Interview
Læsetid: 7 min.

Håb er ikke lalleglad optimisme, men grundlaget for politik, siger forfatter til bog om EU’s kriser

Fra klimakrise over finanskrise til coronakrise. De seneste årtiers kriser har ført til en »frygtens politik« i mange lande, siger tidligere direktør for Tænketanken EUROPA Bjarke Møller, som i en ny bog prøver at formulere en »håbets politik«. Det kræver mere EU, men er europæerne interesserede i det?
Moderne Tider
3. april 2021
Ifølge Bjarke Møller er EU’s vigtigste opgave at gennemføre en grøn omstilling, blandt andet ved at sætte mere ambitiøse reduktionsmål og »mindst« femdoble budgettet i den europæiske Green Deal til 5.000 milliarder euro.

Ifølge Bjarke Møller er EU’s vigtigste opgave at gennemføre en grøn omstilling, blandt andet ved at sætte mere ambitiøse reduktionsmål og »mindst« femdoble budgettet i den europæiske Green Deal til 5.000 milliarder euro.

Anders Rye Skjoldjensen

De seneste årtier har en række kriser ramt verden.

En finanskrise, som begyndte med krakket på det amerikanske boligmarked og siden ramte økonomierne i resten af verden. En coronakrise, som kan spores til en provins i Kina, men i løbet af få uger spredte sig til hele verden. En flygtningekrise og en demokratikrise, en sikkerheds- og terrorkrise, en biodiversitetskrise, og ikke mindst den største af alle kriserne; klimakrisen.

Ifølge tidligere direktør for Tænketanken Europa og adjungeret professor på Copenhagen Business School (CBS) Bjarke Møller har de seneste års store internationale kriser sat deres klare aftryk på den politiske udvikling i Europa. De har betydet, at »frygtens politik« har sat dagsordenen. Så nu har han i bogen »Håbets Politik – Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt« formuleret sit bud på et alternativ. 

»Vi har gennem de seneste år set en række kriser, hvor reaktionen har været præget af frygt og løsninger inden for nationalstaten. Den reaktion bliver altid kortsigtet. Tag finanskrisen eller flygtningekrisen som eksempler: Vi har ikke løst de grundlæggende årsager til kriserne. Derfor har vi brug for en håbets politik, hvor man tør omfavne de store udfordringer og tør tro på, at der findes løsninger i fælles samarbejde i EU.«

Over bogens 826 sider beskriver Bjarke Møller håb som grundlaget for det europæiske samarbejde. 

»Nu skal du ikke misforstå det,« siger han. 

»Håb er ikke bare sådan en lalleglad fremtidsoptimisme. De største fremskridt gennem historien er startet med et håb om at kunne gøre tingene bedre. Ikke ved at lukke sig inde i nationalstaten. Det europæiske projekt er født i ruinerne fra Anden Verdenskrig, hvor der var 17 millioner flygtninge i Europa, og byerne var udbombede, og alligevel lykkedes det for os at opbygge et stærkt europæisk samarbejde og bygge bro mellem nationerne. Den historiske erfaring viser os, at det er muligt at udrette store ting, når vi er ambitiøse på hinandens vegne.«

’Take back control’

I bogen fremhæver Bjarke Møller blandt andet Ungarn som eksempel på den udvikling, han beskriver.

De seneste årtiers kriser har ført til en »renationalisering og fragmentering« i nogle dele af Europa, hvor autoritære og illiberale kræfter ønsker at »besætte de demokratiske institutioner i nationalstaterne« og gøre dem til deres egne magtinstrumenter. I Europa har tendensen været mest tydelig i Ungarn.

Et andet eksempel er Brexit. På samme måde som i Ungarn udnyttede man i Storbritannien frygten i befolkningen; frygten for indvandring, frygten for globaliseringen, frygten for et tab af national identitet.

»Baggrunden for Brexit var en følelse hos briterne af, at de havde mistet kontrollen over deres liv. Derfor var budskabet i kampagnen take back control – vi skal have kontrollen over vores eget liv og vores eget land tilbage,« siger Bjarke Møller.

Han ser dog hos store dele af den europæiske befolkning en »enormt stor forhåbning«: Befolkningen efterlyser fælles svar og fælles løsninger, hvilket ifølge Bjarke Møller blandt andet var tilfældet under flygtninge- og migrantkrisen i 2015. Det kom blandt andet til udtryk i en meningsmåling, som YouGov lavede for Tænketanken EUROPA, der viste, at 50 procent af danskerne gerne ville tage del i en fælleseuropæisk asyl- og indvandringspolitik, mens 34 procent var imod.

»Men da det gik op for folk, at de ikke kunne få fælles løsninger, så rykkede man tilbage og sagde: Okay, så tager vi en national grænsekontrol.«

– Men det viser vel, at det kan være svært at bevare håbet i håbets politik?

»Jo, det er klart, at man er nødt til at finde nogle løsninger på den korte bane, men man er bare nødt til at løse de komplekse udfordringer, vi står over for på den lange bane. Det er der, håbets politik kommer ind.«

Tre pagter for Europa

Bjarke Møller foreslår i bogen tre europæiske pagter. De skal gøre EU i stand til at løse de store kriser, som kontinentet står over for nu og kommer til at stå over for i de kommende år.

Den første er en »demokratipagt«, som skal reformere og demokratisere beslutningsprocessen i EU, blandt andet ved at fremme mere direkte involvering af borgere. Et af forslagene i bogen er at indføre borgerting, hvor tilfældigt udvalgte borgere fra medlemslandene kan mødes og fremsætte politiske forslag, som efterfølgende skal behandles i Europa-Parlamentet.

»En radikalisering af demokratiet,« kalder han det.

Den anden pagt er den grønne. Ifølge Bjarke Møller er EU’s vigtigste opgave at gennemføre en grøn omstilling, blandt andet ved at sætte mere ambitiøse reduktionsmål og »mindst« femdoble budgettet i den europæiske Green Deal til 5.000 milliarder euro.

Han kalder det EU’s »måneprojekt«.

»Da man i USA besluttede sig for at sende et menneske til månen, var det et projekt, som befolkningen var skeptisk over for, som eksperterne ikke troede på økonomien i, og man kendte endnu ikke teknologien. Den grønne omstilling er et måneprojekt, men i modsætning til dengang, så ved vi, hvad der skal til,« siger Bjarke Møller.

»Der mangler kun den politiske vilje.«

Den tredje og sidste pagt er den sociale. Det er ifølge Bjarke Møller en forudsætning for befolkningernes opbakning til EU og ikke mindst til store politiske projekter som den grønne omstilling, at man mindsker den økonomiske ulighed mellem landene og borgerne. Det europæiske fællesskab har siden slutningen af 1950’erne skabt økonomisk velstand i medlemslandene, men fra omkring midten af 1980’erne er uligheden ifølge tænketanken Carnegie Europe steget.

»I Europa har vi brug for en langt større solidaritet over grænserne. Vi har voksende ulighed mellem Nord og Syd og mellem Øst og Vest, og vi har brug for at skabe større lighed og retfærdighed. Hvis vi ikke gør det, kan vi se de her illiberale tendenser, hvor man vender sig mod grundlaget for liberalt demokrati,« siger Bjarke Møller.

Han foreslår blandt andet at indføre en europæisk mindsteløn med henvisning til de millioner af europæere, som er i arbejde, men alligevel har en indkomst under EU’s fattigdomsgrænse – de såkaldte working poor. Det er allerede blevet foreslået af Kommissionen, men ideen har fået kritik fra flere sider herhjemme, hvor lønnen ikke fastsættes politisk, men som led i overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter.

»Det er kontroversielt, men hvis man spørger europæerne, så ønsker de en større grad af omfordeling og solidaritet mellem fattige og rige lande‚« siger Bjarke Møller.

En ny vision for EU

Dermed er han fremme ved nogle af de større forandringer af EU, som bliver foreslået i bogen.

Det drejer sig blandt andet om en fælles europæisk opkrævning af selskabsskat på 25 procent, en afgift på finansielle transaktioner og en sikringsordning for ledige – og bag forslagene ligger et ønske om at forandre EU markant. Det europæiske fællesskab har i mere end et halvt århundrede været baseret på handel mellem medlemslandene (et land sælger til et andet, begge bliver rigere) – men det skal i fremtiden også bygge på solidaritet (et land giver noget til et andet, de bliver mere lige), mener Bjarke Møller.

»Uden solidaritet og et element af stat kan vi ikke udrette noget i et fællesskab. Det kræver en europæisk netværksstat ved siden af nationalstaterne, som har sine egne ressourcer og kan opkræve skatter svarende til tre eller fire procent af BNP,« siger han.

– Men EU har i 60 år udrettet meget ved bare at være et handelsfællesskab …

»Men det kommer til kort nu. Hvis vi skal gøre noget i forhold til den globale finanskapital eller klimaproblemerne eller adressere de sammensatte problemer, der ligger til grund for folkevandringer, så er det ikke nok med fri handel og konkurrence i EU.«

EU’s grundprojekt skal ifølge Bjarke Møller heller ikke »bare« handle om at sikre fred.

»Efter Anden Verdenskrig samledes Europa om at undgå krig, men folk kan ikke længere forestille sig krig. Så hvad skal vi samles om? Vi skal gøre os nogle forestillinger om, hvordan vi i fællesskab kan løse nogle af de meget store problemer i de kommende årtier, og EU’s nye samlende fredsprojekt kan blive at gøre unionen til en grøn supermagt.«

– Så hvis vi lige tager den forfra … vi står over for en klimakrise og nogle andre store kriser, som vi ikke kan løse i Danmark. De skal løses i EU?

»Ja.«

– Og hvis vi skal kunne løse kriserne sammen med de andre medlemslande, så skal EU være stærkere?

»Ja.«

– Men tror du, at folk vil være med til det? Altså, vi har jo store debatter, bare vi overvejer at afskaffe vores retsforbehold …

»Det afhænger af, hvem du taler med. Jeg er enormt opmuntret af at have pløjet mig igennem en række meningsmålinger. Det, der står tilbage, er, at europæerne er enormt solidariske og har en følelse af at være europæere. Da man under coronakrisen spurgte befolkningerne, om man skulle gøre noget for at hjælpe italienerne, eller for at lave en stor fælleseuropæisk fond, så var det store flertal for. Fordi europæerne er solidariske. Det giver mig et stort håb.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Håb er fint og positivisme er godt, lige indtil de bliver et argument mod realisme. Det er den man finder mellem optimismen og pessimismen.

Et eksempel er vores indsats ift. klimaet som realistisk går alt for langsomt. Hvis man siger det for højt, mødes man ofte med argumentet at man er nødt til at holde fast i optimismen.

Hvis man igen tager de realistiske briller på, så er det yderst tvivlsomt at optimisme løser problemerne med klimaet.

Så ja, det lalleglade lader til at være fundamentet for meget politik, og den synker rent ind, fordi vi så gerne vil bevare troen.

Inge Lehmann, Michael Hullevad, Alvin Jensen, Lars Jørgensen, Carsten Hansen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"Vi har ikke løst de grundlæggende årsager til kriserne. Derfor har vi brug for en håbets politik, hvor man tør omfavne de store udfordringer og tør tro på, at der findes løsninger i fælles samarbejde i EU.«"

Håb, omfavnelser og tro - det er lige noget for en venstresnoet dansker.

Alle de tre realpolitiske 'pagter', som omtales, ligger allerede i EU's pipeline, og væsentligt er det at forstå implementeringen af dem skal ske med størst muligt hensyn til erhvervsliv/virksomheder og det indre marked/liberalisering. Det står sort på hvidt i landemeldingerne, i pakkeskrifterne og protokollerne.

Nogle vil ligefrem - og dét med god ret - hævde at EU har været stærkt medvirkende til at forringe sociale vilkår, demokratiets forudsætninger og produktionsformerne i en del af medlemslandene.

Flemming Berger, Kurt Nielsen, Michael Hullevad og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Før det indre markeds liberaliseringer kostede det så meget at flyve, at det blev anset for en særlig og sjælden luksus. Havde vi bare været der i dag, så havde klimakrisen været væsentligt lettere at overkomme. Og Alternativets tidligere folketingsmedlem og 'Kys mere - flyv mindre'-campaigner Carolina Magdalene Maier ville kunne huske alle sine 20 private flyrejser over et par år,.........

Carsten Hansen

Morten Balling

Du har evigt ret.
Som eksempel på "Håb" i forbindelse med politiske beslutninger måtte jeg , for mange år siden da man omstrukturerede fritidsområdet i byen, meddele forvaltningsansatte at: "Det skal nok gå godt", ikke er et argument men udelukkende et udtryk for et håb.

For øvrigt gik det ikke godt. Man sparede en masse penge men tabte samtidig en del unge.

Optimisme kan dog give et drive der gør at man bevæger sig fremad. Men realiterne er det der tæller.

Søren Kristensen

På den ene side vil man jo gerne høste frugterne af et overnationalt samarbejde ...

Jørgen Mathiasen

Det er antagelig på baggrund af Brexit og Trump, at danskerne i en rundspørge, som man for et stykke tid siden kun læse om i The Guardian, kom ud som nogle af dem, der satser mest på EU. Men det var før fru Frederiksen gjorde det klart, at redningspakker ikke stod højt på hendes dagsorden, og de andre igen kom til at tænke på, at DK er et land i størrelsesorden som Rhône-Alpes (Frankrig).

Det er ikke fuldstændig utænkeligt, at der kan komme et dansk bidrag, men det bliver i den politiske proces mellem de tre vækstmotorer i verdensøkonomien, Kina - USA og EU, hvor der hersker en handelskrig og en systemkonkurrence, at der skal nås en forståelse, hvis man skal ændre kurverne for klimaet, inden man forsøger at bringe den brasilianske diktator til fornuft.

Det kan man give Ulrik Vestergaard (OECD) ret i (eller omvendt), men ellers kan Vestergaard godt forberede sig på at skulle justere på sin verdensbetragtning. Efter at have hørt på ham har et hvert forstandigt menneske brug for at fatte et håb om, at der er et alternativ til at forsætte kursen lige ind i væggen.

Jørgen Mathiasen

@Gert Romme
Nej, nok engang: EU-landenes beslutninger falder i 3 grupper:
1) Enstemmighed / næsten enstemmighed (se lex Polen/Ungarn)
2) Nationale beslutninger - det gælder også fra DKs miljøinvesteringer
3) Kvalificeret flertal. Det vedtog imod Frederiksens målsætning fælles låneoptagelse.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Achim K. Holzmüller

Et engelsk ordsprog siger: Expect the unexpected. Og med Brexit har de bevist der ikke altid ender godt. Eller?Optimister betegnes ofte som de naive, pessimister som de klogere.
Dog hvad der bruges er "Possibilister", som
Hans Rosling mener, en positiv tænkende svensker i sin bog »Factfulness«, hvor bl.a. skrives om klynken i den angiveligt så mørke verden.
Noget, at tænke over i vores aktuelle verden med Quertænkere, for mange corona- og vaccinations-nægtere, alternative nyheder, fake news, og konspirationsteoretiker, ikke at glemme...

Jørgen Mathiasen

@Gert Romme
- Jeg huskede forkert om budgettet: Her har landene vetoret. Men Informations kommentar er stadigt værd at citere:
»...vejen dertil har været grim. […] For når alle topmødeaftalens begrænsninger er blevet blotlagt, alle nationalegoistiske motiver udstillet, og alle hår i suppen gransket, står det tilbage, at det europæiske fællesskab har evnet at udvise intern solidaritet gennem at sikre hårdt kriseramte medlemmer økonomisk støtte af hidtil uset omfang ved for første gang at optage fælles lån på de internationale finansmarkeder...«

"Man mangler simpelt hen beslutningstagere, der ikke ser nationalt på problemerne, men ser problemerne i det store overblik, og varetager problemers beslutninger på dette grundlag."

Oversat til praktisk dansk; altså beslutningstagere som ikke konsulterer egne befolkninger når de håndterer EU's (ofte) politisk-ideologisk iagttagede problemer - og dermed udøver ren governance.

Til almen oplysning; EU er i fuld gang med at 'håndtere' ét af de erklærede, store verdensproblemer (de kaldes verdens udemokratiske/autoritære stater): Lande, som siger nejtak til at lade Vesten diktere verdensøkonomien og de gobale politikker. Det drejer sig om Nicaragua, hvor man med sanktioner støtter højreradikale politikere og amerikanske interesser. Det drejer sig om Venezuela, hvor man direkte støtter et statskupforsøg, som stadig verserer , mens man sanktionerer mod et folkevalgt styre. Det drejer sig om Iran, hvor man sanktionerer; om Syrien, hvor man sanktionerer - og flere andre lande. Og så er der naturligvis sanktionerne mod Rusland og Kina, hvor man deltager i konfliktoptrapninger og informationskrige - uden at der på noget tidspunkt har fundet en folkelig involvering sted i Vesten. Det sker bare. Og så følger lemmingerne med.

Sjovt så mange danske journalister kommer EU til undsætning, når unionen f.eks. ikke formår, at skaffe vacciner til medlemslandenes befolkninger. Øhh det har jo aldrig været meningen, at EU skulle tage sig af sundhedspolitik, siger journalisterne. De skal jo lige lære det. Ok, så det er derfor kommisærerne ikke kan finde ud af det. Men, hov! Der er da ingen sundhedspolitiske aspekter i at købe vacciner. Det er da rene handelsvarer. Og dermed det EU er sat i verden for.

Et par mere kritiske EU-journalister er hvad vi har brug for.

Michael Hullevad

Det største problem EU har er den fælles valuta. Man kan ikke have en fælles valuta uden en meget stram budget disciplin for det fordrer en næsten fuldstændig ligevægt i overskud/underskud. Fru Merkel(ig)s kur er stramme budgetter, som ingen i praksis respekterer alligevel. ECU var en perfekt valuta mekanisme, hvor finansmarkedet regulerede værdien af de enkelte valutaer. Sådan er det bare!

Michael Hullevad, EU har haft kurs mod en fælles valuta/møntenhed siden ØMU'en i 1960'erne tog politisk form, så det er ikke Merkel der har opfundet de centralistiske/strukturelle krav, som havde og har til formål at lette virksomhedshandlen, bedre økonomierne og fremme forbrugerens muligheder.

Ikke nok med at EU har vist sig ubrugelig i forhold til at løse problemerne med flygtningetilstrømningen, og vaccinekrisen giver heller ikke noget godt billede af foretagenet. At de så krampagtigt vedbliver at holde fast i det tyske dogme om at eksportere sig ud af problemerne - hvilket selvfølgeligt skaber problemer andre steder - gør det ikke bedre.

Det lader til at det er USA der for øjeblikket der rykker - i det mindste bliver der på nogle områder udsent andre signaler end dem vi er vant til.

Dette fremgår af dette interview med Richard Kozul-Wright isom er cheføkonom tilknyttet UNCTAD, som leder i "the Division on Globalization and Development Strategies" GDS.

Post-COVID World Economy: Out of the Frying Pan… Into the Fire?
https://gpenewsdocs.com/post-covid-world-economy-out-of-the-frying-pan-i...

"KOZUL-WRIGHT: The Biden Package is a significant package. And it marks; I think it does to some extent mark a break in American policymaking. Right. And we expect that to be reflected in the U S growth performance this year. I mean, we’re talking about a stimulus package in the order of 10% of GDP."

...
"I think it’s fair to say that the Biden package at least in its composition is more egalitarian. You know, the benefits are going to go more to working households and to local States. I mean, there’s a significant portion that goes to the local level too. That is an important break with previous US policymaking, you know, post Jimmy Carter. So, that’s to be welcomed."

"Other advanced economies have not followed suit so far. And that’s an interesting feature of the current global economy. The U S is taking the lead in terms of a more aggressive stimulus package. But we don’t see the European Union, we don’t see Japan, the UK to some extent but nowhere near as significantly, following suit. It’s a choice that the Europeans are making, or the Japanese are making not to emulate the kind of stimulus package that Biden has adopted."

EU er ganske enkelt ikke beslutningsdygtige og Tyskland fører med sin nationale kæpheste - at eksportere på andres bekostning - hele foretagenet i sænk. Tak til Mutter Merkel for det (undskyld - men jeg er træt af at den kone bliver glorifiseret af mikrofonholdere incl. visse af informations journalister)

Så mon ikke en del af problemet er at EU fører neoliberal politik hen over hovedet på befolkningerne.

"KOZUL-WRIGHT: There is this obvious fallacy of composition, right? Not everybody can be a successful exporting country. Right. So, countries are endlessly told to become successful exporters. And the only way that they are told that they can become successful exporting countries is to reduce costs. Right?

So to cut down labor costs to make labor markets more flexible, to reduce the influence of labor unions in terms of the organization of labor markets. And so that’s the route that is encouraged. The consequence of that, of course, is that the people on the receiving end of that advice have found that the only way that they can keep going is by borrowing.

The neoliberal advice to prioritize exporting has contributed to this highly indebted, highly fragile global economy of which there are a few winners and many losers or people in a very precarious situation."