Et liv er forbi: »Jeg vil bruge mig, så længe jeg har mig«

Når stormen var stridest og hev og flåede i Vesterhavet, traskede Jytte Jarl ned på stranden sammen med nogle venner, bandt en snor om livet og kastede sig ud i bølgerne. Så svømmede hun rundt i det oprørske hav, mens vennerne holdt et fast greb om snoren.

Det gjorde hun ikke kun, fordi hun elskede havet. Jytte Jarl brød grænser i det meste af sit liv og kastede sig hovedkulds ud på eventyr, hvor andre ville bukke under for tvivl og frygt.

Allerede i en tidlig alder rejste hun mere end de fleste, lige fra skiture til storbyferier i Paris.

Det var muligt, fordi hendes familie var arvinger efter Tietgen og havde en formue uden bund. Hendes farfar var maleren og godsejeren Axel Jarl, bror til billedhugger Viggo Jarl, og komponisten Carl Nielsen stod fadder til hendes barnedåb.

Opvæksten i den nordsjællandske kulturelite var dog også fyldt med sorg. Da Jytte Jarl var otte, døde hendes mor og efterlod et tomrum, der aldrig blev fyldt. Hendes far fik en ny kone, der ikke brød sig om hans døtre, og så måtte de flytte ind på farfarens gods.

Jytte Jarl elskede sin far, men nærede ikke de samme følelser for farfaren, der så hende som en besværlig ung kvinde og sendte hende på husholdningsskole, selv om hun hellere ville på gymnasium.

Målet var vist at få bugt med den unge kvindes egenrådighed, men det lykkedes ikke: Jytte Jarl stak af fra husholdningsskolen og rejste til Frankrig, hvor hun vaskede trapper.

Hun drog videre til Cannes, hvor hun opholdt sig på Viggo Jarls sejlskib. Hun havde intet fint tøj i kufferten, men da hun mødte den australsk-amerikanske filmstjerne Errol Flynn, blev han betaget af Jytte Jarl og hev hende med til byens fineste steder.

Hendes amerikanske veninde har senere beskrevet den tid i deres liv med ordene: »We were wild!«

De elskede arabere

Jytte Jarl bar rundt på et ar fra sin mors død, og i 1951 omkom også hendes far, da han faldt i en gletsjerspalte på en grønlandsekspedition.

Hun fik ikke bearbejdet sin sorg, men fandt trøst blandt dyrene.

Allerede i en ung alder havde hun elsket heste, og efter faderens død havde hun først en ponyrideskole ved Dyrehaven, inden hun flyttede til Jylland og etablerede et stutteri på en ødegård i Thy. Hun rejste halvøen tynd med sine hingste, 75.000 kilometer om året, for at bedække hopper, og hun skabte så prægtige rideheste, at hun blev anerkendt som en fremsynet hesteavler.

I det tv-program om Jytte Jarl, som Søren Ryge lavede i 2013, forsøger den dengang 83-årige kvinde at sætte ord på sin kærlighed til de araberheste, som fascinerede hende endeløst.

»Du ser nærmest forelsket ud, når du taler om dem,« siger Søren Ryge.

Fra Fiji til Mors

Hverken hestene eller de tre børn, Jytte Jarl fik med to forskellige mænd, kunne holde hende på landjorden.

I starten af 70’erne tog hun en kystskippereksamen, købte en gammel fiskekutter ved navn Klara og stak til søs sammen med to af børnene. Igen havde hun modet til at gøre, hvad andre kun fantaserer om: Hun ville sejle jorden rundt.

Børnene var kun med i et år, men da de vendte hjem til Danmark, sejlede Jytte Jarl videre med sin nye ægtefælle, den hollandske sømand Arnold.

De rejste sammen i de næste 20 år og boede undervejs blandt bushfolk i Surinam, inden de i starten af 90’erne slog sig ned på en kokosplantage på Fiji.

Jytte Jarl havde svært ved at forstå, hvorfor andre ikke gjorde som hende: solgte deres hus og kastede sig ud på eventyr. »Man skal ikke lade sig nøje i livet,« sagde hun.

Men der var en pris: Hun gik glip af sine børns bryllupper og sine børnebørns barnedåbe. Børnene var ikke i tvivl om, at deres mor elskede dem, men hun var tit fraværende, enten fordi hun rejste, eller fordi hun arbejdede med sine heste i stalden.

Hun forsøgte at få familien til Fiji, men det lykkedes ikke, og i en blanding af hjemve og udmattelse satte hun igen kursen mod Danmark i midten af 00’erne – uden Arnold, der fortsat ønskede at bo på bølgerne.

Hun tilbragte sine sidste 17 år i Øster Assels på Sydmors, hvor hun ofte fik besøg af sine børn og igen lod stalden bugne af araberheste.

En dag så svigerdatteren hende sidde krumbøjet over et jordbærbed og udbrød, at hun da ikke skulle knokle med havearbejde. »Jeg vil bruge mig, så længe jeg har mig,« svarede Jytte Jarl.

Hun havde ikke en krone tilbage af sin arv, men det gik hende ikke på, og selv da døden nærmede sig, lod hun ikke til at føle frygt.

Da hun gik bort i en alder af 91 den 22. januar 2021, blev hendes kiste kørt i hestevogn fra hendes gård til Øster Assels Kirke, mens solen og den blå himmel pludselig forsvandt bag et tungt skydække, der fik sne til at dale ned over Mors.

Det var et skift så dramatisk, at man næsten skulle tro, Jytte Jarl havde bestilt det.