Essay
Læsetid: 8 min.

’Kapitalen’ er stadig en uomgængelig klassiker. Vi ser på, hvordan den er blevet læst på den danske venstrefløj gennem tiden

Det 21. århundredes Amazon-kapitalisme har også pustet nyt liv i kapitalismekritikken – og når den skal sættes på begreb, er Karl Marx’ ’Kapitalen’ stadig en uomgængelig klassiker. På Arbejdernes Internationale Kampdag skitserer historiker Bertel Nygaard 150 års venstrefløjshistorie ved at se på de skiftende danske læsninger af kapitalismekritikkens hovedværk
Universitetet besat! Med 60’ernes og 70’ernes ungdoms- og studenteroprør fik Karl Marx’ hovedværk tag i endnu en generation.

Universitetet besat! Med 60’ernes og 70’ernes ungdoms- og studenteroprør fik Karl Marx’ hovedværk tag i endnu en generation.

Willy Lund

Moderne Tider
1. maj 2021

»Jeg står op om mor’nen og går hen på mit job,« sang Benny Holst for 50 år siden. Sangens arbejder-jeg fik løn for sin indsats. »Men det, jeg laver, er mere værd, end det, jeg får./ Hvordan sku’ nogen men’sker ellers blive rige uden at lave noget?«

»Sang om merværdi«, med tekst af Jesper Jensen, udtrykker mundret Karl Marx’ gamle budskab: Kapitalismen bygger på udbytning af arbejderne. En vare giver kun overskud til kapitalisten, fordi arbejdskraften tilføjer produktet mere værdi, end der betales løn for.

Mens Holst og Jensens sang fængede hos publikum, kom der bedre muligheder for at sætte sig ind i den samfundsanalyse. Fra november 1970 og godt to år frem udkom Marx’ hovedværk Kapitalen på dansk. Cirka 3.000 bogsider i 11 smalle, karrygule paperbacks fra forlaget Rhodos.

Timingen var perfekt. Marx-interessen voksede eksplosivt i de år. Rhodos-udgivelsen solgte flere tusind eksemplarer og indtog en prominent plads på 1970’ernes stige- og ølkassereoler – selv om det var endnu finere at læse værket i de tre tykke, blå bind på originalsproget.

Tidligere Marx-interesserede havde mest studeret de kortere politiske tekster, især Det kommunistiske partis manifest. Nu blev studiet af Kapitalen helt centralt, og det gav nye perspektiver på den kritiske analyse af samfundet – og på bestræbelserne på at forandre det.

Men faktisk var det ikke første gang, at danske læsere fik mulighed for at stifte bekendtskab med værket, som tidligere var udkommet i brudstykker på dansk. Og den udgivelseshistorik fortæller en vigtig historie om den hjemlige venstrefløjs skiftende syn på Marx og hans kapitalismekritik gennem tiden.

Handskemager Knudsen og Kapitalen

Den første af Kapitalens tre store bøger udkom på tysk i 1867. De to sidste bøger efterlod Marx sig ved sin død i 1883 som enorme, men ufærdige, fragmenterede udkast. Vennen og samarbejdspartneren Friedrich Engels gjorde dem klar til udgivelse i henholdsvis 1885 og 1894.

Marx sendte selv den franske udgave fra 1875 til den danske socialdemokratiske partistifter Louis Pio, og året efter oversatte Pio et langt uddrag til partiets dagblad. Men først under den nye formand i 1880’erne, handskemageren P. Knudsen fra Randers, blev Marx og Engels til partiets teoretiske og ideologiske forbilleder.

Her blev Kapitalen et storstilet vidnesbyrd om den socialistiske samfundskritiks videnskabelighed. Knudsen var blandt initiativtagerne til en fuld oversættelse af værket, og de to første bøger af Kapitalen udkom på dansk i 1888 og 1889 – som de første udgaver i verden, der tydeligt henvendte sig til arbejderklassen selv. Og partiet sikrede sig, at arbejderne havde råd til at købe værket, for prisen blev reduceret til de rene trykkeomkostninger: to kroner pr. bog, svarende til en halv eller hel dagløn for en faglært arbejder.

Modtagelsen var dog ringe. Ikke alene var økonomerne fra Københavns Universitet ret ligeglade med udgivelsen. Arbejderne synes heller ikke at have fundet overskud til at studere bøgerne i trange baggårdslejligheder efter 10-12 timers arbejdsdage. Så partiledelsen opgav forehavendet, inden Engels stod klar med Kapitalens tredje bog.

Men de socialdemokratiske ledere forsøgte stadig i foredrag, pjecer og avisartikler at forbinde den danske arbejders livserfaringer med Kapitalens ideer om merværdi, udbytning og kapitalismens forestående fald.

De danske socialdemokrater blandede dog også Marx op med ganske anderledes elementer af moraltænkning og idealisme. Jo, arbejderne blev udbyttet i vareproduktionen, og derfor måtte de overtage produktionsmidlerne gennem staten, som Marx og Engels havde understreget.

Men de to tyske koryfæer havde ment, at den magtovertagelse også ville få staten til at visne bort. Staten var ifølge dem et redskab, som den ene klasse brugte til at udbytte den anden. Når arbejderklassen gjorde op med udbytningen, ville også grundlaget for staten forsvinde.

For P. Knudsen var staten derimod i sit væsen et moralsk gode – »et Middel til at sikre enhver af sine Borgere alle de Goder, de ikke kan opnaa som enkelt stillede Personer«, som han formulerede det i 1884.

Man kan her skimte grundideen til velfærdsstatens regulerede kapitalisme som socialdemokratisk projekt – og dermed også en afsked med Marx og hans fordring om et opgør med kapitalismen i dens grundvold. Og dog blev Marx hængende.

I krigenes skygge

Socialdemokratiet holdt længe fast i den symbolske arv fra Marx, selv om partiet gik andre veje i den praktiske politik. Det lagde store kræfter i at markere 100-året for Marx’ fødsel og 50-året for hans død i henholdsvis 1918 og 1933. Ved den sidste lejlighed udgav partiforlaget Fremad endda igen Kapitalen¸ om end i en stærkt forkortet version på under 400 sider.

Dermed kunne socialdemokraterne fortsat efter behov forbinde sig med mere radikale frigørelsesperspektiver. Det var gunstigt at kunne, når mellemkrigstidens nye politiske miljø til venstre for Socialdemokratiet – først og fremmest DKP – skulle holdes fast i en marginal position.

I løbet af 1920’erne begyndte de kræfter dog at udvikle deres egne læsninger af Marx. Og i foråret 1930 startede en flok københavnske intellektuelle en ambitiøs nyoversættelse af Kapitalen, udgivet som en serie af tillæg til venstrefløjstidsskriftet Monde. Her skulle ikke forkortes. Både økonomen og arbejderen kunne nemlig let genkende Marx’ skildring af det kapitalistiske samfund som højaktuel virkelighed, hævdede udgiverne.

Efter få måneder og knap et par hundrede sider blev serien dog standset. Monde var nemlig blevet overtaget af DKP-kræfter. For dem byggede marxismen på en én gang for alle fastlagt kanon af tekster. Og nok kunne også de påberåbe sig Kapitalen, men reelt spillede værket en underordnet rolle i det kommunistiske verdensbillede, og miljøet var alt andet end gunstigt for selvstændige nylæsninger.

Under Den Kolde Krig fra 1946 og frem blev alt, hvad der lugtede af marxisme, tæt koblet til den sovjetiske stat. Socialdemokraterne lagde Marx på hylden, og de Moskva-tro kommunister stod tilbage med monopol på at repræsentere hans idéarv, markeret ved den sovjetisk sanktionerede tobindsudgave af Marx’ og Engels’ Udvalgte skrifter fra 1952 – med behørig lovprisning af Josef Stalin i forordet.

Fornyelse og fremmedgørelse

I 1960’erne opstod der nye strømninger uden for de gamle arbejderpartier. Unge med tilknytning til SF og Kampagnen mod Atomvåben gentænkte venstrefløjens intellektuelle arvegods. Og forfatteren og filosoffen Villy Sørensens lille antologi af Marx’ ungdomsskrifter i Gyldendals Tranebogsserie fra 1962 gjorde det muligt at læse Marx uden om den stalinistiske dogmatik.

Det gav større spillerum til tanker om menneskets fremmedgørelse og mulighederne for dets frigørelse. Marx-læsningen fik en ny aktualitet på begge sider af jerntæppet, hvor de blev brugt til kritik af både øststaternes umenneskelighed og de vestlige velfærdssamfunds konformitet.

De nye filosofiske Marx-læsninger lagde dog samtidig luft til både arbejderbevægelse og klassekamp – og Kapitalen. 1960’ernes nye venstredrejning voksede især frem hos unge studerende og intellektuelle, mens arbejderne selv i store træk accepterede udskiftningen af kamp og klassesolidaritet med skinnende biler og flottere boliger.

Velfærdssamfundets krisetegn

Da Rhodos’ Kapitalen udkom i 1970-72, viste sig imidlertid større revner i velfærdsvæksten og den dominerende konsensus. Strejkeviljen dukkede igen op hos dele af industriens arbejdere. Og store dele af den unge, veluddannede venstrefløj gik videre fra at protestere mod Vietnamkrig og professorvælde til at interessere sig for arbejderklassen som et potentielt samfundsforandrende subjekt. Altså det, man kunne finde detaljerede argumenter for i Kapitalen.

Så den ihærdigt læsende og skrivende unge venstrefløj kastede sig over de karrygule bind for at blive klogere på kapitalismen.

Nu kan man ganske vist i dag stadig finde ret mange bemærkelsesværdigt velbevarede antikvariske eksemplarer af Rhodos-Kapitalen. Langtfra alle interesserede nåede altså ligefrem at læse det digre skrift. Flere har søgt et hurtigere indblik, for eksempel gennem den håndterlige Introduktion til Kapitalens første bind fra 1972, 200 sider i simpelt udstyr, skrevet af et tysk forfatterkollektiv af historiestuderende – og i sin danske udgave udsendt i ti oplag på i alt 26.000 eksemplarer. Og endnu flere har bare stemt i til »Sang om merværdi«.

Men temmelig mange læste indgående i værket, og de så ikke nødvendigvis ens på det, de læste. I talrige afhandlinger og læserbreve blev Rhodosudgaven af Kapitalen udskældt som »unøjagtig og forvirrende«, som de to aarhusianske fagkritikere Niels Ole Finnemann og Frands Mortensen udtrykte det i Informations debatspalter i september 1974.

Udfordrende nylæsninger

Oversættelsesstriden gjaldt ikke bare sprog, men også politik, tænkning og videnskab. Ældre marxister havde betragtet Kapitalen som et økonomividenskabeligt bidrag til en helhedslære om samfundet og dets udvikling gennem et system af universelt anvendelige analysekategorier: basis, overbygning, produktivkræfter, produktionsforhold, produktionsmåde og så videre. Derfra ville de gamle marxister så gå umiddelbart videre til at studere – og helst også forandre – samfundet i detaljer.

Men de mest markante unge danske Kapitalen-læsere kritiserede nu deres forgængere for at videreføre vante borgerlige forestillinger om økonomi som specialvidenskab og om skarpe skel mellem teori og empiri. Dermed, lød kritikken, veg de gamle marxister uden om det afgørende og særlige ved Marx’ Kapitalen som en kritik af sådanne videnskabsforståelser.

Kapitalen skulle altså ikke bare læses som et stort eksempel på Marx’ samfundslære. Det skrift var selve kernen i hans lære. Og Kapitalen handlede ikke om samfund i almindelighed, men specifikt om kapitalismens bærende funktioner. Marx’ teorier om basis, overbygning osv. var dermed ikke nødvendigvis gyldige uden for de dele af samfundet, som var underlagt kapitalen.

De budskaber stod i kernen af den ’kapitallogiske’ tilgang, stærkt inspireret af nye tyske Marx-læsninger og på dansk annonceret med den aarhusianske idehistoriker Hans-Jørgen Schanz’ bog Til kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status fra 1973.

For en nutidslæser kan den titel virke komisk knudret. Men der lå indhold i stilen. Det handlede om at forstå det uvante ved Marx’ tænkning – ikke mindst de træk, som var vokset ud af Marx’ komplekse forhold til G.W.F. Hegels filosofi. Og uvante tanker kaldte på uvante begreber.

Kapitallogikerne holdt venstrefløjens ’praktikere’ ud i strakt arm: Det teoretiske arbejde måtte gå først. Deres erklærede mål var dog gennem rekonstruktionen af det kritiske og frigørende potentiale i Marx’ kapitalismeanalyse at nå frem til en egentligt frigørende praksis. Det gjaldt ikke bare om at skaffe arbejderne sikkerhedssko og højere timeløn. Det gjaldt om at bryde med kapitalismens fundamentale mekanismer, ikke mindst dens systematiske tilsløringer af udbytningen.

Stadig kapitalismekritikkens målestok

Nylæsningerne af Kapitalen havde kronede dage på universiteterne. Men efter få år begyndte begejstringen at vige. Borgerlige og socialdemokratiske politikere kæmpede indædt mod universiteternes ’munkemarxister’. Og inden for venstrefløjen blev kapitallogikken kritiseret for at indsnævre teorien og fortabe sig i den, så både konkrete samfundsanalyser og frigørende praksis forsvandt.

Siden led mange af 1970’ernes øvrige venstrefløjsprojekter som bekendt nederlag eller blev løsrevet fra kapitalismekritikken. Socialdemokraterne og SF har for længst skrinlagt Marx. Enhedslisten måske ikke helt, men svært er det at se forbindelser fra partiets daglige praksis til nogen sammenhængende kapitalismeanalyse eller antikapitalistisk strategi.

I de seneste år har nye kritikker af global neoliberalisme og økologisk destruktion dog genvakt interessen for Marx’ hovedværk. Nok fylder Thomas Pikettys studier af ulighed mere i den aktuelle samfundsdebat, men Marx’ Kapitalen er stadig målestokken for en gennemgribende kapitalismekritik. Og måske er tiden atter inde til at studere Marx’ sagnomspundne kæmpeskrift på ny. Ikke på 1970’ernes måder, men forhåbentlig belært af dem.

Bertel Nygaard er lektor i moderne historie på Aarhus Universitet og medarrangør af et seminar om ’Kapitalen’ på dansk samme sted 11. juni i år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marxismen-leninismen er nu engang det eneste udviklede erfaringsgrundlag en fremtidig socialisme (som bestemt ikke står for døren, tværtimod, nærmest det modsatte) kan bygge videre på.
Det var pauvert at overvære dagens 1. maj. Mere i løn til sygelejerskerne og højere understøttelse var hovedkravene fra venstrefløjen, EL, SF og Arbejderbevægelsen. Men mer-indkomst = merforbrug = øget Co-2. Har de ikke biler og forbrugsgoder nok i forhold til enlige kontanthjælpsmodtagere, som de/samfundet mener nok kan klare sig for ca. 8000 kr netto om måneden?
Så mon ikke vejen frem, også til bedre harmoni med klima og natur, er større indflydelse på ens arbejdssituation, fx i form af færre arbejdstimer og mindre stress - fremfor kompensatorisk, fetichistisk merforbrug (og dermed øget klimabelastning/ øget inkompatibilitet med klimaets absorptions-evne?
Og Socialdemokratiet vil ikke være med til at overføre penge fra dets vælgerbasis, boligejerne, til dem på (den høje) dagpengesats. Men måske kunne man så klasse-internt og usolidarisk skære ned på dimittend- og kontanthjælpssatsen, så der blev flere penge til dem på den høje dagpengesats, som er integreret i det kapitalistiske arbejdsmarked og dets logikker? Materiel umættelighed er kapitalismens bevidstsform, som kapitallogikeren, Anders Lundquist skrev i begyndelsen af halvfjerdseren.
Hvorom alt er, er bedre betaling for lønarbejde, dvs. indenfor kapitalismens rammer, jo perspektivløse, hvis måIet er socialisme. Arbejderklassens grundlæggende interesse må vel være at få kontrol med produktionen, politiken, udenrigspolitikken. - Medmindre arbejderklassen da stiller sig tilfreds med deres underordnede position i al evighed og de forbrugsmuligheder kapitalismen giver.
Lenin skrev i "Hvad skal der gøres, 1902, at arbejderklassen aldrig af sig selv kan nå ud over spontaniteten og den unionistiske lønforhandlings-rampe, og at den skulle have hjælp fra den deklasserede intellektuelle middelklasse/ et ledende kommunistparti for at transformere dets krav om lønforbedringer (indenfor kapitalismen) til politiske krav.
SF og Arbejdsbevægelsen er altså ikke kommet videre siden 1902!

Estermarie Mandelquist, Karsten Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Pietro Cini og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

Per Dørup Jensen, tak for et perspektiv som nærmest er uddødt på Information.dk. ; ugleset, skam- og skyldspålagt, diagnosticeret som gammelkommunisme og betonlogik, specielt af opinionsdannere og magthavere, som trækker på en vækstfokuseret og neokolonial forståelse af verden/mennesker, der er håbløst forældet.

Marie-Christine Poncelet

Tak.
om mon mennesker vil på et eller andet tidspunkt gøre sig fri fra udnyttelsen af andre mennesker til egen fordel

Finn Jakobsen

Nej tak til leninisme og partidiktatur. Det har skadet socialismen mere end noget andet.

Steffen Gliese

Friheden og ligheden er forudsætningerne for den forandring, der skal realisere fællesskabet.

Jan Damskier

SF har aldrig været et marxistisk parti, men et parti, inspireret af marxistiske analyser. Og at marxistisk tankegang skulle være skrinlagt i SF må helt stå for Nygaard regning.

William Mannicke

Karl Marx var både historiker, filosof og politiker.
Hans grundlæggende HISTORISKE fremstilling og ANALYSE af kapitalismen opståen og virkning er stadig valid.

Hans POLITISKE synspunkter, analyser og STRATEGIER, tager udgangspunkt i hans samtid, og er ikke samme grad valide i nutiden.
Lenins analyser og strategier, tager udgangspunkt i samtidens Zar Rusland, og er i den grad ude af synk.

Kapitalen, kan gøre læseren bevidst om hvordan merværdi opstår og distribueres og realiseres.
Det kan være tung læsning, men det lønner sig

At den borgerlige presse, hakker og blander Marx og Lenin i den journalistiske rejsestalds foderblanding er forventeligt, selv på Information er det vel de færreste skribenter, der har læst både Marx og Lenin.

Jeg hilser interessen for læsning af Marx velkommen;
så kan den gentagne sammenblanding af Marx, Lenin og beton kommunisme og krav om bodsgang for Stalins terror, når man nævner Marx, måske få et kvalificeret modspil i fremtiden.

Carsten Nørgaard

Hellere Stirner og Kropotkin end Marx og Lenin, c'est tout

Marx accentuerede Arbejderpartiets essentielle rolle og konturerede kapitalismens logiske udvikling ind i imperialismen. Lenin videreudviklede konkret partiets ledende rolle (uden hvilken arbejderklassen aldrig ville nå længere end udover den økonomiske rampe, dvs. til lønforbedringer under kapitalismens rammer) og imperialisme-teorien. Der var således kontinuitet, og ikke diskontinuitet mellem Marx og Lenin. som venstrefløjs-trotskismen/ EL postulerer. Scvjet-socialismen havde teoretisk udviklingspotentiale til at konstituere et transitorisk samfund mellem kapitalismen og socialismen. Derfor blev marxismen-leninismen bekæmpet med alle midler, og med alt hvad den kan trække af opinionsdannende dæmonisering, af imperialismen og dets trotskistiske venstrefløjs-allierede. Højrefløjens forenklede totalitarisme-teorier, der kategorisk forbandt et ledende parti, det kommunistiske parti, med partidiktatur, og samtidigt tiede om borgerlige partiers ledende rolle under kapitalismen/imperialismen, kom dem til undsætning.
Marx og Lenin supplerede hinanden. Ganske vidst videreudviklede Lenin ikke marxistiske kategorier som fx. fremmedgørelse og dets epifænomener som varefetichisme/reifikation, hvis grundpåstand er den materielle forbrugerkult skal ses som kompensation for lønarbejdernes afmagt i produktionssfæren, men Lenin viderudviklede til gengæld som nævnt parti-og imperialismeteorien.
Socialisme sigter også på at skabe forbrugsgoder, men det socialistiske menneske er, i modsætning til det kapitalistiske, ikke besat heraf, men bør yde og nyde efter behov, og i overenstemmelse med metabolismen mellem menneske og natur, som Marx og Engels skrev. Oversat til nutidens bæredygtighedsdiskurs: Yde og nyde i harmoni med klimabæredygtighedsbalancen.
Officielt fordømte Sovjet-socialistisk ideologi borgerligt individuelle ønsker om at opnå flere ting end de havde brug i funktionalistisk betydning. Fetichistisk materielle forbrugsgoder, der ikke var funktionelle, blev betegnet som småborgerlig philipisme.
I dag er imperialismeforskning nedlagt, og erstattet af (neo)liberal borgerlig menneskerettighedsforskning. Og opinionen står uden teoretisk værktøj til at forstå hvad der driver oprustning og krigstrusler i international politik, og er dermed lette ofre for USA/Nato påstande om, at de "udvider" for at "udbrede demokrati og menneskerettigheder."
Ukraine er et aktuelt eksempel på hvordan post-Koldkrigs imperialismen agerer. En realistisk og pragmatisk løsning vil være en formel deling af Ukraine. i hhv. USA/Nato sfære og russisk sfære. Men man kan ikke stole på imperialismen over en dørtærskel. Nato lovede den naive Gorbatjov-regering ikke at at udvide en tomme. Siden da har USA/Nato som bekendt fået fuld kontrol, de facto erobret hele østeuropa + alle tidligere Sovjetrepublikker minus Rusland og Hviderusland. Alle minus sidstnævnte gør som USA/Nato dikterer. Rene lydstater. Om USA/Nato vil acceptere en formel opdeling af Ukraine er egentlig ikke engang realistisk. Som udviklingen efter Murens Fald tydeligt viser burde enhver kunne forstå, at det ligger i imperialismens natur at ekspandere.

Finn Jakobsen

Per DJ: du påstår, at Marx og Lenin supplerede hinanden. Undskyld, men Marx var forlængst død, da Lenin fremturede; så hvordan kunne de dog supplere hinanden?
Kan du måske forklare, hvordan det gik til, at Sovjetunionen rådnede op indefra?
I stedet for at forbande trotskismen kunne du måske med fordel læse lidt af Rosa Luxembourg.

Som jeg skrev, supplerede Lenin Marx ved 1. at udvikle de marxistiske ansatser vedr. Arbejderpartiets essentielle rolle . 2. ved at udvikle marxismens ansatser vedr.. kapitalismens udviklingslogik, dvs imperialisme-teorien.
Men som nævnt var der nogle indbyrdes interdependente marxistiske substanser Lenin og bolsjevikkerne ikke havde overskud til at videreudvikle: 1. Fremmedgørelses-teorien, 2. det socialistiske transformationsproblem (brugs/bytteværdiproblematikken), 3. transsubstantiations-problemet (det er nok at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne, hvis ikke den samtidigt transcenderer/revolutionerer sit væsen, dvs. at den skal transcendere kapitalismens fremmedgørende og reificerede strukturer, den er integreret i. )
Det var en kompleks dialektik, dvs. en kombination af indre faktorer (som ovennævnte) og det ydre militære, politiske og materielle pres fra den kapitalistiske omverden, der katalyserede sammenbruddet for sovjetsocialistiske eksperiment.
Polemikken mellem Lenin og Luxembourg har nok et eller andet sted en relevans i ovennævnte kontekster.

Finn Jakobsen

Det store dyr i åbenbaringen om Sovjetkommunismen er at foretillingen om proletariatets diktatur ved diverse elitære krumspring blev omsat til partiets diktatur og totale magtmonopol. Partiet tilegnede sig staten, og partiets funktionærer udviklede sig til en korrupt magtelite, der ikke tillod nogen form for demokratisk diskussion, pakket ind i dogmet om 'demokratisk centralisme', i overensstemmelse med hvilken, beslutninger i partiledelsen ikke kunne modsiges uden fængselsstraf, deportation og/eller henrettelse.

1.Rettelse 3. transsubstantiations-problemet: det er IKKE nok...
2. Proletariatets (overgangs-) diktatur stammer ikke fra Lenin, men fra Marx, -hvilket folk på den intellektuelle venstrefløj burde, men prætenderer ikke at vide.
3. Naturligvis skal folk, der har begået ugerninger præventivt præventivt straffes, det bliver de også herhjemme, men hvilke kilder baserer du påstanden om, at... beslutninger i partiledelsen ikke kunne modsiges uden fængselsstraf, deportation og /eller henrettelse?
Marxismen-leninismen opfordrer tværtimod til konstruktiv kritik - ellers var der da ikke ét kritisk reflekterende menneske, der kunne drømme om at støtte den!

Finn Jakobsen

Naturligvis stammer proletariatets diktatur fra Marx, Lenin transformerede det blot til partiets diktatur.
Der er utallige vidnesbyrd fra Sovjetunionen fra Oprøret i Kronstadt og frem, hvor fraktionsfriheden indenfor partiet blev ophævet, der illustrerer partiets voldsregimente.
Lige præcis ved at gøre kritik illegalt gjorde partiet sig selv incestuøst og udenfor rækkevidde af fri meningsudveksling. Afvigelser fra partilinjen blev anset som forræderi imod socialismen.

Har du identificeret autenciteten hos de vidner, du refererer til?
Afdøde Ole Nørgård fra Århus Uni, som bestemt ikke var pro-sovjetisk, skrev i en kritik af totalitarisme-modellen, at det især var eksil-russere, der agerede som de primærkilder., Vesten opbyggede sin fortælling om Sovjet på.
Det er vigtigt at forholde sig kildekritisk.