Reportage
Læsetid: 18 min.

På natcafeen på Vesterbro indhenter de hjemløse kvinder mange års tabt søvn

Under nedlukningen har natcafeen Café Klare for kvindelige hjemløse haft døgnåbent. Information besøgte cafeen op til genåbningen i sidste uge, hvor kvinderne igen skulle klare sig på gaden i dagtimerne
De blandede væresteder og natherberger er ofte mandsdominerede, og miljøet kan føles utrygt og hårdt for de udsatte kvinder. Alligevel er Café Klare et af de få steder til kvindelige hjemløse.

De blandede væresteder og natherberger er ofte mandsdominerede, og miljøet kan føles utrygt og hårdt for de udsatte kvinder. Alligevel er Café Klare et af de få steder til kvindelige hjemløse.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
1. maj 2021

En ung kvinde med fugtigt, kommunefarvet hår er lige kommet ud af badet. Hun står i pyjamasbukser foran et spejl i stuen og plukker øjenbryn med sikker hånd. Lidt derfra, på en madras under vinduerne ud til gaden, ligger en midaldrende rumænsk kvinde rullet sammen i tæpper og sover. En ældre, gråhåret kvinde kommer gående ind i køkkenet for at sætte kaffe over. Hun trækker de bløde morgenfutter hen over gulvet med en slæbende lyd. Kaffemaskinen begynder at plutre. Ellers er her stille.

Klokken er 8.30 på Café Klare, en natcafé på tredje sal i Lyrskovsgade på Vesterbro for hjemløse kvinder med akut brug for ly.

Her kommer primært kvinder med psykiske lidelser, misbrugsproblemer eller begge dele. Normalt ville de overnattende kvinder ved denne tid være blevet vækket og have fået at vide, at de skulle gøre sig klar til at gå på gaden klokken ti.

Men sådan har det ikke været de seneste fem måneder. I december lukkede alle de steder, hvor hjemløse kan søge ly om dagen: kirker, biblioteker, storcentre og stationer. Siden har Café Klare haft åbent døgnet rundt. Kvinderne har kunnet sove længe. Og den mulighed udnytter de, fortæller stedet socialrådgiver, Hannah:

»De nyder det. Det er, som om de indhenter tabt søvn for alle de år, de ikke har sovet.«

Mænd har ingen adgang på natcaféen. Det er en befrielse for kvinderne.

Mænd har ingen adgang på natcaféen. Det er en befrielse for kvinderne.

Emilie Lærke Henriksen

Men nu er det slut. Når Danmark lukker op, lukker døgntilbuddet ned. Og kvinderne skal igen ud på gaden i dagtimerne.

»Det er trist, for de har haft så meget gavn af det,« siger Hannah.

Alderspræsidenten

Hvert andet år foretager Det Nationale Forskning- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, en kortlægning af hjemløse i Danmark.

Ifølge den seneste fra 2019 udgør kvinder 23 procent af Danmarks omkring 6.400 hjemløse. En anden VIVE-undersøgelse af netop de kvindelige hjemløses forhold slog i 2018 fast, at kvinderne har brug for skærmede tilbud. De blandede væresteder og natherberger er ofte mandsdominerede, og miljøet kan føles utrygt og hårdt for de udsatte kvinder. Alligevel er Café Klare et af de få steder til kvindelige hjemløse, som tilmed retter sig mod de mest pressede kvinder med psykiske problemer.

»At være hjemløs kvinde er ekstra sårbart. De må finde sig i meget for at overleve. Mange af dem har været udsat for overgreb tidligt i livet, og på gaden fortsætter problemerne,« siger socialrådgiveren Hannah.

Britta er en af dem, som sætter pris på, at der er adgang forbudt for mænd på cafeen.

»Mændenes instinkter for jagt stopper aldrig, og det er os, der er byttet. Jeg elsker mænd og at være sammen med dem, men jeg vil godt selv vælge tid og sted,« siger Britta.

Hun er med sine 74 år en af stedets ældste brugere. Hendes grå hår er redt op i en fin blød frisure, og hun ankommer til morgenmaden i en lyseblå, skinnende kimono.

»Du ligner en million,« siger Hannah.

Britta stråler.

»Den kan vendes,« siger hun, tager kimonoen af og viser en rød drage på sort baggrund indvendigt.

Britta samler på tøj og elsker at pynte sig, fortæller hun. I entreen er den ene væg dækket af små aflåste skabe, hvor kvinderne kan gemme personlige ejendele. I et af dem opbevarer Britta stabler af sammenfoldede skjorter, kjoler og bukser. Hun kan ikke rose Café Klare nok, siger hun, mens hun forsøger at få tøjbunkerne til at være i skabet.

»Det er et vidunderligt beskyttet hus. Her kan man som kvinde i nød sove roligt om natten. Ingen overfald,« siger hun.

Lidt før midnat giver Ploy grundig massage til en kvindelig flaskesamler.

Lidt før midnat giver Ploy grundig massage til en kvindelig flaskesamler.

Emilie Lærke Henriksen
Og hun har særligt nydt de seneste fem måneder, hvor kvinderne også om dagen har haft mulighed for at opholde sig indenfor.

»Det er befriende. For det er hårdt at være udenfor en hel dag. Særligt om vinteren.«

Under nedlukningen har personalet bedre kunnet hjælpe flere kvinder videre til en mere permanent løsning på et herberg, et botilbud eller sågar i egen bolig, fortæller socialrådgiveren Hannah.

»Normalt er de maks. pressede, fordi de skal ud på gaden. Men nu har de har fået skuldrene ned, og der har været en ro omkring dem, så vi har kunnet tale med dem om deres fremtid og yde sagsbehandling frem for bare at problemløse fra dag til dag.«

Og så har der været færre konflikter mellem kvinderne, siger sagsbehandleren Ea, en anden af de faste medarbejdere, der netop er mødt ind:

»Kvinderne er langt mere rolige og positive.«

Cafeen har ni fastansatte og 11 vikarer. Der er tre på vagt i løbet af dagen og to på skift hen over natten. De ansatte har vidt forskellig baggrund – Hannah er stedets eneste socialrådgiver, men derudover er der både en pædagog, en tømrer og flere studerende. Cafeen var også åbent hele døgnet under den første nedlukning i foråret 2020, og på grund af de gode erfaringer vil man nu arbejde på at skaffe midler til at holde døgnåbent også på den anden side af pandemien.

Under nedlukningen har kvinderne næsten fået faste pladser. Men nu skal de på gaden igen med deres ejendele hver morgen.

Under nedlukningen har kvinderne næsten fået faste pladser. Men nu skal de på gaden igen med deres ejendele hver morgen.

Emilie Lærke Henriksen
Organisatorisk hører Café Klare under Mændenes Hjem, som har mange brugere af begge køn, men Klare er det eneste tilbud, kvinderne har for sig selv. Normalt kan her overnatte op til 30 kvinder. Så er hele gulvet dækket af madrasser og yogamåtter. Nogle gange sidder kvinder sågar op og sover i stolene. Ingen bliver afvist. Men på grund af afstandskravet under corona har stedet det seneste år kun været godkendt til 18 kvinder. Derfor har cafeen for første gang nogensinde måttet afvise hjemløse.

»Det har hele tiden været en balance, hvor vi har skulle levet op til vores formål med at hjælpe kvinderne og samtidig passe på, at de ikke bliver smittede,« siger socialrådgiveren Hannah.

Nogle nætter har de måtte afvise mellem fem og ti kvinder.

»Det har været forfærdeligt. Men vi lukker ikke bare døren, vi tager dem ind, giver dem en kop kaffe og ringer rundt til andre steder for at høre, hvor der er plads,« forklarer Hannah.

Den sidste Kodimagnyl

I nat har 12 kvinder overnattet på stedet. Da klokken nærmer sig ti, begynder de stille og roligt at indfinde sig i stuen. En kvinde sætter sig ved et bord og drikker et stort glas kold mælk. En pokal midt på bordet er fyldt med brunkager. Ligesom pakkerne med solgryn og kurven med croissanter kommer det fra FødevareBanken, der donerer mad til socialt udsatte.

Der lyder en dyb, rullende hoste fra Camilla, som netop er kommet ind i stuen. En spinkel kvinde med håret samlet oppe på hovedet i et lille springvand. Hun er klædt i tynde, sorte nylonstrømper, kort nederdel og beige vindjakke. Omkring sine smalle håndled har hun masser af klirrende armbånd. Ud over hosten, der ruller gennem hendes krop, har hun ondt i hoften, fortæller hun, da hun sætter sig. Hun klynker af smerte.

Kvinden med mælkeglasset tilbyder hende en Kodimagnyl fra et blisterark.

»Jeg har en enkelt tilbage. Her!«

»Tak. Tak …« siger Camilla.

Hun skyller den ned med kaffe og sidder og græder lidt, mens en croissant smuldrer mellem fingrene på hende.

»Hvad kan jeg gøre for dig?« spørger socialrådgiveren Hannah, der er kommet ud fra kontoret.

»Ingenting,« siger Camilla, der mener, at hun har lungebetændelse.

De taler lidt om en lægetid, hun har på hospitalet senere på ugen. Her skal hun have resultatet af en undersøgelse for leverbetændelse.

»Men det har jo ikke noget at gøre med min hofte. Uuuuh, det gør så ondt.«

Hun sidder lidt i stilhed bortset fra sporadiske hosteanfald. Så spørger hun kvinden ved siden af:

»Hvordan går det med dig? Ad helvede til?«

»Næh, det går faktisk fint,« siger kvinden. Men så begynder hun også at hoste.

De griner begge.

»Det bliver mellem os,« siger Camilla. Kort efter rejser hun sig for at gå i Brugsen og købe noget mere smertestillende.

Stuen fungerer både som opholdsrum, spise- og fjernsynsstue og sovesal. Der er to senge og flere madrasser langs væggen. På kryds og tværs i loftet hænger farvestrålende vimpler og to store gyldne balloner formet som bogstaverne C og K. For en måned siden kunne Café Klare fejre ti års fødselsdag. I den periode har stedet haft 1.850 forskellige kvinder igennem døren.

»Nogle er her i månedsvis, andre ser vi kun en enkelt nat og aldrig mere,« siger Hannah.

Emilie Lærke Henriksen
Til fødselsdagen blev der serveret flødekartofler og kalveculotte til middag, fortæller Britta.

Hun er kommet på Café Klare med pauser siden 2017. Efter 35 år i Spanien døde hendes mand, og så vendte hun tilbage til Danmark.

»Så gik det hele i ged. Da jeg blev enke, passede jeg ikke på mig selv.«

De nærmere omstændigheder omkring sin hjemløshed vil hun ikke komme ind på. Men hun er glad for at komme på Café Klare.

»Her på mine gamle dage er spøgelserne vendt tilbage, og derfor har jeg brug for at være her.«

Mange svigt

Kvinderne må opholde sig på natcafeen anonymt, og ofte bruger de kun deres fornavn eller et kaldenavn.

»Hvis vi skal hjælpe dem med deres sag, skal vi dog have deres navn. Men det kræver nogle gange lang tids relationsarbejde, før de tør række ud. De er blevet svigtet mange gange,« siger socialrådgiveren Hannah.

Kvinderne kan have brug for hjælp til sociale ydelser, kontakt med jobcentret eller med banken. Medarbejdere samarbejder med mange interessenter – blandt andre Hjemløseenheden i Københavns Kommune og Gadejuristen.

Det er besværligt at være hjemløs. De har sjældent NemID og e-Boks. Systemet er en uigennemtrængelig mur, og ofte må medarbejderne begynde helt forfra med små ting.

Kvinderne kan også havde brug for hjælp med sundhedsproblemer: medicin, tandpine eller kroniske sygdomme, som kræver opringninger og aftaler. Heldigvis har kun to kvinder på stedet været syge med COVID-19 det seneste år, trods et stort smitteudbrud blandt hjemløse i hovedstaden. Lige nu er cafeen tovholder på at få testet og vaccineret kvinderne. Hvis de ellers vil. Men mange er skeptiske overfor begge dele – også på grund af deres psykiske sygdom.

Ingen andre steder at gå hen

Ved bordet i stuen sidder en kvinde helt stille. Hun hvisker »smatso« frem for sig selv, da en af de andre går forbi. Den unge kvinde fra før taler højt i telefonen, mens hun forsøger at presse nogle af sine ting ned i en pose.

»Jeg aner det ikke … Jeg prøver at skynde mig … Jobcenteret åbnede klokken ti.«

Kort efter er hun på vej i fuld fart ned ad trappen.

På et sted med mange udsatte kvinder samlet opstår der naturligvis indimellem konflikter. Både kvinderne imellem og med personalet. Det kan være alt fra grim tale og truende adfærd til håndgemæng mellem kvinder, der river i hår eller slår hinanden. Det sidste er heldigvis sjældent. Og der har ikke været grove voldsepisoder på stedet i to år.

Alle ansatte skal dog bære sikkerhedsalarm, og de skal holde sig sammen to og to hele tiden. Knive og sakse er i et aflåst skab.

»Hvis der opstår konflikter, prøver vi altid at tale til det gode i en kvinde,« siger sagsbehandleren Ea. »Og vil de ikke rette sig, spørger vi, om de ikke lige kan gå en tur.«

Hvis det bliver værre, kan en kvinde blive bortvist resten af vagten, og i ekstremt sjældne og gentagne tilfælde få karantæne eller opholdsforbud.

»Café Klare blev netop etableret, fordi der var brug for et sted til de mest kaotiske kvinder. Og på den baggrund er der faktisk utroligt få problemer,« siger Ea. »Vi vil gå langt for at rumme kvinderne. For ofte har de ikke andre steder at gå hen.«

Emilie Lærke Henriksen
At nogle kvinder taler truende, kan være en del af deres sygdomsbillede. Aftenen forinden sagde en af kvinderne for eksempel til personalet, at de skulle både skydes og stenes.

»Men vi ved, at det skyldes hendes psykiske tilstand, og det er en svada, hun fremturer med, når hun er vred. Ofte er det mere til sig selv end til andre. Men i går bad vi hende faktisk om at gå, og så gik hun med det samme,« siger Ea:

»Vi skal også vise de andre kvinder, at trusler ikke er okay.«

Indimellem bliver en kvinde indlagt med hjælp fra Psykiatrisk Gadeplansteam i Region Hovedstaden, der hjælper psykisk syge hjemløse. Det sker i gennemsnit et par gange om måneden. De synes ofte ikke selv, de er syge. For det meste følger de dog frivilligt med, og en sjælden gang skal politiet hjælpe. Det kan være voldsomt for kvinderne og for personalet, hvis der skal bruges tvang, siger socialrådgiveren Hannah:

»Men bagefter takker de faktisk ofte for det, fordi de godt kan se, at det var nødvendigt.«

Der er ikke mange regler på stedet. Man skal vise hensyn, ikke larme for meget, rydde op efter sig, og man må ikke gå nøgen rundt i fælleslokalerne. Det er heller ikke tilladt at tage stoffer på Café Klare. Man må gerne være stofbruger og påvirket, men cafeen har ikke et fixerum med sundhedsfagligt personale.

Den falske flypassager

Klokken 11.30 er Malee ved at tage et stort påskeæg ud af et af skabene i entreen. Det er pakket ind i pink cellofan. Ægget har hun fået af Café Klare, og om lidt skal hun give det videre til sin datter på 11 år. Datteren bor med sin far i Holbæk, og Malee ser hende kun en gang om ugen.

Malee er 38 år gammel, hun har bare tæer i sandalerne, og på tåspidserne sidder rester af pink neglelak. Hun skubber hele tiden sit sorte hår væk fra ansigtet med en energisk bevægelse, mens hun fortæller sin historie på engelsk.

Hun kom hertil fra Thailand sammen med sin eksmand, som hun forlod sidste år, fordi han opførte sig kontrollerende over for hende. Først boede hun i en campingvogn, men så mistede hun sit job som massør på et luksushotel, og omkring nytår var alle hendes penge sluppet op. I en periode sov hun i lufthavnen.

»Jeg lod, som om jeg var passager, der var kommet meget tidligt eller skulle med fly om natten. På den måde kunne jeg sove på bænkene indtil klokken 04.«

Malee har tidligere været diagnosticeret med bipolar lidelse, og hjemløsheden tærede på hendes psyke. Hun begyndte at få selvmordstanker.

»Jeg havde gæld. Ingen penge. Intet arbejde. Intet ordentligt sted at bo. Det blev for meget.«

Gennem en ven hørte hun om Café Klare, hvor hun har sovet siden årsskiftet.

Personalet er i gang med at skaffe hende en mere permanent plads på et herberg. De har også hjulpet med kontakt til kommunen, så hun kan få økonomisk hjælp og medicin. Og så er hun blevet venner med flere af de andre kvinder.

»Jeg ville aldrig før have troet, at jeg kunne danne venskaber med den her slags kvinder,« siger hun. »Men de har været der for mig.«

Inden hun går, krammer hun den rumænske kvinde til farvel.

Store konflikter om små ting

Camilla vander potteplanterne i vindueskarmen med et vandglas. Her står også en enlig rød tulipan, som hun fandt på jorden nede i Enghaveparken.

»Den var forkommen,« siger hun.

Nu står den i en vase og lyser op.

En rumænsk kvinde ankommer til cafeen lidt før midnat og får en ansigtsmaske af en af de ansatte.

En rumænsk kvinde ankommer til cafeen lidt før midnat og får en ansigtsmaske af en af de ansatte.

Emilie Lærke Henriksen
Efter at have vandet planterne holder hun et par smalle, beige elastikbukser frem foran sig, som hun lige har vasket. De bliver hængt til tørre i vindueskarmen.

»Tænk, at du kan passe de der bukser,« siger Britta, og klapper på sine egne mere fyldige lår. »Du har så flotte ben,« siger hun.

»Tak så mycket,« siger Camilla.

Hun er født i Danmark, men opvokset i Sverige. Hun er 67 år og har været stofbruger, siden hun var ganske ung. Hun plejer at komme til Vesterbro for at købe benzodiazepiner og metadon – stoffer, som er svære at skaffe i Malmø. Men siden hun blev smidt ud af sin lejlighed, fordi hun havde brugt huslejepengene på stoffer, har hun opholdt sig på gaden i København. Det er fem uger siden nu.

»Jeg kan ikke lide Sverige. Danskerne er mere åbne,« siger hun.

Camilla bærer en lille taske over skulderen. Her har hun både ansigtsserum til rynkerne i panden, mascara og en lille plastikkam, som hun ind imellem reder sig med.

Hun kan godt lide Café Klare. Også selv om der indimellem er »store konflikter om små ting«, som hun siger.

Hun rejser sig og går hen og vender bukserne i vindueskarmen. De er næsten tørre. Hun frisker sin lipgloss op og taler med socialrådgiveren Hannah om, at der trænger til at blive gjort hovedrent. Særligt oppe på boghylden, hvor Helle Helle står side om side med Hella Joof.

»Det kan vi gøre, når vi lukker ned om dagen igen. Synes du, det trænger? Du må hjertens gerne gå i gang,« siger Hannah. Hun smiler bag mundbindet.

»Nej, jeg er alt for tynd til at klatre rundt deroppe,« siger Camilla.

»Ja, du er bare et lille nips,« siger Hannah.

Der er uro på et af værelserne. En kvinde taler højlydt og ulykkeligt i telefon. Her om eftermiddagen, hvor mange er gået udenfor, er cafeen så stille, at man kan høre hvert et ord:

»Du er ikke min mor! Det er det, du skal forstå!« råber hun. »Så fat det dog!«

Da kvinden er færdig med samtalen, går personalet ind og taler med hende. Hun er helt opløst i gråd. De trøster. Bagefter går hun gennem stuen med sænket blik. Hun hoster og snøfter stadig lidt.

Stress på sidste dag

Klokken 19.15 bliver der stillet mad frem. Michelinkokken Rasmus Munk fra Alchemist har i samarbejde med erhvervsmanden Lars Seier Christensen skabt projektet JunkFood, der laver og leverer lækker mad til udsatte. I aften er det kylling i karry med gulerødder, nudler og boller til.

Kvinderne roser maden, og under måltidet taler de om morgendagen, hvor Café Klare igen lukker i dagtimerne. Det er slut med at sove længe, lade sengetøjet sidde på og have private ting til opbevaring på værelserne.

»Det er ærgerligt. Vi har i lang tid fået lov til at være her, som om det var et hjem. Og fået opbygget et privatliv, vi ikke ellers har,« siger Britta.

»Jeg er helt stresset over det. Er du ikke?« spørger hun Camilla, der sidder ved siden af og dypper en bolle i kaffen for at bløde brødet lidt op.

Camilla nikker.

»Jeg er ikke klar til en skid. Jeg skal rydde op og smide ud,« siger Britta.

Hun har brugt flere timer på at sortere sit tøj og sine ting i bunker. Men der bliver ved med at være mere, end hun kan tage med sig.

Hun trækker en sort, pelset vinterfrakke frem fra en sort sæk.

»Er den ikke skøn?« spørger hun. »Men hvor skal jeg gøre af den? Jeg har to sække mere som den her,« siger hun og ser opgivende ud.

En thailandsk kvinde, Ploy, deltager ikke i de andres samtale. Hun sidder på en madras på gulvet foran køkkenet og reder sit lange sorte hår. Ploy vil helst ligge her ved køkkenet, for hun synes, der lugter inde på værelserne.

»Af prut,« siger hun og griner højt og længe.

Kort efter siger hun:

»Jeg er ikke narkoman. Jeg ryger bare hash.«

Hun griner igen, rejser sig og går ud på badeværelset. Der går ikke længe, før hun er tilbage med et håndklæde om kroppen og et andet i turban om hovedet. Hun tænder et fyrfadslys i en stage på gulvet. Og stiller sirligt sine ting på række ved siden af madrassen – blandt andet en shampooflaske og en lille tube creme.

»Det her er mit eget sengetøj,« siger hun og glatter det lyserøde dynevår.

Fjersynet er stillet ind på DR’s Den Store Premiere. Ditte sidder helt stille foran skærmen. Hun er tidligere hjemløs, men har i dag et sted at bo. Alligevel kommer hun stadig på cafeen indimellem om aftenen.

»Det er svært at være alene, når man er skizofren,« forklarer hun. Her kender hun alle.

»Og vi kan ikke undvære dig,« siger Britta.

Der er helt klart brug for skærmede steder for kvinder, siger Ditte:

»På Mændenes Hjem og andre steder bliver man ofte chikaneret som kvinde. Ja, eller overdænget med uønsket kærlighed, kan man også sige.«

Kvinderne diskuterer, hvad de skal se i fjernsynet.

»I må se, hvad I vil indtil klokken 21,« siger Britta, »Men der skal vi se tv-avis om genåbningen. Vi skal vide, hvilke steder der er åbne og lukkede for os.«

Kort efter byder Kåre Quist velkommen til TV Avisen. Han taler om »en mere normal hverdag for alle danskere«.

Men for kvinderne i stuen er spørgsmålet, hvor de skal anbringe deres ejendele, når de i morgen skal være ude herfra.

»Alt på værelserne bliver fjernet,« siger nattevagten Louise.

»Jamen, jeg har to sække,« siger Camilla.

»Så må du sortere i det. Væk med vintertøjet,« foreslår Louise.

Camilla har en trillevogn, hvor hun kan have det mest nødvendige, siger hun.

En anden har en kuffert. Britta har en cykel, som hun læsser alle sine ting over på. Hun anbefaler de andre at bruge skabene på Den Sorte Diamant til opbevaring.

»De er dejligt store, og man får pengene igen, når man henter sine ting.«

April har været lunefuld med alt fra 11 sekundmeter blæst over hagl og sne til fin forårssol som i dag. Britta tilbragte flere timer i Kongens Have. Hun faldt i søvn på græsset, fortæller hun:

»Men hvis det bliver dårligt vejr, er det straks sværere. Så er ni timer altså lang tid.«

Nattevagten tjekker vejrudsigten for dagen derpå.

»Det bliver ikke sol, men heller ikke regn,« siger hun.

»Gudskelov! Tak min skat,« siger Britta.

Klokken 22 sætter Ditte en film på om specialagenter – 2 Guns, hedder den. En halv time inde i filmen sidder Britta og nikker i stolen. Hun vågner med et sæt ved en eksplosion på skærmen og går ind og lægger sig.

Aftenmassage

En del af kvinderne har udenlandsk baggrund. De østeuropæiske flaskesamlere ankommer som regel senest. Klokken er tæt på 23, da to rumænske kvinder ringer på døren. En ung kvinde og en midaldrende dame. Den yngste skifter til badesandaler, varmer en portion kopnudler, spiser og går i seng. Den ældste har guldtænder og bærer en sæk med dåser i. Hun krammer nattevagten og joker med Ploy.

Uden opfordring går Ploy i gang med at massere den rumænske kvinde på hendes madras.

Hun gisper og lukker øjnene.

»Ja, ja. Der er problem her,« siger Ploy og maser sine fingre ind i kvindens nakke.

Hun bruger hele kroppen, sidder nærmest oven på hende, trykker på punkter i hænderne og på armene og strækker de ømme muskler ud.

»Professional,« siger den rumænske kvinde, der stønner af smerte.

»Du arbejder for meget. Ingen pauser,« siger Ploy.

Lidt over midnat er der stadig action på skærmen, men ingen aktivitet i stuen. Ploy har rullet sig sammen som en kugle og sover. Den rumænske kvinde scroller på sin telefon og viser billeder af sine to døtre og børnebørnene derhjemme. Men efter lidt tid blunder også hun.

Der er dog også dem, der ikke er klar til at gå i seng endnu. En af dem er en ældre dame med briller, Gabriella fra Ukraine. Hun lister sig ud af cafeen og sætter sig på trappen ud til gaden under et skilt, hvor der står ’Rygning forbudt’. Hun tænder en joint og øver sig på dansk via en app på sin telefon.

»Det tager kun tre minutter om dagen,« forklarer hun. På engelsk.

Når hun har røget færdigt, skal hun op igen. Ikke for at sove. Men måske skal hun have et bad. Og gøre klar til at forlade stedet i morgen.

For at beskytte kvinderne er de anonymiserede i teksten. Og af hensyn til medarbejdernes sikkerhed er deres efternavne udeladt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Svendsen

Super god artikel og en vedkommende og respektfuld fortælling om kvinder på samfundets bund.

Kvinder, der på trods af deres besværligheder, er værdifulde mennesker af kød og blod.

Det er også skønt, at der findes steder, hvor ildsjæle med hjertet på rette sted hjælper de mennesker, som virkelig har brug for hjælp.

Vibeke Olsen, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Else Marie Arevad, Torben Lindegaard, Carsten Wienholtz, Dorte Sørensen, Jørgen Mathiasen, Gitte Loeyche, Lene Timmermann, Steen Sommer, Poul Anker Juul, Lorene Christensen, Eva Schwanenflügel og Johann Sten Nielsen anbefalede denne kommentar
Anne Reil-Gammelgaard

Tak for denne, Line og Emilie. Så fint og respektfuldt fortalt og fotograferet!

Alvin Jensen, Ole Svendsen, Steen Sommer, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Line Vaabens beretninger om mennesker i alskens forskellige udsatheder er korrekturlæsning for alle der er overbevist om at velfærdssamfundet fungerer upåklageligt.

Bare flere ville tage notits af dem, og handle på den medmenneskelighed de fordrer og formidler.

Som for eksempel:

"Under nedlukningen har personalet bedre kunnet hjælpe flere kvinder videre til en mere permanent løsning på et herberg, et botilbud eller sågar i egen bolig, fortæller socialrådgiveren Hannah.

»Normalt er de maks. pressede, fordi de skal ud på gaden. Men nu har de har fået skuldrene ned, og der har været en ro omkring dem, så vi har kunnet tale med dem om deres fremtid og yde sagsbehandling frem for bare at problemløse fra dag til dag."

Ja, hvorfor ikke en permanent døgnløsning?
Er der ikke perspektiver nok i at give hjælp til selvhjælp, støtte til det praktiske og personlige, skabelsen af et fundament fremfor et midlertidigt stillads?

Øjensynligt ikke.

Alvin Jensen, Ole Svendsen, Claus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Dorte Sørensen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar