De moderne franske filosoffer fornægtede filosofien. Netop derfor var de gode tænkere

Vi har talt i knap fem minutter, da lektor i filosofi ved Københavns Universitet Søren Gosvig Olesen pludselig siger: »Du ved, i dag er det forkert at sige, at nogen har en filosofi. Der er ikke noget, der hedder ’Derridas filosofi’ eller ’Foucaults filosofi’.«

Sådan et statement lyder umiddelbart som noget, der kan underminere udgangspunktet for hele vores samtale, hvis ikke det netop drejede sig om filosofi. For når det gælder filosofi, er svarene sjældent så oplagte, som man skulle tro.

Anledningen til vores samtale er udgivelsen af Gosvig Olesens seneste bog, Filosofien i Frankrig. Det er en gennemgang af seks kardinaltænkere i den franske filosofiske kanon, som starter med René Descartes (1596-1650) og slutter med Jacques Derrida (1930-2004).

Gosvig Olesen kan lide at tale i absolutter og sætte ting på spidsen. Men bag den lidt bryske facade skjuler der sig et venligt gemyt og en mildhed, der ikke sjældent udkrystalliserer sig i en vittig bemærkning. Han har noget nær kultstatus på humaniora ved Københavns Universitet, hvor han i mange år har undervist i kurset med den berygtede titel »Fænomenologi, hermeneutik og dekonstruktion«. Her må de studerende finde sig i, at der ikke gives nogen klare svar. Og det er heller ikke filosofiens opgave, mener han. Tværtimod.

»Filosofi handler ikke om at mene noget. Som Heidegger siger, skal filosofien være tænkning. Det betyder, at den skal spørge. I det ligger jo også, at mening er en slags svar. Og giver man svar, er man færdig. I løbet af de seneste par århundreder er det blevet afgørende for filosofien, at den ikke har til opgave at nå frem til svar. Filosofien er ren proces, om du vil, den skal ikke måles på sine resultater.«

Filosofien er med andre ord holdt op med at gøre det, som den har gjort siden Platons og Aristoteles’ tid – at bygge systemer. Ifølge Gosvig Olesen sluttede det med Hegel, den sidste filosof, der forsøgte sig med et altomfattende system. Han var med andre ord den sidste, der prøvede at sætte verden på formel. I det 20. århundrede indser filosofferne, og særligt de franske tænkere, at det ikke længere nytter. De går i stedet en anden vej.

»De tænkere, der kommer efter Hegel, begynder med en fornægtelse af filosofien, som er særligt karakteristisk for den franske filosofi,« siger Gosvig Olesen. »Som Merleau-Ponty hævder, kan vi ikke tilbyde noget altomfattende længere. Der er selvfølgelig nogle, der forsøger, men det bliver ikke taget alvorligt på samme måde.«

»Det en vigtig pointe for mig, at der ikke findes en ’Foucaults filosofi’ eller en ’Derridas filosofi’, for når folk siger sådan, gør de straks disse greb til et system. Og så bliver de til grin,« siger Søren Gosvig Olesen.

Emilie Lærke Henriksen

Et filosofisk system, forklarer Gosvig Olesen, er ifølge Descartes noget, der begynder med en metafysik, altså en lære om det værende, og har en masse forgreninger – ligesom et træ, der både skal rumme stammen, grenene, bladene og kronen. Kort sagt: det hele.

Men denne altomfattende karakter kan filosofien ikke have længere. Videnskaberne har i moderne tid selvstændiggjort sig og går deres skæve gang, støttet til den teknik og civilisation, de har muliggjort, siden de blev sat på matematiske skinner i det 17. århundrede. Derfor er det også forkert at sige, at bestemte tænkere har en filosofi i dag: »I løbet af de seneste 200 år har filosofien fået en anden opgave, som måske er mere ydmyg. De filosoffer, der kommer efter Hegel, bidrager i stedet med et nyt greb på noget. Filosofien bliver da snarere en evne til at gå ind i noget, man ikke har set før, og tilbyde et overset perspektiv. Derfor er det en vigtig pointe for mig, at der ikke findes en ’Foucaults filosofi’ eller en ’Derridas filosofi’, for når folk siger sådan, gør de straks disse greb til et system. Og så bliver de til grin.«

Eksistentialismens konge

Da Gosvig Olesen som ung selv studerede filosofi under den legendariske filosof Gérard Granel i starten af 80’erne, var der særligt én tænker, der var persona non grata i de tilrøgede auditorier: fransk filosofis ubestridte cafékonge, Jean-Paul Sartre.

Sartre havde haft sin storhedstid i 1940’ernes Paris, hvor han gjorde filosoffen til en kæderygende stjerne, der med sin udsigtspost på det parisiske gadehjørne kunne se eksistensen udfolde sig og fortælle begejstrede tilhørere om livets iboende absurditet.

Selvoptagetheden var et af de træk ved Sartre, der foruden hans politiske overbevisninger – han sympatiserede i en årrække med Sovjetunionen under Stalin – fik den næste generations filosoffer til at dømme ham ude. Og Sartre er da ganske vist en rimelig svag tænker på mange måder, mener Gosvig Olesen. Men bedømmelsen af ham er også unfair, for mere end nogen anden skikkelse tegner han eksistentialismen som en strømning. Og eksistentialismen kan man ikke komme uden om.

»Der er et før og et efter Sartre,« siger Gosvig Olesen og forklarer, hvordan Sartre helt grundlæggende ændrer vores forståelse af frihed.

Jean-Paul Sartre

Janine Niepce

• Født 1905. Død 1980.
• Boede i Paris i det meste af sit liv og høstede både anerkendelse for sine filosofiske og skønlitterære bøger. Modtog Nobelprisen i litteratur i 1964, men afslog med den begrundelse, at han ikke ønskede at blive gjort til en institution.
• Mest kendt for sin ateistiske eksistentialisme, der med sin betoning af, at mennesket skaber sig selv gennem sine valg og handlinger gjorde ham til en af de mest berømte skikkelser i det 20. århundredes franske åndsliv.
• Gosvigs anbefaling: »Jeg synes, at Sartres smukkeste værk er det selvbiografiske Les Mots (Ordene på dansk) fra 1963. Det gentager mange af pointerne fra hans filosofiske værk og er meget velskrevet. Selv om det er en selvbiografi, er han ikke interesseret i sig selv som sådan, men mere i at se sig selv som et eksempel på et menneskeliv.«

»For Sartre består friheden i, at man selv har ansvaret for, hvad man gør. Det kan man aldrig lægge fra sig. Så kan du have mere eller mindre håbløse projekter. Hvis du har klumpfod, er det ikke nogen god idé at forsøge at blive professionel fodboldspiller. Man kan altså vælge umulige projekter, men hvis man gør det, har man stadig selv valgt det.«

For Sartre er friheden udgangspunktet for eksistentialismen. Det betyder, at mennesket ikke bare er frit; mennesket er friheden. Og det er revolutionerende.

»Man kan kritisere Sartre på alle mulige måder,« siger Gosvig Olesen. »Men hans beskrivelse af mennesket som frihed og ikke bare som et væsen med fri vilje er ny. Derfor markerer hans tænkning et før og et efter.«

For at forklare Sartres kongstanke beder Gosvig Olesen mig om at forestille mig et menneske, der siger, at vedkommende er blevet forhindret i at være fri, fordi han eller hun har haft en ulykkelig barndom.

»Ja, ville Sartre formentlig sige, men det er altså dig selv, der bliver ved med at gøre den ulykkelige barndom til din historie. Og så har du selv valgt din ufrihed. En psykologisk retning som narrativ psykologi ville nærmest være utænkelig uden den idé.«

»I en vis forstand er det selvfølgelig nådesløst over for den person, der faktisk har haft en ulykkelig barndom. Men der er også den pointe i det, nemlig at du selv bestemmer, hvad du vil gøre med det forhold.«

Ifølge Gosvig Olesen kørte meget af Sartres begrebsapparat allerede træt i filosoffens egen levetid. Hovedværket Væren og Intet har mest af alt denne status på grund af dets mammutstørrelse. Men ét af Sartres begreber er blevet stående for Gosvig Olesen – nemlig praksis-inertien fra det senere hovedværk Kritik af den dialektiske fornuft fra 1960.

»Med det mener Sartre, at man hæfter for de ting, man har gjort. Når man én gang har foretaget nogle valg, begrænser det hvilke valg, man efterfølgende kan foretage sig. Det handler ikke så meget om ens sociale forhold eller arv og miljø, men snarere om, hvordan ens egen forvaltning af friheden er med til at begrænse den løbende.«

Det er også ud fra dette begreb, man skal forstå Sartres berømte ord »Helvede, det er de andre«.

»At helvede er de andre vil sige, at bordet fanger. De andre vil altid holde mig fast på det, jeg har gjort, hvis jeg ikke selv gør det. Kort kan man altså sige, at Sartre er en tænker, vi ikke kan komme uden om, hvis vi taler om frihed.«

Forskellenes tænker

Når Sartre forsøger at beskrive friheden, er det som metafysisk begreb. Han vil gøre friheden til en uomgængelig og gennemtrængende størrelse.

For den fransk-algierske tænker Jacques Derrida er sådan en måde at tænke på et eksempel på noget dybt problematisk i filosofien.

Kapitlet om Derrida er det længste i Gosvig Olesens bog, og det med god grund. Derrida er nemlig en notorisk svær tænker – men også en tænker, der mere end nogen anden har taget de radikale konsekvenser af filosofiens status efter Hegel. Hans »dekonstruktion« markerer et decideret nybrud i filosofiens historie.

Gosvig Olesen forklarer, at ordet déconstruction på fransk betegner den proces, hvorved noget tilintetgøres og samtidig anvendes i en ny sammenhæng. Firmaer, der tilbyder ydelsen déconstruction, river eksempelvis en ejendom ned og opfører en ny med brug af samme materialer.

Som filosofisk og litterær metode fungerer dekonstruktionen nogenlunde på samme måde. Den er ude på at rive vores faste forestillinger ned og erstatte dem med den indsigt, at betydning, i modsætning til hvad hele den filosofiske tradition hævder, aldrig er fastlagt.

Når vi som Sartre taler om frihed, bliver vi ifølge Derrida hurtigt vant til at bruge begrebet henkastet; som om vi ved præcis, hvad det indebærer. Men for Derrida er det en misforståelse. De ting, der bestemmer vores fortolkning af virkeligheden, ligger aldrig fast. De er altid til forhandling. Og det er denne insisteren på at søge tilflugt fra det faste og substantielle, der er Derridas store bidrag til filosofien:

»Hos Derrida er der ingen faste instanser,« siger Gosvig Olesen. »Det afgørende er altid forskellen. Det er noget, han henter hos Heidegger, som taler om væren i betydningen ’at være’, altså som et verbum, til forskel fra ’det værende’. Det væsentlige for Heidegger er, at væren ikke er noget, der er – der er kun selve det at være. Derrida kritiserer så Heidegger og hævder, at han hele tiden ender med at søge mod en identitet alligevel.«

Jacques Derrida

Joel Robine

• Født 1930. Død 2004.
• Født i Algeriet. Hans baggund som algiersk jøde satte sig spor i særligt hans sene forfatterskab, hvor han blandt undersøger begreber som identitet og fællesskab. Han underviste indtil sin død på en række store universiteter, heriblandt École Normale Supérieure og UCLA.
• Mest kendt for sin dekonstruktion, der er en kritik af den vestlige filosofiske tradition og fik afgørende betydning for filosofiens udvikling i den sidste del af det 20. århundrede.
• Gosvigs anbefaling: »I bogen Dødens gave er der en meget fin tolkning af Kierkegaards læsning af Abrahams ofring af Isak. De fleste danskere kender jo Kierkegaard, så det kunne være et godt sted at starte.«

Når Gosvig Olesen straks begynder at tale om den tyske filosof Martin Heidegger her, siger det noget væsentligt om Derrida. Det er nemlig umuligt at tale om ham uden også at tale om de filosoffer, han tænker i forlængelse af. Og det er også noget af det, der gør ham svær at læse. Men forskelsbegrebet er uhyre vigtigt, mener Gosvig Olesen og uddyber:

»Det får én til at forstå, at det med at tænke i faste instanser er problematisk, selv om man heller ikke kan undvære dem. Man er selvfølgelig nødt til at have et eller andet, men man skal heller ikke tro, at man kan afgrænse det.«

Som tænker har Derrida fået skudt meget i skoene. Hans dekonstruktion er blevet beskrevet som ophav til alle mulige former for relativisme – den er ovenikøbet blevet beskyldt for at være totalitær samt årsag til Trump og fake news. Men det er noget vrøvl, mener Gosvig Olesen:

»Det er egentlig ret klart, hvad Derrida er politisk, nemlig demokrat. Han udtrykker selv en undren over, at der er så få filosoffer, der er demokrater. De er totalitære fra Platon til Heidegger. Og det er godt set. Derrida forsvarer demokratiet. Han siger endda: Ingen dekonstruktionen uden demokrati, intet demokrati uden dekonstruktion.«

Når det kan være svært at se det konstruktive i dekonstruktionen, skyldes det, at den, som Gosvig Olesen formulerer det, »kan blive ved og ved«. Men det er netop pointen, at den ikke tilbyder en løsning på filosofiens problemer. Den tilbyder snarere et perspektiv, som er nødvendigt, hvis filosofien ikke skal forfalde til en selvretfærdig tro på de svar, den allerede har givet. Dekonstruktionen fungerer altså på mange måder som en saltvandsindsprøjtning de steder, hvor filosofien fremstår bedrevidende og skråsikker.

»Nogle mener, at det er svært at se, hvad der bliver tilbage efter dekonstruktionen. Men det, der bliver tilbage, er en styrke, som ikke består i nogle stærke strukturer. Og så kan man slappe lidt mere af,« siger Gosvig Olesen og læner sig tilbage i stolen.

Kroppens tænker

Mens Derrida kan være svær at få greb om på grund af hans mange og særegne nylæsninger af tidligere tænkere, er Maurice Merleau-Pontys (1908-1961) udgangspunkt anderledes håndgribeligt. Han er blevet kaldt kroppens tænker, fordi han insisterer på dens vigtighed for erkendelsen.

For Merleau-Ponty bygger filosofien siden Descartes på en grum misforståelse. Descartes gør bevidstheden til grundlag for virkeligheden; men ifølge Merleau-Ponty overser han dermed, at vi alle er til stede i verden via vores kroppe. Ja, som fysisk objekt betinger kroppen ligefrem vores subjektivitet.

Merleau-Ponty var Sartres samtidige. Han fik mindre gennemslagskraft end sin ven, selvom han ifølge Gosvig Olesen var en meget stor tænker:

»Når Merleau-Ponty taler om kroppen, er det ikke den krop, jeg kan tage og føle på,« siger Gosvig Olesen. »Det er mere den kropslige erfaring og tilstedeværelse af alting. Noget af det, Merleau-Ponty siger, er, at der er nogle kropslige betingelser, som vi hele tiden tænker ud over, men som vi faktisk ikke kan tænke ud over.«

Da jeg beder Gosvig Olesen om et konkret eksempel, er han hurtig på aftrækkeren: »Vi ved, at en terning har seks sider, men den kan aldrig vise sine seks sider for os som lige store på én gang. Det er en genstand, som vi aldrig nogensinde kan komme til at se helt.«

»Og det er det samme, der gør sig gældende, når vi bevæger os rundt i et landskab. Her ser vi jo heller ikke et kort over landskabet, som det ser ud fra flyperspektivet. Pointen er altså, at der er en forskel mellem den konkrete praktiske erfaring og den intellektuelle organisering af tingene.«

Maurice Merleau-Ponty

Arkivfoto

• Født 1908. Død 1961.
• Studerede på eliteuniversitetet École Normale Supérieure, hvor han også senere underviste. Døde af et slagtilfælde som 53-årig i 1961.
• Mest kendt for sin fremhævelse af kroppens betydning for erkendelsen, hvor han blandt andet bygger videre på den tyske filosof Edmund Husserls fænomenologi.
• Gosvigs anbefaling: »Det lange essay med titlen ’Det indirekte sprog og tavshedens stemmer’ er meget smukt og efter min mening noget af det fineste, der er skrevet i det 20. århundrede. Og det er en god indgang til Merleau-Pontys tænkning.«

Merleau-Ponty er optaget af, hvordan vi på den ene side er fanget i den kropslige »tilsynekomst af alting«, som Gosvig Olesen formulerer det, men samtidig har utrolig svært ved at tænke den. Når vi tænker den, har vi allerede sat os ud over den:

»Hvis man skulle være lidt polemisk, handler det ikke om noget subjektivt, for der er slet ikke et subjekt til at begynde med. Det, der er, er en konstant tilblivelse. Det, som vi tror er fikst og færdigt, er hele tiden i gang med at blive til for øjnene af os. Og det er kun fordi, vi har lært det fra en meget tidlig alder, at vi klamrer os til de færdige genstandes virkelighed, hvad enten de er subjekter eller objekter.«

Merleau-Ponty var ligeledes optaget af, hvordan sproget er betinget af vores tidlige erfaringer med fagter, gestikulationer og mimik. I et essay spørger han, hvordan man lærer et sprog; han kommer frem til, at det i hvert fald ikke er ved at lære forskellen mellem adverbier og substantiver som lille barn. Man lærer snarere sproget ved at lære at bruge det.

»Barnet råder ikke over alle sprogets elementer, men bruger de elementer, det har, til at komme frem til at udtrykke en mening. Barnet erobrer sproget og begynder lige så langsomt at råde over det. Ganske svarende til, at barnet har måttet erobre sin egen krop, lære at kende forskel på arme og ben, at rejse sig til lodret stilling og gang. De famlende forsøg på at sige noget er allerede en slags sprog.«

Vores samtale lakker mod enden. Det sene eftermiddagslys kaster et orange skær på væggen bag os og minder os om, at der findes en verden uden for tænkningens irgange. Nogle vil nok også sætte spørgsmålstegn ved, hvad man får ud af at beskæftige sig med disse vanskelige tanker i en tid præget af mange håndfaste problemer.

»Som jeg sagde til at starte med, handler filosofi om at spørge, hvad vi tror, vi ved. Det er derfor, at sådan nogle som Derrida og Merleau-Ponty kan sige filosofien noget i dag. De giver os et perspektiv på de betingelser og forudsætninger, som vi har overset. Det er det eneste, filosofien skal. Den skal pege på det. Og det synes jeg, at de her franskmænd er ret gode til.«

Søren Gosvig Olesen. ’Filosofien i Frankrig’. Udkommer fredag d. 7. maj på Forlaget Wunderbuch. 248 sider. 290 kroner.