Skæbnevalg
Læsetid: 16 min.

De grønlandske vælgere står i et dilemma: Er det lokale miljø vigtigere end klodens klima?

På tirsdag går grønlænderne til et valg, der stiller dem over for store dilemmaer på klima- og miljøområdet. Det omdiskuterede mineprojekt i Kvanefjeld tvinger politikerne til at balancere økonomiske gevinster mod miljømæssige risici og lokale CO2-stigninger mod globale reduktioner. Resultatet af deres beslutninger kan få vidtrækkende konsekvenser – ikke bare for Grønland, men for hele verdens grønne omstilling
Mange grønlændere frygter konsekvenserne af at udvinde uran, som vil være et biprodukt ved udvindingen af sjældne jordarter. På billedet er aktivister mødt op til et borgermøde i Narsaq om minedrift i Kvanefjeld.

Mange grønlændere frygter konsekvenserne af at udvinde uran, som vil være et biprodukt ved udvindingen af sjældne jordarter. På billedet er aktivister mødt op til et borgermøde i Narsaq om minedrift i Kvanefjeld.

Malik Brøns

Moderne Tider
3. april 2021

Midt i Narsaq lå Eli’s Blå Butik. I starten af 1980’erne var det bare en lille kiosk, hvor man kunne købe de mest nødvendige forsyninger. Men efter nogle år blev kiosken til en rigtig butik, som siden blev til et supermarked, fortæller Anne Merrild Hansen. Et særsyn i byen, hvor hun voksede op.

»Det var dengang, den stadig blomstrede«.

Narsaq ligger på et stort fladt plateau midt i Sydgrønlands dramatiske klippeformationer. Navnet betyder ’sletten’ på grønlandsk. Og indbyggertallet på sletten var stigende dengang. Der åbnede nye tøjbutikker, og indbyggerne i Narsaq begyndte at gå pænere klædt, husker Anne Merrild Hansen, der i dag er professor på Aalborg Universitet. Der kørte biler på vejene, og de karakteristiske grønne, gule og røde træhuse var velholdte.

»Det var et godt sted at vokse op,« siger hun. Byens børn og unge mødtes i sportshallen eller ude på Kvanefjeldet et par kilometer derfra. Her brugte hun en stor del af sin ungdom.

»Jeg havde nogle kammerater, der havde firhjulede motorcykler, vi kørte rundt på i fjeldet,« siger hun. »Om sommeren badede vi i søerne der, og om vinteren stod vi på ski.«

Det var en ubekymret tid, og de færreste uden for Grønland havde nok hørt om Narsaq. Men i dag fylder den i nyhedshistorierne, og den står centralt i et valg, der kan få vidtrækkende betydning for Grønlands fremtid – og den grønne omstilling generelt.

Mange års kamp for, og imod, et mineprojekt i Kvanefjeld har sat byen på landkortet, og meget tyder på, at det endelige slag skal udkæmpes i stemmeurnerne på tirsdag, når grønlænderne går til valg.

Mineprojektet i Kvanefjeld har været på tapetet i mange år, men det er nu, den endelige beslutning skal tages. Greenland Minerals kan nemlig være klar til at starte driften inden for den kommende valgperiode, hvis regeringen giver dem lov til at fortsætte arbejdet. Men står det til oppositionspartiet IA, som lige nu fører i meningsmålingerne, skal hele projektet droppes.

Mineprojektet i Kvanefjeld har været på tapetet i mange år, men det er nu, den endelige beslutning skal tages. Greenland Minerals kan nemlig være klar til at starte driften inden for den kommende valgperiode, hvis regeringen giver dem lov til at fortsætte arbejdet. Men står det til oppositionspartiet IA, som lige nu fører i meningsmålingerne, skal hele projektet droppes.

Sofia Busk

Partiet Siumut, som næsten konstant har haft regeringsmagten siden indførelsen af hjemmestyret i 1979, er udfordrede. I en måling fra februar stod det mere venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit (IA) til 38,4 procent af stemmerne, mens Siumut kun ville få 29,4 procent.

Og tilgangen til klimakrisen er en af de ting, der skiller partierne ad. Kampen om Kvanefjeldet samler på en måde mange af de dilemmaer, man verden over møder i den grønne omstilling, i ét konkret projekt. 

Radioaktivt affald

Da Anne Merrild Hansen blev ældre, rejste hun til Danmark for at uddanne sig til ingeniør i miljøplanlægning. Men da hun var færdig med sin uddannelse i midten af tyverne, vendte hun straks snuden hjemad og fik et job i det, der i dag hedder Sydgrønlands Kommune.

På det tidspunkt var en australsk minevirksomhed ved navn Greenland Minerals lige begyndt at vise interesse for Kvanefjeldet, og fordi hun talte godt engelsk, bad borgmesteren hende stå for kontakten til dem.

»Jeg kan huske, at han bad mig sørge for, at de følte sig velkomne og godt behandlet. Der var generelt stor nysgerrighed på projektet,« erindrer hun. Medarbejderne i Greenland Minerals (GM) var flinke, og deres projekt lød ikke kontroversielt til at starte med. Men med tiden begyndte Anne Merrild Hansen at undre sig over nogle detaljer.

»Jeg begyndte for alvor at få en bekymring, da jeg bad om adgang til oplysninger om miljøkonsekvenserne. Der fandt jeg ud af, at det hele var hemmeligholdt, selv for kommunen,« siger hun.

Rapporterne, og flere andre, er siden blevet offentliggjort ved lov, blandt andet fordi Anne Merrild Hansen og andre lagde pres på politikerne. Og sammen med udtalelser fra en række miljøeksperter har de været med til at skabe bekymring om konsekvenserne af mineprojektet.

Nogle eksperter peger på, at støv fra minen og radioaktivt affald, der efter planen skal smides i en nærliggende sø, som dog i forvejen er ’død’ på grund af giftstoffer, vil sive ud og forurene området voldsomt. Og nogle beregninger anslår, at minedriften alene vil hæve Grønlands CO2-udslip med over 40 procent.

Man skulle måske tro, at den højlydte kritik ville have sat en stopper for mineprojektet, men så enkelt er det ikke. For den grønlandske stat vil med stor sandsynlighed tjene rigtig mange penge på minen. Penge, der falder på et tørt sted i Sydgrønland, og som kan blive vigtige, hvis man skal indfri et årelangt ønske om selvstændighed. Oven i hatten vil de sjældne jordarter, man håber at udvinde fra minen, ifølge flere eksperter blive afgørende i den globale grønne omstilling. Men alt det vender vi tilbage til.

Skæbnetime for mineprojektet

Det er efterhånden mange år siden, at de første historier blev skrevet om et kommende grønlandsk mineeventyr. Så hvordan ved vi egentlig, at minespørgsmålet ikke endnu en gang trækker ud i årelange diskussioner om miljøkonsekvenser over for selvstændighed?

Ifølge Per Kalvig, der er chefkonsulent og tidligere centerleder på GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser i Danmark og Grønland, er det med meget stor sandsynlighed nu, slaget skal stå.

»Projektet mangler stadig en udnyttelsestilladelse, og de mangler at finde en del af finansieringen. Men hvis alt går efter planen, vil jeg tro, de kan være færdige om tre år,« siger han. De har nemlig allerede fået godkendt projektet af den grønlandske miljøstyrelse, som sidste år udarbejdede en såkaldt VVM-redegørelse, der vurderer påvirkningen på miljøet. Den er nu sendt til høring i lokalområdet.

Anne Merrild Hansen, der forsker på Aalborg Universitet, er vokset op i byen Narsaq tæt ved Kvanefjeld, hvor minen skal ligge. Hun er splittet, fordi hun ved, at projektet kan påvirke lokalbefolkningen og naturen negativt, men samtidig gavne det internationale klimaregnskab.

Anne Merrild Hansen, der forsker på Aalborg Universitet, er vokset op i byen Narsaq tæt ved Kvanefjeld, hvor minen skal ligge. Hun er splittet, fordi hun ved, at projektet kan påvirke lokalbefolkningen og naturen negativt, men samtidig gavne det internationale klimaregnskab.

Valget den 6. april kan blive afgørende, fordi Greenland Minerals (GM) kan nå at påbegynde driften inden for den kommende valgperiode, hvis regeringen fortsat bakker op. Men det gør oppositionspartiet IA, der fører i meningsmålingerne, ikke.

»Så hvis man ikke giver udnyttelsestilladelse til Kvanefjeldsprojektet, er det sandsynligt, at GM bliver nødt til at stoppe projektet helt,« siger Per Kalvig. »Det er dyrt og besværligt for selskaberne at blive ved med at vente. De har allerede ventet i mange år. Hvis det bliver bremset nu, tror jeg, de vil droppe det helt.«

Andre virksomheder kan i teorien kaste sig over minedriften, men det forventer Per Kalvig ikke: »Hvis GM opgiver projektet, er det ikke sandsynligt, at licensen vil blive overtaget af et andet selskab,« siger han.

Ventetiden har ikke kun været hård for den australske virksomhed. Den har også tæret på Narsaq.

Efter nogle års arbejde i kommunen og en voksende frustration over lukketheden omkring mineprojektet besluttede Anne Merrild Hansen i stedet at skrive en ph.d. om storskalaindustrier i Grønland.

Siden har hun arbejdet som rådgiver for Mærsk Olie & Gas i Grønland og er nu endt som professor på Aalborg Universitet. Herfra forsker hun blandt andet i, hvordan råstofindustri påvirker små inuitsamfund rundt omkring i Arktis. Blandt andet i Narsaq.

»Optimismen i byen stagnerede stille og roligt, i takt med at der ikke skete noget,« fortæller hun. Butikker begyndte at lukke, værtshusene lukkede, og der kom langsomt mindre aktivitet i gadebilledet.

»Folk bevæger sig ligesom langsommere. Der er ikke så mange biler, og der er flere socialt udsatte typer, som står og hænger rundt omkring.«

Som en del af sin forskning var hun for nogle år tilbage i Narsaq for at interviewe befolkningen om minen. Nede på havnen mødte hun en gammel klassekammerat, som stod og kiggede ud over havet.

Hun spurgte, om han var på vej ud at sejle. Nej, sagde han. Han havde solgt sin båd for år tilbage og stod bare dernede i håbet om, at nogen, han kendte, skulle ud at sejle, så han kunne komme med.

»Han var en af dem, der håbede på en mine, så der kunne komme arbejdspladser til byen,« siger Anne Merrild Hansen. »Han plejede at være glad og pæn i tøjet, men det var han ikke længere.«

Står uden for Parisaftalen

En god times flyvetur over indlandsisen fra Narsaq bor Pipaluk Lynge-Rasmussen i Nuuk. Hun er tidligere miljøaktivist og har blandt andet været med til at starte bevægelsen Plastic not so fantastic, der blev nomineret til Nordisk Råds miljøpris i 2019.

Nu stiller hun op til valget for IA, og spørger man hende, skal den økonomiske udvikling i landet hellere hjælpes på vej gennem grønne investeringer fra udlandet end gennem mineprojektet. En vigtig forudsætning for den udvikling er, at Grønland melder sig ind i Parisaftalen hurtigst muligt, siger hun: »Det vil skabe langt flere muligheder, og omverdenen vil samarbejde mere med os.«

Grønland fik et ’territorialt forbehold’, dengang Danmark underskrev aftalen i 2016. Det betyder, at man ikke har nogen internationale reduktionsforpligtelser. Argumentet dengang, som Siumut stadig holder på i dag, var, at Grønland historisk set har udledt så lidt, at det kun er på sin plads at tillade en vis udledning i dag.

»Det er jo ikke fair over for landets økonomiske og erhvervsmæssige udvikling,« som Vittus Qujaukitsoq, tidligere minister for finans og råstoffer i Siumut, har sagt til mediet Sermitsiaq.

Men stod det til IA og Pipaluk Lynge-Rasmussen, havde Grønland været det første land til at underskrive aftalen.

»Både fordi vi er så sårbare – vi ligger lige ved siden af indlandsisen, og klimaforandringerne vil påvirke vores levevis rigtig meget. Men også fordi det ligger dybt i vores kultur at passe på naturen. Det har vi gjort i tusindvis af år, siden vores forfædre troede på Havets Moder, som man skulle undskylde til, hvis man havde svinet naturen til.«

– Men er der ikke en pointe i, at Grønland ikke har udledt særlig meget historisk og derfor har ret til at udlede ligesom alle andre for at skabe vækst?

»Vækst skal ikke være på bekostning af hvad som helst. Hvis vi skider på naturen nu, så handler vi i panik. Det er en falliterklæring at bruge det som undskyldning, at vi ikke har svinet tidligere,« siger Pipaluk Lynge-Rasmussen. »Vi kan sagtens få selvstændighed, men det er ikke selvstændighed eksempelvis at lave en uranmine, fordi et australsk selskab bankede på døren og ville have det.«

Kan styrke den grønne omstilling

Når Anne Merrild Hansen har rejst rundt på Arktis og besøgt inuitsamfund, der lever side om side med store råstofprojekter, har hun både fået indblik i fordelene og ulemperne.

For selv om projekterne ofte skaber arbejdspladser og økonomisk vækst, medfører den store tilstrømning af udenlandsk kapital og arbejdskraft lige så ofte sociale problemer, alkoholisme og stofmisbrug. Det stiller hende i et dilemma som barn af Narsaq og miljøforsker, der skal balancere sin hjemstavns behov over for de grønne gevinster, der også kan være ved mineprojektet.

»Spørgsmålet er jo, om man vil ofre et lokalområde for at gavne det større samfund,« siger hun. Hun har ikke selv svaret.

De sjældne jordarter, der kan udvindes i Narsaq, er nemlig på EU’s liste over kritiske råstoffer, uddyber hun. Det vil sige, at EU ser det som en geopolitisk prioritet at sikre en stabil forsyning til industrierne.

»Og det er altså industrier, vi er afhængige af i den grønne omstilling: produktion af vindmøller, solceller, elbiler og alt muligt andet. Så både globalt og europæisk er de rigtig vigtige, hvis vi vil nå klimamålene,« siger Anne Merrild Hansen.

Fiskeri er det vigtigste erhverv i Grønland. Det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit er imod Kvanefjeldsminen og frygter blandt andet, at de giftige stoffer vil løbe ud i havet og forurene de fisk, som byen Narsaq lever af.

Foto: Tine Sletting

Fiskeri er det vigtigste erhverv i Grønland. Det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit er imod Kvanefjeldsminen og frygter blandt andet, at de giftige stoffer vil løbe ud i havet og forurene de fisk, som byen Narsaq lever af.

Foto: Tine Sletting

Tine Sletting

I en EU-rapport fra 2020 blev der lagt vægt på, at det er vigtigt at sikre en langt mere fleksibel forsyning af dem. Problemet er, at EU for øjeblikket køber cirka 98 procent af sine sjældne jordarter fra Kina.

»Der er alt andet lige mindst risiko for forsyningsnedbrud, hvis produktionen foregår enten i EU eller i nordiske lande, vi samarbejder godt med,« siger Anne Merrild Hansen. Og her har de grønlandske råstoffer både et omfang og en kvalitet, som gør dem rigtig interessante. Kvanefjeld rummer nemlig den næststørste kilde til sjældne jordarter i verden.

– Hvad er det, du frygter, der kan ske, hvis vi er afhængige af Kina?

»For det første kan de finde på at lukke for eksporten, hvis de selv får brug for flere råstoffer i deres industrier. Så har de europæiske lande pludselig ingenting, og man kan ikke producere den grønne teknologi, man har brug for,« siger hun.

I så fald bliver man tvunget til at købe teknologierne af blandt andre Kina, der ikke tager nær de samme hensyn til miljø og arbejdsmiljø i produktionen som Europa. Den dilemmafyldte konklusion er altså, at minen i Narsaq kan gavne det europæiske klimaregnskab, selv om den vil hæve Grønlands CO2-udledning og skade det lokale miljø.

Minik Rosing, der er professor i geologi på Københavns Universitet, mener dog, at man skal passe på ikke at overdrive vigtigheden af Grønlands sjældne jordarter.

»De findes flere steder end bare i Grønland. De grønlandske forekomster er ret store, men det er ikke sådan, at hele den grønne omstilling går i stå, hvis ikke man udvinder dem,« siger han.

For ham er det største dilemma, om man skal tilvælge en tiltrængt erhvervsmulighed i Sydgrønland, vel vidende at den vil skabe forurening i området. Et område, som lige nu har mange naturværdier og ligesom resten af Grønland er meget afhængige af naturen til fiskeri, fåreavl og landbrug.

»Så der er ingen tvivl om, at det er et dilemma.«

’Urani Naamik

De seneste 20 år er indbyggertallet i Narsaq faldet hvert eneste år. I 2001 havde byen 1.728 indbyggere, i 2011 var det faldet til 1.598, og i dag er tallet nede på 1.346.

To af dem, der er flyttet, er Anne Merrild Hansens søstre. De er ligesom hende vokset op i Narsaq og har venner og familie i området. Men den nedadgående udvikling i byen blev for meget for dem.

»Det var nok omkring 2010-2012, at mange af de ressourcestærke flyttede væk. Uden afklaring på mineprojektet kunne mine søstre ikke længere se for sig, hvad fremtiden i Narsaq skulle byde på,« siger hun.

I hendes familie er meningerne meget delte om minespørgsmålet: »Det er et emne, vi prøver at undgå til familiesammenkomster. Vi har så forskellige holdninger i familien, at det er et lidt kontroversielt emne at tage op.«

Faren støtter projektet. Han tror, at det vil skabe en god udvikling for samfundet og ikke mindst masser af arbejdspladser til de lokale. I den anden lejr står Anne Merrild Hansens søster, som er meget imod minen og blandt andet har været med til at starte bevægelsen Urani Naamik, der kæmper imod udledning af uran i Grønland.

Det er ikke uran, man leder efter med projektet. Ifølge Greenland Minerals kommer 95 procent af minens kommercielle værdi fra de sjældne jordarter. Men uran er et biprodukt, når man udvinder de sjældne jordarter, og stoffet kan derfor også sælges, som en ekstra gevinst fra minedriften, hvis man vælger det.

Men spørger man Tarjei Haaland fra Greenpeace, der har beskæftiget sig med atomkraft i mange år, er det en farlig vej at gå. Han er ikke imod minedrift efter sjældne jordarter, men så snart der er uran involveret, er det en anden sag, mener han:

»Vi er modstandere af at bryde uran, som enten skal bruges i lavt beriget form til brændsel i atomkraftværker, men også kan ende i atomvåben,« siger Tarjei Haaland. »Man kan godt styre fra politisk hånd, at det kun er bestemte lande, der må købe uranen. Det vil jeg tro, man vil gøre. Problemet er bare, at når man sætter uran ud på verdensmarkedet, frigør det noget andet uran, som bliver solgt uden krav – til produktioner, vi ikke bryder os om. Sådan er det jo på et marked.«

Debatten om minen har fokuseret for meget på det lokale miljøperspektiv, mener han. Det er også vigtigt, og man skal gå langt for at undgå, at affald fra minen kommer til at forurene området. Men det vigtigste perspektiv må være det globale:

»Der er ingen tvivl om, at der er brug for de sjældne jordarter i den grønne omstilling, fordi markedet er så domineret af Kina. Og der er heller ingen tvivl om, hvad uran kan gøre på verdensmarkedet. Så det er storpolitik på begge fronter,« siger han. Og det skal grønlænderne huske, når de sætter deres kryds på tirsdag.

I Siumut vil man gerne tjene de ekstra penge til statskassen ved også at sælge uranen. Penge, der kan hjælpe landet med at blive selvstændigt og i stand til at klare sig uden det danske bloktilskud på godt 3,5 milliarder årligt. Så længe reglerne fra Det Internationale Atomenergiagentur overholdes, skal man udvinde råstofferne med »mest mulig økonomisk fordel for landet«, står der i partiets valgprogram.

Hos IA, der ikke støtter minen, har man generelt en nultolerancepolitik over for uran. For kandidat Pipaluk Lynge-Rasmussen er uran faktisk det vigtigste overhovedet ved valget.

»Det er altafgørende, om vi vælger at udvinde uran. Det vil få betydning for, hvor mange turister vi får i landet, og stofferne vil løbe ud i vores åer og ende i havet, så vi også sætter fiskeriet på spil,« mener hun.

Big tech til Grønland

IA’s mål er, at Grønland skal være selvforsynende med bæredygtig energi i 2030. Og en stor del af den skal komme fra vandkraft, mener partiet, der i forbindelse med valget har foreslået, at der skal laves en tiårsplan for udviklingen af landets store vandkraftpotentiale.

Når potentialet er stort, skyldes det, at Grønland har mange bjerge og meget smeltevand, som giver strøm om sommeren, forklarer Andreas Peter Ahlstrøm, der er klimaforsker og chefkonsulent for vandkraft på GEUS. Og efterhånden som den globale opvarmning intensiveres, og indlandsisen smelter, vokser potentialet paradoksalt nok, fordi der kommer mere vand og strøm at arbejde med.

»Hvis man sammenligner oplandet Tasersiaq, som er et naturområde nord for Nuuk, i perioden fra 1975 til 2003 med perioden fra 2003 til nu, så er vandmængden, der kommer ud af indlandsisen, steget med 80 procent,« siger Andreas Peter Ahlstrøm. »Det siger jo noget om, hvor udviklingen bærer hen, og at politikerne har brug for at tage stilling til det her.«

Grønlændernes eget energibehov er ret småt, så spørgsmålet om vandkraft bliver først rigtig interessant, når man medtænker industrien – »og her er der kommet nogle nye spillere på markedet, som ser ud til at være interesserede,« siger Andreas Peter Ahlstrøm.

Virksomheder som Apple, Facebook og Google har nemlig alle sammen enormt store datacentre, og til dem har man brug for meget og konstant strøm, gerne på et køligt sted, og helst inden for et stabilt politisk system. Derfor er Grønland på mange måder en oplagt lokalitet – og en sådan udvikling kan være et stort potentiale i den globale omstilling, vurderer Andreas Peter Ahlstrøm.

»Fra et grønlandsk perspektiv vil jeg også tænke, at det er bedre at have vandkraft til et datacenter end for eksempel aluminiumsproduktion,« siger han. »Mange industrier har jo nogle uheldige miljøkonsekvenser og affaldsprodukter, som man måske kan undgå med et datacenter.«

Uanset hvilken produktion man vælger, må man dog forstå, at klimapotentialet primært er interessant for omverdenen, mener Andreas Peter Ahlstrøm. Grønland ligger i forvejen rimelig godt i klimaregnskabet, og man anvender allerede en del vandkraft til national brug. »Derfor kan jeg også være i tvivl om, hvor mange billetter det her sælger til et valg,« siger han. »Fra mit perspektiv er det jo vigtigt. Men som klimaforsker ser jeg også de her ting globalt, og det kan være en anden tilgang, end den enkelte grønlænder, som skal stemme, har,« siger han.

Uanset om grønlænderne lægger vægt på det nære, når de sætter deres kryds på tirsdag, er ét i hvert fald sikkert: Politikerne kommer snart til at stå over for beslutninger, der vil få konsekvenser langt uden for det store lands egne grænser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Og er vi indstillet på, at fordele vores velstand og konsumentevne ud på fattigere lande, så vi all bliver ligestillede?"

I så skal vi (forstået som de rige, vestlige lande) drastisk ned i levestandard (som det er nu, skal der knap 4 kloders ressourcemængder til for at kloden kan have Danmarks levestandard). Men i Vesteuropa og i USA tales der om at øge velstanden - om at skabe endnu mere vækst indenfor eget revir, mens vi 'passer på hinanden' og 'står sammen' ved at 'holde afstand'.

Der er noget, som ikke rigtigt går op, rent ligningsmæssigt. Men det kan neoliberalismens kaffegrumsekiggere og håbefulde optimister sikkert snildt bortforklare for den menige vesterlænding.

Jacob Johansen, Arne Albatros Olsen, Tina Peirano og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

" Bæredygtig minedrift" kan nok kun foregå i en meget lille scala. Noget som de store mineselskaber sikkert ikke er glade for. Men det er den eneste mulighed.

Er det ikke ind imellem bare en lille bitte smule for belejligt at blamere neoliberalismen for alt ondt i verden Hanne ? Ethvert ekko mister både sin effekt og sin relevans over tid.

Hvis vi reducerer vores aftryk i verden med 100% alene på klimagasserne i 2050, må jeg som 97 årig forberede mig på et samfund med et forsynings- og underholdningsniveau som dengang jeg var 3, bare uden petroleumslampen og koks til kakkelovnen.

Gad godt vide hvor mange der egentlig har realiseret konsekvensen af klima håndfæstningen. Gad også godt vide hvor mange der har erkendt, hvor stor en del af fundamentet under vores nutidige slaraffenland, der udgøres af de fossile brændsler. Er det virkelig kun Dan Jørgensen der er på vej til at skimte udfordringerne i horisonten med den navigation, vi har bundet os fast til masten under ?

Hvor faste i troen på at alle andre gør som vi er vi, når vi nærmer os 2050 ? Ingen af os vil kunne se vores røve for bare skosåler længe inden da. På samme måde som vi håber på vaccinerne skal genoprette normaliteten, må vi håbe på at passere toppen af befolkningsbølgen og surfe lykkelige ned i smult vand igen. Mon ikke de vælger lige sådan i Grønland ?

No offence intended, just anglin' for a bit of realism.

Henning Kjær

Gang på gang kan man læse om de sjældne jordarter som om de er sjældne. Det er de ikke. Der er store forekomster flere steder i verden, men det er de færreste lande der ønsker at udvinde dem. Minedriften er milømæssigt problematisk. Oparbejdning af bjergarterne til rene metaller er endnu mere problematisk end den rene minedrift, og Kina er dominerende på markedet og har teknologien til udvindingen
For mange år sinde udvandt man sjældne jordarter i USA, men Kina dumpede priserne så udvindingen i USA stoppede.

Peder Bahne, jeg påpeger det, i forhold til bl.a. de forestående ressourcekriser, ganske urealistiske i at operere med økonomisk vækst og velstandsudvikling som hovedmål for europæisk/global politik ... foruden illusionen om at denne øgede velstand kan fordeles ligeligt til kloden via markedsoptimering og governance/npm etc. Du har ret i at det kan være trivielt at påpege neoliberalismen i denne sammenhæng, men det er nu engang et dækkende ideologisk paradigme til beskrivelse af ovenstående operationer og illusioner. Også selvom nogle vil påtale at det går af mode, eller udvikler et Ulven kommer-syndrom.

"Minedriften er milømæssigt problematisk."

Helt generelt er minedrift 'miljømæssigt problematisk' - men voldsomt øget minedrift verden over er ikke blot en forudsætning for den grønne kapitalisme og IT-teknologiudvikling, men også en konsekvens af kravet om fortsat vækst og velstandsøgning. De politiske sigtelinjer strider lodret mod hensyn til miljø, fauna og bevarelsen af klodens kendte økosystemer m.m.; dette er vel også, må man venligt formode, hovedårsagen til at såkaldt politiske maskinmestre udvikler kasinoøkonomiske kvotesystemer og børslignende mekanismer i tilvejebringelsen af grønne regnskabers kognitive konsonans.

Henning Egholk

Minedrift: Måske ok, men kun hvis Hjemmestyret laver kontrakter, hvor miljøet/forureningen helt klart er reguleret. Det skal påhvile selskabet at overholde regler og regulativer, samt rydde fuldstændigt op efter endt produktion! Desuden bør Grønland få et retmæssigt afkast af mineaktiviteten. Råstofudvinding har historisk set aldrig givet noget land et rimeligt udbytte.
Sociale problemer: Få styr på vold, overgreb og alkohol misbrug. Jeg mener at Hjemmestyret har sovet i timen. Selvmordsantallet i Grønland er måske verdens højeste ift befolkningens størrelse. Så kom igang!
Selvstændighed: Grønland modtager omkring 4 mia om året til drift af samfundet. Det er rimelig mange penge selv at skulle skaffe. Og det duer ikke at tro hvalfangst kan hjælpe på den konto. Hvalfangst er KUN til eget forbrug. Hvalprodukter må efter min viden ikke sælges kommercielt. Hvalfangst er godkendt til et indfødt folk netop fordi de spiser sæl, hval og fisk.
Minedrift kan måske sikre indtægter der kan erstatte bloktilskuddet. Men hvad så når mineselskabet stopper produktionen?
Turisme: Her bør der satses, der kan være stort potentiale i turister på hvalsafari, på ski ture, vandreture mv. Men her skal der så lige udbygges med hoteller og service til gæsterne. Med en stabil turistindustri kan der tjenes mange penge samt give arbejdspladser.