Esther Duflo ville forandre verden, så hun vendte de økonomiske teorier på hovedet

Esther Duflo blev økonom efter en rejse til Moskva og et møde med Thomas Piketty. Hun har været med til at udvikle en helt ny måde at bekæmpe fattigdom på: I stedet for at tage afsæt i abstrakte ideer om, hvordan folk påvirkes af incitamenter, studerer hun, hvordan de handler i praksis. Det har indbragt hende Nobelprisen i økonomi
Esther Duflo blev økonom efter en rejse til Moskva og et møde med Thomas Piketty. Hun har været med til at udvikle en helt ny måde at bekæmpe fattigdom på: I stedet for at tage afsæt i abstrakte ideer om, hvordan folk påvirkes af incitamenter, studerer hun, hvordan de handler i praksis. Det har indbragt hende Nobelprisen i økonomi

Jesse Jacob

Moderne Tider
10. april 2021

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

Efter den gamle verden var faldet fra hinanden, men før en ny orden var etableret, ankom den unge franske studerende Esther Duflo til Moskva. Hun var i tvivl om, hvad hun skulle stille op med sit liv. Hun studerede historie på det legendariske franske universitet École Normale Supérieure i Paris og foretrak at arbejde langsomt og tålmodigt og undersøge tingene til bunds. Men hun havde også en anden ambition:

»Jeg har altid haft et meget naivt ønske om at være med til at spille en rolle i bestræbelsen på at gøre verden til et bedre sted,« fortæller Duflo.

»Men jeg kunne ikke lide at bevæge mig hurtigt fra det ene til det andet, så jeg kunne ikke rigtig se mig selv som politiker eller aktivist.«

Rejsen til Moskva i starten af 90’erne var en afbrydelse af studierne, fordi hun også gerne ville orientere sig i verden. Euforien over opgøret med det kommunistiske regime var overstået i Rusland, husker Duflo, og de politiske og økonomiske problemer med overgangen til markedsøkonomi og en form for demokrati begyndte at blive påtrængende:

»Jeg blev af forskellige årsager ansat som forskningsassistent for mange af de hold af økonomer, der var i landet som rådgivere, og jeg så, hvor fantastisk magtfulde de var. Folk lyttede virkelig til, hvad de sagde,« forklarer hun.

»Men helt ærligt, jeg så også, at de ikke anede, hvad der foregik. Jeg så med en blanding af fascination og rædsel på den magt, økonomerne havde.«

Mødet med Piketty

Duflo tænkte, at det måske var hendes mulighed. At udnytte den magt, som økonomer har, og den tålmodighed, som hun selv havde, til at blive en økonom, der skabte sociale forbedringer.

I Moskva mødte hun også en fransk økonom, der siden skulle blive verdensberømt for sit eget opgør med de dominerende politiske og økonomiske antagelser og for sin evne til at stille sine analyser til rådighed for dem, der vil lave forandringer i verden.

»Jeg stødte på Thomas Piketty, som dengang underviste på Massachusetts Institute of Technology, MIT,« siger Duflo.

»Han sagde til mig, at hvis jeg tog til MIT, kunne jeg lære de praktiske ting, jeg skulle bruge for at få en positiv indflydelse på verden.«

Blå bog

  • Esther Duflo er født i Paris i 1972.
  • Hun er uddannet i økonomi og historie fra École Normale Supériure og har skrevet ph.d. i økonomi fra Massachusetts Institute of Technology.
  • Hun har sammen med Abhijit Banerjee og John Kremer været med til at skabe en ny eksperimenterende tilgang til udviklingsøkonomi, som de fik Nobelprisen i økonomi for.
  • Hun har sammen med Abhijit Banerjee skrevet bøgerne ’Poor Economics: A Radical Rethinking of the Way to Fight Global Poverty’ fra 2011 og ’Good Economics for Hard Times: Better Answers to our Biggest Problems’.

Oplevelsen af økonomernes magt i Moskva og rådet fra Piketty gjorde, at Esther Duflo valgte at blive økonom:

»Man kan sige, at jeg blev økonom ved et tilfælde. Da jeg kom hjem fra Rusland, skrev jeg min ansøgning og gjorde mig klar til at skrive ph.d.-afhandling på MIT.«

Duflo kom til Amerika, blev en del af forskningsmiljøet og udviklede sammen med økonom Michael Kremer og sin vejleder Abhijit Banerjee, der senere også blev hendes mand, en ny form for eksperimenterende økonomi.

De gjorde op med forestillingen om, at der findes universelle teoretiske svar på spørgsmålet om, hvordan man skaber økonomisk vækst og sociale fremskridt i udviklingslande. Deres udgangspunkt er, at den sociale virkelighed altid er mere kompleks og uforudsigelig end teorierne om den, og at der altid er lokale forhold og mekanismer, som man skal forstå, hvis man vil lave politik, som forbedrer folks livsvilkår.

Deres metode bygger på, at man studerer en række forskellige forhold og laver konkrete feltstudier, som undersøger effekten af politiske tiltag, inden man rådgiver politikere om, hvordan de eksempelvis skal bekæmpe børnedødelighed eller få børn til at gå i skole.

Det lykkedes således Duflo at kombinere sit behov for at skabe sociale fremskridt i verden og sit anlæg for tålmodigt forskningsarbejde. Og i 2019 blev de tre forskere belønnet med Nobelprisen i økonomi for deres eksperimenterende metode. Samme år udgav Duflo og Banerjee bogen Good Economics for Hard Times, som var en kritik af de antagelser om mennesker, fællesskaber og politik, der ligger til grund for verdenshandlen og globaliseringen.

Og det er for at høre hendes tanker om det opbrud i verdenshandlen og det opgør med globaliseringen, som har fundet sted de seneste år, at vi har bedt om et interview med Esther Duflo.

Løgnen om handel for alle

– I skriver i ’Good Economics for Hard Times’, at man skal huske på alle de fremskridt, der er sket i de seneste årtier. Fattigdommen er reduceret i mange lande, børnedødeligheden er faldet, millioner har fået mulighed for at komme i skole og få en sundhedsforsikring. Vi oplever i de her år et voldsomt opgør med hele frihandelsregimet. Kan du være bekymret for, at opgøret fra globaliseringens tabere i de rige lande vil gå ud over globaliseringens mange vindere i de fattige lande?

»Det er rigtigt, at der i årtierne inden pandemien blev skabt fantastisk store fremskridt for mange fattige mennesker. Det glemmer vi ofte, fordi der er så mange problemer i verden, at vi alle har en tendens til at blive nedtrykte over det,« siger Duflo fra en lejlighed i Paris. Hun bor i USA, men er hjemme i Frankrig på besøg og taler med Information over Zoom.

Selv ser hun overhovedet ikke nedtrykt ud, mens hun taler om verdenssituationen. Duflo smiler og taler hurtigt og løfter indimellem hænderne op omkring sit ansigt:

»Hvis du ser på livsbetingelserne for de ekstremt fattige i verden, blev børnedødeligheden halveret, mødrenes død i barselssengen blev også næsten halveret, og i dag går næsten hvert eneste barn i verden i skole. Alt det er et resultat af forskellige politiske initiativer, som er blevet prøvet af, evalueret og justeret. Jeg kan virkelig godt lide politik, der bliver skabt på den måde af folk, der udfordrer de almindelige antagelser og bruger deres erfaringer til at blive ved med at forbedre deres politikskabelse.«

Jesse Jacob

Duflo arbejder i dag som rådgiver på mange forskellige projekter i fattige lande. Hun hjælper regeringer og ngo’er med at indsamle data og forbinde forskellige former for viden og udvikle politik:

»Men vi skal også huske på, at det blev sagt igen og igen, at verdenshandel samlet set ville hjælpe alle. Til folk i de rige lande sagde man: ’Det kan godt være, I oplever en smule nedgang i løn, men det skal vi nok kompensere, og så bliver alt godt alligevel’. Og det var jo ikke rigtigt,« konstaterer hun. 

»Konklusionen er selvfølgelig ikke, at vi skal opgive verdenshandel. Konklusionen er, at verdenshandel skal leveres med meget større beskyttelse til alle dem, der har brug for det, og som blev ramt af globaliseringen. Jeg er tilhænger af, at man laver en hjælpepakke til dem, der svarer til den G.I. Bill, den amerikanske regering lavede til krigsveteraner efter Anden Verdenskrig. De er ofre for verdenshandlen.«

Steder, ikke mennesker

En af de store fejltagelser ved den måde, verdenshandlen har været indrettet på, er ifølge Duflo, at politikere og økonomer har troet, at mennesker var langt mere mobile og villige til at flytte derhen, hvor man kan tjene penge, end vi i virkeligheden er.

»Det har været en helt dominerende antagelse blandt mange økonomer, at det, der mest af alt bevæger folk, er økonomiske incitamenter,« fortæller Duflo.

»Men de seneste år har studie efter studie vist, at hverken folk i toppen eller i bunden reagerer særligt stærkt på økonomiske incitamenter.«

Det betyder for eksempel, anfører Duflo, at politikerne ikke skal være så bange for, at folk vil arbejde mindre eller forlade landet, hvis skatterne bliver hævet. En anden konsekvens er, at folk ofte foretrækker at blive boende dér, hvor de føler, de hører hjemme, selv om de mister deres arbejde, frem for at rejse til en anden by, hvor der er masser af jobmuligheder.

»Folk vil ikke forlade deres sociale netværk. Disse overgange er ekstraordinært omkostningsfulde for dem, der skal flytte, forlade deres familie og venner og det sted, hvor de hører til. Vi økonomer undervurderede omkostningerne for de fattige i de rige lande. Og samtidig mener jeg, at vi overvurderede fordelene for de fattige i de fattige lande. For hvis folk skulle have noget ud af globaliseringen, blev de ofte tvunget til at flytte ind til byerne, hvilket kan være langt hårdere og sværere, end det umiddelbart ser ud til.«

Man kan således ikke regne med, at tab af arbejdspladser i en region vil blive opvejet af nye arbejdspladser i en anden region, understreger Duflo:

»Hvis folk bliver arbejdsløse i North Carolina, hjælper det dem ikke, at der er jobvækst i New York. Hvis de lavede møbler i North Carolina, men fabrikken lukkede, og de i stedet kan blive møbelsælgere i New York, vil de fleste alligevel blive hjemme. Det er ikke kun steder, folk nødig forlader. Det er også sektorer.«

Det har ellers været et politisk dogme, at stater som svar på forandringer i produktionsforholdene skulle investere i opkvalificering af mennesker. At svaret på udflytning og automatisering var efteruddannelse og kompetenceudvikling, så dem, der boede i kriseramte industriområder, kunne finde sig et nyt sted i de store byer, hvor den nye vækst blev skabt. Men det er ifølge Duflo en forkert anskuelse:

»Økonomer plejer at sige: ’mennesker, ikke steder!’ Men de glemmer, at mennesker godt kan lide steder. De vil helst ikke flytte, så derfor skal vi forstå, at man politisk skal hjælpe folk de steder, hvor de er. Og det kræver, at man investerer i steder.«

Nye strømninger i økonomien

– I har arbejdet på en helt anden måde end de rådgivere, du selv mødte som ung i Moskva, der kom med nogle brede antagelser om, hvad der ville være det rigtige at gøre økonomisk overalt. Hvordan arbejder I selv konkret med at udvikle steder?

»Min mand og jeg – og mange andre for den sags skyld – arbejder i noget, vi kalder for laboratorier for bekæmpelse af fattigdom. Vi opererer ikke med store fortællinger om, hvad der vil være det rigtige. Her prøver vi at komme så tæt som muligt på den lokale virkelighed. Vi arbejder sammen med de partnere, som også er engageret på stedet. Det kan være regeringer eller organisationer. Vi prøver gennem feltstudier at finde ud af, hvad de lokale konsekvenser vil være af bestemte former for politik.«

Jesse Jacob

Den økonomiske tænkning, som Duflo mødte første gang i Moskva efter Murens fald, og som blev definerende for de næste årtiers politik og verdenshandel, bygger på nogle abstrakte antagelser om, hvordan alle mennesker vil reagere under alle omstændigheder. Den var fascinerende, fortæller Duflo, fordi den kunne foldes ud som stærke politiske fortællinger om, hvordan man skabte velstand, frihed og sikkerhed, og fordi den tilbød nogle meget enkle politiske greb:

»De fortællinger var økonomernes ønskefantasier for et par årtier siden. De er ikke bare forkerte, men også farlige, fordi de kan føre til, at du laver en politik, som ikke hjælper de folk, du gerne vil gøre noget for,« påpeger hun.

»Vi arbejder selv meget mere empirisk og samler alle mulige former for data og fakta. Vi prøver at forstå, hvorfor mennesker forskellige steder gør og tænker, som de gør, og hvad der får dem til at rykke. Den måde at arbejde på giver ikke de her meget fascinerende og glatte fortællinger, men vi tror på, at den er et bedre grundlag for eksempelvis at bekæmpe fattigdom.«

– Er det ikke din oplevelse, at den økonomiske tænkning, som I har kritiseret i jeres bøger, og som I selv har prøvet at udvikle et alternativ til, i disse år er blevet udfordret, og at vi ser nye måder at tænke økonomi og føre økonomisk politik på?

»Jo, helt bestemt. Og der er jo rigtig mange, der arbejder, ligesom vi gør. Økonomer som bruger psykologi, adfærdsforskning og sociologi. Langsomt, men sikkert forandrer det sig. Det er også vigtigt at minde om, at den økonomiske videnskab altid har rummet mange forskellige anskuelser og metoder, og at det bare har været én af dem, som politikerne har lyttet til, og medierne har dyrket. Men selv i Financial Times og The Economist kan du nu se, at holdningerne ændrer sig.«

Staten gør det svære

– Pandemien har vel også ændret noget i den forstand, at politikerne forholder sig mere pragmatisk og langt mindre ideologisk til, hvad staten og regeringen skal gøre?

»Man kunne mærke det lige fra starten af pandemien. Det var et enestående moment for opbakningen til at føre politik. Der har både blandt økonomer og politikere været en skepsis over for statsmagten. Og det er rigtigt, at der er meget fejlslagen politik og korruption. Men folk glemmer ofte, at regeringer har det svært, fordi de skal løse de problemer, som ingen andre kan løse. Hvis det var nemt, ville markedet jo løse det af sig selv. Men staten skal kun gribe ind og løse de opgaver, som markedet ikke kan løse.«

Duflo nævner et eksempel: Hvis en virksomhed forurener, sætter den ikke af sig selv minimumsstandarder, og konkurrenterne vil som regel ikke tvinge forureneren til at reducere sine udledninger:

»Her skal staten ikke bare gribe ind og sætte standarder. Den skal også modstå presset fra nogle meget stærke kræfter.«

– Men som jeg husker det, var det præcis den samme situation efter finanskrisen i 2008. Der var stor forståelse for, at regeringer og centralbanker skulle gribe ind og løse problemerne, og kort efter vendte alting tilbage til normalen?

»Det er forskellige situationer. Det stod meget hurtigt klart efter finanskrisen, at intet ville forandre sig. De politiske ledere og de økonomer, som rådgav dem, ændrede ikke deres fundamentale anskuelser. Den pakke, som præsident Obama lavede efter finanskrisen, var en temmelig konventionel indsats, som skulle stimulere økonomien hurtigt, så man så hurtigt som muligt kunne vende tilbage til normalen. Det er nogle helt andre pakker, som bliver lavet i USA i dag. Og du kan se, at både politikerne og dem, der rådgiver dem, har ændret holdning.«

Det er også ifølge Duflo en anden situation i dag, fordi vi har erfaringen fra finanskrisen. Der blev ikke gjort nok for at reparere det, der var gået i stykker, og særligt i Europa vendte regeringerne alt for hurtigt tilbage til en sparepolitik, som fik brutale sociale konsekvenser. Det er meget større, bredere og mere ambitiøse genopretningspakker, som er blevet lavet det seneste år i Europa og USA:

»Timingen var perfekt for regeringsskiftet i USA. Nu anerkender folk, at det skyldes regeringens indsats, at de kan blive vaccineret hurtigt, og at den økonomiske krise bliver overskuelig. På et tidspunkt, hvor landet virkelig havde brug for det, fik amerikanerne en konkret hjælp og støtte i deres hverdag, som gør, at de bedre kan klare sig økonomisk og overskue hele coronakrisen. Det er ikke sådan, at amerikanerne kommer til at elske staten, men jeg tror på, at de vil få genopbygget noget tillid til hele det politiske system.«

Det skræmmende Europa 

– Men der er også meget på spil, for hvis folk oplever, at staten svigter dem, og indsatsen ikke virker, kan det skabe historisk modstand mod hele det politiske system?

»Ja, for nogle måneder siden var jeg optimistisk omkring Europa, men jeg er efterhånden blevet mere og mere bekymret. Der er altid nogle i Europa, som kalder sig sparsommelige og ansvarlige og vil vende hurtigt tilbage til sparepolitikken.«

Duflo peger ud mod gaden fra den lejlighed, hvor hun opholder sig i Paris:

»Jeg mener, at det, der sker i Europa nu, er meget skræmmende. Den tredje bølge har ramt flere lande, og her i Frankrig, hvor jeg er nu, er det helt tydeligt, at de ikke kan kontrollere pandemien, og de ikke kan finde ud af at rulle vaccinerne ud. Der er sådan en fornemmelse af: ’Hvad laver regeringen?’ Det er farligt for situationen nu og endnu mere skræmmende, i forhold til hvad der kan komme til at ske de næste år.«

– Hvad håber du på, at der generelt kommer ud af pandemien?

»Jeg kan godt lide, at der er en tendens til, at hele debatten bliver afdramatiseret. Folk siger ikke: ’Det skal være sådan her, det er sådan, modellerne er’, men i stedet ’lad os gøre det, der er brug for, og så må vi tage de mulige problemer, når de dukker op’. Jeg er pragmatisk optimist. Jeg tror på, at den form for politisk kompromis kan skabe nogle forskelle i folks liv, som gør, at de genvinder troen på politik. Det er den indstilling, vi har brug for, hvis vi skal løse de virkelig store problemer som klimaforandringerne.«

Det er også den indstilling, Duflo selv har arbejdet på at udbrede, siden hun i Moskva opdagede, hvordan man kan bruge økonomernes autoritet til at gøre op med de dominerende antagelser og lave nye forbindelser mellem forskellige former for viden og erfaringer. Og langsomt og tålmodigt skubbe til processer og politik, som kan forbedre folks liv og tro på de fællesskaber, som vi alle sammen er født ind i og knyttet til.

Denne artikel er en redigeret version af en samtale, som fandt sted den 23. marts 2021. Du kan se eller gense videosamtalen i sin fulde længde her.

 

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan både læse og lytte til samtalerne.

Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan se samtalerne live på Zoom eller lytte til podcasten ugen efter.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen K Petersen

»Men de seneste år har studie efter studie vist, at hverken folk i toppen eller i bunden reagerer særligt stærkt på økonomiske incitamenter.«

Så kære politiker, stop med at piske folk på bunden og ikke mindst, rul de utallige skattelettelser tilbage, gør noget godt, de herre og damer, skab mere lighed og tag dermed hensyn til miljøet.

Carsten Sperling, Steffen Gliese, Ole Henriksen, Espen Bøgh, Jette Steensen, Ib Christensen, Lis djørup, Lars Løfgren, Torben Arendal, Peter Marckwardt, Eva Schwanenflügel, Jens Ole Mortensen, Mogens Holme, Susanne Kaspersen og Dennis Tomsen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Jeg har længe ventet på artikler omkring Cepos's profetier (profiter). Ville gerne se en liste over dem, holdt op mod den pratiske og virkelige verden.

F.eks. deres tilslutning til skattelettesernes velsignelser. Gulleroden til de rigeste og pisken til de fattigeste.

Ser vi den påståede effekt af deres anbefalinger? Eller er det bedst at betragte dem som et defekt kompas?

Steffen Gliese, Steen K Petersen og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar

Historien om "den gamle brygger" viser med al tydelighed, at tanken om sammenhængen mellem virksomhedens velbefindende er dybt afhængig af en parat og velfungerende arbejdskraft.

Derfor byggede "den gamle brygger" gode boliger til sine arbejdere, og gav dem en anstændig løn, så de kunne leve et godt liv med familie, og samtidig være et stort aktiv for bryggeriets virke og sikre virksomhedens indtægter via deres produktivitet, og egeninteresse for virksomhedens ve og vel.

-
det har ikke ændret sig meget - hvis noget, siden dengang, med accepten af lavere løn mod gode arbejdsforhold.

- Her er ikke så meget hyper-egoisme indblandet, men derimod sund fornuft, som alle har gavn af.

Steffen Gliese

Økonomers grundlæggende fejltagelse er, at de går ud fra penge, men det er ikke dem, det handler om, det handler om det, der skal gøres. Folk søger og får job på det, de kan eller skønnes at ville kunne komme til at kunne. For nogle er det job at tjene penge, men det kræver stadigvæk, at de er i stand til at gøre noget, der får pengene til at strømme ind, såsom at lede en arbejdsstyrke mest hensigtsmæssigt.
Hvis man anlagde dette perspektiv på tingene, ville man også se, hvordan økonomiske teorier systematisk går imod den simple virkelighed: at behovet for at få opgaver udført øger arbejdskraften, ikke at arbejdskraft fører til opgaver at få udført, for blot at tage et nærliggende eksempel.
sprogligt anerkender vi det med ordene arbejdsgiver og -tager: det er arbejdet, der er varen på arbejdsmarkedet, og den, der kan udføre det bedst, får det.

Duflo virker super sympatisk.