Syrien
Læsetid: 10 min.

Kurderne presses fra alle sider, mens de bevogter Europas ekstremister

De har sendt deres døtre og sønner i døden mod Islamisk Stat. De har opbygget en effektiv kvasi-stat midt i en smuldrende nation. De må håndtere europæiske ekstremister, som vi ikke vil have hjem. De blev støttet af Obama, svigtet af Trump, og nu afhænger deres skæbne af Biden. Hvad skal der ske med de syriske kurdere?
»For første gang, siden krigen begyndte for nu ti år siden, kan folk ikke se noget lys for enden. Tilstanden er efterhånden blevet virkelig slem, og man kan fornemme en rastløs stemning,« siger Sirwan Berko fra den uafhængige radiostation i de kurdiske områder, Arta FM.

»For første gang, siden krigen begyndte for nu ti år siden, kan folk ikke se noget lys for enden. Tilstanden er efterhånden blevet virkelig slem, og man kan fornemme en rastløs stemning,« siger Sirwan Berko fra den uafhængige radiostation i de kurdiske områder, Arta FM.

Yasin Akgul

Moderne Tider
17. april 2021

På tærsklen til den syriske revolution i 2011 levede Syriens kurdere en total anonym tilværelse. De var landets glemte folk. Nedgjort, hånet og chikaneret. Deres nyfødte måtte ikke registreres med kurdiske navne hos myndighederne. Deres studerende blev mobbet på universiteterne i Damaskus og Aleppo, fordi de talte et gebrokkent arabisk. Og deres eget sprog hviskede de inden for hjemmets vægge af frygt for regimets brutale efterretningstjeneste, el mukhabarat.

Men så kom krigen, og den ændrede alt.

Store dele af præsident Bashar al-Assads arabiske hær smuldrede over de første måneder. Hele brigader deserterede og overlod de kurdiske territorier til at tage vare på sig selv. Kurderne havde intet valg. Kvinder og mænd greb til våben i 2012 og forsvarede det område, som de historisk har kaldt hjem.

I 2015 generobrede de byen Kobane og satte en stopper for Islamisk Stats opsigtsvækkende fremmarch, og pludselig var de ikke længere det karaktersvage folk, som regimet havde påstået, de var i årtier.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Rigtigt mange væsentlige pointer i ovenstående artikel, herunder:

"Men nu lider befolkningen ligesom i de regimekontrollerede områder og andre steder i Syrien."

"»Tyrkerne vil knuse kurderne, men tyrkerne kan ikke få deres vilje, fordi russerne og amerikanerne står i vejen. Russerne vil til gengæld have kurderne under syrernes kontrol, men de kan heller ikke få deres vilje, fordi amerikanerne står i vejen,« siger den velinformerede hollandske journalist Wladimir van Wilgenburg, der er bosat i Erbil i Nordirak og i årevis har dækket de kurdiske regioner.

Sagt på en anden måde er det altså især amerikanerne, der kommer til at afgøre den kurdiske regions fremtid. De 500 soldater, som Washington stadig har udstationeret i de kurdiske områder, er den sidste skanse, og enhver, der ønsker at røre kurderne, skal først forbi amerikanerne."

"»Kurderne står på den rigtige side af historien. Selv hvis man overlader os til Assad-regimet, er jeg sikker på, at Assad-regimet kan se, at administrationen udfører en vigtig funktion.«"

"»Problemet er, at Assad stadig insisterer på, at Syrien er arabisk, men han kommer ikke langt med den tanke,« siger Rustem. »Syrien er alt muligt. Syrien skal have en ny forfatning, og forhåbentlig fatter syrerne en dag, at den nye nation skal rumme alle efter ti års krig. Men det har de fleste desværre ikke indset endnu.«"

Der er andre problemer - nemlig at både EU, USA og Tyrkiet ikke vil frafalde kravet om et regimeskifte og igangsætte forhandlinger med det syriske styre. Samtidig opretholdes de voldsomt indgribende sanktioner mod landet, til stor yderligere skade for civilsamfund og befolkningsgrupper.

Det hører i øvrigt med til historien at Trumps melding om at han trak tropper ud var en afledning; han omdirigerede nogle af dem til energifelterne i det besatte område, mens han indgik en studehandel med Erdogan om grænseområdet, således at der opstod en bufferzone til tyrkerne, som i forvejen er stærkt engageret i Idlib. Biden bebrejdede i øvrigt Trump tilbagetrækningen fra den tyrkiske grænse, men siden forstærkede Trump besættelsen af energifelterne og udvidede basefaciliteterne, hvilket Biden har fortsat med.

Artiklens tal, 500 amerikanske tropper p.t. i Syrien, stemmer ikke med bl.a. LA Times' informationer om knap 1000 tropper ultimo marts i år. Og så skal man tage stærkt forbehold for at Pentagons informationer om troppeantal o.a. ikke altid er særligt pålidelige (https://www.justsecurity.org/75124/just-security-obtains-overseas-troop-...).

Michael Mogensen, John Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Hvornår kommer der i øvrigt noget journalistik fra de regeringskontrollerede områder i Information? Det står ualmindeligt ringe til med tilvejebringelsen af information til danskerne om hvordan forholdene i det øvrige Syrien er.

Joshua Landis, leder af centret for Mellemøst-studier på University of Oklahoma, har beskæftiget sig en del med tilstandene i Syrien, herunder virkningerne af de voldsomme sanktioner, som USA og EU m.fl. med stigende intensitet har udsat den syriske stat for - og han interviewedes i februar i år af Aron Maté i Pushback:
https://www.youtube.com/watch?v=yNCffMwrBHk

Daniel Joelsen, John Andersen, Per Torbensen, Gert Romme og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Svend Jespersen

Hvornår slutter det?

Her har vi helt sikkert endnu et indlæg, som uvægerligt vil resultere i utallige kommentarer af typen ”Mea culpa, mea culpa, mea maxima culpa”. Vores kristne tros rødder fornægter sig ikke.

Hvornår kan vi med bare en smule god samvittighed tillade os at tilføje eller sige: ”Tua culpa”?

Rettelse; interviewet af Landis er fra august 2020.

Svend Jespersen, det er næppe altid kristen masochisme som afstedkommer en del vesterlændinges kritik af egne regeringer og magtapparater/kulturer i analyserne af globale problemer og kriser; det er meget ofte historisk evidens som nødvendiggør denne. Desuden er det en anelse uredeligt at bebrejde denne selvkritik for notorisk at stå alene - ofte supplerer den sig med lige så kritisk magtanalyse af øvrige parters ageren, herunder baggrundene.

I indeværende sag er der eksempelvis intet til hinder for kritisk udsyn til såvel det syriske styres betydelige andel i konfliktudviklingen (først og fremmest forsømmelser af fordelingspolitikken i Syrien og politibrutalitetens excesser ifm. de folkelige protester i 2011) og mulige krigsforbrydelser (uansvarlige bombninger af byområder m.m.) som til de udenlandske magter og militsgrupperinger, foruden Al Qaeda og ISIL, der har provokeret den katastrofale krigsudvikling og siden fastholdt den.

Men i øvrigt enig i at der er kulturelle og ideologiske, måske tilmed oplysningsmæssige, hindringer for at der i Danmark kan finde en saglig og åben debat sted om bl.a. Syrien-spørgsmålet. Og det er et meget stort problem, for det overlader (igen og igen) beslutningsretten og det politiske initiativ (som ofte indebærer et fravær af samme) til vor elitepolitikerelite, som meget sjældent har genuint fokus på det nationale og internationale almenvelles interesser, herunder menneskerettigheder, social stabilitet, sammenhængskraft o.a.

Svend Jespersen

@ Hanne Utoft.

Du har så ret i disse ord: "Men i øvrigt enig i at der er kulturelle og ideologiske, måske tilmed oplysningsmæssige, hindringer for at der i Danmark kan finde en saglig og åben debat sted om bl.a. Syrien-spørgsmålet. "

Historikeren Bernard Lewis skrev allerede i 1976: ”We are prepared to allow religiously defined conflicts to accredited eccentrics like the Northern Irish, but to admit that an entire civilization can have religion as its primary loyalty is too much. Even to suggest such a thing is regarded as offensive by liberal opinion, always ready to take protective umbrage on behalf of those whom it regards as its wards. This is reflected in the present inability, political, journalistic, and scholarly alike, to recognize the importance of the factor of religion in the current affairs of the Muslim world and in the consequent recourse to the language of left-wing and right-wing, progressive and conservative, and the rest of the Western terminology, the use of which in explaining Muslim political phenomena is about as accurate and as enlightening as an account of a cricket match by a baseball correspondent.”

https://www.commentarymagazine.com/articles/bernard-lewis/the-return-of-...

1976 var flere år før den muslimske revolution i Iran, som spredte sig som en løbeild i Mellemøsten og andre muslimske kredse: ”Hvis de kan, så kan vi også”.

Hvor mange herhjemme kender til navne som Sayyid Qutb, Hassan al-Banna eller Syed Abul Ala Maududi, endsige deres betydning for udviklingen i den muslimske verden? Når det gælder Syrien, hvor mange har så hørt om den Forenede Arabiske Republik eller forbindelsen mellem året 1982 og byen Hama? Eller hvad med forbindelsen mellem Syrien, Irak, Assad-familien og Saddam Hussein?

Disse mennesker kender en del til mange af de temaer, som du nævner, Svend Jespersen:

Du har, med citatet fra Lewis, en klar pointe i at vestlig terminologi og ideologisk aksetænkning har klare begrænsninger iht. forståelse af andre folkeslag/civilisationer, herunder den arabiske ... og at Vestens - til tider - velmente forsøg på at sekularisere religiøst funderede/kontrollerede samfund ofte ikke blot føjer spot til skader, men direkte beskadiger samfundene og vores relationer til dem. En blandt få historiske undtagelser iht. Vestens accept af religion som dominant samlingspunkt og entreprise for en stat kunne være Israel, som under en religiøs paraply har en statsform som Vesten de facto accepterer/anerkender. At dette, med de særlige fortegn som knytter sig til jødisk historie, har kunnet lade sig gøre, beror muligvis på at den jødiske religion i højere grad end f.eks. islam har haft forankring i også vestlig civilisationshistorie - men det er samtidig værd at huske på at den vestlige relation til Israel er præget af ambivalens, frygt/bekymring og måske netop dén klassiske, kristne selvbebrejdelse som især råder i socialliberal identitetspolitik (som altså samtidig er politisk/kulturel reproduktiv iht. Lewis' bredere pointe).

Jeg manglede at indsætte henvisningen til de mennesker, som (blandt naturligvis mange, mange andre) kan tilvejebringe noget af dén oplysning og bevidsthed, som er nødvendig for at kunne forstå bl.a. Syrien-spørgsmålet. Den er her: https://www.youtube.com/watch?v=c3zA5mnP8zU

Daniel Joelsen

Måske skyldes problemet med en uafhængig Kurdisk national tilstedeværelse i Mellemøsten, at de findes i flere nabostater, og at en legal etablering i enkel stat, automatisk vil sætte nabostaterne under press. Tyrkiet vil netop derfor næppe acceptere et Kurdisk magtcentrum i nogen af sine nabolande.