Langsomme samtaler
Læsetid: 14 min.

Fransk forfatter: Europas venstrefløj skal gøre op med den amerikanske identitetspolitik

#MeToo er en fantastisk revolution, og det er vigtigt at få undersøgt vores sprogs fordomme og fjendebilleder. Men den amerikanske identitetspolitik er også en meget stærk kulturel magt, som overlader friheden til højrefløjen, og som den europæiske venstrefløj ikke skal lade sig kolonisere af. Det forklarer den franske forfatter og aktivist Caroline Fourest
#MeToo er en fantastisk revolution, og det er vigtigt at få undersøgt vores sprogs fordomme og fjendebilleder. Men den amerikanske identitetspolitik er også en meget stærk kulturel magt, som overlader friheden til højrefløjen, og som den europæiske venstrefløj ikke skal lade sig kolonisere af. Det forklarer den franske forfatter og aktivist Caroline Fourest

Jesse Jacob

Moderne Tider
24. april 2021

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

For nogle år siden begyndte et par af mine venner og jeg at tale om et fænomen, vi ikke forstod: De unges opfattelse af frihed. Vi er født i 1970’erne og vokset op med ungdomsoprørets slogan om, at det er forbudt at forbyde. I hvert var det kedeligt og slet ikke cool at sige til folk, hvad de ikke måtte sige og ikke måtte gøre.

For os betød friheden, at man kunne sige, hvad man ville og ikke skulle finde sig i noget som helst fra dem, der ville fortælle én, hvad der var anstødeligt og uanstændigt. Det var en personlig forpligtelse, at man skulle gøre sig fri af forbud, tabuer og autoriteter, men vi forstod det også som et solidarisk projekt. Vi var de velstående børn, som skulle kæmpe for de andres ret til også at gøre, hvad de ville, og til at sige ting, som andre fandt anstødeligt.

Men som halvgamle mænd i 40’erne undrede vi os over, hvordan kulturdefinerende og selvbevidste unge var blevet optaget af at sætte grænser, sige fra og fortælle andre, hvilke ord de ikke skulle bruge. Vi kunne se, at de opfattede det som en frigørelse. Friheden til at skabe rum uden krænkelser og frihed fra andres udskejelser.

Engang var det positivt, hvis noget var provokerende, nu var det negativt og blev kaldt for krænkende. Det er jo ikke nogen historisk overraskelse, at der efter et par generationers opgør med forbud og grænser kommer nye generationer, som vil definere nye rum. Eller at det, der for den ene generation er retten til selvudfoldelse, for den næste generation kan opleves som en kultur, der legitimerer overgreb og chikane.

Men det er stadig et forunderligt fænomen, som vi har svært ved helt at forstå. Og derfor var det en bekræftende oplevelse, da jeg for nylig læste indledningen på en bog, jeg havde samlet op i en fransk boghandel:

»I maj 1968 drømte de unge om en verden uden forbud,« stod der i bogens første linje: »Den nye generation af unge går kun op i at censurere det, der støder eller krænker dem.«

Forfatteren er den franske journalist og aktivist Caroline Fourest, der er født i 1975, og bogen, som udkom sidste år på dansk, hedder Generation krænket. Den er oversat til flere sprog, og den er et europæisk, venstreorienteret svar på en amerikansk kulturkritik, der også er ved at blive dominerende hos os i Europa.

Jeg blev straks nysgerrig og lavede en aftale med Fourest om et interview, hvor hun kunne forklare, hvorfor den nye sensitivitet over racismens og diskriminationens tegn og symboler kan ende med at styrke de reaktionære kræfter, og hvorfor det er venstrefløjens opgave at levere en konstruktiv kritik af identitetspolitikken fra USA. Og om det bare er os, der er blevet gamle, når vi forundres over ungdommens frihedskamp.

– Vi er født på nogenlunde samme tid, og jeg har de seneste år været nysgerrig på den overgang, du beskriver i starten af bogen. Hvornår så du den for første gang?

»Jeg tænkte over det, fordi jeg kunne se, at der kom mange krav om censur fra venstreorienterede. Særligt unge venstreorienterede«, fortæller Fourest over Zoom fra sin lejlighed i Paris.

»Jeg var jo vant til, at det var højrefløjen, der krævede censur – særligt højrefløjens fundamentalister. Jeg kan huske, dengang Madonna lavede musikvideoen til Like a Prayer, hvor hun kysser en sort Kristus. Det skabte skandale! Det blev kaldt for blasfemisk. Men dengang var det på mode at være krænkende mod andre. Særligt over for konservative og den katolske kirke. Og det virkede åbenbart godt for Madonna, for hun solgte en masse plader.«

Men sådan er det ikke længere, konstaterer Fourest. Hverken i den venstreorienterede ungdom eller i kulturindustrien:

»Du ser i dag hele tiden, hvordan mange kunstnere, hvis de bliver udsat for kritik, selv for små forseelser som et tweet, skynder sig at undskylde. Af virkeligt latterlige grunde. Popstjerner som Pharrell Williams, der bærer indiansk hovedbeklædning, og Kate Perry, der bliver fotograferet med dreadlocks – og så bliver de beskyldt for kulturel appropriation. De her stjerner bliver rådgivet af professionelle kommunikationsfolk til at undskylde, som om de har begået noget utilgiveligt, nærmest en forbrydelse.«

Caroline Fourest

  • Født i 1975 i Aix-en-Provence i Sydfrankrig.
  • Uddannet sociolog, har arbejdet som journalist, forfatter, filminstruktør, radiovært og redaktør. Har blandt andet siddet i redaktionen på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, været vært på France Culture og skrevet klummer til Le Monde.
  • Aktivist på den franske venstrefløj og har været aktiv i kampen mod racisme, for homoseksuelles rettigheder og imod islamisme i Frankrig.
  • Hendes seneste bog, Génération Offensée, udkom på dansk i 2020 under titlen Generation krænket

Et strategisk problem for venstrefløjen

Det er en speciel oplevelse for Fourest, fordi hun selv er dannet som aktivist af kampe mod diskrimination, hvor hun krævede sin ret til at udtrykke sig imod dem, der fandt det anstødeligt.

Hun har kæmpet for retten til som lesbisk at realisere sig selv og blive gift med en af samme køn. Og hun har oplevet at blive overfaldet på grund af den kamp. Hun har været med i redaktionen på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, der insisterede på at trykke tegninger, som gjorde grin med religiøse autoriteter. Og hun oplevede, at flere af hendes kolleger blev slået ihjel af islamister efterfølgende.

For Fourest hænger retten til at trykke tegninger af profeten Muhammed og til at kæmpe for anerkendelse som lesbisk sammen. De er begge frihedskampe.

Men hun har de seneste år oplevet, at unge venstreorienterede var modstandere af at trykke muhammedtegninger, fordi det kunne opfattes som krænkelse af en minoritet:

»Jeg er ud af en generation, som har kæmpet imod had til homoseksuelle – og vi vandt retten til at blive gift med hinanden – og kæmpet for ytringsfrihed imod fundamentalister. Jeg har været vant til, at kampen mod homofobi og for ytringsfrihed var den samme kamp. Og pludselig var der unge, som var imod, at man kunne kæmpe for begge ting på samme tid. Det har været meget forstyrrende for mig.«

— Jeg har slet ikke din historie, men jeg er fra samme generation. Og hvis jeg bliver overrasket over de unge, spørger jeg altid mig selv, om de ser noget, jeg ikke ser. Om deres kampe skyldes, at de har blik for ufrihed og lidelser, som er usynlige for mig. Derfor er jeg metodisk tilbageholdende med at dømme dem. Hvad tænker du om den udfordring, at de unge indlysende oplever samfundet anderledes end dig og ser andre ting?

»Jeg har i mange år måttet leve med, at jeg har været for ung. For ung til at få ligeløn som kvinde, for ung til at være en kvinde med samme muligheder som mænd. Og pludselig finder jeg mig selv i den anden lejr, på den anden side af front. Og helt ærligt, ja! Det er også en del af det,« siger Fourest bestemt og afklaret foran sin bogreol.

Inden hun ryster på hovedet og fortsætter:

»Men jeg må på den anden side også sige, at de unge i dag har været mindre undertrykt end min generation. Jeg er ked af at sige det, men det er også en del af det. Jeg er overbevist om, at hadet til homoseksuelle var meget værre for 20 år siden. Og nu angriber de en hel anden del af processen, som forekommer mig at være lidt for sofistikeret.«

Der er kritisk arbejde, som skal gøres, understreger Fourest. Med det sprog, vi taler, og de billeder, vi omgiver os med. Med de indlejrede fordomme og fjendebilleder, kulturen har vænnet os til, som amerikanerne kalder for »mikroaggressioner«, og som der er udviklet en kritisk bevidsthed om på den amerikanske venstrefløj.

»Jeg elsker det faktum, at vi nu også bekæmper mikroaggressioner. De ting, der umiddelbart virker fine og tilforladelige, men hvis du så kigger nærmere på det, ikke er så tilforladelige. Der er nogle stereotyper i det, som der skal gøres op med, og det er cool, at den unge generation er optaget af det,« forklarer Fourest.

»Jeg har bare et problem, når de unge overreagerer på andre, der måske formulerer sig klodset eller bruger sproget på en måde, der ikke er hævet over fordomme, som om det var fuldstændigt horrible racistiske og homofobiske udtalelser. Som om det drejer sig om virkelig bevidst at nedgøre og diskriminere.«

De forveksler ifølge Fourest ofte velmenende menneskers ubehjælpsomhed eller anstødelige symboler og ord i fælles fortællinger med direkte og farlig racisme og diskrimination, når de fører sager mod undervisere på universiteterne, kræver folk fyret for brug af forkerte ord eller nægter højreorienterede at optræde til deres arrangementer.

Det er ifølge Fourest principielt problematisk, fordi man ofte dæmoniserer andre, alene fordi de ikke taler lige så oplyst og uddannet som én selv.

Men det er også et strategisk problem for venstrefløjen, slår hun fast:

»Det ender med at hjælpe de virkelige racister og de virkelige homofober, hvis du angriber alting på samme måde. Hvis du ikke skelner mellem en voldtægtsforbryder og én, der er klodset, fuld og siger nogle dumme ting, så forsvinder de afgørende forskelle. Du kan ikke reagere på de to ting på samme måde, og du er ikke offer på samme måde for de to ting.«

»Der er absolut behov for, at de unge er kritiske over for de her ting, som vi andre har vænnet os til. Det, jeg bare advokerer for i min bog, er proportioner, og at vi anerkender, at de her sager komplekse. Og respekterer, at hvis nogen siger noget, du finder anstødeligt, kan det også bare være, at de er uenige med dig.«

Kulturimport fra USA

— Mange af de ting, du nævner i bogen, og som du også nævner her, handler om, at superstjerner gør noget, andre bliver sure over. Jeg er ikke selv særligt bekymret for, om vi tager hensyn nok til superstjerner. Hvorfor er det et problem, som du kan skrive en hel bog om, at folk hidser sig op over, at Pharrell Williams går med indiansk hovedbeklædning? Hvor stort er problemet egentlig?

»Vi havde den samme debat i Frankrig, da bogen udkom. Der var mange, som sagde, at jeg havde helt ret, og det var meget interessant, men er det her et virkeligt fænomen eller bare noget, som en flok tosser hidser sig op over på Twitter? Faktum er, at den her flok tosser er blevet en stor forsamling, og mange af dem tilhører verdens unge elite,« siger Fourest og lægger hovedet på skrå med et ironisk smil:

»Det startede selvfølgelig på de amerikanske universiteter, som var de første til at overreagere. De bruger hele deres kulturelle magt på at ekskludere folk, de er uenige med, ved at agere, som om de virkelig var blevet krænket af noget, de mente var frygtelig racisme, kvindehad og homofobi. Passager i gamle bøger, som man ikke skulle læse eller advares mod. Vi har store og alvorlige problemer med diskrimination, og så kræver de at blive advaret om nogle sider i en gammel bog,« siger Fourest og slår ud med armene hjemme i Paris.

Og de krav og den kritik kommer ikke bare fra grupper af ideologiske studerende, som er i opposition til de etablerede gamle institutioner, anfører hun. Det er krav, som bliver efterkommet af dem, der har magten på nogle af verdens bedste og dyreste universiteter, hvorfra den næste generation af ledere af institutioner, kulturlivet og det amerikanske erhvervsliv bliver uddannet:

»Vi taler om Yale og Berkeley og om andre eliteuniversiteter, som i snart 20 år har uddannet folk i, hvordan man kan omgås bøger og skuespil på en måde, som skaber tryghed og sikkerhed. Det er den store ting for dem. De uddanner den her verdens ledere. Og vi importerer deres begreber, deres mentalitet og deres pensum her til Europa. Vi er også i Europa ved at få en venstrefløj, som er inspireret af det og begynder at bruge deres forståelse af, hvad det vil sige at være racist og homofob.«

– Det er en grundpointe i din bog, at det er venstrefløjens opgave at levere den konstruktive kritik af den amerikanske mentalitet, du beskriver. Højrefløjen raser jo over det i forvejen. Hvorfor er det så vigtig, at venstrefløjen tager det opgør?

»Venstrefløjen skal forsvare friheden. Vi kan ikke overlade friheden til højrefløjen og lade, som om vi ikke kan holde ud, at sangere bliver inspireret af andre kulturer. Hvis det bliver venstrefløjens projekt at forsvare censur, at forsvare slør og forsvare, at sorte og hvide er helt forskellige mennesker, så er det ikke overraskende, at den yderste højrefløj går frem i Europa, ligesom den er gået frem i USA. Vi skal kæmpe både for frihed og lighed på samme tid.«

— Det er jo en speciel form for kulturel magt, du taler om. Den kommer fra eliteuniversiteter, den amerikanske kulturindustri, medier, superrige stjerner, streamingtjenester og det såkaldt progressive erhvervsliv i Silicon Valley. De fører kulturkamp mod diskriminationens tegn, symboler og fortællinger. Men de bidrager også til ulighed. Hvordan skal vi forstå deres magt?

»Du har helt ret. Det er en meget stærk form for magt fra techvirksomheder og kulturlivet, som kan bestemme, hvordan vi ser verden – hvordan verden bliver repræsenteret for os. Den kommer fra meget rige mennesker. De bruger identitetspolitik til at fremstå som nogle, der taler på ofres vegne og til at undgå at tale om ulighed. Jeg tror helt ærligt, at det har været med til at styrke højrefløjen. Tænk på hvor tæt det var på, at Joe Biden ikke vandt valget midt i en pandemi, hvor Trump havde foreslået, at vi skulle tage blegemiddel mod corona!«

#MeToo har gjort modmagten magtfuld

— Den nye opmærksomhed omkring overgreb har skabt virkelig stærke progressive bevægelser. #MeToo-bevægelsen er for mig en forlængelse af borgerrettighedsbevægelsen. Den bygger ikke på nye forbud, men afslører noget, som aldrig har været acceptabelt, men som har været skjult. Hvordan skelner du mellem virkelige fremskridt og de tendenser til overreaktion, du beskriver?

»Det er svært, for #MeToo er for det meste en fantastisk revolution. Det er det, vi som feminister forventede for flere årtier siden. Det er friheden til at sige, at ’du tager fejl. Du er gået for langt. Du ydmygede mig! Du voldtog mig!’ Det er absolut et fremskridt, at det ikke længere er offeret, der skal skamme sig over voldtægten, men nu endelig forbryderen. Det kan vi bestemt sammenligne med borgerrettighedsbevægelsen.«

Men det er også blevet kompliceret, forklaret Fourest. Fordi feminismen forandrer sig, når den går fra at være en modmagt til en magtfaktor:

»Jeg har selv oplevet, at man skulle være modig for at sige, at man var feminist. Jeg har selv betalt en pris for det. Der var mange arbejdsgivere, som ikke ville ansætte kvinder, der kaldte sig feminister, fordi det gav problemer, og fordi de vidste, vi ville kræve ligeløn.«

Men det har ifølge Fourest ændret sig, nu hvor feminismen er blevet anerkendt. Og der er også tilfælde, hvor folks uheldige berøringer eller utilsigtede tilnærmelser, når de er lidt berusede, ifølge Fourest bliver fremstillet, som om det svarer til et direkte seksuelt overgreb.

»Vi går ind i en fase, hvor feminismen skal være klog, for når modmagten bliver en magt i sig selv, kan den blive misbrugt af folk, der vil have hævn over andre eller en del af et strategisk spil, hvor lighed ikke længere er målet.«

– Det forekommer mig i, at minoritetsbegrebet er centralt her. Vi lærte under Muhammedkrisen i Danmark, hvor vanskeligt det er at afgøre, hvem der er minoritet i en give situation. Først var der en majoritetsavis, som var en provokerende autoritet over for en religiøs minoritet. Men der var også en minoritet i minoriteten, som måske blev hjulpet i sin frihedskamp af, at den religiøse autoritet blev udfordret. Og da der blev brændt ambassader af i Mellemøsten, var Danmark det lille land, som var udsat for angreb. Min fornemmelse er, at de i USA ud fra hudfarve har nogle meget faste opfattelser af, hvem der er minoritet, og hvem der er majoritet, som vi importerer fra USA?

»Ja. Kampen mod racisme handlede fra starten om at afvise selve racebegrebet. Vi har nu nogle amerikanske aktivister, som siger, de ved, at race er en konstruktion, men at vi stadig tror på konstruktionen. Og derfor er det stadig virkeligt. Og når man så deler folk systematisk ind i de hvide og de sorte, kommer man et farligt sted hen og spiller et spil, som det ekstreme højre vil vinde. Det er en forestilling om, at vores identiteter er afgjort én gang for alle. Enten er du født på den privilegerede side eller også er du født på minoritetssiden …«

Det er ifølge Fourest en forenkling, som det må være den kritiske venstrefløjs opgave at komplicere og sætte i perspektiv. Venstrefløjen skal arbejde for en forestilling om lighed for alle, som folk skal frigøres til – fra forskellige udgangspunkter:

»Du kan være hvid, heteroseksuel og fattig. Så fattig, at du ikke længere er privilegeret,« konstaterer Fourest med et suk:

»Og du kan være sort, heteroseksuel og rig, og så kan du kan blive en mønsterbryder på en måde, som bliver en anden type privilegium. Men blandt de amerikanske aktivister er der en tendens til at gøre hudfarven til det eneste, der definerer en som majoritet eller minoritet overhovedet. Det forvandler antiracismen til noget, som kan virke imod hensigten. Den tendens til at dele folk op splitter også venstrefløjen, og jeg tror på, at Donald Trump og hans proud boys er meget, meget glade for at se det ske.«

Den vigtigste modsætning på venstrefløjen står således ifølge Fourest ikke mellem generationer. Mellem dem, der er vokset op i 1970’erne og dem, der er vokset op i det 21. århundrede. Den står mellem universalister og dem, der fører politik og debat ud fra forestillingen om, at vi er født med faste identiteter. Og det er for hende en konflikt mellem en amerikansk og europæisk venstrefløj:

»Jeg skrev bogen for at bidrage til, at vi ikke får en Trump i Europa,« siger hun med henvisning til Generation krænket:

»Jeg synes ikke, vi skal lade os belære af amerikanerne i kampen mod racisme og højreekstremisme. De fik jo Trump,« siger hun og ryster igen på hovedet:

»Vi har allerede tendenserne i Østeuropa, og vi skal for alt i verden undgå det i Vesteuropa. Jeg mener, at vi i Europa bør anerkende, at den sociale virkelighed er kompleks, og vi skal både hjælpe venstrefløjen med at overleve og forsvare os mod at blive koloniseret af amerikanske forenklinger. Det er det, vi bør stå sammen om.«

Denne artikel er en redigeret version af en samtale, som fandt sted den 14. april 2021. Du kan se eller gense videosamtalen i sin fulde længde her.

Næste uges gæst er den amerikanske historiker Gary Gerstle. Du kan tilmelde dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.

Serie

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan både læse og lytte til samtalerne.

Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan se samtalerne live på Zoom eller lytte til podcasten ugen efter.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Venstrefløjen skal ikke idealisere friheden; det er borgerlig dannelse. Venstrefløjen skal arbejde for strukturelle ændringer som bringer magten og agten tilbage til befolkningerne; for deltagende og direkte demokratier, for lighedsudvikling og arbejdstageres frigørelse fra udbytning.

"»Jeg elsker det faktum, at vi nu også bekæmper mikroaggressioner."

Også? Imens mikroaggressioner er blevet trendy at bekæmpe, er makroaggressionerne blevet acceptable. Det er en noget lyserød analyse, som den gæve madamse diverterer med - på ingen måde overraskende.

Michael Waterstradt, Steen K Petersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Hér er et af de mere groteske, revisionistiske eksempler på exitten fra bekæmpelse afmakroaggressioner; George W Bush, som løj om Afghanistankrigen, Irakkrigen og en lang række andre forhold - og som fik millioners død på samvittigheden, kan i dagens vestlige offentlighed lade sig interviewe af et anerkendt business-magasin og berette om hans dybe bekymring for menneskers evner til at sprede misinformation.

https://www.businessinsider.com/george-w-bush-troubled-by-misinformation...

Michael Waterstradt, Steen K Petersen, Jeppe Bundgaard, Kurt Nielsen, Claus Nielsen, Per Torbensen, Jette Steensen og Emil Davidsen anbefalede denne kommentar

Så kom da med en mørkerød analyse, men ikke den idiosynkratiske mod verdens politibetjent (USA), igen igen.

David Zennaro, Carsten Hansen, Steffen Gliese og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar

Skidegod artikel, Rune. Mange ubesvarede spørgsmål; er de unge idag faktisk generelt i et vedvarende krænkelses tilstand, hver især??

Alle er reelt en minorit, snarere end en del af den udskældte fiktive majoritet, som alle flygter fra - den ene eller anden vej. Dog samtidig er vi subjekter, som savner del i et stort fællesskab.

Kurt Nielsen, David Zennaro, Ninna Maria Slott Andersen og Bjørn Høj Jakobsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men fokus i identitetspolitikken er en anden, trist at det ikke opdages: den er på krænkeren/undertrykkeren, som i stort set alle tilfælde er den samme, you know who. Derfor splitter de allerede eksisterende forestillinger, og det er dem, der skal gøres op med - ikke ud fra en tilpasning, men tværtimod den mest radikale ret til at være sig.
Det er presset henimod konformitet, den voksende undertrykkende indgriben i privatlivet, mens det offentlige liv, hvor folk bør færdes under fælles retningslinjer, i højere og højere grad udtrykker direkte indbyrdes infamiteter, der i sidste ende kvæler muligheden for at udøve et politisk fællesskab mellem lige, frie og solidariske individer af den mest indbyrdes forskellige slags.

Kurt Nielsen, David Zennaro, Pietro Cini og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Enig; mere solidaritet og bekæmpelse af "den stærkes ret"/liberalisering på flertallets bekostning!

"Jeg har været vant til, at kampen mod homofobi og for ytringsfrihed var den samme kamp. Og pludselig var der unge, som var imod, at man kunne kæmpe for begge ting på samme tid."

Man kan sagtens kæmpe de to kampe samtidig, men latterliggørelsen af islam foretaget af kulturkristne eller ateistiske europæere i et i høj grad islamofobisk Europa, hvoraf talrige lande bekrigede dele af Mellemøsten for at opnå lukrative oliekontrakter i samme periode, var mest af alt at føje spot til skade. Magten triumferede ved at øge sin 'frihed' til at stigmatisere.
Hverken Jyllandsposten eller Charlie Hebdo forekommer reelt engagerede i at støtte muslimers kamp mod konservatisme, som Lykkeberg ellers foreslår.

Magnus Fischer, Eric Philipp og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Der findes faktisk et parti i Danmark, der har taget hul på problematikken: https://www.ncv.dk/
Det går dog langsomt med medlemstilgangen. Noget tyder på at identitets-politikken er fastgroet på Venstrefløjen, som var der tale om en religion.

Steffen Gliese

Nej, Jens Baj, den er bare langt mere fundamental end muligheden for at øge sit i forvejen relativt for høje forbrug.
Kampen for magt over eget liv er grundlæggende, men for majoritetsmennesker er dette en så indlysende ret, at man negligerer, at mange ikke har den.

Niels Jakobs, den mørkerøde analyse går på at klassekampens kollektiv er konverteret til partikulære, individ-orienterede kampe for personlige kapital af forskellig art - som 'vi', spredt i diverse periodiske netværk af interessefællesskaber kan udkæmpe mod hin anden.