Reportage
Læsetid: 11 min.

Flygtninge strander i Tijuana, hovedstaden for mord og bristede forhåbninger

Den mexicansk-amerikanske grænseregion oplever den største tilstrømning af flygtninge og migranter i 20 år. De tilrejsende sætter deres lid til præsident Biden, men mange sidder fast i Tijuana, en af verdens farligste byer. Mens de venter og håber at komme over grænsen, lever de i frygt for den samme slags vold, som de flygtede fra i deres hjemlande
Bøn nær en flygtningelejr i Tijuana. Her venter flygtningene på at få lov til at søge asyl i USA.

Bøn nær en flygtningelejr i Tijuana. Her venter flygtningene på at få lov til at søge asyl i USA.

Guillermo Arias

Moderne Tider
1. maj 2021

Som vinranker slynger pigtråden sig langs grænsemuren til USA. Fra den mexicanske grænseby Tijuana fortsætter betonbarrieren hundrede meter ud i havet, hvor den kløver de hidsige bølger.

Et stykke oppe ad kysten, på den anden side, glitrer San Diego som en hån.

Hos migranterne i Tijuana taler man hele tiden om den utrolige tåge, der kommer ind fra Stillehavet. Når den er tyk nok, danner den et forhæng, der kan beskytte mod de amerikanske grænseovervågningskameraer. Der går næppe en uge, uden at migranter forsøger at svømme uden om muren. Mange klarer det ikke og skylles efter et stykke tid i land – druknede og sønderslået af bølger, der brydes mod beton.

Det var her, et par hundrede meter fra muren, at 31-årige Diego tjente til dagen og vejen ved at hugge brænde og lave bål til turister for fem pesos eller 25 amerikanske cent per næse. Han havde indrettet sig ved strandpromenaden i et hjemmelavet shelter, bygget af papstykker og plastgardiner.

Jeg husker, at han havde brune, tågede øjne og et centimeterstort ar på kinden.

»Det er et skudhul. I blæsevejr gør det ondt,« sagde han med ansigtet vendt mod horisonten.

Han fortalte mig, at havet her mindede ham om kystbyen La Ceiba i det nordlige Honduras, hvor han voksede op, men at vintrene var koldere i Tijuana. Jeg mødte ham her i slutningen af februar 2020.

Han tog sig til brystet.

»Her har jeg ét til. Det gør det svært at få luft.«

Så trak han kraven ned og viste mig et hævet ar under skulderen.

»Jeg kan godt lide at læse. Engang læste jeg om, hvordan man tager kugler ud. Så tog jeg en pincet og prøvede at huske. Det blev meget blodigt. Og jeg har stadig en kugle tilbage i min krop. Den sidder dybere inde.«

Mordhovedstaden

Diego fortalte, han arbejdede for militæret i sit hjemland, indtil en bande forsøgte at få ham til at slutte sig til dem. Det modsatte han sig, og i stedet flygtede han til Tijuana i 2017, hvor han begyndte at optjene penge til at rejse over grænsen. To måneder før vores møde havde Diego sat sig i ind i bilen med den smugler, der skulle fragte ham og hans 24-årige ven, Israel fra El Salvador, fra Tijuana til USA. Men før de nåede til grænsen, blev de røvet og skudt af menneskesmugleren. Israel blev dræbt, men Diego slap væk med livet i behold.

»Jeg troede, jeg var flygtet fra volden. Nu har jeg intet tilbage. Jeg bliver nødt til at se hård ud, så ingen gør mig noget ondt. Men jeg har et hjerte som alle andre. Mest af alt savner jeg min søn,« sagde han.

Da coronakrisen kort efter begyndte at brede sig, tænkte jeg indimellem på Diego. Og på hvordan han nu skulle forsørge sig selv, efter at myndighederne havde lukket strandpromenaden i Tijuana som led i coronarestriktionerne.

Over et år senere, i april 2021, er jeg tilbage for at lede efter ham.

Stranden henligger øde i skyggen af ​​den pigtrådsbehængte mur. Ingen kærestepar hænger ud omkring de små bål. Borte er også Diegos interimistiske shelter. Tilbage ligger en bunke affald.

Jeg går hen til et vandrerhjem et par gader væk for at spørge personalet, om de ved, hvor Diego er taget hen. Vandrehjemmets bestyrer fortæller mig, at ’de der fyre’ skød Diego i oktober.

»Han overlevede også denne gang. Da han blev udskrevet fra sygehuset, sov han to nætter på stranden. Siden har jeg hverken hørt eller set noget til ham.«

Mange af de tusindvis af migranter, som befinder sig i Tijuana, lever i stadig frygt for de samme typer kriminelle, som de flygtede fra.

Sidste år blev Tijuana for andet år i træk placeret på den suveræne førsteplads på listen over verdens ’mordhovedstæder’. Rapporten bygger på data fra 2019, og civilsamfundsorganisationen bag den, Consejo Ciudadano Para la Seguridad Pública y la Justicia Penal, har endnu ikke udgivet en opdateret liste. Men ifølge mexicanske regeringskilder var Tijuana også i 2020 landets farligste by – 1.824 mord fandt der sted i byen, der har godt 1,8 millioner indbyggere. Tallet for Danmark i samme år var 42. Udviklingen i 2021 tegner heller ikke lys: Tijuanas retsmedicinske institut har allerede taget imod 1.000 nye lig i årets første måneder.

Der findes ingen særskilt opgørelse for antallet af migranter blandt de døde, men de udgør sandsynligvis en høj procentdel af den tredjedel, som Tijuanas retsmedicinske forskere aldrig formår at identificere. Direktøren for byens retsmedicinske institut, César González, er tydeligt frustreret over mængden af ​ lig, der ikke kan identificeres, og som ingen pårørende gør krav på at få udleveret. Der kan nemlig gå år eller måneder, før de kan blive flyttet til en fællesgrav.

»Anklagemyndigheden kræver ofte, at vi skal holde på ligene, indtil der måske kan foretages en dna-identifikation. Men hvad nu, hvis vi aldrig får en henvendelse fra et familiemedlem, vi kan sammenligne dna med? De optager plads, som vi ikke har på grund af den store tilstrømning,« siger han.

Der findes ingen særskilt opgørelse for antallet af migranter blandt Tijuanas døde, men de udgør sandsynligvis en høj procentdel af den tredjedel, som Tijuanas retsmedicinske forskere aldrig formår at identificere. Her er en cubansk flygtning druknet i forsøget på at komme fra Tijuana til USA.

Der findes ingen særskilt opgørelse for antallet af migranter blandt Tijuanas døde, men de udgør sandsynligvis en høj procentdel af den tredjedel, som Tijuanas retsmedicinske forskere aldrig formår at identificere. Her er en cubansk flygtning druknet i forsøget på at komme fra Tijuana til USA.

Reuters/Scanpix

USA’s narkoappetit som drivkraft

Antallet af lig, der ankommer til den snavsede hvide bygning, er mangedoblet siden 2017, og her stinker rent ud sagt af død. Det stinker så meget, at receptionisten har haft store udslæt på kroppen. Nogle gange stinker det hele vejen til blomsterbutikken på den modsatte side af gaden, nogle gange i hele kvarteret. Naboer har klaget til pressen.

Mest af alt stinker det dog i det gamle kølerum. Stanken får instinktivt en til at vende hovedet. Et nyt kølerum blev sidste år taget i brug for at skabe plads til de dusinvis af døde, som ellers lå i dynger på gulvet og rådnede.

Retsmediciner Mercedes Quiroz Prado har ikke tid til at spekulere over stanken længere, men fastslår, at den nye tilbygning ikke kommer til at hjælpe på den.

»Jeg siger til mit personale, at vi ikke går hjem, før vi er færdige. For vi ved aldrig, hvor mange lig der ankommer i morgen. Hellere end at bygge nye lighuse skulle politikerne arbejde præventivt for at mindske volden,« siger hun.

José Ramos González, en politolog fra Tijuanas Universitet, siger, at den voksende vold i Tijuana er ledsagefænomen til en voksende efterspørgsel på metamfetamin og heroin i USA.

»Appetitten på narkotika blandt amerikanerne er steget i løbet af de seneste fem år og ikke mindst under pandemien. Nærheden til Californien, som er et stort marked, gør Tijuana til et strategisk vigtigt sted for de mexicanske karteller, og det fører til konstante konflikter,« forklarer han.

Derudover stiger Tijuanas lokale efterspørgsel på stoffer også ifølge eksperten, og lige nu vurderes kampene om hjemmemarkedet at avle mere vold end krigen om kontrollen med smuglerruterne til USA.

»De lokale narkohandlere kæmper om gadehjørner hver eneste dag, og det skaber mere gadevold,« udtalte Everard Meade fra Trans-Border Institute ved University of San Diego for nylig til netmediet Border Report.

Lejrens ingenmandsland

Eksperter og lokale politikere er enige om, at menneskesmugling er en lukrativ forretning for Tijuanas kriminelle netværk, men de ser ikke migrationen som en selvstændig årsag til den øgede vold i byen. Migrationen hænger snarere sammen med den organiserede kriminalitets grænseoverskridende karakter.

»Jeg undslap den kriminelle bande Mara Salvatrucha i mit hjemland. Her i lejren går medlemmer fra Mara Salvatrucha frit rundt. Hvis vi ikke snart finder ud af, hvornår vi lovligt kan komme til USA, vil jeg krydse ørkenen ulovligt. Det er ikke farligere end at blive her,« siger 27-årige Alan fra Honduras, imens han vugger sin seks måneder gamle søn.

Alan bor i en teltlejr ved den amerikanske grænseovergang i det centrale Tijuana, hvor anslået 3.000 migranter må deles om fem toiletter. Han har dekoreret sit telt med et stort Biden-banner, og hans baseballkasket og mundbind har det amerikanske flags farver. Han siger, at hans forhåbninger til fremtiden blev højere, da Joe Biden kom til som præsident, men at de nu igen falder dag for dag.

Mange andre i lejren kan fortælle historier som Alans. Grænseregionen modtager i øjeblikket den største bølge af flygtninge og migranter i 20 år. I marts 2021 blev omkring 172.000 personer arresteret under forsøg på at krydse grænsen til USA – en stigning på næsten 71 procent siden februar.

Som mange andre i teltene omkring ham har Alan også forsøgt at stille sig i kø for at søge asyl. Men i begyndelsen af ​​pandemien besluttede præsident Donald Trump, at alle migranter, der forsøgte at rejse ind i USA, ville blive direkte afvist af hensyn til folkesundheden. Al asylansøgning blev dermed suspenderet.

Da Joe Biden tog over som præsident for USA, var det også med løfter om en mere human migrationspolitik med muligheder for at søge asyl. Men ifølge kritikere har disse løfter for det meste skabt falske forhåbninger. Biden-regeringen tager kun imod asylansøgere, der befinder sig i en »særligt smertefuld situation«, uledsagede flygtningebørn og dem, der før blev sendt tilbage til Mexico for at afvente behandling af deres asylsag under Trumps nu afskaffede ’Remain in Mexico’-program. Migranter, der forsøger at krydse grænsen ulovligt, deporteres straks – ganske som under Trump.

Tijuanas flygtningelejre er fyldt med personer, der har ventet i op til to år på at kunne søge asyl, og som siden pandemiudbruddet ikke har anet, hvornår de ville få mulighed for det. Mange står opført på »La Lista« – en uformel liste blandt flygtningene og migranterne, som giver dem en plads i køen over folk, der venter på at komme i kontakt med de amerikanske grænsemyndigheder. Myndighederne har nemlig sat et loft over, hvor mange der må fremlægge deres sag om dagen.

»Da jeg kom hertil i oktober 2019 for at ansøge om asyl i USA, fik jeg tildelt kønummer 4.272. Men så kom pandemien, og alt blev lagt på is. Jeg ved ikke engang, om mit kønummer stadig gælder,« siger 52-årige Juana fra Monterrey i det nordøstlige Mexico.

Kartellernes domæne

Juana blev tvunget ud af sit hjem, da et narkotikakartel truede med at dræbe hende, hvis hun ikke betalte dem 30.000 pesos. Siden har hun boet på et vandrehjem i udkanten af ​​Tijuana, der ligger lige under et udsigtssted, som tilhører den berygtede narkobaron ’El Chapo’ Guzmáns Sinaloa-kartel. Herfra har kartellet fuldt overblik over vandrehjemmets gårdhave og kan holde øje med alle, der bevæger sig i de omkringliggende gader. Et par gader længere væk regerer imidlertid JNG-kartellet, som ifølge den mexicanske regering er landets farligste kriminelle netværk lige nu

Vandrehjemmets forstander præsenterer mig for 33-årige Jaime Vega, der blev tvunget til at flygte i januar 2021, da han blev skudt fem gange af medlemmer af JNG-kartellet i staten Michoacán.

»Min familie forlader ikke vandrerhjemmet, medmindre det er nødvendigt. Jeg er bange for, at bandemedlemmerne om hjørnet kommunikerer med andre bandemedlemmer fra min hjemby,« siger Jaime Vega og tilføjer, at han ser sit bedste håb i Joe Bidens nye migrationspolitik.

Før jeg forlader stranden i Tijuana, går jeg en sidste runde forbi det, der engang var Diegos provisoriske bolig. En mand står og roder i området. Hans bukser er så store, at de næsten glider ned, og jeg spørger ham om Diego.

Manden ser sig hurtigt over skulderen, tager et par skridt fremad og sænker så stemmen.

»Honduraneren? Ja, han er herovre. Vil du møde ham?«

Vi går sammen langs stranden. Manden fortæller, at han og Diego boede sammen i det nu ødelagte papkasseshelter i en periode sidste år.

»Diego fik problemer. Der skete … nogle forandringer i magtstrukturerne, hvis du forstår, hvad jeg mener.«

Magtstrukturer? Jeg tænker tilbage på den irriterede grimasse, Diego satte op, da jeg spurgte, om der var hold i rygtet om, at han solgte stoffer. Han sagde, at jeg bare kunne spørge mig for ved tobakskiosken over for hans sovested. Jeg kunne spørge alle de lokale sælgere.

»Spørg personalet på 7-Eleven på den anden side. Der er mange heromkring, der sælger stoffer, men jeg er ikke en af ​​dem,« sagde han.

En tur på apoteket

Måske gik Diego over til narkotikahandel under pandemien. Det er velkendt, at de kriminelle netværk rekrutterer narkohandlere blandt strandens hjemløse migranter, og at der under overfladen foregår en livlig handel med marihuana, metamfetamin, kokain og heroin.

Da vi går længere væk fra turistruten, begynder der at dukke flere hjemmelavede sheltere op. Manden stopper ved et af ​​dem. Det kaldes for Tienda de drogas, ’apoteket’.

»Ved du, hvor Diego bor for tiden?«

En mand stikker hovedet ud og peger på et par eksklusive højhuse et par kilometer væk.

»Dernede.« De sidste solstråler kaster en dramatisk glød over bølgerne.

De få mennesker, der går langs vandet, begynder at sprede sig. Manden, jeg mødte først, siger, at han har boet på stranden i Tijuana i ti af sine 47 år. Han tager en injektionssprøjte frem fra sin skuldertaske som svar på, hvordan han tjener penge.

»Hvor boede du inden da?«

»Alene i skoven i Michoacán. Sådan levede jeg i ti år – jeg talte næsten kun med fuglene.«

»Hvorfor boede du alene skoven?«

»Fordi jeg var lejemorder. Jeg dræbte de folk, som var udset til at dø. Vil du vide, hvilket kartel jeg arbejdede for?«

Samtalen afbrydes, da vi får øje på, hvad der ser ud til at være Diegos nye sovested. Politiet er der.

Den angivelige ekslejemorder med bukserne, der bliver ved med at glide ned, fortæller, at politiet jævnligt kommer forbi for at ødelægge shelterne, at de normalt gør det på denne tid af dagen, og at det er bedst, vi går væk derfra, så han ikke får problemer med dem.

Vi går op til vejen overfor. Jeg spørger, om han foretrækker at sælge stoffer frem for at dræbe mennesker. Han er tavs i lang tid.

»Nja, altså. Som lejemorder føler man ikke, man gør noget forkert. Jeg er ikke som dig. Min samvittighed forsvandt, da min boss trænede mig til at gøre hvad som helst.«

Han stirrer intenst på mig.

»Bliver du bange nu?«

»Nej da.«

»Godt! Jeg har brudt med mit liv som lejemorder. Det var derfor, jeg tog til Tijuana. For at starte forfra.«

Alan, Diego og Juana hedder i virkeligheden noget andet og er anonymiseret på grund af  sikkerhedsbekymringer

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hanne Utoft

Hér lidt kritisk perspektivering på den gældende, amerikanske tilgang iht. de historiske, politiske og samfundsdynamiske baggrunde for immigrationssituationen:

https://www.youtube.com/watch?v=rktA0ywZp_4

Jimmy Hansen

Puha. At spare sammen i årevis for muligvis på ulovlig vis at krydse grænsen. Og så næsten blive slået ihjel af selvsamme aktør, man har betroet sine skillinger. Det er fandme langt ude