Et liv er forbi: Der blev diskuteret marxisme over middagsbordet og spillet jazz i fællesrummet

Rasmus Ole Rasmussen passede aldrig rigtig ind i de borgerlige normer.

Som ung blev han sendt afsted på det prestigefyldte gymnasium Sorø Akademi, men han havde svært ved at finde sig til rette og acceptere alle reglerne. Til sidst forbød rektoren ham overhovedet at komme på skolen efter undervisning og gav ham tilnavnet ’Fryns’, fordi han ikke gik i det samme stive puds som de andre og havde frynser på jakken.

Heldigvis fandt Rasmus Ole Rasmussen en medsammensvoren i det elitære miljø. Han blev venner med et af Martin Andersen Nexøs børnebørn, som også gik på skolen, og det venskab skabte en politisk vækkelse i ham, som varede ved resten af livet. Inden længe var Rasmus Ole Rasmussen erklæret kommunist – og i tiden på akademiet blev han blandt andet inviteret med til Sovjet af DKP og kom hjem med et stort bæltespænde med hammer og segl i, som han stolt gik rundt med.

Fra aktivist til forsker

Efter akademiet flyttede Rasmus Ole Rasmussen til København og blev en del af et stort miljø af aktivistiske, venstreorienterede unge, hvor han mødte Anne Møller, som han blev kærester med. Hun studerede til socialrådgiver, og han selv var begyndt at læse økonomisk geografi.

Han var fra begyndelsen meget interesseret i Grønland. Og da han nogle år senere fik tilbudt en forskerstilling på det nystartede RUC, hvor han kunne forske i Arktis, begyndte det faglige arbejde stille og roligt at overtage fra det politiske.

Sammen med Anne Møller flyttede han fra byen til et kollektiv i Vedbæk med en blanding af RUC-forskere og bekendte fra DKP, 13 voksne og 11 børn, og det var her, parret fik deres første barn.

Huset var en stor gul villa, som blev døbt Frydenholm efter Hans Scherfigs bog. Der blev diskuteret marxisme over middagsbordet og spillet jazz i fællesrummet om aftenen, når de små var lagt i seng. Rasmus Ole Rasmussen kunne både gribe klaver, guitar, harmonika, klarinet og saxofon – han havde nemlig absolut gehør og lærte sig selv at spille alverdens instrumenter gennem livet blot ved at lytte til tonerne.

Selv om det politiske arbejde var lagt på hylden, tilhørte Rasmus Ole Rasmussen stadig den mest venstreorienterede del af underviserne på universitetet, og det førte af og til til uoverensstemmelser med kollegerne. Ikke mindst over en bog, han skrev om Tjekkoslovakiet, som blev pensum i de danske folkeskoler. Bogen skabte faktisk så meget røre, at han blev hevet ind i en ophedet tv-debat med daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V), som mente, at den var lige lovlig sovjetvenlig.

På jordomrejse

For Rasmus Ole Rasmussen var der aldrig langt fra tanke til handling. Engang ville han lære at flyve, og inden længe havde han taget et certifikat og kunne styre et lille svævefly. Senere kastede han sin kærlighed på dykning, og straks efter var han skrevet op til dykkertimer.

Alt var muligt, mente Rasmus Ole Rasmussen. Og det var også den indstilling, der førte ham og familien Jorden rundt. Ferierne gik sjovt nok oftest til lande som Rusland, Vietnam, Cuba og Kina, og når der var planlagt en hyggelig udflugt, var det altid med et stop forbi den lokale mine, kulkraftværk eller grusgrav, så de kunne lære lidt samtidig.

Familien boede også i udlandet ad flere omgange, når Rasmus Ole Rasmussen fik mulighed for at forske, og de tilbragte blandt andet fire år i Grønland, hvor han var med til at forme Grønlands Statistik, mens resten af familien stod på ski og nød naturlivet. Men effen som han var, anskaffede Rasmus Ole Rasmussen sig også en båd, som han lærte at sejle i, en lille røgeovn, hvor han lærte at røge fisk, og blev en del af det grønlandske jazzorkester Malenes Fodvarmere.

Da de i slutfirserne akkurat var hjemvendt og havde fået fodfæste i Danmark, kom Rasmus Ole Rasmussen begejstret med nyheden om, at han nu skulle forske i Canada. Men det var for meget for den 15-årige datter, som stak af hjemmefra, ned til sin farfar på Bogø, fordi hun ikke ville rejse mere.

I sidste ende tog hele familien dog afsted, men da de igen var hjemvendt, og Rasmus Ole Rasmussen luftede muligheden for et ophold i Bhutan, var grænsen nået. Og til resten af familiens glæde fik han ikke forskningsmidlerne til det projekt.

Den sidste del af arbejdslivet pendlede han mellem et forskningscenter i Stockholm og RUC, hvor han forskede i kvinders udvandring fra yderområder mod byerne – og stort set resten af tiden blev tilbragt med børn og børnebørn. I de sidste år led Rasmus Ole Rasmussen af en tiltagende demenssygdom, som han døde af i en alder af 72.