Naturvidenskab
Læsetid: 19 min.

Fem gange har Jorden været ramt af kolossal massedød – det kan vi måske lære noget af

Fem gange har store begivenheder udryddet størstedelen af livet på kloden, og hver gang har hastige klimaforandringer spillet en afgørende rolle – selv da en asteroide drønede ind i Jorden og skubbede dinosaurerne i døden. Det bør vi måske have i baghovedet i dag
Fem gange har store begivenheder udryddet størstedelen af livet på kloden, og hver gang har hastige klimaforandringer spillet en afgørende rolle – selv da en asteroide drønede ind i Jorden og skubbede dinosaurerne i døden. Det bør vi måske have i baghovedet i dag

Jesse Jacob

Moderne Tider
10. april 2021

Tryk play, hvis du vil have artiklen oplæst. Eller søg på ’Naturvidenskaben forfra’ i din podcast-app.

Cirka hver tredje gang, Peter Bennicke hugger en håndstor kridtblok over med sin økse, dukker forhistorien frem. En pig fra et søpindsvin. Stumper af fiskeben. Rester af en svamp.

Strandens flintesten klirrer under hans fletsko, da han går hen og samler endnu en kridtblok op. Foran ham rejser Stevns Klint sig i et blændende hvidt genskin fra solen, og luften er diset af kridtstøv. Han drejer blokken i sin hånd, så kridtlagene flugter med økseslaget, og hugger den i to.

»Se,« siger han. »Der ligger en musling.«

Fra dunvesten fisker han en lup frem og fører den op til øjet. En smukt svungen muslingeskal på størrelse med en femkrone ligger der i kridtet næsten helt perfekt – men også kun næsten, så Peter Bennicke lægger den fra sig på stranden. Han er lidt kræsen.

Engang var han murer, men de sidste par årtier har den 75-årige stevnsbo brugt en meget stor del af sin tid på at søge efter fossiler i kridtet og finde aftryk af de dyr, der levede og døde samtidig med dinosaurerne. Han regnes blandt Danmarks allerbedste fossiljægere og har leveret over 3.000 fund til Østsjællands Museum.

»Der findes intet så velsignet som at gå ud at lede,« siger han.

»Når man hugger en blok over, og noget derinde ser dagens lys for første gang i 66 millioner år …«

Han færdiggør ikke sætningen, men meningen er klar. Det er vildt. Han kan lede i timevis og være i total zen. Og en gang imellem skæver han op til den sorte streg af ler, der løber som et mørkt bånd cirka ti meter oppe på klintens hvide væg og vidner om et af de mest dramatiske og mest dødbringende øjeblikke i klodens historie.

»Der er så roligt hernede,« siger han.

»Og når man så tænker på, hvor voldsomt det var, da fiskeleret deroppe blev dannet …«

Den pensionerede murer Peter Bennicke har i flere årtier samlet fossiler ved Stevn Klint.

Den pensionerede murer Peter Bennicke har i flere årtier samlet fossiler ved Stevn Klint.

Emilie Lærke Henriksen
Han tøver igen. Fossilerne fortæller historien. Klinten, som i dag rejser sig majestætisk over stranden, er i virkeligheden gammel havbund, og det hvide kridt består af skeletter fra milliarder af små alger, der over millioner af år levede og døde i havet og dryssede ned på bunden, hvor de blev til et 900 meter tykt lag kridt. Nede under laget af ler er der fyldt med fossiler. Oven over leret er kridttiden slut og dinosaurerne er uddøde. Hvad var det, der skete?

Måske vi kan lære noget

Det kan lyde lidt makabert, men udryddelse er blevet hot. Der bliver skrevet rapporter, holdt symposier og topmøder og indgået internationale aftaler, og det handler selvfølgelig ikke om dinosaurerne og fortiden, men om nutiden.

Mennesket ødelægger de vilde dyrs levesteder, får økosystemer til at kollapse og udrydder andre væsener i et svimlende højt tempo. Man kalder det biodiversitetskrisen og taler ligefrem om, at vi nu står i en sjette masseuddøen forårsaget af menneskelig rovdrift på klodens ressourcer. Oven i det er vi færd med at forandre planetens klima ved at pøse enorme mængder af drivhusgasser ud i atmosfæren, hvilket ikke ligefrem gør tingene bedre.

Hastige klimaforandringer har nemlig tidligere været en stor drivkraft bag masseuddøener – selv da en asteroide efter alt at dømme udslettede dinosaurerne ved den femte og seneste masseuddøen, var livet forinden blevet svækket af klimaforandringer.

Når mere end halvdelen af klodens arter bliver udryddet over en kortere periode, kalder man det en masseuddøen – og dette øjeblik, hvor menneskeheden altså står ved indgangen til en mulig sjette en af slagsen, virker som et oplagt tidspunkt til at se lidt nærmere på de fem foregående.

Kigger man på livet i den helt store skala, foregår der to ting – arter udvikler sig, og arter uddør. I gennemsnit holder en art i omtrent fem millioner år, før den uddør, men mange dyregrupper udvikler nye arter hurtigere. I runde tal taler man om, at der foregår en slags naturlig baggrundsuddøen hele tiden, sådan at en ud af en million arter uddør hvert år – omtrent en procent per 100.000 år. En vis grad af uddøen er altså en del af livet, og det skal vi ikke som sådan være bange for.

Men indimellem stikker døden helt af i gigantiske masseudryddelser, og det er naturligvis spændende at forstå, hvordan den slags sker. Samtidig er det bare ret svært at se tilbage i tiden.

Særligt de to tidligste masseuddøener står lidt sløret, fordi de fandt sted for så længe siden. Derfor er det er sværere at finde relevante geologiske lag og lave præcise årsagskæder. Men en komponent i de første store uddøener vil være nutidsmennesket bekendt, nemlig hastige klimaforandringer. Det var radikalt anderledes verdener – ved den første masseuddøen for 444 millioner år siden var der for eksempel ikke dyreliv på landjorden – men de samme mekanismer gjaldt: Når der udledes store mængder CO2 til atmosfæren, for eksempel fra voldsomme vulkanske områder, stiger temperaturen. Og når meget CO2 bliver trukket ud af atmosfæren, for eksempel når nye bjergkæder opstår, ja, så bliver det koldt.

Således er der spor af istider ved begge uddøener, men der har sandsynligvis også været udbredt iltsvind i havene og andre sager på spil. Begivenhederne står klarere, som vi bevæger os frem mod i dag, men tiden er et bøvlet slør, og i videnskaben har der været udvekslet mange sværdslag om, hvorvidt uddøener er hurtige og katastrofale eller langsomme og gradvise.

Noget meget mystisk ler

Da den franske geolog og palæontolog Georges Cuvier i slutningen af 1700-tallet undersøgte de geologiske lag under Paris, kunne han se, at hele dyregrupper forsvandt nærmest fra det ene lag til det andet, og han forestillede sig, at disse udryddelser måtte være sket gennem store katastrofer. Sådan blev den geologiske skole ’katastrofismen’ skabt.

 

Ret hurtigt blev den dog udgrænset som forklaringsmodel, da den skotske geolog Charles Lyell overbevisende argumenterede for et helt andet verdenssyn i sin indflydelsesrige bog Principles of Geology.

Lyells kongstanke lød, at vi kun kunne forstå fortidens geologiske processer ved at se på nutidens. Denne tankemåde blev kaldt ’gradualismen’, og i mere end et århundrede var det den dominerende måde at forstå klodens udvikling på – lige indtil 1977, hvor en amerikansk geolog begyndte at undre sig over et mærkeligt lag af mørkt ler, som løb på tværs gennem en væg af kalksten.

Hans navn er Walter Alvarez, og dengang lavede han feltarbejde i et smukt område i Italien nær bjergbyen Gubbio. Egentlig tog han prøver for at undersøge Jordens magnetiske historie, men han kunne ikke undgå at bemærke lerlaget, der markerede grænsen mellem Kridttiden, og den tid, man kalder Palæogen.

Geologi er tricky på den måde, at man ikke bare kan se på tykkelsen af nogle aflejringer og så sige, hvor lang tid det har taget at danne dem. Lerlaget i Gubbio var ganske smalt, blot en halv centimeter tykt, og Alvarez undrede sig over, hvor stort et tidsrum, laget repræsenterede.

Det spørgsmål bragte han op over for sin far, Luis Alvarez, som var en berømt fysiker, nobelpristager og medudvikler af tændingsmekanismen i de første atombomber, ja, faktisk var han med som observatør i følgeflyet, da amerikanerne smed en atombombe over Hiroshima i Japan – så han vidste lidt om katastrofer. Han kom på en temmelig kreativ metode til at bestemme, om leret dækkede over kort eller lang tid geologisk set.

Sagen er, at der hver dag drysser omtrent 40 ton kosmisk støv ned over Jorden, og det lyder måske af meget, men det er utrolig lidt fordelt over hele kloden. Men dette konstant dalende rumstøv kan tjene som en slags tidsmåler, for her findes stoffer, som ellers er så godt som umulige at opdrive på jordoverfladen. Ræsonnementet lød, at hvis der var afsat mere kosmisk støv i lerlaget end i den omgivne kalk, så var det dannet over lang tid.

Det var dog en avanceret affære at måle på mængden af støv, og derfor fik far og søn involveret kolleger, der kunne putte leret i en atomreaktor og bombardere det med neutroner, så de kunne bestemme de ganske små mængder. Men da resultaterne tikkede ind, mødte der dem lidt af en overraskelse.

Et af de stoffer, de kiggede efter, var det yderst sjældne metal iridium, hvis indhold skal måles i milliardtedele, og analysen viste, at mængden af dette stof var væsentligt større i lerlaget end i de omgivne lag af kalk. Det mystiske var, at det ikke var tilfældet for de andre stoffer, som de kiggede efter, så det kunne ikke forklares med, at der var ekstra meget støv i leret. Forholdet mellem iridium og de andre grundstoffer var altså anderledes end det, man normalt finder, så måske det var tegn på, at der var kommet noget andet ind fra rummet. Faktisk kendte man den sammensætning af stoffer fra en bestemt type asteroider kaldet kondritter. Måske sådan én havde ramt kloden? Og måske det endda havde noget at gøre med masseudryddelsen af dinosaurerne og en masse andre dyr, der fandt sted på samme tid?

En ufattelig katastrofe

Det var en dristig hypotese, men dog for tidligt at konkludere noget på baggrund af prøver fra et enkelt sted. De overraskende resultater kunne jo skyldes helt særlige forhold der, så næste skridt var at undersøge prøver af lerlaget fra andre steder på kloden. Sådan gik det til, at Walter Alvarez en dag stod ved Stevns Klint, og så op på det sorte fiskeler.

»Det var med det samme åbenlyst, at noget meget ubehageligt var sket for den danske havbund, da fiskeleret blev aflejret,« skrev Alvarez siden hen.

»Resten af klinten var af hvidt kridt og fyldt med alle mulige slags fossiler fra et sundt og levende hav. Fiskeleret var sort og lugtede af svovl, og bortset fra fiskeben, var der ingen fossiler i det. I det tidsinterval, som fiskeleret dækkede, var den levende havbund blevet forvandlet til et livløst kvælende hav, hvor døde fisk langsomt rådnede.«

Da de analyserede prøven fra Stevns Klint, fandt de det samme spor fra en asteroide, og da de siden tjekkede efter i Frankrig, New Zealand og Antarktis trådte samme billede frem.

Det formodede nedslag havde altså været en global begivenhed, og ved at regne baglæns kom de frem til, hvor stor en asteroide der måtte have ramt Jorden: en gigant på omtrent ti kilometer i diameter.

Hændelsen undslår sig fatteevnen. En sten på størrelse med Mount Everest, der ramler ind i Jorden med en hastighed, der er tyve gange højere end et projektils. Fra det ene øjeblik til det andet slog stenen hul i atmosfæren, og foran stenen blev luften komprimeret så hårdt, at der blev varmere end Solen.

Ved nedslaget fordampede stenen og dens omgivelser, og det er nærmest meningsløst at tale om, hvordan det tog sig ud, for som videnskabsjournalisten Peter Brannen skriver i sin bog The Ends of the World, døde alle, der kunne se det. De registrerede lysglimtet i samme øjeblik, som de og alt omkring dem brød i brand.

Et jordskælv så kraftigt, at det sprængte Richterskalaen, bredte sig fra nedslagsstedet, og selv på den modsatte side af kloden rystede alt med en styrke 9 på skalaen – voldsomme, altødelæggende rystelser. Tsunamier skyllede rundt om Jorden, og et øresønderrivende brag flængede luften. Hvor verdens største atombombe, tsar-bomben, baldrede ruder i Finland, da den blev prøvesprængt i Sibirien i 1961, var braget fra asteroidenedslaget cirka to millioner gange højere, og energiudledningen i nedslaget var så voldsom, at hvis USA og Sovjet samlede alle koldkrigens atomsprænghoveder og detonerede det hele på ét sted, ville det blot svare til en hundredetusindedel af nedslaget. Fra første sekund var det en kolossal katastrofe – og siden blev det værre.

Enorme mængder sten og støv blev skudt op halvvejs til Månen. Noget faldt ned over kloden som små kuglerunde glasperler, noget brændte op i atmosfæren, farvede himlen glødende rød og stak Jordens skove i brand.

Omtrent 70 procent af skovene brændte op, og så blev der mørkt. Støv og aske lagde sig i et atmosfærisk lag om kloden og blokerede for sollyset, udsultede havets mikroskopiske alger, der er basis for fødekæden, og udryddede over halvdelen af klodens mange arter – heriblandt dinosaurerne, der i mere end hundrede millioner år havde hersket over Jorden.

Som frimærkesamlere

Allerførste gang, teorien blev præsenteret for verden, var faktisk på en konference i København i 1979. Den danske geolog og nu professor emeritus Finn Surlyk var med til at arrangere symposiet, og han husker, at Walter Alvarez’ oplæg af de fleste blev modtaget som et lidt eksotisk indslag, som ikke mange tog notits af.

For Finn Surlyk resonerede opdagelsen dog dybt, for han havde systematisk undersøgt fossiler fra netop den periode og konstateret, at en masse arter pludselig forsvandt hen over lerlaget. Han blev en af teoriens tidlige støtter, og dem var der ikke så mange af.

Det er vildt at tænke på, hvor roligt teorien blev modtaget ved konferencen i København, når man ved, hvor voldsomme rystelser det medførte, da resultaterne i 1980 blev offentliggjort i tidsskriftet Science.

»Extraterrestrial cause for the Cretaceous – Tertiary extinction« hed artiklen, der indvarslede katastrofismens comeback og smadrede direkte ind i geologiens og palæontologiens vedtagne dogmer som en kæmpe asteroide.

En stor del af forskningsverdenen strittede kraftigt imod. Man ville ikke acceptere at få hele paradigmet om den langsomme og gradvise udvikling sprængt i stykker, og mange afviste hånligt teorien. Den ældre Alvarez, der var ganske krigerisk af natur, prøvede ikke at overbevise sine modstandere med venlighed, men skød tilbage med spydige oneliners, som da han fik sagt, at palæontologer bare ikke var særlig dygtige videnskabsfolk, men »mere ligesom frimærkesamlere«.

I mange år var et af de væsentligste argumenter mod teorien, at ingen kunne pege på et krater efter nedslaget, men den kritik forstummede i 1991, da et kolossalt nedslagskrater ved Yucatanhalvøen i Mexico blev opdaget af den geologiske verden og tidsbestemt til at være opstået for 66 millioner år siden, da en kæmpe sten ramte Jorden. Som asteroideteorien blev den dominerende, begyndte forskere at kæmme kloden for andre kratre, der kunne passe med de tidligere masseuddøener, for måske havde der været en kæmpe sten involveret hver eneste gang.

Hvor forskningsverdenens flertal i dag bakker op om asteroideteorien, holder modstanderne hårdnakket på, at vulkaner spillede rollen som bøddel og over lang tid gjorde levevilkårene så utålelige, at en stor del af arterne uddøde. Det er ikke helt grebet ud af luften, for i tiden inden asteroiden ramte, var der voldsom vulkansk aktivitet i det vestlige Indien, som påvirkede hele kloden. Og selv om vulkanismen altså næppe slog livet halvt ihjel ved den lejlighed, så svækkede det i hvert fald økosystemerne, så de var lettere at skubbe ud over kanten, da stenen ramte.

Trods årtiers jagt er det endnu ikke lykkedes at koble nogle af de fire foregående masseuddøener med asteroidenedslag. Her er de gængse forklaringer i dag, at de skyldtes gigantiske vulkanudbrud, der udledte kæmpe mængder CO2, opvarmede kloden og smadrede livet i havet så eftertrykkeligt, at op mod 95 procent af alle arter forsvandt i den tredje og største af de fem masseuddøener, og livet var over ti millioner år om at genbefolke planeten. For at forstå, hvordan det fandt sted, skal vi 250 millioner år tilbage – til Permtiden og den værste katastrofe nogensinde.

Da livet nær forsvandt

Verden var så småt begyndt at se genkendelig ud. Fisk og koralrev i havet, træer og dyr på land. Men når man så ser tegninger af de væsener, der befolkede denne verden, bliver det lidt underligt. Bredskuldrede, nærmest muskelhundsagtige øgler krabbede rundt og snappede kæmpeguldsmede, mens to meter lange tusindben raslede gennem skovbundens blade, og i havet levede en haj, som i stedet for de velkendte tandrækker i over- og undermund bare havde en enkelt rundsavslignende klinge af tænder fræsende langs undermunden.

Denne verden var lige så fremmed fra dinosaurernes, som dinosaurernes verden er fra vores. Selv om landjordens øgler lignede noget, der var løgn, er de faktisk vores forfædre, for disse væsener, kaldet synapsider, er tættere beslægtet med pattedyr end med de krokodille- og dinosaurslægter, der skulle overtage verden efter en gevaldig vulkansk kæberasler.

Dengang var alle Jordens kontinenter samlet i et eneste kontinent, kaldet Pangæa, og ovre i den afdeling, som i dag er Sibirien, opstod mod slutningen af Permtiden de mest vedvarende og lavaudspyende vulkanudbrud, som man kender til.

Forinden havde kloden allerede varmet op med et kæmpe dræberudbrud i Kina, der også kan tælles blandt de værste, men det sibirske var i en liga helt for sig. Glem alt om den slags vulkanudbrud, man indimellem kan se på tv, det her er noget helt andet. Et område på størrelse med Australien blev komplet dækket af lava, der strømmede som glødende oversvømmelser fra gigantiske sprækker i jorden.

Med sig bragte de ækle sager som fordampet svovlsyre, der blev pumpet ud i atmosfæren, regnede ned som syreregn og var med til at dræbe plantelivet på kontinenterne. Imens ødelagde andre gasser ozonlaget og gav fri passage til stråling, der yderligere ristede planter og træer. Det har været katastrofalt for livet på land, og siden ramte det havet. For uden rødder til at holde på jorden blev store mængder næringsstoffer skyllet ud i havene og førte til iltsvind over hele linjen.

Oveni kom opvarmningen fra de betydelige mængder CO2, som spyedes ud i atmosfæren, og gjorde, hvad den nu engang gør. Havene forsuredes, revene kollapsede, fødekæder brød sammen. Havtemperaturen steg til op omkring de 40 grader ved ækvator, hvilket ikke er let at leve i, og det samme kan man sige om det indre Pangæa, som blev forvandlet til en enorm ørken. Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt. Man kan se det på insekterne, der har været superdygtige overlevere i de senere masseuddøener. Ved slutningen af Permtiden bukkede også de under.

I dag taler man om tipping points for klimaet, hvor systemet løber løbsk, og det var præcis, hvad der skete dengang.

Store mængder af den kraftige drivhusgas metan, der havde været bundet i frossen form på havbunden, slap ud i atmosfæren, efterhånden som metan-isen smeltede, og det gav drivhuseffekten yderligere kul på.

Klimaforandringerne i slutningen af Permtiden er det ultimative worst case scenario for drivhuseffekten: Man regner med, at temperaturen steg op mod 15 grader, og at mængden af CO2 i atmosfæren var mindst 20 gange højere end i dag – måske 100 gange. Selv hvis menneskene futtede hver en dråbe olie, hvert et kulstykke og al naturgas i verden af, ville vi ikke kunne udlede så store mængder CO2, som der blev blæst ud dengang.

Men det er nok en ringe trøst for vores efterkommere, hvis den masseuddøen, vi måske forårsager, ikke helt når op på siden af den allerstørste katastrofe, Jorden har set i en halv milliard år.

Endnu en faktor er dog på spil – tempoet. Det er klart, at forandringerne gik for stærkt til, at livet kunne tilpasse sig, men det er omdiskuteret, hvor hurtigt det gik. Måske tog det bare 60.000 år, måske millioner. Op mod 95 procent af alle arter blev udryddet, anslår man i dag, og de helvedesagtige forhold på Jorden fortsatte i millioner af år med et planteløst kæmpekontinent omgivet af iltfattige varme oceaner – og her og der gemte sig så enkelte eksemplarer af ganske få arter, der på nærmest mirakuløs vis ikke gik til. Måske ti millioner år gik der, før livet igen blomstrede, og en helt ny geologisk verden var en realitet.

Mennesket som vulkan

Den nye tid efter Permkatastrofen har fået navnet Trias. Her var det krokodillernes forfædre, der styrede showet, mens dinosaurernes forfædre bare var nogle små skrællinger. Men det ændrede sig, da endnu en masseuddøen byttede om på rollerne. Denne fjerde masseuddøen fandt sted for 201 millioner år siden, og var til dels en genudsendelse af den foregående.

Triastiden varede 50 millioner år, men endte da superkontinentet Pangæa begyndte at brække over i flere stykker og glide fra hinanden. Fra kæmpe sprækker flød groteske mængder lava, og den dag i dag kan man se de størknede landskaber ved både Nord- og Sydamerika, i Europa og i Afrika. Med lavaen fulgte absurde mængder CO2 og svovldioxid og andre gasser, og så kender vi efterhånden opskriften: Resultatet blev et sammenbrud i det komplekse samspil mellem Jordens forskellige systemer, hvilket er en lang måde at sige ordet massedød på.

Sofie Lindström, der er seniorforsker ved GEUS, har forsket indgående i denne fjerde store uddøen, og hun forklarer, at de dræbende forandringers væsentligste drivkraft har været CO2, og temperaturstigninger er kun en del af problemet. En stor del af kuldioxiden blev optaget i havene, hvilket gjorde vandet surt, ødelagde levevilkårene for kalkdannende dyr og dræbte koralrevene. Sådan kan man også ødelægge en fødekæde. Desuden gjorde varmen havstrømmene sløvere, så der opstod iltsvind på havbunden og yderligere massedød.

»Den store negative effekt af vulkanismen er først og fremmest kuldioxiden,« siger hun over telefonen fra sit hjem i Sverige. Og selv om vi ikke kan finde den slags vulkanisme i dag, så findes der noget andet, der kan gøre vulkanerne kunsten efter.

»Jeg plejer at sammenligne det med vor tids industrialisme,« siger hun.

»Det kan godt være, at vulkaner er naturlige og kan give gode jorder og skabe nyt land, men de spytter mange af de samme gasser ud som industrien.«

Vulkanudbruddene ved slutningen af Trias forløb over 700.000 år, og i gennemsnit var den årlige CO2-udledning lavere end i dag. Men, formoder man, udbruddene fandt nok sted i en række kortere intervaller på måske 500 år, og her har udledningen været noget nær den, vi selv kommer til at stå for frem mod år 2100, hvis vi følger den fremskrivning, som fører til to til fire graders opvarmning.

Processerne ved den tredje og fjerde masseuddøen har dog sandsynligvis udspillet sig ganske anderledes, da kloden havde ét superkontinent i stedet for vores verden med seks – ligesom klimaforholdene havde et andet udgangspunkt: Der var for eksempel ikke is ved polerne.

Men bundlinjen er, at hastige klimaforandringer har potentiale til at føre til masseuddøener, og at vi stadig står ved begyndelsen til potentielt store forandringer.

Foreløbig er det ikke menneskeskabte klimaforandringer, der er den primære drivkraft bag den aktuelle udryddelsesbølge: Indtil videre skyldes ødelæggelserne først og fremmest, at mennesker ødelægger de vilde dyrs levesteder og økosystemer, og det er i sig selv så slemt, at arter uddør i et foruroligende tempo. Oveni gør vores dominans over landjorden det langt sværere for dyrene at flytte til nye områder – også når temperaturen stiger og deres levesteder forandres.

Men massedød forårsaget af løbsk opvarmning har vi stadig til gode at se, og verdens ledere har ambitioner om at bremse temperaturstigningerne, før de passerer et punkt, hvor vi helt taber kontrollen.

Det, vi kan lære, er, at nok er der er masser af langsomme klimaforandringer gennem livets historie, hvor arterne klarer sig fint ved at flytte lidt rundt eller tilpasse sig langsomt over mange generationer. Men der er også øjeblikke, hvor forandringerne går så stærkt, at manden med leen kommer på overarbejde.

En gang fandt Peter Bennicke tænder og knoglerester fra en uddød havøgle i en kridtblok. Fundet fik han skrabet fri med en saddelmagernål.

En gang fandt Peter Bennicke tænder og knoglerester fra en uddød havøgle i en kridtblok. Fundet fik han skrabet fri med en saddelmagernål.

Emilie Lærke Henriksen
For foden af Stevns Klint står manden med øksen, Peter Bennicke, og hugger kridtblokke midt over, og skæver op mod den stejle klint, som langsomt eroderes af bølgerne.

Engang fandt han en kridtblok med tænder og knoglestumper fra den kæmpestore og absolut uddøde havøgle mosasaur. Blokken var væltet ned i vandet, hvor den var ved at blive slidt itu, men Peter Bennicke fik den bjerget, og senere blev den røntgenfotograferet hos den lokale dyrlæge, så han kunne skrabe tænder gemt i blokkens indre nænsomt fri med en saddelmagernål.

Sådan frigiver klinten hele tiden nye hemmeligheder. For hver 10.000 år æder havet sig 100 meter længere ind, men der er stadig masser af klint tilbage. Peter Bennicke synes, at det er sværere at forestille sig, hvor menneskeheden er om 10.000 eller 20.000 år.

»Vi skal ikke være bange for, at klinten forsvinder,« siger Peter Bennicke.

»I mine øjne er den evig.«

Kilder: Geolog og palæontolog ved Statens Naturhistoriske Museum Bent Erik Kramer Lindow, seniorforsker ved GEUS Sofie Lindström, professor emeritus ved KU Finn Surlyk, museumsinspektør ved Østsjællands Museum Jesper Milán, lektor og palæontolog ved Statens Naturhistoriske Museum og Globe, KU, Christian Mac Ørum Rasmussen, lektor ved Globe, KU, Tais Wittchen Dahl.

Bøger: ’The Ends of the World’ af Peter Brannen, ’Under a Green Sky’ af Peter D. Ward, ’Et beskedent geni’ af Hanne Strager.

Jesse Jacob

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Hvis man vil forstå hvor meget menneskeheden har ændret på biosfæren, så er der nutildags ca. 10 gange så meget biomasse i menneskene som der er i alle de vildtlevende pattedyr, hvaler og elefanter inkluderet! Sådan var det ikke for 12.000 år siden. Dengang repræsenterede den humane biomasse under en tusindedel af det den udgør nu.

Samtidig har vi fældet skov for at få plads til landbrug. Derved har vi sænket den mængde CO2 som bindes i planterne til det halve på 2000 år, men mere væsentligt har vi tilsvarende sænket den mængde energi som tilføres biosfæren.

Vi forestiller os at havene myldrer med liv, men langt den største del af fotosyntesen foregår på land. Lys er nødvendigt for fotosyntese, og lys aftager meget hurtigt under en vandoverflade.

Når man prøver at gøre Jordens befolkning opmærksom på den nuværende massedød, som er menneskeskabt, så appellerer man ofte til de "søde" dyr, f.eks. næsehorn, som egentlig ikke er særligt søde. Der er i dag så få næsehorn tilbage at det sandsynligvis ikke vil betyde synderligt for biosfæren hvis denne "smukke" art uddør, men det samme kan man ikke sige om fugle og insekter.

Specielt bierne har en yderst vital funktion. Uden dem vil væsentligt færre planter bestøves, og uden planter, ingen fødekæde, lig med ingen mad. Vi ved ikke rigtigt hvor mange bier som er forsvundet, men der er ingen tvivl om at store dele af bestanden er væk. Måske over halvdelen.

Det er jo altsammen lidt dystert og deprimerende, så lad os til sidst fokusere på håbet og det positive. Regeringen har nu fundet ud af at motorveje er vejen frem, og hvis man bare undlader at indregne al den CO2 som anlæggelsen af motorvejene skaber (de bygger ikke sig selv), så er projektet "CO2 neutralt". Yeah right!

erik pedersen, Lykke Reuther, Hanne Utoft, Christian Bruun, Søren Fosberg, Per Torbensen, Anders Reinholdt, Niels K. Nielsen, Alvin Jensen, Morten Larsen, Eva Schwanenflügel, William Mannicke, Flemming Berger, Ole Svendsen, Olaf Tehrani, Niels-Simon Larsen, Tobias Hiort-Lorenzen, Anders Graae og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Yes, Morten, highway to hell !

erik pedersen, Søs Jensen, Per Torbensen, Ole Svendsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Fantastisk serie.

erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Steen Sommer anbefalede denne kommentar

Fremragende videns formidling af livets historie.

Eva Schwanenflügel

Det passer ikke at langt størstedelen af fotosyntesen foregår på land, tværtimod.

"En hval er mere værd end tusinder af træer, når det gælder om at reducere CO2 i atmosfæren.

Flere hvaler i havene kunne betyde et gennembrud i bekæmpelsen af klimaforandringer, lyder det fra Den Internationale Valutafond.

Hvaler lagrer enorme mængder CO2; i gennemsnit 33 tons i løbet af en hvals levetid

Men endnu vigtigere understøtter hvaler væksten af ​​fytoplankton, der lagrer 40% af alt produceret CO2. Det er 4 gange mere en hele Amazonas. Mens hvaler er i live, nærer deres massive “fækalier” hele samfund af fytoplankton.

Bare 1 procents stigning af produktiviteten af fytoplankton, ville svare til 2 milliarder voksne træer. (World Economic Forum)

Der er altså flere gode grunde til at bevare og meget gerne udvide verdens kraftigt reducerede hvalbestande. Det kan blandt andet gøres ved at sætte ind overfor illegal overfiskning og forhindre forurening af havene.

Den Internationale Valutafond (IMF) har ligefrem prissat hvaler; de anslår at værdien af ​​en enkelt stor hval er omkring 12,5 millioner kr. værd."

https://nyhedscentrum.dk/hvaler-er-afgoerende-for-at-bremse-klimaforandr...

Det er selvfølgelig typisk.
Værdisættelse af sentiente væsener er gennemgående ikke humanoidt, hvorfor det er ligegyldigt.

erik pedersen, Søs Jensen, Hanne Utoft, Christian Bruun, Alvin Jensen, Morten Larsen og William Mannicke anbefalede denne kommentar
William Mannicke

Det jo fantastisk at vi (måske, i runde tal) kommer til at opleve en såkaldt milliard års hændelse.

Det jo rent utroligt.

Det virkeligt deprimerende ved denne artikel er præmissen om at menneskeheden skal forsætte i det uendelige, til verden ende....
Næh, vi (menneskeheden) er et snefnug, som daler mod vandet.

Måske tager det mange hundredetusinde år inden vi rammer vandets overfalde, og bliver et med evigheden

Men derfor kan vi jo godt gøre os umage og tænke os om, mens vi er her.

:-)

erik pedersen, Søs Jensen, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg kan slet ikke se det deprimerende i menneskehedens fortsættelse, William.

Tænk på hvor kort tid dens opstart var?

Rumrejser har det med at sætte historien i perspektiv.

Om ikke så længe kommer James Web observatoriet som kan iagtage planeterne vi hidtil kun har haft anelse om.

Og så er der rejsen til Månen og Mars.

Måske overlever vi alligevel.

Eva Schwanenflügel

Jeg skulle måske understrege, at der findes råstoffer på Månen og Mars.

William Mannicke

Ja, jeg håber du kan plante pelagonier på Mars næste forår Eva
:-)

William Mannicke

Eva
Mennesket er jo en langt mere kompliceret genetisk konstruktion end fluer og sølvfisk,
Krokodillen har overlevet et par hundred millioner år.

Så efter al sandsynlighed, set i bakspejlet, vil menneskeheden leve ikke uendeligt.
Uanset, vilje eller egne tiltag.

Eva Schwanenflügel

William, du ville blive overrasket over, hvor meget genetisk materiale vi havde til fælles med bananfluer.

https://videnskab.dk/naturvidenskab/bananfluer-bliver-ogsaa-snydt-af-opt...

Eva Schwanenflügel

Vi mennesker er egentlig ikke så komplicerede i forhold til andre dyrearter

Eva Schwanenflügel

Det der gør mennesket specielt er vores særegne hjerne.

En "kræve-agtig" hjerne, der gør at individer isolerer selvet fra fællesskabet for at berige entiteten "mig" fremfor at ville dele.

Men det er ikke nødvendigvis sådan.

Små børn ejer ikke disse træk. De foretrækker at dele med deres kammerater.

Derfor mener visse psykologer at det drejer sig om at "bavian-mænd" igennem historien har overtaget, så at flokfællesskabet er blevet tilsidesat af aggressioner.

Hvis vi skal ud i universet, er der ihvertfald ikke plads til aggressorer i rumskibet ;-)

Flemming Olsen

Må man bare sådan gå og hakke i Møns Klint uden speciel tilladelse, jeg troede den var fredet?

Eva Schwanenflügel

@ Flemming Olsen

"Sammenlagt er omkring 2100 hektar af Høje Møn nu fredet. Fredningen sikrer blandt andet, at landskabet, herunder ikke mindst Møns Klint og overdrevene, bevares på den bedst mulige måde.".

Men fossiljagt er tilladt:

https://www.danhostel.dk/fossiljagt-i-danmark

Eva Schwanenflügel

PS. Bananfluen har den største penis ;-)

Eva Schwanenflügel

Undskyld jeg mente de største sædceller:

"Sædcellerne fra dyret med det videnskabelige navn Drosophila kan blive omkring 1.000 gange længere end menneskers - altså 5,8 centimeter. ... I takt med dette har hun-bananfluerne udviklet en præference for lange sædceller. Det er altså evolutionært bananfluerne med de længste sædceller, der reproduceres mest.27. maj 2016
https://videnskab.dk › naturvidenskab
Forskere løser gåden:

"Forskerne har længe kaldt det ’Det store sæd-paradoks’. Nu findes der endelig et svar på, hvorfor bananfluer har udviklet sædceller, der kan blive 20 gange længere end deres egen krop. Det skriver sciencemag.org.

Svaret skal findes i bananfluernes seksuelle selektion, viser studiet, som er publiceret i tidsskriftet Nature.

Sædcellerne fra dyret med det videnskabelige navn Drosophila kan blive omkring 1.000 gange længere end menneskers - altså 5,8 centimeter".

https://videnskab.dk/naturvidenskab/forskere-loeser-gaaden-derfor-kan-ba...

NASAs vilde ide: Magnetskjold skal genopbygge Mars' atmosfære

https://www.dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/nasas-vilde-ide-magnetskj...

"Morten Bo Madsen mener dog, at det er urealistisk at et sådant magnetskjold, hvis det bliver bygget, vil have en markant betydning for de næste par generationer efter koloniseringen af Mars:

"- Er målet at man skal kunne gå på Mars uden rumdragt tager det måske 1.000 eller 10.000 år med sådan et skjold. Og alene skjoldet vil ikke kunne gøre det. Men, med lidt held kan man dog måske dyrke alger og få flydende vand på overfladen efter 100 år.

"Men handler det om, at menneskeheden på lang sigt skal kunne brede sig for en sikkerheds skyld for at kunne overleve et større meteornedslag på Jorden, så er det måske prisen værd, tilføjer rumforskeren."

Så måske vi skal koncentrere os om at redde den klode vi befinder os på. Og det bliver allerede op ad bakke. At at løse de problemer vi står overfor kræver enorme mængder energi.

Studier der beskæftiger sig med udviklingen af empirier/kulturer viser at der er en sammenhæng mellem løsning af problemer og energiforbruget. Det er det der driver dem frem men samtidig er det også deres akilleshæl, og en af grundene til at de kollapser. Romerriget endte med at skulle løse problemerne med kun solens energi til rådig hed efterhånden som plyndringerne blev besværlige og standsede. Når systemet kollaåser vil der være en masse aktiviteter der ikke længere kan opretholdes i tilstrækkeligt omfang. Dette betyder at institutionerne, organiseringen og kommunikationen bryder sammen. For os drejer det sig ud over at skaffe føde nok også om minedrift og udvinding af metaller og andre råstoffer som vi har gjort os afhængige af Derfor vil vi også være afhængige af fossile brændstoffer en rum tid endnu. Om de alternative metoder vil kunne dække et stadig stigende energibehov må vi vente med at se. Vi ved det ikke.

Samtidig viser undersøgelser at aerosoler som udsendes når vi bruger de fossile bændstoffer har en afkølende effekt ( et eksempel på en aerosol er so2 som vi tidligere havde problemer med fordi den skabte sur nedbør, men der findes mange andre aerosoler). Nogle mener at effekten herfra hvis de bliver fjernet modsvarer omkring 1 grads stigning. Og desværre forholder det sig således at opholdstiden for disse aerosoler er kort mens den er lang for drivhusgasser som CO2. Dev betyder at vi når vi udskifter de fossile med vedvarende energikilder så vil effekten være mindre end vi måske forestiller os.

Der er allerede pumpet for meget drivhusgas ud i atmosfæren . Så spørgsmålet er om vi befinder os på Titanic og har ramt isbjerget- tja - måske skal vi bare lade orkestret fortsætte med at spille - Og du kan derfor lige så godt tage for dig af retterne. Spis du bare masser af rødt kød og rejs kloden tynd - Spis min gris for i morgen skal du slagtes. Men børn og børnebørn - glem det. Det bliver ikke sjovt at være her til den tid. Men for ikke at ende i det sorte hul ....

Eric Idle - "Always Look On The Bright Side Of Life" - STEREO HQ
https://www.youtube.com/watch?v=SJUhlRoBL8M

Men så er der denne underlige organisme som vil sikre at livet på jorden og måske også andre steder vil fortsætte.

http://www.bbc.com/earth/story/20150313-the-toughest-animals-on-earth?re...

Bjørnedyr
https://da.wikipedia.org/wiki/Bj%C3%B8rnedyr

Anders Hüttel

Jeg tror ikke at små børn der har prøvet at sulte foretrækker at dele.
Man siger at elefanterne har formet landskabet i Afrika. Der var 10 mio i 1930 i følge WWF. Der var under 200 mio afrikanere dengang. Nu er der under 1/20 tilbage af de afrikanske elefanter og 6-7 gange så mange afrikaner. Som også vil have mobiler og en masse andet skrammel. Jeg tror ikke at plastiken forsvinder selv om vi gør. Vi kommer til at aflevere en losseplads på størrelse med Australien til de nye racer.

Var de gode til at dele mellem hinanden i Auschwitz, er vi gode til at dele i dag.

Alt der omgiver os har fundament i naturen. Der er ikke ekstra territale ting som omgiver os. Så vi 100% afhængige af, at den også blomstrer i morgen.

Morten Balling

@Eva Schwanenflügel

Beklager. Det var en uklar formulering. Der foregår langt mest fotosyntese på land, hvis man f.eks. måler hvor meget carbon som bindes pr m2. men fordi Jorden er dækket ca. 3/4 af hav, så foregår der kun ca. 20% mere fotosyntese på land ift. hav.

Ift. "udrejsen til Mars": Ud over det ekstremt ugæstfrie miljø man vil opleve begge steder, så er den mest iøjenfaldende "udfordring" at vi er blevet mange mennesker. Man kan prøve at forestille sig et rumskib stort nok til f.eks. at kunne evakuere 7,8 milliarder mennesker fra en nedslidt planet. Rejsen tager måneder eller år, så man skal også have proviant med, og når man så har bygget denne mega "by" så skal man have rumskibet ud af Jordens tyngdefelt.

Her kan man tænke på raketten som sendte astronauterne til Månen. Den var på størrelse med Rådhustårnet (det i "hovedstaden"), bestod i store træk af raket brændstof, og havde plads til tré mennesker og lidt udstyr. Så mangler vi 7,8 milliarder mere. Hele Elon's Mars projekt går ikke ud på at sende menneskeheden væk fra Jorden. Den tur er reserveret til Elon, Dr. Strangelove og en flok fotomodeller med "gode gener".

Flemming Berger, Hanne Utoft og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mikkel Vuorela

@ Flemming Olsen - Du spørger om man bare må gå og hakke den fredede klint? Nej, det må man naturligvis ikke, men det er heller ikke, hvad Peter Bennicke gør. Han leder efter fossiler i kridtblokke, som er faldet ned af klinten, og som ligger løst på stranden. Håber det opklarer din undren. Venlig hilsen Mikkel

Anders Hüttel

Jeg tror jeg anskaffer en kniv til når vi skal slås!

Allan Petersen

Carbon bundet på land træder ind i cyklusen igen når planten dør. Derfor er det korrekt som Eva skriver, at carbon reduktionen foregår i havet, hvor dødt materiale kan sedimenteres under iltfrie forhold.