Det franske klimaborgerting kritiseres for at være en skindemokratisk manøvre

For godt en måned siden kom Macron-regeringens længe ventede svar på det franske klimaborgertings arbejde. Et arbejde, der foregik over otte måneder fra oktober 2019 til juni 2020 med 150 franske borgere, som deltog i syv forskellige sessioner. Målet var klart fra begyndelsen: Borgertinget skulle foreslå, hvordan CO2-udslippet kan reduceres med mindst 40 procent inden 2030. Dette arbejde har udmøntet sig i 149 forslag til gavn for klimaet. Men borgertinget har ikke kun handlet om klimapolitik. En forudsætning for arbejdet var også, at klimapolitikken skulle formuleres i det, der blev beskrevet som en socialt retfærdig ånd.

For at forstå den franske regerings initiativ med at nedsætte et borgerting, der skulle forene klima- og socialpolitik, skal vi et par år tilbage. Kimen til borgertinget blev nemlig lagt med De Gule Vestes første mobiliseringer i efteråret 2018. Den franske regerings forslag om at indføre en benzinafgift blev set som dråben, der ledte til opkomsten af De Gule Veste, og med protestbevægelsens månedlange demonstrationer overalt i Frankrig måtte Macron efterhånden indrømme, at forslaget havde socialpolitiske konsekvenser. Men Macron nøjedes ikke med at tage sit forslag af bordet; han iværksatte også en række initiativer, der – ifølge ham selv – skulle få det franske demokrati til at blomstre. Gennem samtaler med De Gule Veste og andre franskmænd skulle Frankrigs regering foretage en grøn omstilling med folkelig forankring. Sådan fødtes ideen til det franske klimaborgerting.

I juni 2020 afleverede borgertinget sine knap halvanden hundrede forslag, som kan inddeles i seks overordnede tematikker; forbrug, produktion/arbejde, bevægelse/transport, bolig, fødevarer og miljørettigheder. Af eksempler på konkrete forslag er en forfatningsændring, der tildeler naturen juridiske rettigheder, obligatoriske klimavenlige renoveringer af bygninger samt reformer af landbrugsuddannelserne i en økologisk retning.

En undersøgelse viser, at 74 procent af franskmændene bakker op om de overordnede linjer i forslagene. 62 procent finder borgertingets forslag gode, effektive og realistiske. Alligevel har Macrons regering ændret i mange af dem, allerede inden de er bragt for Nationalforsamlingen. Det er sket, selv om Macron oprindelig havde lovet, at forslagene skulle vedtages som lov enten ved dekret, ved afstemning i Nationalforsamlingen eller ved en folkeafstemning. Borgertinget er tydeligt skuffede over regeringens behandling af arbejdet: På en karakterskala fra 1 til 10, hvor 10 er bedst, har borgertinget i gennemsnit givet regeringen 3,3 for behandlingen af forslagene, skriver Le Monde.

Uforenelige demokratiidealer?

Spørgsmålet er, om Macrons initiativ har fungeret som den kompromissøgende tilgang til De Gule Veste, det var tænkt som. Selv om vi ser færre demonstrationer i Frankrig, lever De Gule Veste endnu, og mine mange møder med dem som ph.d.-stipendiat tyder på, at initiativet havde et potentiale, men er endt som en fiasko.

Jeg har spurgt flere, hvad de synes om klimaborgertinget, og selv om svarene ikke nødvendigvis er repræsentative for bevægelsen, giver de alligevel en fornemmelse af stemningen blandt De Gule Veste.

Monique, der er bedstemor og aktiv gul vest i Paris-området, synes i princippet, at borgerting er vejen frem, og at Frankrig har brug for mange flere. Som hun siger: »Kollektiv tænkning med lokal forankring er essensen af demokrati.«

Problemet er, at regeringen ikke følger borgertingets forslag i tilstrækkelig grad. Albane, en ung kvinde fra Bretagne, giver udtryk for, at den nuværende franske stat og økologi dybest set er uforenelige størrelser: »Det er lokalsamfund, der er økologiske. Ikke staten.« Lobbyisme og kapitalkræfter udelukker efter kvindernes opfattelse en økologisk stat. Derfor ser Monique klimakampen som en kamp for et andet demokratisk system: »Vi kan ikke få det ene uden det andet.«

Den franske forfatter og aktivist Cyril Dion deler skuffelsen over regeringens inerti, men slår alligevel en mere håbefuld tone an i Le Monde. Klimaborgertingets arbejde kan fungere som en vigtig erfaring, og måske kan det sågar inspirere til et mere grundlæggende demokratisk nybrud: et institutionaliseret fransk tredjekammer i form af et borgerting, skriver Dion.

I et større perspektiv kan man anskue problematikken gennem forskellige demokratiidealer. Hvor langt kan det repræsentative demokrati gå i en deltagerdemokratisk drejning, sådan som De Gule Veste efterspørger?

Klimaborgertinget er et deltagerdemokratisk initiativ, der synes at miste sin kraft ved kun at have en rådgivende funktion. Spørgsmålet er, om det danske borgerting burde være mere end rådgivende for at være en reel demokratisk nyskabelse. Ellers, indikerer det franske eksempel, risikerer initiativet ultimativt at ende som en skindemokratisk manøvre.