Naturvidenskab
Læsetid: 8 min.

Naturen blev opfundet i 1802 af et ungt geni ved navn Alexander Humboldt

Alexander von Humboldt var en manisk arbejdsmaskine og et videnskabeligt vidunder. Han klatrede højere op, end nogen før havde været – og deroppe på siden af en udslukt vulkan opfandt han et nyt blik på naturen. Et blik, som vi i dag må tilegne os for at redde kloden ud af suppedasen
Alexander von Humboldt var en manisk arbejdsmaskine og et videnskabeligt vidunder. Han klatrede højere op, end nogen før havde været – og deroppe på siden af en udslukt vulkan opfandt han et nyt blik på naturen. Et blik, som vi i dag må tilegne os for at redde kloden ud af suppedasen

Jesse Jacob

Moderne Tider
24. april 2021

End ikke Europas ballonskippere havde nogensinde været så højt oppe som de små mænd på vulkansiden den sommerdag i 1802. Højdesyge, kvalmeramte og med blødende gummer møvede det lille selskab sig fremad og opad mod toppen af bjerget Chimborazo.

Dengang troede man, at den udslukte vulkan 150 kilometer syd for Quito i Ecuador var verdens højeste bjerg med sine 6.268 meter, og det var så stejlt og ubarmhjertigt, at de lokale bærere for længst havde nægtet at følge med videre. Derfor bar de tre nu selv alle måleinstrumenterne og stoppede hyppigt op for at lave målinger, ligesom de hele vejen møjsommeligt havde indsamlet planter og bemærket, hvordan vegetationen ændrede sig med opstigningen.

Og alle disse indsamlede data rumlede videre i hovedet på ekspeditionens leder, der husede en af de mest bemærkelsesværdige begavelser, naturhistorien har set. Alexander von Humboldt, hed han, og der på bjerget var han i færd med at gøre sit livs måske største erkendelse – og dem var der ellers mange af.

Den 31-årige tysker havde sultent slugt snart sagt al tilgængelig naturhistorisk viden i Europa – om det gjaldt magnetisme, geologi, botanik, astronomi eller sågar musklernes elektricitet – ligesom han var besat af at måle alting. Senere skulle han blive sin tids mest kendte videnskabsmand og få hundredvis af byer, dyre- og plantearter og en enkelt havstrøm opkaldt efter sig. Men nu var han altså på vej op ad et bjerg og mod en slags åbenbaring.

På alle fire kravlede han og hans makkere gennem tåge ad en ganske smal bjergkam med bratte og potentielt dødbringende fald til begge sider – knivsæggen, som spanierne kaldte stedet. Pludselig lettede tågen, og de kunne se, at deres sti endte i et dybt fald. Forude stod Chimborazos tinde hvid og sneblank, og der var ingen chance for, at de kunne nå de sidste knap 300 meter op. Lidt skuffende var det måske, men der i 5.917 meters højde havde de sat en højderekord, som ikke blev overgået før 20 år senere – og det var ikke engang det vildeste.

Det vildeste var, hvad Alexander von Humboldt indså deroppe med naturen lå bredt ud foran sig. Hans viden og alle hans observationer fra alverdens områder og egne begyndte at danne en helhed.

Fra sine rejser rundt gennem Europa, fra Tenerife og fra de seneste års store ekspedition til Sydamerika. Turen op ad bjerget havde været en rejse gennem alt fra de tropiske vækster i lavlandet og op til de hårdføre, alpine planter mod bjergets top – og det hele mindende om plantelivet, som han havde set det andre steder på kloden; som en rejse fra det varmeste syd til det koldeste nord. Heroppe gik det for første gang op for ham, at naturen var en global kraft, og at alting hang sammen i en levende helhed.

I dag kan det måske virke indlysende, at naturen ikke er et lokalt fænomen, men et tæt sammenvævet net af processer og systemer, der fungerer på mange niveauer og over hele kloden. At klima og liv for eksempel hænger sammen, og at man kun forstår naturen i al sin bredde og vælde, hvis man undersøger bredt.

I de naturvidenskabelige fagdiscipliner er Humboldt kendt som plantegeografiens fader, og som ham, der opdagede, hvordan Jorden kan inddeles i klimabælter, der løber rundt om kloden og har stor betydning for, hvilket liv der eksisterer i forskellige egne.

Men Alexander von Humboldts måske største videnskabelige bidrag var hans evne til at lave synteser, at overlejre forskellige discipliner og forstå, at naturen bliver til i et komplekst samspil mellem forskellige faktorer som tusind strenge, der hiver i hinanden. I sin store og fantastiske biografi om Alexander von Humboldt skriver forfatter Andrea Wulf om, hvordan det unge geni ændrede hele den måde, man anskuer naturen på – og altså på sin vis opfandt naturen.

Mennesket som nedbryder

I århundreder eller ligefrem årtusinder før Humboldt havde det vestlige natursyn haft mennesket i centrum.

I Første Mosebog havde selveste Vorherre påbudt mennesket at herske over »havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden«, og den græske filosof Aristoteles var inde på noget af det samme, da han anførte, at naturen havde »skabt alting udelukkende for menneskets skyld«.

I 1600-tallet erklærede den engelske filosof Francis Bacon som et ekko, at »verden er skabt for menneskets skyld«, og en anden umådelig indflydelsesrig tænker, René Descartes, var kommet frem til, at dyrene i virkeligheden var en slags komplekse robotter, som nok kunne en hel masse, men dybest set ikke fattede noget, hvorfor menneskene var »naturens herrer og ejere«.

I Humboldts samtid var det simpelthen en del af civilisationsprojektet at kultivere naturen og gøre den frugtbar for mennesket, og meget af det, man i dag ville se som naturødelæggelse, blev opfattet som smukt.

Født ind i en prominent preussisk familie var forventningen til Alexander von Humboldt, at han skulle blive embedsmand i statsapparatet, og der var der ingen støtte til hans drøm om store videnskabelige ekspeditioner. Til gengæld var der inde i ham et nærmest manisk drive, der førte ham til de bedste læremestre på de højere anstalter og til et nært venskab med den feterede forfatter Goethe. Han lærte den unge mand, at ikke kun målingerne, men også følelserne spillede en rolle, hvis man ville forstå naturen.

Efter begge forældres død og en udbetalt arv var Alexander von Humboldt nu ikke bare lærd, men også rig og fri. Og det lykkedes ham at få en aftale med det spanske hof om, at han og botanikervennen Aimé Bonpland måtte udforske den spanske krones besiddelser i Sydamerika. En ekspedition, der tog fem år og førte dem igennem tusinder af kilometers uvejsom jungle, hvor de levede af myrer og aber, fik stød af elektriske ål og indsamlede hundredevis af nye arter.

Fra han satte fødderne i den ny verden, målte og noterede Humboldt sig alt, hvad han kunne komme i nærheden af – ikke blot tid, tryk og temperatur, men også inkaernes kultur og smagen af vandet i de forskellige floder. Også de negative effekter af menneskets dominans over naturen begyndte at træde frem – ikke mindst, da han besøgte de berømte landbrugsområder ved Aragua i Venezuela på den første del af rejsen.

Midt i denne frodige dal med majs og sukkerrør og indigobuske og små landsbyer lå den store Valenciasø spættet med småøer, hvor hejrer, flamingoer og vildænder ved aftenstide fløj ud for at overnatte. Under skønheden lurede ødelæggelsen, for vandstanden var faldet kraftigt over de seneste årtier, forklarede de lokale, og flere af øerne havde for kort tid siden ligget under vand ligesom en stor del af markerne på søbredden.

Humboldt undersøgte sagen og kom frem til, at det skyldtes, at menneskene havde omdirigeret en masse vandløb, så de kunne vande deres jorder, og fældet de gamle sumpskove. Han forstod som den første træernes betydning for at regulere temperatur og fugt ved at kaste skygge og holde på jorden, og han indså, at fældningen betød, at søen og en masse områder tørrede ud.

Det samme havde han iagttaget på rejsen derned fra Caracas: Hvordan mennesket havde ryddet skovene, drevet landbrug og efter en periode efterladt et udtørret, udpint område for at rykke videre til det næste. Menneskets indgriben i naturens systemer kunne altså være brutal og potentielt katastrofal, og han nåede frem til, at kun ved at forstå naturens sammenhænge »kan vi påvirke naturen og bruge dens kræfter til vores egne formål«, som han siden skrev.

Et fantastisk billede

Hjemvendt til Europa gav han sig til at skrive sine rejseoptegnelser ned i det, som skulle blive til et 23 bind langt værk om rejsen til det nye kontinent, og allerede i første bind, Essay om planternes geografi, var noget nyt på spil.

Centrum for værket var en stor håndkoloreret illustration, som viste vulkanen Chimborazo skåret igennem, og på bjergvæggen kunne man følge, hvilke planter der voksede hvor på bjerget og grafisk se, hvordan plantelivet forandrede sig op mod tinden. På begge sider af bjerget var søjler med tal, der viste Humboldts målinger af temperatur, tyngdekraft, vands kogepunkt og luftens sammensætning, som man bevægede sig op, ligesom man kunne sammenligne højderne med andre bjerge.

Det er blevet beskrevet som verdens første infografik, men var endnu mere end det – det var visualiseringen af naturen som en helhed, hvor alt var forbundet. Plantelivet, klimaet og geografien hang uløseligt sammen.

Når studerende i dag bliver introduceret til biogeografien, er noget af det første, de skal igennem, såkaldte korrelationsanalyser, hvor man parrer mønstre og variabler, og det var præcis, hvad Humboldt introducerede her: Han så på udbredelsen af forskellige plantebælter, beskrev deres forandringer, ledte efter mulige sammenhænge med andre processer. Og sådan nåede han frem til, at vegetationen og temperaturen hang sammen – en erkendelse, som i dag virker intuitiv, men som absolut ikke var det dengang.

I sin tekst flettede han den kulturelle, biologiske og fysiske verden sammen til globale mønstre, hvor også mennesket var indlejret som en del af helheden. Sådan ændredes menneskets plads i naturens hierarki.

Det vigtigste budskab blev tabt

Selv om Humboldt var en kæmpestjerne i sin samtid og udøvede kolossal indflydelse på eksempelvis Charles Darwin, så kopierede videnskaberne ikke hans drift mod de store sammenhænge og synteser.

I stedet blev naturvidenskaben gennem 1800-tallet splittet ud i en lang række specialdiscipliner, der på succesfuld vis undersøgte hver deres niche inden for skarpt opdelte emner. I dag kan man for eksempel se det ved, at der i København både er et zoologisk museum, et geologisk museum og et botanisk et af slagsen – også selv om dyrelivet, plantelivet og geologien hænger nært sammen og ikke kan forstås globalt uden hinanden.

Derfor kan man godt se det som en slags humboldtsk vending, at man nu er i færd med at samle det hele i ét stort statsligt naturhistorisk museum, der skal have fokus på sammenhængene, overlappene og menneskets stadig mere dominerende rolle.

Når man taler med direktøren for Statens Naturhistoriske Museum, Peter Kjærgaard, siger han ligefrem, at nutidens naturkriser skyldes, at videnskaben over årene mistede blikket for sammenhængene – at man negligerede Humboldts vigtigste erkendelse. For når vi kigger på de helt store problemer i dag – de menneskeskabte klimaforandringer, udryddelsen af dyrearter og truslen om, at nye sygdomme skal springe fra dyr til mennesker – så står det klart, at de ikke kan løses af enkelte specialister, men »kræver et humboldtsk blik«, som Peter Kjærgaard siger.

»Vi glemte at lytte,« siger han.

»Og det er derfor, vi er kommet så langt ud med planeten.«

Kilder: Peter Kjærgaard, direktør, Statens Naturhistoriske Museum. Naia Morueta-Holme, adjunkt, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Globe Institute, Københavns Universitet. Bøger: Andrea Wulf: ’Opfindelsen af naturen’, Aimé Bonpland og Alexander von Humboldt: ’Essay on the Geography of Plants’.

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

At leve af myrer, med blødende gummer. Se dét kan man kalde at yde et offer for videnskaben! :)

Da jeg for snart en del år siden fik idéen om at begynde at studere igen, slog det mig hvor lidt de enkelte discipliner snakkede med hinanden. Derfor tænkte jeg at jeg ville lære lidt om alt, og i stedet for at specialisere mig ned i genomet for Saccharomyces cerevisiae (gær), så ville jeg i stedet prøve at danne mig et overblik.

Jeg husker den dag i dag KU studievejlederens nærmest eksplosive grin, og et svar ala: "Tror du også på flyvende tallerkener", da jeg præsenterede min idé om at studere lidt af det hele. Det har nu ikke holdt mig tilbage, og forståelsen af virkeligheden ligger relativt oplagt ikke i én disciplin.

Hvad jeg derimod opdagede da jeg senere kom i gang med at læse (bredt) var den holistiske tilgang, og den lidt mindre fjendtlige holdning til tværdisciplinær videnskab. Det går den rigtige vej, men mere Humboldt!

Lars N. Jensen, Erik Karlsen, Søs Jensen, Alvin Jensen, Ole Henriksen, Ete Forchhammer , Ove Junne og Steen Sommer anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

...at vide lidt om meget eller meget om lidt...

Meget interessant artikel, imidlertid behæftet med en underlig mangel. Ikke med ét ord nævnes Alexanders storebror, Wilhelm, en af de mest fremtrædende skikkelser i Europas moderne universitetshistorie. Berlins Humboldt Universität, som Wilhelm v. Humboldt grundlagde i 1809, byggede ellers på den i dag skrottede forestilling om, at humanistiske og naturvidenskabelige fag udgør en sammenhængende helhed.
Måske er identitetspolitikkens hærgen, der drøftes et andet sted i bladet i forbindelse med den franske skribent Caroline Fourest, en følge af universitetsstudiernes fragmentering og orienteringstab.
I en helt anden boldgade: Interessant og yderst morsom læsning er Daniel Kehlmanns roman Opmålingen af verden (2007), hvor naturforskeren Alexander v. Humboldt er den ene af de to hovedpersoner. Den anden er den store tyske matematiker Carl Friedrich Gauss

Mikael Velschow-Rasmussen, Bent Larsen, Alvin Jensen, Ole Henriksen, Herdis Weins, Christian Mondrup og Annette Chronstedt anbefalede denne kommentar
Lærke Mynte Evensen

André Evensen
24- april, 2021-19:30
Som naturfagslærer syntes jeg det er en fantastisk spændende og oplysende serie om naturvidenskaben fortalt forfra, som Information har i øjeblikket. Den burde alle med interesse for naturvidenskab høre og den kunne også være en slags pensum i folkeskolen og gymnasiet.

Ole Henriksen, Ete Forchhammer og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Lærke Mynte Evensen/André Evensen

Hvis man nu skal pege på elefanten i rummet, så er serien rent guf, hvis man er naturvidenskabeligt interesseret, men dem som virkelig har brug for serien er alle de andre.

@Mikkel Vuorela/Johanne Pontoppidan Tuxen

For virkelig at forstå, hvad videnskab er, bør man vide lidt om videnskabsfilosofi og den videnskabelige metode. Det falder sikkert udenfor rammerne af denne serie, men hermed er det en opfordring/udfordring. Specielt hvis i kan holde den sproglige stil fra jeres serie som er helt perfekt. Videnskab og filosofi er tunge emner, men de gøres ikke mindre tunge af "nomenklaturen". Der er en grund til at A Short History of Nearly Everything blev den succes den gjorde.

Jørgen Mathiasen

Netop på det tidspunkt, hvor en af de mest uegnede præsidenter nogensinde havde embedet i USA, brød en pandemi ud. Hvilken modsætning!

Vi har ikke undgået alu-hatte, men den store mængde har for længst forstået, at videnskab, nærmere bestemt naturvidenskab, er det stærkeste våben mod viruset, og hvis man ikke kan få Nobelprisen for at udvikle en mRNA-vaccine, så kan man i hvert fald få en anden fin fortjenstmedalje samt en betydelig mængde skillinger.

For et stykke tid siden købte jeg Informations serie om Hegel som e-publikation. Med Lykkeberg som redaktør er der ingen fare for, at videnskabernes hovedområder bliver reduceret til (kun at være) naturvidenskab. Det er en god ting og anledning til at referere en filosofisk tanke om videnskabernes grundlag:

- Naturvidenskabernes grundlag er behovet for en sikker teknisk handlen. Humanioras er behovet for subjektiv forståelse. ... som derfor har andre kriterier end de kritiske samfundsvidenskaber, hvis grundlag er forankret i behovet for frigørelse fra samfundets ideologiske tvangsmekanismer.

Ete Forchhammer

Pietro Cini, for nylig, før pandemien, havde Deutsches Historiches Museuum i Berlin en meget stor, meget interessant udstilling om brødrene Humboldt... interessant også fordi den omhandlede begge brødre, og gjorde det ligeligt.
På Naturhistoriches Museum var det dog kun Alexander der blev mindet...

Som omtrent totalt blank mht. naturvidenskab sluger jeg med glæde denne artikelserie.
Blot et lille spørgsmål til kilderne til denne artikel: skrev Alexander von Humboldt på engelsk?
Jeg spørger, fordi det irriterer, og foruroliger, mig grænseløst at alt udenlandsk i dag skrives, og nævnes, på engelsk/amerikansk. Men måske jeg er for tidligt ude med min irritation i dette tilfælde?

Steen Sohn, Ole Henriksen, Pietro Cini og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

@Ete Forchhammer
En litteraturliste for A.v.H viser, at han har publiceret på tysk, fransk og latin. Men hans tekster er naturligvis også kommet på engelsk, og derfor er det ikke nemt at besvare dit spørgsmål, for hvordan skal det forstås?

A.v.H. dagbogsnotater var på tysk, og han har antageligt skrevet de fleste af sine originalmanuskripter på dette sprog, inklusive Schriften zur Geographie der Pflanzen. Artiklens forfattere kan antagelig bare bedre læse den engelske version. Under alle omstændigheder indeholder den tyske genudgivelse af teksten en filologisk redegørelse for teksterne [Entstehungs- und Editionsgeschichte], og der kan du få det endelige svar.

Tak, Ete Forchhammer.

Brødrene v. Humboldt troner begge på hver sin søjle foran Humboldt Universität ved Unter den Linden i Berlin. Åbenbart anses de begge for at være nævnte universitets grundlæggere.
Det var imidlertid Wilhelm v.H., som i sin tid lancerede ideen om det holistiske universitet, der kom til at inspirere det meste af Europa.
I dag er Humboldt seniors ideer en saga blot.
Universitetets totale fragmentering er resulteret i en ny middelalder, hvor rollen som vor tids teologer er blevet overtaget af naturvidenskaberne, der giver den som kardinaler, hvorimod humanvidenskaberne er vor tids biskopper.
Rollen som vor tids messedrenge (m/k) beklædes til gengæld af humaniora.
Det er grinagtigt.
Som gammel jysk-italiensk humanist glæder jeg mig til et forhåbentlig snarligt opgør og/eller oprør.

Ete Forchhammer

Jørgen Mathiasen. Tak for svar ovenfor. Du spørger, hvordan mit spørgsmål skal forstås? Det skal forstås som at jeg går ud fra (ville gerne gå ud fra) at en kildehenvisning er til originalen, og hvis ikke, at det så fortælles at det er en oversættelse der henvises til.

Pietro Cini, jeg kender kun universiteter i dag på anden hånd, og jeg er ikke katolik, så dine klerikale paralleller kan jeg ikke bedømme.
Men at humaniora er trængt ud på et sidespor, er til at få øje på udefra, og at det er overmåde dumt gjort af dem der har besluttet det, er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Jørgen Mathiasen

@Ete Forchhammer
Selv tak! Der kunne jo nok godt blive plads til parentesen (overs.) eller et minimum af bibliografisk information i form af et årstal for den engelske udgivelse. Det sidste ville være særligt interessant i dette tilfælde, for Darwin, der havde von Humboldt som forbillede, havde svært ved at lære sprog. Mon ikke han har læst engelske oversættelser af Humboldt?

Det er en sidegade, men alligevel: Information om udgave, oplag, deres årstal og publikationens sprog er væsentlige (indirekte) oplysninger om en læreproces eller om et samfund. Arnold Hausers kunstsocialhistorie blev oversat til dansk 28 år efter dens publicering på tysk, for Ecos specialebog tog det 20 år.

"Blot et lille spørgsmål til kilderne til denne artikel: skrev Alexander von Humboldt på engelsk?"

Ete,
det er først efter 1945, at ikke-engelske videnskabsfolk udgav originalartikler på engelsk, med mindre de befandt sig i engelsktalende lande. Jeg har endda set eksempler på fra 1920'rne, at US-amerikanske fysikere skrev artikler på tysk, fordi de befandt sig i Tyskland på det tidspunkt.
Min gamle ungarsklærer mente, at det var noget franskmændene og tyskerne var blevet enige om, nemlig at finde et fælles videnskabssprog.

Daniel Kehlmanns roman: " Opmålingen af verden ", om Humboldt og Gauss findes endog som lydbog på e-reolen.

Jørgen Mathiasen

I min reol står der en polyglot ordbog. Den er udsendt i 1980 af et videnskabeligt akademi i Budapest (Ungarn) og har en latinsk titel på titelbladet. Den oversætter musikudtryk mellem 7 sprog (bl.a russisk og ungarsk), men det fremgår af ordbogens indretning, at dens centralsprog er tysk: Ordbogens opslagsord oversættes fra ét sprog gennem tysk til de øvrige sprog.

Når Erik Karlsen kalder engelsk "et fælles videnskabssprog", så gælder det (kun) for et større samfund af naturvidenskabsfolk, og det er vel den diskussion, Forchhammer også sigter til. Fransk forskning har tidsskrifter for kemi og matematik (på fransk, bien sûr), som er så vigtige, at de anvendes i den anglofile verden, Danmark inklusive, og russere, japanere og kinesere har tilsvarende nationale tidsskrifter.

Så mangler vi måske bare ordet science, som man kan blive rigtig træt af. Det bliver brugt om al slags videnskab, når det går højt nuanceret med social science, og nogle kan finde på at sige, at den eneste videnskab er science, nu i den præcise betydning naturvidenskab.

att:Niels Jakobs
På vegne af alle digitale freaks tak for oplysningen.

Theis Duelund Jensen

Pietro Cini
24. april, 2021 - 15:10
"Måske er identitetspolitikkens hærgen, der drøftes et andet sted i bladet i forbindelse med den franske skribent Caroline Fourest, en følge af universitetsstudiernes fragmentering og orienteringstab."

Fragmenteringen har rod i en uddannelsespolitisk cost-benefit-ideologi, der inden identitetspolitikkens ankomst har formet universiteterne i mange år. Paradigmeskiftet i nullerne fastslog, at naturtekniske uddannelser (i hvert fald dem, der giver et umiddelbart afkast) var mere værd end humanistiske. At de to kan og bør orientere hinanden, som tilfældet var i Humboldt og Goethes tid, har været tabt af syne i mange år.

Pietro Cini

Theis Duelund Jensen
Du har fuldstændig ret.
Foreløbigt blot to bemærkninger:

a)vejen til paradigmeskiftet i nullerne blev banet af den uhellige og uheldige alliance mellem liberalisme og vulgær-marxisme. Denne alliance har stået på siden 1970'erne.

Den trives som bekendt stadig storartet.

b)Wilhelm von Humboldt nævnes adskillige gange i Andrea Wulfs bog "Opfindelsen af naturen", som Vuorela og Pontoppidan Tuxen anfører i deres litteraturliste.
Men Andrea Wulfs kommercielle og amerikaniserede bestseller ulejliger sig ikke med at omtale Hegel. Det er groft. Værre endnu: den omtaler ikke Spinoza, som revolutionerede Europas moderne filosofi og skabte forudsætningerne for at anskue humaniora og naturvidenskaberne som en helhed. Både Goethe og Hegel var stærkt inspireret af Baruch Spinoza.

Pietro Cini

Sidst i Vuorelas og Pontoppidan Tuxens artikel citeres direktøren for Statens Naturhistoriske Museum, Peter Kjærgaard, for "at videnskabene over årene mistede blikket for sammenhængene". Desuden citeres han for den indsigt, at de store problemer i dag kun kan løses via "et humboldtsk blik".
Peter Kjærgaard har ret så meget desto mere hvis det humboldtske blik bliver rettet mod den mistede sammenhæng mellem natur-videnskabene og humaniora.
At denne sammenhæng er en realitet er ganske oplagt - af den enkle grund, at mennesket og det humane er en del af naturen.
Men det er også et faktum, at sammenhængen mellem humaniora og naturvidenskab er gået tabt, fordi humaniora i nullerne af ansvarsløse uddannelsespolitikere blev udrangeret som sekundær.
Denne tankegang lader hånt om universitetets egen indre "økologi", om dets nødvendige og livsvigtige biodiversitet.
Undskyld et retorisk spøgsmål: er det godt langsomt men sikkert at udslette humaniora?
Nej, ville Aleksander von Humboldt svare. Nej, ville hans bror Wilhelm sige.
Og det samme ville mene Goethe, Schelling, Henry Thoreau samt den samlede badulje af skønånder og videnskabsmænd, der omtales i Andrea Wulfs bog "Opfindelsen af naturen". Samt dem, hun ikke omtaler: fra Spinoza til Hegel og H.C. Ørsted.