Mikrodosering af stoffer har en effekt – men næppe den, brugerne regner med

I de senere år har der været stor hype omkring såkaldt mikrodosering af psykedeliske stoffer, som er blevet besunget af alt fra techinnovatører i Silicon Valley til familiefædre med brug for en opkvikker i hverdagen.

Mange har berettet om de små dosers positive effekt på deres energiniveau, opmærksomhed og kreativitet. Bestsellerforfatteren Ayelet Waldman har i bogen A Really Good Day givet dem æren for at redde hendes ægteskab.

»Er mikrodosering af svampe ved at blive mainstream,« spurgte The Guardian for et par år siden i en artikel, hvor en kilde fortalte, hvordan hun nød at lege med børnene efter en af de små doser.

I slutningen af marts stak et omfattende britisk forskningsprojekt imidlertid en kæp i hjulet på begejstringen. Studiet kunne nemlig påvise, at effekten af mikrodosering med LSD og psilocybinsvampe formentlig er placebo.

Projektet, som er blevet udført af Center for Psychedelic Research på Imperial College i London og er ledet af den danske psykiater David Erritzøe, er med dets 191 deltagere det største studie af mikrodosering til dato.

Det bygger på en såkaldt self blind-metode, hvor deltagerne ikke har vidst, om de tog et aktivt stof eller en placebo. De gemte deres mikrodoser i nogle gelatinekapsler, som blev blandet sammen med kapsler uden noget indhold, inden de blev fordelt i små konvolutter med QR-koder, som forskerne havde registreret. På den måde kunne forskerne danne sig et overblik over, hvad de enkelte deltagere tog og hvornår, og det var muligt for dem at lave et placebokontrolleret studie uden for en klinisk ramme.

Og studiets resultater er slående.

Både de personer, der har fået stofferne, og dem, der har fået placebo, oplevede i de uger, forsøget varede, en stigende grad af tilfredshed med livet. Det peger selvfølgelig i retning af, at effekten knytter sig mere til forventningen om stoffernes virkning end stofferne selv.

Ifølge David Erritzøe er det dog stadig for tidligt at konkludere for entydigt om sagen:

»Det ser jo faktisk ud til, at folk får det bedre – det ser bare også ud til, at vi kan forklare denne bedring som et resultat af placebo. At prøve at forstå det dybere begynder at blive nørklet, men også meget spændende.«

Men før vi kommer så langt, er det måske på sin plads at spole tiden tilbage og tage et kig på de psykedeliske stoffers turbulente historie.

En cykeltur på syretrip

LSD og psilocybin er de to mest gængse psykedeliske stoffer. Det ene er syntetisk og blev skabt i et laboratorie kort før Anden Verdenskrig; det andet er naturligt og udvindes af en lille, uanselig brun svamp.

Vi starter med det ældste. Psilocybin findes i en række svampearter og har været brugt i religiøse ceremonier i Centralamerika gennem årtusinder. Aztekerne kaldte det teonanácatl – gudernes kød.

Psilocybin blev dog først introduceret i Vesten, da amatørmykologen R. Gordon Wasson deltog i en religiøs ceremoni med svampe i det sydlige Mexico på en rejse i 1955. To år senere beskrev han den overvældende oplevelse i en artikel i Life Magazine, og kort efter identificerede en schweizisk kemiker ved navn Albert Hoffmann det psykoaktive stof psilocybin i svampen, som han gav æren for de bevidsthedsudvidende oplevelser, Wasson beskrev i sin artikel.

Hoffmann var ikke selv fremmed for psykedeliske stoffer. Faktisk var han en pioner på feltet. Knap 20 år forinden havde han fremstillet LSD – ved en fejl. Hoffmann var ansat i medicinalvirksomheden Sandoz, hvor hans arbejde bestod i at udtrække forskellige stoffer af svampe til medicinsk brug. Og her fremstillede han en dag LSD, der er en forkortelse for den mindre catchy kemiske formel lysergsyrediethylamid.

Der skulle dog gå fem år, fra Hoffmann fremstillede stoffet, til han selv indtog det i en ualmindelig stor dosis på 250 mikrogram og intetanende steg op på sin cykel for at køre en i dag berømt tur gennem sin hjemby, Basel. I den tid, trippet varede, blev byen forvandlet til et skræmmende virvar af paranoide forestillinger, og Hoffmann var undervejs både overbevist om, at hans nabo var en heks, og at han selv var blevet sindssyg.

Efterhånden aftog virkningen, og Hoffmann vendte så småt tilbage til virkeligheden. Han har senere beskrevet, hvordan han da kunne begynde at nyde de former og farver, som trængte sig på bag hans lukkede øjenlåg: Kalejdoskopiske billeder væltede ind over ham, åbnede og lukkede sig i cirkler og spiraler, eksploderede i farvede fontæner i en konstant fluktuation, der efterlod ham i en behagelig døs. I løbet af få timer var han blevet præsenteret for både de infernalske og himmelske sider af LSD.

Den indre rejse

Hvad der skete for Hoffmann, mens han trippede rundt på sin cykel, er en historie i sig selv. Og den har en forholdsvis simpel neurologisk forklaring.

Både LSD og psilocybin virker nemlig ved at stimulere en særlig receptor i serotoninsystemet, som er et af de store signalstofsystemer i hjernen. Serotoninsystemet er vigtigt for hjernens plasticitet – det vil sige dens evne til at udvikle sig over tid. Det er med til at regulere humøret og er desuden afgørende for den selvrelaterede tænkning; det er derfor, at de psykedeliske stoffer giver anledning til markant ændrede sindstilstande, når de indtages i store doser.

Da de psykedeliske stoffer først kom frem, var det et stort gennembrud for psykiatrien, som med udgangspunkt i stoffernes virkning begyndte at lede efter forskellige psykiske sygdommes kemiske grundlag – indtil da var psykiske sygdomme nemlig udelukkende blevet forsøgt behandlet med psykologiske terapiformer.

De psykedeliske stoffer blev således introduceret i alternative terapeutiske behandlingsformer, hvor de med varierende succes blev brugt til at behandle alt fra afhængighed til angst. Et udbredt syn på stofferne i 1950’erne og 1960’erne kom til udtryk i populærkulturen; de var mirakelstoffer, der kunne give oplevelser af dyb indsigt og meningsfuldhed og fungere som en praktisk genvej til tidløs visdom.

Det var først mod slutningen af 60’erne, at man for alvor begyndte at betone deres mørke side med historier om heftige psykoser, der fik folk til at hoppe ud fra høje bygninger eller gjorde dem permanent sindssyge. En række dystre tilfælde ledte til en omfattende moralsk panik, og den berømte War on Drugs satte ind i USA. Lige så hurtigt som det videnskabelige samfund og populærkulturen havde modtaget psykedeliske stoffer med åbne arme, lige så hurtigt vendte politikerne sig nu imod dem, og en række lovforslag besværliggjorde den ellers bugnende forskning i de psykedeliske stoffers gavnlige effekter.

Der skulle gå omkring 20 år, før en række forskere og selvproklamerede ’psykonauter’ i 1990’erne forsøgte at rehabilitere de psykedeliske stoffers terapeutiske potentiale.

Man kan sige, at det lykkedes. I de seneste årtier har stofferne været på et sejrstog, hvor en ny generation af forskere og almindelige mennesker har interesseret sig for deres potentiale i forhold til alt fra behandling af psykiske lidelser til bevidsthedsmæssige opdagelsesrejser.

Et kulturelt nybrud indtraf imidlertid, da psykologen James Fadiman i 2011 udgav The Psychedelic Explorer’s Guide. I bogen, der bærer den sigende undertitel Safe, Therapeutic, and Sacred Journeys, beretter Fadiman om, hvordan mikrodoser af psykedeliske stoffer kan lede til forbedret kognitiv funktionsdygtighed, følelsesmæssig stabilitet og fysisk stamina. Bogen kickstartede en bølge, der udbredte ideen om mikrodosering til folk, som ønskede at optimere deres effektivitet og opmærksomhed i hverdagen. Den har varet indtil i dag. Spørgsmålet er, om den nu er ved at nå til vejs ende.

Når hjernen udfører magiske tricks

En mikrodose er en tiende- eller tyvendedel af en fuld dosis af et givent psykedelisk stof og virker i modsætning til de fulde doser subtilt – de forvrænger derfor hverken sanseapparatet eller personligheden hos den, der indtager stoffet. Når folk beretter om positive effekter, er det snarere en ændring i den overordnede sindsstemning; et større fokus, mere overskud samt en bedre evne til at tænke klart.

Da man hurtigt udvikler tolerance over for de fleste psykedeliske stoffer, er pauserne mellem indtag nødvendige for at opnå en virkning. Man doserer derfor ikke hver dag, men med hyppig frekvens i perioder på fire til seks uger. Selv om det måske lyder af meget, er doserne så små, at de kun lige akkurat kan mærkes.

Desuden er det en væsentlig sidegevinst ved de psykedeliske stoffer, at de faktisk ikke gør den store skade på hjernen:

»Fra et neurobiologisk perspektiv kan man sige, at de ting, de fører med sig, er mere interessante, end de er skræmmende. Stofferne er ikke afhængighedsskabende, og de ødelægger ikke hjernevævet. De har ikke en celleskadende virkning. De har mere at gøre med plasticitet,« siger David Erritzøe.

Spørgsmålet er så, om de psykedeliske stoffer rent faktisk virker i mikrodoser, eller om effekten er indbildt. Erritzøes studie peger klart på sidstnævnte. Ifølge forskeren er det dog stadig for tidligt at konkludere endeligt på sagen – måske kan der stadig være en positiv virkning af stofferne, hvis de indtages under de rigtige betingelser: 

»Noget af det stofferne gør, er at sætte hjernen i et ekstremt plastisk stadie, hvor man er mere åben. Det vil sige, at det, der finder sted i den kontekst, man er i, kan have en stor indvirkning. Man kunne derfor forestille sig, at det er samspillet mellem den øgede plasticitet og konteksten, der fører til terapeutiske effekter.«

— Tror du, at studiet kan medvirke til at fjerne placeboeffekten?

»Jo, det kunne man selvfølgelig godt forestille sig. Men de, som virkelig vil have, at det her skal virke – for eksempel utrolig mange mennesker på hjemmesiden reddit, som er store tilhængere af psykedeliske stoffer og mikrodosering – vil nok mene, at vores studie ikke er noget, man kan konkludere endeligt på. Hvis der kommer mange flere studier, der viser det samme, vil det selvfølgelig tage noget af placeboeffekten fra, men jeg er ikke sikker på, at et enkelt studie gør så meget.«

For Erritzøe er det også vigtigt ikke at underkende de oplevelser, folk har med psykedeliske stoffer. Han ønsker snarere at understrege, at vi endnu ikke forstår til fulde, hvordan det komplekse væv af tro, forventning og biologi kan få hjernen til at udføre magiske tricks.

Derfor er hans studier af psykedeliske stoffers terapeutiske potentiale langtfra ovre. Og han er ikke i tvivl om, hvor forskerne fremover kommer til at rette blikket hen: »Der kommer til at være et større fokus på, hvad placebo er, hvordan det kan bruges – og selvfølgelig hvad det er i samspil med psykedeliske stoffer.«

Øvrige kilder: Michael Pollan: ’Din foranderlige bevidsthed’. David Erritzøe-foredrag i Psykedelisk Samfund: »Perspektiver i den psykedeliske forskning«.