Det lignede afgørelsen, da den slovenske stjernerytter Primoz Roglic på 17. etape af Tour de France sidste år stak af fra førerfeltet på stigningen op til Col de la Loze og kørte i mål 15 sekunder foran sin nærmeste rival, landsmanden Tadej Pogacar.
Angrebet indbragte ham et samlet forspring i regnskabet på 57 sekunder. Og de færreste tvivlede på, at det ville blive udfordret på etapeløbets sidste distancer – herunder Roglic selv.
Da han fik taget mål til den gule vindertrøje, som han skulle bære på toppen af podiet ved prisoverrækkelsen i Paris, spurgte løbets officielle skrædder ham, om han ønskede at modtage folkets hyldest i en kort- eller en langærmet cykeltrøje.
»Jeg er fucking ligeglad,« svarede han med et grin. »Alt er bare godt.«
Kort efter var tingene knap så gode.
På tourens næstsidste dag smadrede Pogacar nemlig sin slovenske rival på enkeltstarten til det mondæne skisportssted La Planche des Belles Filles i Vogeserne og kørte sig frem til et forspring på knap et minut i den samlede stilling.
Det var en af de vildeste præstationer i Tour de Frances historie, og den ramte hele tourfeltet – herunder ikke mindst naturligvis Roglic – som et kølleslag.
Officielt tog den detroniserede slovener og hans holdkammerater fra Jumbo-Visma-mandskabet det dog pænt. Roglic omfavnede sin rival uden for presseteltet og udtalte, at »Tadej var meget bedre og virkelig fortjente at vinde«.
Det var imidlertid en sminkning af sandheden.
I virkeligheden herskede der i Jumbo-Visma-lejren en dyb skepsis over for Pogacars præstation. Og deres umiddelbare reaktion på den unge sloveners ridt var ikke anerkendelse, men vantro og mistænksomhed.
Det afslører en ny, hollandsk tv-dokumentar.
En dokumentar, der linder på låget til den kiste, hvor cykelsportens dopingspøgelser er proppet ned.
Dokumentaren har titlen Code Geel (Gul kode, red.) og er en såkaldt fly-on-the-wall-dokumentar, hvor kamerafolkene har fået fri adgang til at følge Roglic og hans holdkammerater gennem hele touren, både i spillerbussen, på hotellerne, i sportsdirektørbilerne, på massagebriksene og under selve etaperne.
Filmens dramatiske klimaks er naturligvis enkeltstarten, hvor Jumbo-Visma rytterne og deres sportsdirektører med rædsel ser deres tourfavorit blive kørt sønder og sammen. Og især reaktionen fra en enkelt skikkelse er bemærkelsesværdig, nemlig fra Jumbo-Vismas tidligere verdensmester i enkeltstart, Tom Dumoulin.
Denne hollandske tempospecialist ved om nogen, hvad det vil sige at køre enkeltstart, og hans ansigt er et studie i den dybeste mistænksomhed, da han i tv-dokumentaren forholder sig til Pogacars præstation umiddelbart efter løbet.
»Forbandede Pogacar, som sidder på cyklen som en minearbejder,« mumler han med en hentydning til slovenerens uelegante kørestil, før hans skepsis får frit løb. »Halvandet minut! (hurtigere end Dumoulin, red.) Jeg fatter ikke, hvordan den fyr … Jeg kan ikke forestille mig, hvordan i helvede jeg havde skullet kunne køre halvandet minut hurtigere ude på ruten.«
Samme slet skjulte skepsis finder man også hos Roglic selv:
»For helvede … Sikken forskel. Nogen må kunne beregne, hvor meget kraft det kræver at køre så hurtigt. Det er cykling af en anden verden. Jeg kan simpelthen ikke fatte det. Ved du, hvad jeg siger? Jeg kan ikke forstå det. Hvis du kan cykle så hurtigt, så kan du gennemføre alle etaper på ét ben.«
Som nævnt lykkes det siden hen Roglic og de andre Jumbo-Visma-ryttere at finde en grimasse, der kunne passe, men man tør roligt antyde, at tv-dokumentaren giver et sjældent indblik i, hvad cykelryttere på topplan i virkeligheden tænker om hinanden, når de bliver konfronteret med præstationer, der forekommer uvirkelige.
Ikke mindst Roglics bemærkning om, at Pogacar havde leveret cykling »af en anden verden«, er ladet med betydning og vil minde folk i cykelmiljøet om det franske sportsmagasin L’Equipes berømte overskrift fra 1999 om, at Lance Armstrong var »På en anden planet« efter hans soloridt på etapen til Sestriere.
Når man ikke direkte kan beskylde folk for doping, må man finde andre måder at sige tingene på …
Vis mig dine venner
For den udenforstående kan Dumoulin og Roglic nemt virke som dårlige tabere, der bruger nederlagets skuffelse til at antyde grimme ting om deres rival. Men et nærmere studie af den sportslige organisation, som Pogacar er en del af, giver en klar indikation af, hvor de har deres mistanke fra.
Den 21-årige slovenske Tour-vinder er nemlig i sit daglige virke på holdet UAE Team Emirates omgivet af skikkelser, der også spillede centrale roller i cykelsporten i de år, hvor dopingmisbruget strømmede som en giftstrøm gennem feltet.
Holdet styres således af den schweiziske sportsdirektør Mauro Gianetti og den spanske teamchef Matxin Joxean Fernandez. Og tilbage i 00’erne var de sportsligt ansvarlige for et af de mest skandaleprægede hold i cykelsportens historie, nemlig Saunier Duval, der i årevis stod som fast leverandør af dopingskandaler – herunder to af de største i Tour de Frances historie i form af afsløringerne af den spanske bjergrytter Iban Mayo og italieneren Riccardo Riccó for epo-misbrug.
Derudover råder holdet også over to sportschefer, der var i dopingspotlightet som aktive ryttere. Den ene, Neil Stephens, kørte for det Festina-mandskab, der i 1998 blev afsløret i systematisk brug af epo. Og den anden, Andrej Hauptman, blev i år 2000 udelukket fra touren på grund af en blodprøve med for høj hæmatokritværdi.
Det er altså ’artige’ skikkelser, der styrer tingene på Pogacars mandskab. Og det har da heller ikke undsluppet opmærksomheden hos nogle af cykelsportens nærmeste betragtere.
Således har den tidligere professionelle rytter og sportschef Stéphane Heulot udtalt om Pogacars sportsdirektør, Gianetti, som han kender indgående fra deres tid som holdkammerater i 1990’erne:
»Dopingtankegangen er så indgroet i ham, at han ikke kan se på cykelsporten på nogen anden måde.«
Sprængte skalaen
De mere eller mindre uudtalte mistanker mod Pogacar bunder imidlertid ikke kun i guilt by association i form af hans relation til de sportsligt ansvarlige på hans cykelhold.
De udspringer også af slovenerens egne bedrifter i løbet af touren. Bedrifter, der har vakt forundring – for at sige det mildt – hos nogle af de forskere, der studerer tallene bag de professionelle cykelrytteres præstationer.
Især Pogacars angreb på Col de Peyresourde på tourens ottende etape har været i fokus. Her satte den unge slovener rekord for hurtigste ridt op ad bjerget, da det lykkedes ham at nå toppen på 25 minutter og 20 sekunder. Det var hele 45 sekunder hurtigere end den gamle rekord, som blev sat af de dopingdømte ryttere Alexandre Vinokurov og Iban Mayo på et tidspunkt, hvor bloddoping var udbredt i feltet.
Og det er ikke kun Pogacars tid, der har forbløffet eksperterne – men også den kraftudladning, som lå bag præstationen. Ifølge hans fysiologiske data kørte Pogacar op ad bjerget med en kraft, der svarer til 6,5 watt/kg i minuttet (hvilket er den målestok, som de professionelle rytteres præstationer bliver bedømt efter).
Det er faktisk en præstation, der sprænger rammerne for den skala, man normalt bruger til at måle rytternes kraftudladninger, eftersom den slutter ved 6,4 watt/kg.
Pogacar lå altså over denne grænse; ja, faktisk var han i en 10-minutters periode af etapen oppe på 6,77 watt/kg i minuttet, hvilket tangerer Lance Armstrongs præstationer fra hans (gennemdopede) storhedstid, og i det hele taget er der kun yderst få ryttere, der har leveret ridt med højere watt/kg pr. minut end Pogacar, herunder de dopingdømte Armstrong og Pantani.
På VM-guld-niveau
Samme scenarie gentog sig på enkeltstarten, hvor Pogacar reelt erobrede den samlede sejr i løbet. Her spurtede han op ad bjerget med en kraft, der svarer til 6,5 watt/kg i minuttet.
Eftersom denne stigning var relativt kort, kan det i sig selv godt forklares. Men det, der har fået eksperterne til at undre sig, er, at Pogacar leverede kraftudladningen, efter at han på enkeltstartens flade stykke havde matchet den langt større og mere muskuløse tempospecialist Tom Dumoulin – til trods for at Dumoulin kørte så hurtigt, at han efter eget udsagn leverede en præstation »på VM-guld-niveau«.
Pogacars præstationer har fået den anerkendte tyske antidoping-ekspert Fritz Sörgel fra Nürnbergs Institut for Biomedicinsk og Farmaceutisk Forskning til at komme så tæt på at antyde, at sloveneren er dopet, som man kan gøre uden at komme i konflikt med injurielovgivningen.
»Det rejser naturligvis en vis mistanke,« har han udtalt til det netbaserede sportsmedie SPOX. »Det watt/kg-niveau, som Pogacar har præsteret på, er tidligere kun blevet nået af Lance Armstrong, Jan Ullrich, Marco Pantani (alle dopingdømte, red.) samt Team Sky, hvor ikke alt jo ligefrem er kørt efter bogen.«
Dermed er det naturligvis ikke sagt, at Pogacar var dopet under touren sidste år. Han kan også bare være et enestående talent, der er i stand til at køre resten af feltet i smadder på ren muskelkraft.
Men hans præstationer har tændt en mistanke i cykelmiljøet.
Eller som den tidligere professionelle cykelrytter og indehaver af den gule trøje, Stéphane Heulot, sagde, da han efter touren blev bedt om at kommentere på slovenerens præstationer:
»Det giver mig lyst til at kaste op.«
