Fodbold
Læsetid: 5 min.

Længe før coronaens tomme stadioner blev fodbold kaldt en form for terror. Vi genbesøger tesen

For over 30 år siden erklærede den franske filosof Jean Baudrillard, at fodbold er verdens bedste teater, og at den er en avanceret form for terror. Midt i en coronatid med tomme stadioner og længselsfuld erindring om menneskepakkede arenaer, genbesøger vi hans tese
Den egentlige vold lå ikke i det, der skete på Heysel Stadion i 1985, men i at mennesker blev reduceret til roller og tragedien til et show, mente Jean Baudrillard.

Den egentlige vold lå ikke i det, der skete på Heysel Stadion i 1985, men i at mennesker blev reduceret til roller og tragedien til et show, mente Jean Baudrillard.

Dominique Faget

Moderne Tider
10. april 2021

I den forgangne uge spillede Real Madrid og Liverpool F.C. den første af to kvartfinaler i årets Champions League. I 1985 og 1987 var de to mastodonter i europæisk fodbold genstand for den nu afdøde franske filosof Jean Baudrillards analyse. Den handler om sportens uforsonlige poler. Den ene er psykosen fra massepublikum, som Baudrillard kalder terrorisme. Den anden er den tilskuerløse, ’televisuelle’ kamp.

»Det ligner lort,« udbrød en Liverpool-tilhænger til sin kammerat, da de omsider ankom til Heysel Stadion i Bruxelles, Belgien, der dannede ramme for den ene af de kampe, Baudrillard analyserede. Det var den 29. maj 1985, og The Reds skulle spille mod Juventus i Europa Cup-finalen. På det tidspunkt havde det nationale stadion 55 år på bagen. Malingen krakelerede, og der lå løse cementbrokker overalt. Arsenal havde spillet der nogle år forinden, og deres fans meldte tilbage, at stedet var et shithole. Den dag i dag er der bitre miner over, at UEFA holdt fast i Heysel som finalearena. Barcelonas langt mere moderne Camp Nou og Real Madrids Santiago Bernabéu var ellers ledige.

Katastrofen

Urolighederne begyndte allerede ved 19-tiden, en time før første fløjt. Liverpool havde deres egen afdeling på Heysel, i den ene ende bag målet, mens store flokke af Juventus-fans blev presset ind i den ’neutrale’ sektion lige ved siden af. Politi var der ikke meget af, og kun et tyndt hegn skilte de to arvefjender.

Så begyndte nogle hooligans – eller casuals, som de berygtede Liverpool-fans kaldte sig selv – at kaste med raketter og flasker hen over hegnet. Siden fløj løse sten, som ballademagerne fandt på lægterne længere nede, også gennem luften.

Nu var der kun kort tid til kampstart. Jeg havde sat mig til rette i sofaen hjemme hos mor og far, da en bekymret kommentator meddelte, at der var noget galt. Måske ville kampen blive aflyst. Grupper af Liverpool-fans brød gennem hegnet, overmandede de sporadiske politifolk og gik til angreb på Juventus-tilhængerne.

Italienerne flygtede, men den mur, der skilte deres afdeling fra resten af stadion, var for gammel og slidt, så den kollapsede. Nu begyndte de at dø for åben skærm.

I den anden ende kunne resten af Juventus’ fans se det hele. De forsøgte at hjælpe, men blev mødt af politiet, der kæmpede med dem i flere timer. 39 mennesker, de fleste italienere, mistede livet, og 600 blev såret i Heysel-tragedien.

Stærkt forsinket blev kampen spillet alligevel. Juventus vandt 1-0.

Erstatning for krig?

I Europa er det, som om hele kontinentets historie opsummeres på fodboldbanen, bemærker den amerikanske forfatter Paul Auster i essayet Den bedste erstatning for krig fra 1998. Det var året, hvor Frankrig vandt guld ved VM.

Amerikanere synes nok, det er tosseri og sjov. Men tag ikke fejl, skriver Auster. Tilskuerne er »hinsides lidenskabelige«.

De »iscenesatte slag udkæmpet af surrogathære i shorts« er ekkoer af gamle sejre og nederlag. Uhyggelige minder svæver som skygger over hver kamp. Holland mod Spanien. England mod Frankrig. Polen mod Tyskland. Sverige mod Danmark. Men selv om fodbold er krig i forklædning, truer den i det mindste ikke med »at forøge andelen af enker og faderløse børn«.

Europæerne har åbenbart »fundet en måde at hade hinanden på uden at hakke hinanden i småstykker«, skriver Auster. Det gør de i stedet på de afgrænsede, ceremonielle steder, vi kalder stadioner.

Civiliserende?

Aggressioner har det med, sagde George Orwell – ham med fremtidsromanen 1984 – at dukke op, når vi har det allerbedst. Vi har brug for krig. Vi kan ikke undvære spændingen og håbet om, at den måske forløser noget, politisk, socialt, psykologisk, og når vi er trætte af udbombede byer, opfører vi bare volden på gigantiske tømmerflåder langt ude på havet.

Jeg tror, Orwell tænkte på sport. Hans tømmerflåder kunne lige så vel være vore dages arenaer.

»Så længe lande mødes på fodboldbanen, kan vi tælle tabene på én hånd. For en generation siden skulle vi bruge millioner af hænder,« konkluderer Auster håbefuldt.

Fodbold er kort sagt civiliserende. Men da ikke på Heysel i 1985, vel Auster?

Fodboldens massevold og terrorisme har det til fælles, skrev Jean Baudrillard i bogen Ondskabens gennemsigtighed, at de har brug for en scene. Der skal også være et kamera. Gerne flere.

Terrorismens masseappel

I bogen reflekterer Baudrillard over tragedien på Heysel Stadion. Han bemærker, at det, som intet politi kunne have skærmet os imod, er den fascination og masseappel, der er bygget ind i terrorismens model.

Liverpool-fansene havde allerede terrorismen med sig hjemmefra. Det var nemlig i de år, at Margaret Thatcher – ’Jernladyen’ – med ekstrem og voldelig effektivitet havde knust arbejderdemonstrationer i det nordlige England. Terrorismen kom, skriver Baudrillard, ikke fra et eksotisk land eller en undertrykt religion, som var ude på ballade, men optrådte på vegne af staten.

Samtidig proklamerede Thatcher, at det gjaldt om at tage ansvar for sit eget liv. At være herre i eget hus. Spille en rolle. Pludselig bød Heysel Stadion sig til som et endnu bedre og endnu mere makabert sted at føre den rolle ud i livet på, at handle på egen hånd, og dermed udøve den autoriserede, britiske terror én gang til.

Nu blot på en endnu større scene, en international fodboldkamp i en overnational by. Med masser af kameraer.

Og så siger Baudrillard noget, der virkelig gør ondt.

Den egentlige vold ligger ikke i den fysiske aggressivitet.

Nej, den ligger i den vold, hvormed spektaklet på Heysel fordrejer identiteten på de vilde tilskuere og med kameraernes mellemkomst gør dem til parodier på sig selv. Begivenheden ender som pseudobegivenhed. Mennesker ender som roller. Tragedien ender som show.

Jeg sad hjemme i sofaen og prøvede at kigge væk. Men jeg kunne ikke. Det var fjernsynet, der havde taget magten over mig. Ren Baudrillard.

Det egentlige barbari

To år senere, i 1987, spillede Real Madrid mod Napoli på et næsten mennesketomt Bernabéu i Madrid på grund af UEFA’s sanktioner mod en fraktion af voldelige Real-tilhængere.

Baudrillard spekulerer videre i Ondskabens gennemsigtighed:

»Denne fantom-fodboldkamp skal åbenlyst ses i relation til opgøret på Heysel Stadion, hvor den virkelige begivenhed, fodbold, endnu en gang blev formørket – ved den lejlighed af en meget mere dramatisk form for vold. Der er altid en fare for, at den forvandling indtræffer, at tilskuere holder op med at være tilskuere og træder ind i rollen som ofre eller mordere, at sport holder op med at være sport og transformeres til terrorisme: Det er derfor, publikum simpelthen må elimineres, nemlig for at sikre, at den eneste begivenhed, som finder sted, er helt og aldeles televisuel i sin natur. Enhver reference til virkeligheden skal forsvinde, så begivenheden kan accepteres af fjernsynets mentale skærm.«

Den ’televisuelle’ begivenhed – det var dengang, det hele handlede om fjernsyn. Det var triumfen for den rene simulation. Alting er en kopi af en anden kopi. Autenticiteten er et narreværk, og selv de hårdtslående hooligans på Heysel i 1985 endte med at blive statister med grimme vindjakker i Thatchers teater. 

For Baudrillard var det vildeste barbari ikke voldsregimer og pludselig aggression, men samfund, hvor menneskelige handlinger er reduceret til, hvordan de tager sig ud på fjernsyn. Følelser bliver koreografi. Også i dag i coronafodboldens æra, der har muteret på den allermest irriterende Baudrillard-facon: Den har elimineret publikum og er blevet helt og aldeles televisuel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her