,« skriver Darwin til Lyell, »hvad end den er værd, vil blive smadret.«

Små ændringer skaber enorme forandringer

Helt anderledes åben lå verden for den 26-årige Charles, da han i foråret 1835 tog på ekspedition i Andesbjergene. I godt tre år havde han været på jordomsejling med HMS Beagle, et flådeskib, hvis opgave det var at lave præcise opmålinger af kyster og havdybder. Darwins egen opgave var at være kaptajnens begavede selskab, men han led af søsyge, så hver gang det var muligt, tog han med en af de første både ind til land.

Derfor befandt han sig den 1. april mere end 2.000 meter over havets overflade. Omkring ham var landskabet ørkentørt og bart, og så, midt i det hele, noget spektakulært: en samling kridhvide søjler. 11 forstenede træer.

»Det krævede ikke megen geologisk kunnen at fortolke den vidunderlige historie, som denne scene med ét åbenbarede,« skrev Darwin i sin dagbog. »Selv om jeg må indrømme, at jeg allerførst var så lamslået, at jeg dårligt nok kunne tro på dette helt åbenlyse bevis.«

Det, han så på, var træer, hvis kroner engang havde bølget i vinden ved Atlanterhavets kyst. For at de kunne forstene, måtte de være blevet dækket af vand og mudder under havets overflade og siden hen hævet tusinder af meter op i luften. Det var vildt!

Nogle måneder senere, da et voldsomt jordskælv ramte Chile og særligt byen Concepción, fik Darwin blik for, hvordan det kunne ske. Ruinerne var et forfærdeligt syn, skrev han til sin søster, men: »Jeg er glad for, at vi ankom til Concepción så kort tid efter: Det er en af de tre mest interessante ting, jeg har oplevet, siden vi forlod England.«

Hvad Darwin nemlig også så, var et tyndt bånd af havdyr, der sad på klipperne, udtørrede og døde. Inden jordskælvet havde de levet fugtigt og godt i havoverfladen, men nu havde klipperne pludselig hævet sig. Jordskælvet havde løftet selve jordskorpen.

Det flugtede fuldstændig med, hvad han havde læst i bogen Principles of Geology af Charles Lyell. I geologien, argumenterede Lyell, var regel nummer ét: De kræfter, vi ser i nutiden, er også de kræfter, der har opereret i fortiden. Det er dem, der har formet Jorden. Slut med historier om bjerge, der skyder op i løbet af ingen tid. Slut med druknede kontinenter. Små ændringer over lang tid kan skabe enorme forandringer.

Charles Darwin var ikke en åbenbaringernes mand. Han lagde tanke på tanke og arbejdede sig frem mod sine konklusioner. Men jordskælvet i Chile og de forstenede træer var nogle af de oplevelser, som tilsammen kom til at ændre hans livssyn. Små ændringer over lang tid kan skabe enorme forandringer. Små ændringer over lang tid kan gøre havbund til bjergtoppe. Det åbnede en skuffe i hans sind.

Flere år senere skulle han samle tankerne og spørge sig selv: Hvad nu, hvis det ikke kun gælder for geologien? Hvad nu, hvis det samme gør sig gældende for livet? For arterne? For dig og mig?

Guds store lerovn

Ideen om, at arterne udvikler sig, var på ingen måde ny. Allerede i 1700-tallets Frankrig luftede den naturvidenskabelige begavelse med det grevelige navn Georges Louis Leclerc Buffon tanken. At nogle arter ligner hinanden, sagde han, skyldes måske, at de stammer fra en fælles stamform. At zebraen og araberhingsten og æslet og den tunge arbejdshest ikke er hevet friske og færdige ud af Guds store lerovn, men at de stammer fra en fælles hesteforfader.

En kontroversiel tanke, men ikke desto mindre en teori, der kom til at stå i den spritnye franske opfindelse Encyklopædien.

Ideen blev også taget op af Jean-Baptiste Lamarck, der som en af de første udviklede en gennemarbejdet hypotese for, hvordan arter har ændret og udviklet sig. Det var ifølge ham sket over en lang geologisk periode og igennem naturlige processer.

Strandfugle, mente Lamarck, havde udviklet deres lange ben, fordi fuglene strakte sig for at kunne vade længere ude i vandet. Al den strækken sig blev videreført til næste generation af fugle, der fortsatte traditionen, og således blev fuglenes ben længere og længere.

Det var, som vi ved, forkert – men det var et gennemarbejdet bud på en mekanisme. Selv om teorien blev latterliggjort, inspirerede den også videnskabsfolk. Ideen om, at arterne udvikler sig over tid, var ikke længere ny – nu var jagten gået ind på, hvordan det sker. Hvad var mekanismen?

Mysteriet om finkerne

Da Darwin efter næsten fem års jordomsejling kom hjem til England, blev han mødt af alt det, han havde samlet ind: kæmpeknogler fra uddøde dovendyr på størrelse med lastbiler, alverdens fossiler, mængder af planter og dyr, som han havde skudt og sendt hjem til England i store tønder. Der var så meget at studere, at han måtte give opgaven videre til dygtige videnskabsmænd.

Fuglene gav han til ornitologen John Gould. Og han kunne begejstret fortælle, at de fugle, som Darwin havde skudt på Galapagosøerne og fejlagtigt klassificeret som sangere, gærdesmutter, solsorte og kernebidere, alle sammen var finker.

Men de var så forskellige, at det var ubegribeligt. Nogle havde små, tynde næb, andre kraftige. Nogle havde tykke halse, andre havde næb som nøddeknækkere. Og når han og Darwin så nærmere på, hvor fuglene var blevet skudt, opdagede de noget overraskende: Hver ø så ud til at have sin helt egen finke.

The Granger Collection/Ritzau Scanpix

At arterne udvikler sig, stod klart for Darwin, og efter at have læst en bog af økonomen Thomas Malthus om, hvordan mennesker føder langt flere børn, end der er ressourcer til, og at det fører til konkurrence, begyndte en forklaring på fænomenet at vise sig for ham: Alle individer er forskellige.

Nogle er højere eller tykkere eller klogere eller stærkere end andre, og de dårligst tilpassede vil med større sandsynlighed dø, før de når at formere sig.

Arternes udvikling sker ganske langsomt og helt af sig selv, fordi alle kæmper for at overleve og reproducere sig. Er den primære føde på en ø nødder, vil det favorisere de finker, der har næb som nøddeknækkere.

Arvelovene kunne Darwin dog ikke forklare – hvorfor de gode træk ikke bliver udvandet, når de blandes med dårligere – men han noterede sig, hvordan landmænd udvælger de bedste avlsdyr og derigennem forædler deres bestand. Så uanset hvordan det rent teknisk gik for sig, blev de gode arveegenskaber altså givet videre.

Allerede nogle år efter sin hjemkomst havde Darwin udtænkt sin teori om mekanismerne bag ’transmutation’, som han kaldte det, skrevet sit manuskript og lagt det i skuffen, hvor det blev liggende i 20 år, og imens modnedes ideen i tiden, så forklaringer meget tæt på Darwins tanker begyndte at poppe op rundt omkring. Kulminerende den fredag i juni 1858, hvor han modtog en tyk konvolut fra Alfred Russel Wallace.

Hvad gør en gentleman?

I udgangspunktet kunne Darwin og Wallace ikke være mere forskellige. Darwin kom fra et rigt, veluddannet hjem, Wallace voksede op under trange kår. Darwin gik på nogle af landets fineste universiteter, Wallace var selvlært. Men de nærede begge et stærkt ønske om at blive betydningsfulde videnskabsmænd.

Så som 25-årig drog Wallace først til Brasilien og nogle år senere til det malaysiske øhav uden nogen særlig erfaring og uden penge. Som en anden backpacker rejste han rundt til fods eller i udhulede kanoer og boede hos de lokale, mens han indsamlede insekter, planter, fugle og pattedyr i hundredtusindvis og blevet stukket af myg og fik malaria. Det var her, liggende i en lille hytte langt fra England og i febertåger, at de tanker om livets udvikling, der havde snurret rundt i hans hoved, forenede sig i en decideret åbenbaring: Livet består af kamp og død. Og udviklingen drives af arternes konkurrence om de ressourcer, som nu engang er til stede.

Da han blev raskere, skrev han straks sit manuskript og sendte det til Darwin, der chokeret bad sine tætteste venner om at udtænke en strategi. For hvad gør en gentleman? Skal han udgive sit værk og blive mistænkeliggjort for at have udnyttet en yngre kollegas fortrolighed? Eller skal han lade Wallace udgive sin teori og få al æren?

Darwin selv sad ved sin søns dødsleje, da hans venner satte deres plan i værk. Ved et videnskabeligt møde i The Linnean Society læste de et sammenskriv af Darwins ideer op og samtidig manuskriptet fra Wallace. På den måde blev Wallaces bidrag anerkendt, uden at Darwins gik tabt. Et år senere fik Darwin endelig udgivet Arternes oprindelse, og det stod klart, at hans teori var den tidligste og mest gennemarbejdede.

Ikke i alle kredse blev den logiske følge af teorien vel modtaget: at mennesket ikke er en ophøjet skabning, men i familie med, ja, aberne. Alligevel var succesen enorm. Darwin løb med al æren, og Wallace – han var godt tilfreds. Han udgav aldrig sit manuskript og sagde, at han var taknemmelig for, at det ikke var ham selv, der skulle stå på mål for den teori.

Ret beset havde Darwin da også udtænkt ideen i 20 år, før han løftede sløret for offentligheden. Og i de 20 år var teorien efterhånden blevet så moden en frugt, at han kun akkurat nåede at lukke sine fingre om den og hive den ned i kurven.

Eller som han skrev i 1860 til sin ven, botanikeren Asa Gray:

»Min bog har rusket op i skidtet som en stormvind, og det vil være en velsignelse, hvis ikke alle mine venner kommer til at hade mig. Men jeg anser det for sikkert, at hvis ikke jeg havde rusket det op, så ville en anden meget snart have gjort det.«

Kilder: Vicedirektør ved Cambridge Universitets Darwin Correspondence Project Dr. Alison Pearn. Geolog og palæontolog ved Statens Naturhistoriske Museum Bent Erik Kramer Lindow. Biolog og forfatter Hanne Strager. Bøger: ’Et beskedent geni’ af Hanne Strager. ’The Heretic in Darwin’s Court: The Life of Alfred Russel Wallace’ af Ross A. Slotten. ’Charles Darwin’s Beagle Diary’ redigeret af R.D. Keynes, ’Genet’ af Siddhartha Mukherjee. Desuden brev fra Charles Darwin til Caroline Darwin 10. marts 1835 og brev fra Charles Darwin til Asa Gray, 3. juli 1860. Begge kan findes på www.darwinproject.ac.uk. Derudover filmen ’The Life of Alfred Russel Wallace’ af The New York Times, 2013

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Podcast

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Dagbladet Informations store serie om naturvidenskab læst højt.

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie af oplæste artikler ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Du kan også læse artiklerne her. ’Vi fortæller naturvidenskaben forfra’ er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Endnu engang tak for en fremragende og vigtig serie.

Darwin havde et skræntende helbred og var samtidig notorisk hypokonder, en såkaldt dårlig kombination. Han var også dybt religiøs indtil hans yndlingsbarn, datteren Anne, døde af skarlagensfeber som 10-årig. Mange regner med at en af grundene til at Darwin ventede så længe med at offentliggøre var at han godt vidste at kirken ikke ville billige hans idé om evolution, men efter Annes død mistede Darwin forståeligt nok, om ikke hans tro på Gud, så i hvert fald hans frygt for at udfordre Gud eller kirken.

I en af Darwins notesbøger tegnede han den første skitse til det som senere blev kaldt et stamtræ, altså hvordan arter på et tidspunkt differentierede ud i to nye arter. Ud for tegningen skrev Darwin: "I think". Et yderst sympatisk træk fra en videnskabsmand som havde opdaget noget som ville revolutionere videnskaben, at han stadig forstod at være "sundt skeptisk". For nylig opdagede man i øvrigt at denne notesbog er forsvundet. Blevet væk eller stjålet.

Normalt taler man om "Survival of the Fittest", men det er ikke hele historien. I stedet giver det bedre mening at tale om "Reproduction of the fittest". En mutation kan være nok så heldig, men hvis ikke det muterede gen forplantes videre og spredes, så er det ligemeget at være "fittest". Det er også en udbredt misforståelse at evolutionen har "et mål". Evolution er simpel trial and error, men når tilfældigheder bliver tilstrækkeligt hyppige, så vil nogle af dem falde heldigt ud.

Darwin nævnte aldrig det med at vi "nedstammede fra aberne". Formentlig fordi han vidste at det ville være den del af hans teori som mennesker ville have sværest ved at acceptere. I dag viser bla. den viden vi har fra DNA at mennesket ganske rigtigt nedstammer fra aber vi havde som fælles forfædre med de andre primater, men hvis man følger evolutionen længere tilbage, til for 65 millioner år siden, dengang dinosaurerne uddøde, var mennesket i sin evolution nået til at være en gnaver, som mindede temmelig meget om en stor rotte. I dag accepterer de fleste at vi nedstammer fra aberne, men prøv at nævne det med rotten :)

Søren Bro, Anders Reinholdt, Flemming Berger, William Mannicke, Finn Jakobsen og Jens Ole Mortensen anbefalede denne kommentar

Fin artikel, men man burde vel lige nævne, at Anaximander, ca. 600 BCE, også var inde på tanken om evolution, og det har man vel kunnet læse sig til, da de nævnte herrer levede, så måske man har ladet sig inspirere af oldtidens tænkere?

Jens Ole Mortensen

Alfred Russel Wallace havde næppe kunnet få sine ideer offentliggjort . Han havde ikke megen skolegang, og var selvlært landmåler. Et meritokrati som troede at man kunne regne jordens alder ud ved at lægge personerne i biblens slægtstavle og patriarkernes alder sammen. Han havde sine redegørelser på sig. Med en besked om at de skulle udgives, hvis han skulle dø brat. Darwin som var fra en af de fineste akademiske familier tog det op og kæmpede kampen. Men det var næppe så farligt for ham som for Alfred Russel Wallace. Måske burde vi sige Russel og Darwin opdagede evolutions teorien. Russel var selvlært land måler og kom verden rundt. Og levede i perioder blandt naturfolk. Hvor det siges at han følte sig mest tryg.

Darwin er alligevel et af mine historiske forbilleder. Han var modig og kæmpede en hård kamp.
Og et citat af ham lyder i retning af.

Hvis nu hvis de fattige, ikke, at natur er dårligere rustet end vi og det i stedet er institutionerne. Er vores synd stor.

Charles Darwin

Sören Tolsgaard

Evolutionstanken var jo nærmest dømt til at bryde frem som følge af Oplysningstiden!

Den moderne taxonomis fader, Carl von Linné, vovede sig dog, som den korrekte svensker han var, ikke ud i en så kontroversiel tanke, men en af hans fremmeste elever, den danske entomolog Johan Chr. Fabricius (1745-1808), fremsatte meget avancerede teorier herom, som han muligvis har udvekslet med Jean-Baptiste Lamarck, hvis evolutionslære blev datidens førende.

https://en.wikipedia.org/wiki/Johan_Christian_Fabricius#Evolution

Englænderne fik rettidigt hædret Charles Darwin, så han stort set er løbet med hele æren, men han står dog på skuldrene af andre, bl.a. anerkendte Darwin langt hen ad vejen Lamarcks teori om nedarvning af adaptive træk, hvilket det 20. århundredes neo-darwinister har forsøgt at nedtone, idet man i stadig højere grad har forfægtet tilfældige mutationer som evolutionens bærende princip. Lamarck har dog fået et comeback i form af epigenetik, og i lyset af moderne helhedstænkning (holisme) bliver det stadig mere presserende at definere de omstændigheder, der driver eller måske endda determinerer evolutionsprocessen i mere eller mindre forudsigelige retninger.

J. C. Fabricius er en af de største danske naturforskere, kendt af entomologer over hele verden, men som det er hændt andre, fik han ingen større anerkendelse her i landet. I protest over forholdene i København flyttede han sit virke til Kiel og tog det meste af sin store insektsamling med sig.

https://da.wikipedia.org/wiki/Johann_Christian_Fabricius

Fabricius' samlinger indeholder tusindvis af typedyr, svarende til de beskrivelser i hans bøger, som er basis for den fortsat gældende taxonomi. København og Kiel har hen ad vejen haft kontroverser om rettighederne til disse samlinger, hvilket for nylig er mundet ud i, at hele materialet er overgået til Kiel.

https://samlinger.snm.ku.dk/toer-og-vaadsamlinger/zoologi/entomologi/fab...

Carsten Hansen

Uanset om det var Darwin eller andre der kom først, så skylder det moderne menneske dem meget.
Endnu et søm i kreationismens kiste og et stort skridt på vejen mod frigørelse fra religiøs dominans.
Men som med andre store videnskabelige landvindinger så ville evolutionsteorien have kommet før eller siden, bare med en anden ophavsmand/kvinde.

I den kontekst betyder et navn ikke så meget.
Men naturligvis skal "Æres den der æres bør"; Om så æren skal deles.

Morten Balling

@Carsten Hansen

Mange mennesker vil stadigvæk hellere tro på et simpelt eventyr med nogle klare regler, end de vil sluge den røde pille.