Idédebat
Læsetid: 4 min.

Jan-Werner Müller: Ytringsfrihedens krigere spilder deres krudt

Jan-Werner Müller er frustreret over intellektuelle, der bruger for mange kræfter på at forsvare ytringsfriheden mod ikke synderligt magtfulde venstrefløjsaktivister – og for få på at kritisere de reelle magthavere
Panikken over ’wokeness’ er helt malplaceret, mener Jan-Werner Müller; den er ikke andet end et ekko af 90’ernes ophidselse over ’politisk korekthed’.

Panikken over ’wokeness’ er helt malplaceret, mener Jan-Werner Müller; den er ikke andet end et ekko af 90’ernes ophidselse over ’politisk korekthed’.

Jakob Dall

Moderne Tider
17. april 2021

Den tyske politiske tænker Jan-Werner Müller nægter at købe tidens klagesange om, hvordan en intolerant venstreorienteret ’cancel culture’ ubønhørligt breder sig i Vestens universitets- og medieverden med lammende følger for ytringsfrihed og frisind. I en spydig-ironisk kronik i schweiziske Neue Zürcher Zeitung skriver han:

»Sikke en vildfarelse! Her troede jeg, at kampen for det liberale demokrati i dag måtte handle om at stå op imod de højrefløjspopulister, der gør krav på at være enerepræsentanter for det ’sande folk’ og hetzer mod minoriteter, de ikke anser for at høre hjemme i nationen. Men jeg tog fejl, det er ikke her, fronten går! Friheden trues i dag mere af soft-totalitære neojakobinere, som håndhæver et terrorregime over kulturliv og universitetsliv.«

I en tid, hvor autoritære ledere i Kina, Indien og Brasilien styrker deres magt, vil den liberale opinion altså hellere bruge kræfter på at jorde en venstreradikal minoritet, hvis man skal tro Jan-Werner Müller.

Han konstaterer, at debatten om et påstået fravær af pluralisme og rummelighed i det offentlige og akademiske rum forbliver stærkt engagerende for intellektuelle på begge sider af Atlanten. Sådan har det været, siden Harper’s Magazine sidste sommer bragte et meget omtalt protestbrev mod ’cancel culture’ med underskrifter fra 150 prominente tænkere og forfattere, heriblandt Salman Rushdie, J.K. Rowling, Noam Chomsky og Francis Fukuyama.

En moralsk panik

»Jo, man kan finde illiberale tendenser,« fortsætter Müller og nævner så nogle tilfælde – tilsyneladende dog mest med en hensigt om at afskrive det som anekdotisk evidens. Har nogle af dem, som besværer sig over at være mål for ’cancel culture’, ikke blot fundet på en særlig »forretningsmodel« for at gøre sig ekstra interessante? Det antyder han også.

Moralske panik over ’wokeness’ er malplaceret, mener Müller. I dag klager man over cancel culture, men allerede i 1980’erne blev der jamret over, hvad der dengang hed ’politisk korrekthed’.

»Udgav ikke filosoffen Allan Bloom i 1987 en bestseller, The Closing of the American Mind, hvor al den frygt, som stålsatte ytringsfrihedskrigere i dag påkalder sig, allerede var kommet til fuldtonet udtryk? Ifølge Bloom var USA allerede dengang i færd med at vinke farvel til arven fra sine liberale grundlæggere under dobbelt pres fra nagbærende mindretal og værdirelativistiske dekonstruktionister. Washington ville blive det nye Weimar: en politisk og moralsk sump med totalitære fristelser,« skriver Müller.

»Ikke desto mindre formåede USA at vinde Den Kolde Krig og fastholde den liberale verdensorden i en del årtier endnu. Altså indtil Xi og Trump kom forbi – men de har vist aldrig studeret Derrida.«

Oplysningsfilosofiens selvbestaltede forsvarere gør ifølge Müller »Oplysningen til en ny slags mytologi« – og til en institution, hvis egne implicitte magtforhold er hævet over kritik.

»Men«, fortsætter han, »de, som helst ikke vil tale om magt, er som regel dem, der sidder på den. De oprindelige oplysningstænkere – en Thomas Paine eller Thomas Jefferson – ville have slået en skraldlatter op, hvis nogen havde sagt, at man helst ikke skulle tale om undertrykkelse af konkrete samfundsgrupper for ikke at komme i vejen for abstrakt universalisme. Havde de troet på absurditeter af den art, var de aldrig blevet revolutions- og frihedshelte.«

Ikke et fiktivt problem

Müllers indlæg har udløst et skarpt modsvar i Neue Zürcher Zeitung fra en anden tysk filosof, professor i praktisk filosofi ved Siegen Universitet Dieter Schönecker, der vender sig mod sin kollegas »polemiske bagatellisering«. Müller har efter hans opfattelse hverken forstået problemets omfang eller alvor.

Der er på amerikanske universiteter mere end anekdotisk belæg for eksistensen af cancel culture. Allerede i 2015 grundlagde en gruppe amerikanske intellektuelle Heterodox Academy, som i dag tæller 4.400 akademikere, der har tilsluttet sig en formålserklæring om at bekæmpe den politiske ensidighed, som aflysningskulturen er udtryk for. Det sker ved løbende dokumentation af relevante sager og med kritiske indlæg imod wokeideologien.

Som dokumentation henviser Schönecker også til projektet FIRE (Foundation for Individual Rights in Education), der ajourfører en såkaldt ’disinvitation’-database med hundredvis af tilfælde af ’deplatforming’, dvs. episoder, hvor aktivistgrupper har hindret personer, de anså for politisk uacceptable, i at tale offentligt på et amerikansk universitet.

Og hvad angår politisk pluralisme, så findes den nærmest ikke i USA’s universitetsverden, anfører Schönecker. »Ser vi på USA’s universitetsverden som helhed, er der 8,5 registrerede demokrater for hver registreret republikaner. Slagsiden er især udtalt på humanistiske og samfundsvidenskabelige studier: På antropologi er der 42 demokrater for hver republikaner, på sociologi 27 demokrater for hver republikaner, mens tallet for engelsk er 26:1.«

En canadisk politologiprofessor, Eric Kaufmann, har også påvist en kraftig vækst i akademiske frihedsindskrænkninger i USA: I 2020 blev 65 professorer ifølge hans opgørelse enten fyret eller mødt med disciplinærstraf alene for at ytre sig på måder, der falder inden for lovens og den forfatningssikrede ytringsfriheds rammer – en femdobling i forhold til året før. Så jo, cancel culture findes og udgør et stigende problem, konkluderer Schönecker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det kan da ikke under, at der på amerikanske universiteter er flere demokrater end republikanere. Bedre uddannede mennesker har simpelthen lettere ved at gennemskue republikanernes politik og se den som det, den er.

Ib Jørgensen

Det er sikkert mig, der er dum. Men jeg synes at såvel Müller som Schönecker har ret, noget af vejen. Det ville have været dejligt med en journalistisk (NIL) accentuering, gerne lettere forsimplet præcisering af positionerne. Evt. med en henvisning til aktuelle lokale tilstande. Aner jeg Dahl og Messerschmidt et eller andet sted i problematikken?

Steffen Gliese

Det er jo bare en åben krig mod den repressive tolerance, der har undertrykt diversiteten i samfund og forskning. Det er klart, at den må afvises som det falsum, den er.