Kampen om en motorvej over øen Egholm gør infrastruktur ideologisk

Kurt Andersen går rundt og hyggesnakker med folk på havnen. Han stikker hovedet ind i en bil og hilser på, mens han vinker til en anden over vejen. Her på havnen kender alle den lille gråhårede mand med overskæg, mørkeblå kasket og fire guldfarvede striber på skulderen.

»Fik du købt kattemad,« spørger han en kvinde, som stiller sig i ly for regnen ved siden af hans kontor på færgelejet.

»Ja, ja, to poser.«

Han har sejlet færgen til Egholm i 12 år nu og kender passagererne ud og ind. Han ved, hvor de bor, hvor gamle deres børn er, og ofte også hvad de lavede i weekenden. Der bor kun 49 mennesker på øen, og færgen er den eneste vej derfra. Den sejler til gengæld hver halve time fra morgen til aften.

»Det værste ved det her job er, at man har 18 kaffepauser om dagen,« siger Kurt Andersen og klukker lidt, mens han sætter sig til rette i sin stol på kontoret og spejder ud over fjorden. ’Spise med Price’ kører i fjernsynet, der er kaffe på kanden og et lille stykke studenterbrød i tekøkkenet.

Kurt Andersen er imod den motorvej, regeringen vil bygge tværs over Egholm. »Jeg bliver nok pensioneret, før den er færdig, men man skal da ikke bygge på verdens fineste bette ø,« siger han og ryster på hovedet.

Ideen kaldes den tredje Limfjordsforbindelse og er en del af den infrastrukturplan, regeringen fremlagde i sidste uge. »Målet med udspillet er at sikre, at Danmark hænger bedre sammen,« sagde indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad ved pressemødet.

Men Enhedslisten og SF har stillet sig på bagbenene, og SF’s Pia Olsen Dyhr gjorde det med det samme klart, at hun under ingen omstændigheder vil lægge stemmer til en forbindelse over Egholm:

»Det er et af de få steder, hvor vi har et økologisk landbrug i Danmark. Det er helt unik natur. Det skal selvfølgelig ikke smadres af en motorvej,« sagde hun til DR.

Projektet blotlægger altså en ideologisk splittelse mellem røde og grønne prioriteter. Der er tale om en konflikt mellem mere traditionelle venstrefløjsideer om at udvide vejnettet til gavn for de svageste og et mere moderne fokus på miljø og klima i infrastrukturpolitikken, bemærker Steen Bo Frandsen, der er historiker, professor ved Syddansk Universitet og har beskæftiget sig med infrastrukturplanlægning.

På havnen i Aalborg er klokken blevet 12.30, og Egholmfærgen skal af sted. Kurt Andersen får øjenkontakt med sin styrmand, der sidder i en kontorstol overfor og ser tv, og de to trasker ud på lejet og lægger fra kaj.

For naturens skyld

Det blæser kraftigt. Der er skiftevis støvregn og sne over fjorden, og bølgerne slår op imod færgens sider. Der er én personbil, to gående og en grisetransport med. Selv om Egholm er en lille ø, er der to griseavlere og masser af landbrug – alt sammen økologisk.

»Tony er også imod motorvejen,« siger Kurt Andersen og peger på sin styrmand.

»Ja, det kan du tro,« svarer Tony Nielsen, en høj, bredskuldret mand.

»Det ville ikke længere være en lille grøn oase, hvis der kom en motorvej. Der ville komme bilos og støj, og man ville ødelægge det skrøbelige dyreliv,« siger han.

Som styrmand er det hans opgave at pakke færgen og sørge for passagerernes sikkerhed. »At der ikke hænger børn ud over rælingen,« som han siger. Hvis der kom en motorvej, er han sikker på, at færgen vil lukke inden for nogle få år.

»Men jeg er ikke imod det, fordi jeg ville miste mit arbejde. Jeg ku’ sgu nok finde noget nyt. Det er for naturens skyld.«

Det er netop hensynet til naturen, SF og Enhedslisten har brugt som argument mod Limfjordsforbindelsen i de seneste dage. Ikke en overraskende linje fra de to partier, som er kendt for at have en grøn profil, men ser man sagen i en historisk optik, er der tale om relativt nye fokuspunkter, pointerer Steen Bo Frandsen:

»Den socialistiske tilgang har traditionelt ikke været så ømskindet omkring naturen,« siger han. »Historisk set har det faktisk været højrefløjen, der ikke ville ændre på landskaberne. Nogle steder, blandt andet i Tyskland, er miljøbevægelsens rødder også dybt konservative.«

Historisk betragtede venstrefløjen først og fremmest infrastrukturprojekter som et spørgsmål om arbejdspladser og stimulering af økonomien.

»Socialdemokratiet har jo også traditionelt været et statsdannende parti – i hvert fald siden Første Verdenskrig – og udbyggelse af vejene har været en del af det projekt,« siger Steen Bo Frandsen.

Så når Kaare Dybvad på pressemødet taler om at bygge infrastruktur ud til de områder af landet, der har oplevet en manglende udvikling gennem de senere år, taler han direkte ind i en klassisk socialistisk tilgang til infrastruktur, mener Steen Bo Frandsen. I langt højere grad end støttepartierne.

»Som en tyv om natten«

Der er gået fem minutter, siden vi sejlede fra havn, og færgen er allerede fremme. Det er en kort tur, men landskabet er helt forandret. Asfalt er skiftet ud med grusveje og industribygninger med skov og marker.

Langs vejen fra færgelejet ind mod øens midte er to små røde flag presset ned i jorden. De markerer, hvor motorvejen skal gå. På den ene side af vejen er der marker, på den anden side er der vandkant. Men hvis Socialdemokratiet får deres vilje, skal det hele graves op og blive til en firesporet motorvej.

»Der er mange turister, der gerne vil se det her sted,« siger Henrik Mørch Christensen, som bor på øen, og peger rundt på afmærkningen. Han er formand for foreningen Egholms Venner, en hvidhåret mand med guldringe i ørene. Til daglig arbejder han som elektriker på Aalborg Portland, men lige nu er han på vej over til sin nabo Gitte Røndrup, som bor et stenkast fra flagene.

Ligesom Henrik Mørch Christensen er hun vokset op på øen og flyttede tilbage hertil i 2006 efter mange år i København. Nu bor hun med sin familie på den gamle slægtsgård – en firelænget hvid en af slagsen med kalve i stalden og en stor sort granddanois, der venter ved indgangen.

»Vi købte ejendommen, og fire måneder senere kom linjeføringen over Egholm som en tyv om natten,« siger Gitte Røndrup. »Jeg tror ikke, vi havde købt den, hvis vi havde vidst det. Men der var ikke nogen, der troede seriøst på det,« siger hun.

Det var den samme oplevelse, Henrik Mørch Christensen havde. Han flyttede tilbage hertil i 2002 – lige i tide til nyheden om, at et politisk flertal i Aalborg byråd støttede Limfjordsforbindelsen. Den 20 kilometer lange firesporede motorvej har nemlig været på tegnebrættet længe og med forskellige linjeføringer, men i begyndelsen af 00’erne stod det klart, at man ville vælge linjen over Egholm.

»Jeg blev hammersur, og havde jeg vidst det, havde jeg ikke købt hus her. Men jeg troede ikke rigtig på det, fordi det bare er så vanvittig dårlig en idé‚« siger han.

Stod det til dem, skulle kommunen i stedet udvide den eksisterende motorvejstunnel med en bane ekstra for at løse de trafikale problemer i området omkring Limfjorden. De tror ikke på, at den planlagte linjeføring vil løse problemet i tilstrækkelig grad, og de frygter, at den vil ødelægge naturen på Egholm til ingen verdens nytte.

»Det er simpelthen den dårligste trafikale løsning, man overhovedet kan forestille sig, som ikke engang vil aflaste den stigende trafik i Limfjordstunnelen særlig meget,« siger Gitte Røndrup.

— Men ville I ikke også være imod projektet, selv hvis det var en virkelig effektiv løsning, fordi det er jeres ø, det går ud over?

»Men det er jo ikke kun os, det handler om. Det er et privilegium for hele byen at have Egholm,« siger Henrik Mørch Christensen.

»Ja, præcis, og de 50 personer, der bor her, er lige meget i det store billede. Men den her løsning går ud over hele Aalborgområdet, der bliver påvirket af støj og forurening,« siger Gitte Røndrup.

En sort beslutning

Med omkring bordet sidder Sigrid Ringström. Hun er en af de nyere tilflyttere til øen. For fem år siden flyttede hun herover med sin mand og tre børn. Siden er der kommet et barn mere til, så familien tegner sig nu for fire af øens 14 børn.

Uden for deres hus har Sigrid Ringström længe haft en lille bod ved vejen, hvor turister kunne købe sig en kop kaffe, is og vand. Men siden coronaen kom, er de strømmet til i tusindvis, så Sigrid Ringström har måttet bygge et skur og lave boden om til en rigtig lille kiosk for at følge med. Her sælger hun kaffe, kage, kopnudler og is. På væggen hænger der T-shirts og klistermærker med ’Egholm Motorvejen nej tak’, som hun sælger på vegne af borgerbevægelsen mod Egholmforbindelsen.

Da Sigrid Ringström og familien flyttede til øen, var motorvejen allerede besluttet. Men ligesom sine naboer regnede hun heller ikke med, at projektet ville blive til noget.

»Egentlig tror jeg det stadig ikke. Rent klimamæssigt er vi blevet så ansvarsbevidste, at det virker helt hul i hovedet. Vi har et fælles ansvar for klimaet, så vi er nødt til at stoppe op og tænke os om,« siger hun.

Gitte Røndrup stemmer i: »Det er en forældet, sort løsning. Det svarer til at bygge et kulkraftværk i dag – det er der da heller ikke nogen, der gør længere.«

»Nej præcis,« siger Sigrid Ringström. »Det er så unikt at have en af de danske småøer og et naturrekreativt område midt i byen, som det tager fem minutter at komme ud til. Det skal man da bevare – ikke kun bevare naturområder uden for byen, så de, der har biler, kan køre derud« siger Sigrid Ringström.

— Men er det ikke bare sådan, demokratiet virker? Aalborg har valgt en socialdemokratisk borgmester, og Danmark har valgt en socialdemokratisk regering, og de har truffet en beslutning om projektet.

»Både og. Kastrup-Larsen (borgmester i Aalborg, red.) var jo tidligere imod en Egholmforbindelse, så hans vælgere er da blevet taget med bukserne nede. Det kan godt være, Socialdemokratiet har valgplakater, hvor der står ’klima’ og ’vild natur’ på – men de er ikke ret gode til at efterleve det,« siger Sigrid Ringström.

»Det støder mig faktisk at høre en socialdemokratisk borgmester gøre det her. Aalborg er jo virkelig fremme i klimaskoene, så det skurrer lidt i ørene, når de agiterer for en 20 kilometer lang, kostbar motorvej, når der findes et alternativ, som aflaster trafikken mere, er langt mindre miljøbelastende og koster det halve,« mener Gitte Røndrup.

En skånsom løsning?

Da den tredje Limfjordsforbindelse blev drøftet i starten af 00’erne, var Thomas Kastrup-Larsen, som menigt medlem af byrådet for Socialdemokratiet, modstander af projektet. Han ville have den mest »skånsomme løsning for Aalborgs naturområder og rekreative områder«, sagde han til TV 2 Nord i 2003. Men forslaget blev alligevel vedtaget, og siden han blev borgmester, har han bakket op om flertallet i byrådets beslutning.

»Man har diskuteret denne her forbindelse i 50 år, så der er behov for, at der sker noget,« siger borgmesteren over telefonen fra rådhuset.

For ham handler det om at løse, hvad han kalder »massive transportudfordringer« i Nordjylland og særligt på tværs af fjorden. Kødannelser, der ifølge Thomas Kastrup-Larsen både skaber udfordringer for private, virksomhederne og hele den fremtidige erhvervsudvikling i Aalborg.

— Men kan du forstå, hvis det virker mærkeligt for nogen, at Socialdemokratiet vil bygge en kæmpe motorvej på en lille økologisk ø, når man samtidig slår sig op på at have en grøn profil både i Aalborg og nationalt?

»Hvis du stiller dig ud til motorvejen og ser på køretøjerne nu, vil du måske tænke, at det ikke ser grønt ud. Men når man ser på alle de initiativer, der bliver taget på Christiansborg i forhold til at omstille transportsektoren til at blive bæredygtig og fossilfri, så synes jeg ikke, det er paradoksalt længere.«

— Men man fratager vel stadig aalborgenserne et grønt frirum, hvor de kan komme ud i naturen, selv om der skulle være elbiler på vejene?

»Det er klart, at det er et indgreb i Egholm, og øen vil forandre sig. Det er også en reel nok diskussion, men hvis man går op i helikopterhøjde og ser på hele Nordjylland, så er behovet så stort, at det er rimeligt at gøre. Også fordi den opdaterede VVM-rapport siger, at det ikke vil have nogen væsentlig indvirkning på truede dyrearter og planter.«

Ikke bare lokalpolitik

Efter årtusindskiftet har der været en tendens til, at infrastrukturprojekter i stigende grad giver anledning til ideologiske stridigheder, mener Steen Bo Frandsen, professor ved Syddansk Universitet. Det ser man både i kritikken af nye vejprojekter og i diskussioner om vægtningen mellem bil- og togtrafik.

»Længe handlede det om lokale sager som omfartsveje, forbindelsesveje eller naturligvis om linjeføringer, når der skulle anlægges motorveje. Her drejede det sig ofte især om økonomi og lokale hensyn mere end en højere politisk overbevisning,« siger Steen Bo Frandsen.

Infrastrukturpolitik var tidligere meget regionalt funderet og handlede for partierne ofte om at styrke deres positioner i bestemte dele af landet: »Det blev et spørgsmål om, hvem der fik gavn af infrastrukturen. Hvem bliver forfordelt, og hvem har noget, andre ikke har.«

Men noget i debatten om Egholmforbindelsen kunne tyde på, at det er ved at ændre sig.

»Der er nogle venstrefløjspartier, der ser en mulighed for at profilere sig her. Og så kan det jo være, at infrastruktur begynder at få en større politisk betydning igen.«

For Henrik Mørch Christensen, Gitte Røndrup og Sigrid Ringström er den tredje Limfjordsforbindelse i den grad et politisk spørgsmål: Det handler om grøn over for sort politik. Og de tror stadig på, at forbindelsen vil blive droppet.

»Ellers havde jeg ikke kæmpet for det,« siger Henrik Mørch Christensen.