Portræt
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Nu bor der kun fire på Hjortø

Nora Rasmussen boede hele sit liv på Hjortø. I februar døde hun, 87 gammel
På øen er man aldrig ensom, det er værre i Svendborg, hvor ingen hilser på hinanden, mente Nora Rasmussen.

På øen er man aldrig ensom, det er værre i Svendborg, hvor ingen hilser på hinanden, mente Nora Rasmussen.

Erik Boel

Moderne Tider
10. april 2021

Hjortø har altid været en lille ø.

Den er mindre end en kvadratkilometer og har aldrig haft mere end omkring 50 beboere. Da Nora Rasmussen blev født i 1933, var antallet af beboere deromkring, men siden er det faldet år for år; til omkring 30 i midten af århundredet og 15 ved årtusindeskiftet. De seneste år har der boet under ti på øen.

Fra sit køkkenvindue har Nora Rasmussen set Hjortø blive mindre; hun har set naboer flytte og købmanden lukke, skolen sende de sidste elever hjem og øens helårshuse blive til fritidsboliger. Men Nora blev på øen. Det var hendes verden – og selv om den blev mindre og mindre, var den stadig hendes.

Nora Rasmussen

  • Født Andersen den 24. marts 1933.
  • Boede hele sit liv på Hjortø ud for Svendborg.
  • Drev sammen med sin mand, Svend Rasmussen, et familielandbrug med blandt andet køer og høns.
  • Efterlader sig to sønner.
  • Død den 17. februar 2021.

Ved årsskiftet boede der ifølge Danmarks Statistik kun syv personer på Hjortø, og det er faktisk nok lidt højt sat. Ifølge de lokale var tallet nærmere fem. Nora Rasmussen, Fisker-Bent og et par andre. Nu er der fire tilbage.

I februar døde hun af en blodprop, 87 år gammel.

Øbo med stort ø

Nora Rasmussen blev født med efternavnet Andersen på sygehuset i Svendborg, men bortset fra det tilbragte hun hele livet på Hjortø.

Hun voksede op på en af øens fem gårde, Markgården, sammen med sin mor og far, som i fællesskab dyrkede korn på markerne og holdt malkekøer i stalden. Det var hårdt arbejde. Ingen maskiner. Bortset da lige fra selvbinderen, som kunne skære kornet lige over jorden og binde stråene sammen neg for neg.

Som familiens eneste barn måtte hun hjælpe til på gården; hun hakkede roer i marken og malkede køerne i stalden. Selv da hun senere blev en ung pige og sammen med de andre unge fra Hjortø roede til Drejø eller Skarø for at tage til bal og danse til levende musik i forsamlingshusene, roede hun tilbage samme aften eller nat. Køerne skulle jo malkes.

I begyndelsen af 1950’erne mødte hun Svend Rasmussen. Det havde egentlig ikke været nødvendigt at tage til bal på de andre øer, for han var ligesom hende fra Hjortø. De blev gift i 1954, hun skiftede  Andersen ud med Rasmussen, og sammen overtog de Gammelgård, en lille bondegård med bindingsværk og toppede brosten på gårdspladsen. Den var som de fleste små gårde i Danmark dengang: idyllisk.

På Gammelgård fik Nora og Svend Rasmussen to børn og levede sammen i fire årtier, men som på de fleste små landbrug blev tiderne hårde på gården. De investerede i en Massey Ferguson 35 og senere en mejetærsker, men på det lille familielandbrug med 12 køer var det svært at konkurrere med de store landbrug på fastlandet.

I slutningen af 1990’erne døde Svend Rasmussen. Nora Rasmussen kunne ikke klare det tunge arbejde i marken og stalden alene, men blev boende på gården sammen med hønsene og katten Fister. 

Ikke alene blev hun boende i det samme hus på den samme ø hele livet. Hun blev i bogstaveligste forstand øen. Hver dag stort set hele livet.

»Hun var øbo med stort ø,« siger Fisker-Bent, en af de andre beboere.

Hun var dog på fastlandet enkelte gange, blandt andet da hun som ung var på husholdningsskole i Skårup, og da hun som ældre skulle opereres efter en blodprop. Men ellers stort set ikke. Hvad skulle hun der?

Det var ensomt, sagde hun om at være i Svendborg. Man kunne gå gennem byen uden at hilse på nogen. Det kunne hun ikke på Hjortø. Godt nok kunne man køre fra havnen i den ene ende af øen til Pejdenoret i den anden på omkring fire minutter på en blå elscooter som hendes, men det kunne tage halve eller hele timer, når man skulle stoppe for at snakke med folk.

Og det gjorde Nora Rasmussen.

Hvis hun mødte folk i Hjortø By, stoppede hun op for at snakke, hvis nogen kom forbi Gammelgård, blev de inviteret på kaffe og en snak, og hvis Nora Rasmussen ikke havde snakket med nogen i byen eller på gården, ringede hun ofte til venner og familie. Som en af hendes sønner sagde om hendes telefonsamtaler: Hvis Nora talte i telefon i mindre end et kvarter, så var det nok forkert nummer.

Gammelgård står tom

Ved årsskiftet var der som sagt syv personer tilbage på Hjortø.

Om sommeren er der lidt flere, men en del af dem kommer der kun nogle uger eller måneder hvert år, fortæller de lokale. Nora Rasmussens sønner er også flyttet – den ene sejler dog som skipper på færgen og kommer derfor ofte på besøg – mens øens fem landbrug for længst er nedlagt. Den gamle skole og det gamle mejeri har fået status af fritidshuse.

Siden tirsdag den 16. februar har også Gammelgård stået tom tilbage, hvidkalket og med lidt mos på taget. Nora Rasmussen havde været hjemme på gården om eftermiddagen, drukket kaffe og spist fastelavnsboller sammen med Fisker-Bent, men senere blev hun dårlig. Hun satte sig i sin fjernsynsstol for at hvile sig, og der sad hun, da Bent senere kom for at hjælpe hende.

Om aftenen blev hun hentet af en helikopter og fløjet på hospitalet. Natten til den 17. februar døde hun af en blodprop.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har været på Hjortø en enkelt gang omkring 1990, det var mens Marie - købmanden stadig var der, og der var vældig hyggeligt og charmerende :-)