Pelle Dragsted finder inspiration til fremtidens socialisme hos fortidens socialdemokrater

En ganske almindelig lørdag morgen for en ganske almindelig dansker starter måske i en almen AAB-bolig. Hun vågner, tænder loftslyset med strøm fra et forbrugerejet elnetselskab, og stiller sig ud i brusebadet, hvor vandet bliver leveret af det kommunale HOFOR. I køleskabet ligger ost fra andelsmejeriet Thise og bacon fra andelsselskabet Danish Crown, der begge er købt i et forbrugerejet Coop-supermarked for penge stående i den fagforeningsejede Lån & Spar-Bank.

Pointen med denne lille morgenscene er, forklarer Enhedslistens Pelle Dragsted, at Danmark ikke er nær så kapitalistisk, som vi bilder os ind. Fra demokratiske virksomheder til andelsbevægelsen og hele den offentlige sektor, glemmer vi, at store dele af vores samfund er indrettet i »ikke-kapitalistiske, produktive fællesskaber,« siger han.

»Forestillingen om kapitalismen som et altomfattende totalsystem spænder ben for vores evne til at forestille os et alternativ og overbevise andre om, at det er muligt og nødvendigt,« siger han. »Det forvandler socialismen til et abstrakt, utopisk projekt, som ligger langt ude i fremtiden på den anden side af et stort brud med vores nuværende samfundsmodel. Men sandheden er, at socialismen er nærværende og håndgribelig. Vi kan se den lige uden for vinduet.«

Indtil seneste valg sad Pelle Dragsted i Folketinget for Enhedslisten og beskrives undertiden som partiets chefideolog. Over de seneste 15 år har han været med til at modernisere partiet og fjerne den mest krasbørstige revolutionsromantik fra principprogrammet.

Det er er faktisk en af præmisserne for hans nye bog Nordisk socialisme, som udkommer 1. maj. Nu hvor venstrefløjen har aflyst revolutionen, og ingen længere drømmer om at storme Vinterpaladset, afvikle politiet og ophæve ejendomsretten, mangler man noget nyt at sætte i stedet for. Nye bud på hvordan visionerne for et socialistisk samfund i det 21. århundrede ser ud. Som Dragsted selv formulerer det, er »erfaringerne med centralistisk planøkonomi og fuld statsliggørelse af økonomien så ringe, at det ikke er et perspektiv længere«.

»Men hvad vil vi så? Hvem skal så styre virksomhederne, eje banker og drive økonomien? Det tomrum er en af årsagerne til, at jeg har haft brug for at skrive bogen. Jeg var i tvivl om, hvad det konkret ville sige at være socialist,« siger han.

Radikale socialdemokrater

De svar, han leverer i Nordisk socialisme, minder i forbavsende grad om det, socialdemokraterne og arbejderbevægelsen engang kaldte ØD – økonomisk demokrati. I bogen citerer han en pjece, socialdemokraterne fik trykt i 1970’erne, men som også fungerer fint som programerklæring for Pelle Dragsteds projekt:

»Retten til at være med til at eje de værdier, man selv skaber. Retten til at være med til at bestemme på sin arbejdsplads. Det er det, vi vil med Økonomisk Demokrati.«

Med Jens Otto Krags ord erklærer Dragsted, at vi ikke skal forstå diskussionen om socialisme over for kapitalisme som et spørgsmål om »enten-eller, men mere eller mindre«, og de nordiske lande er fulde af eksempler på, hvordan kan man indrette sig med »mere«.

Foruden en stor offentlig sektor, der i høj grad fungerer efter socialistiske principper om at yde efter evne og nyde efter behov, har Danmark en væsentlig »demokratisk sektor«, som står for cirka 10 procent af omsætningen i dansk økonomi: Virksomheder som Thise, Coop og Nykredit, hvor den klassisk kapitalistiske organisation med en lille ejerkreds, der lukrerer på de ansattes arbejde, er erstattet af medarbejdereje, forbrugereje eller andelstanken.

De nordiske lande har nemlig formået at hive væsentlige dele af samfundet ud af kapitalismen, og man behøver kun at kigge sig omkring, siger Dragsted, for at konstatere, at socialismen ikke bare »svæver rundt i ideernes verden, men også er forankret i og bygger videre på vores mangeårige og vellykkede erfaringer med at skabe demokratisk forvaltede økonomier, markeder, erhverv og produktion. Et alternativ som vi kan bygge videre på nu og her, og som ikke behøver at afvente et stort systemskifte«.

I 1970’erne afskrev den yderste venstrefløj ideerne om økonomisk demokrati som kættersk revisionisme, der ikke gik i rette med kapitalismens grundlæggende undertrykkelse.

»I dag er jeg ikke flov over at sige, at jeg er dybt inspireret af de radikale tanker, som engang fandtes i den socialdemokratiske bevægelse,« siger Dragsted.

Når de højreorienterede spørger, hvor socialismen nogensinde har fungeret i praksis, skal danske venstreorienterede, ifølge Pelle Dragsted, svare: Lige her.

Kapitalismen kan ikke helbredes

I dag har socialdemokraterne desværre helt vendt ryggen til den mere fundamentale kapitalismekritik, mener Dragsted. Selv på partiets venstrefløj taler beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om en »syg kapitalisme«, der kan helbredes. Men med det blik overser man de iboende problemer i kapitalismen, som kun kan overskrides ved at ændre på ejerforholdene i økonomien.

»I den forstand mener jeg, at de revolutionære socialister havde ret. Kapitalismen skaber ulighed. Ikke bare som en uheldig bivirkning, men som en fundamental konsekvens af den produktionsmåde, hvor snævre grupper ejer virksomhederne, og en langt større gruppe mennesker arbejder for dem,« siger han.

Det er et moralsk problem, fordi det koncentrerer en uforholdsmæssig andel af samfundets velstand på ganske få hænder, og det er et politisk problem, fordi økonomisk ulighed også skaber ulighed i magt og indflydelse, mener Dragsted.

Både fordi den velhavende elite kan påvirke den politiske proces gennem direkte donationer til politikere og partier, og fordi hele samfundets velstand er afhængig af, at der bliver produceret varer og ydelser, og ejerne af produktionsmidlerne derfor sidder på et stærkt pressionsmiddel over for regeringen.

»Vi kender det herhjemmefra. Hver gang vi diskuterer, om vi skal sætte selskabsskatten op eller øge reguleringen, så er modargumentet, at vi skræmmer virksomhederne væk,« siger Pelle Dragsted.

I bogen kalder han den type magt for »oligarkisk magt«, som står i modsætningen til den demokratiske magt, vi kender fra det politiske liv.

»Den oligarkiske magt er selvforstærkende. Først sker en ophobning af rigdom, som kan bruges til at udøve politisk indflydelse og få sænket skatten eller løftet reguleringer, hvilket fører til en yderligere ophobning af rigdom, som igen kan bruges til at øve politisk indflydelse,« siger han.

Den spiral er ifølge Dragsted et »ret præcist billede på den nyliberale udvikling over de seneste 40 år«. En udvikling som de europæiske socialdemokratier i hans optik helt har opgivet at bekæmpe. »Man har hoppet, når de sagde hop,« siger han.

I den forstand skal bogen heller ikke forstås som en hyldest til Socialdemokratiet og reformsocialisternes bedrifter. Når det de seneste årtier er lykkedes den økonomiske elite at ’genkolonisere’ store dele af økonomien, som ellers var kommet på fællesskabets hænder, skyldes det i høj grad, at det snart er en generation siden, at socialdemokraterne helt forlod kampen for mere demokratisk ejerskab i økonomien.

»I dag opfatter jeg det som den store fejl i det socialdemokratiske projekt, at de troede, man kunne skabe varige forandringer uden at pille ved ejerskabsforholdene, og jeg ser spørgsmålet som et af de store skel mellem Socialdemokratiet og den mere radikale venstrefløj i dag,« siger Pelle Dragsted.

Konstruktiv planøkonomi

I bogen foreslår Pelle Dragsted ti reformer, som skal erstatte den oligarkiske magt med demokratisk magt. »Socialisme i praksis,« kalder han det. Som erstatning for revolutionen vil Pelle Dragsted udligne og afvikle kapitalismens grundlæggende udbytningsforhold ved i langt højere grad at gøre arbejdere, forbrugere og borgere til medejere.

Forestillingen om kapitalismen som et altomfattende totalsystem spænder ben for vores evne til at forestille os et alternativ og overbevise andre om, at det er muligt og nødvendigt, siger Pelle Dragsted.

Det ene handler om at fremelske og understøtte demokratiske virksomheder. Én idé er en skatterabat til virksomhedsejere, der sælger andele til deres ansatte. En anden er en slags skat, som pålægger firmaer med over 100 ansatte, at de hvert år udsteder aktier svarende til to procent af virksomheden, som placeres i en lønmodtagerfond, der gør de ansatte til medejere.

En tredje er rettet mod helt store selskaber, hvor Pelle Dragsted foreslår et såkaldt ’tokammersystem’. Virksomhederne skal stadig drives af en professionel direktion, men i modsætning til i dag, hvor direktionen svarer til en bestyrelse udpeget af aktionærerne, skal de altså også stå til ansvar for et andet ’kammer’ valgt af de ansatte.

Desuden vil Dragsted etablere en offentlig velstandsfond, som opkøber og overtager andele i virksomheder. Ligesom man i dag kan være med til at bestemme, hvad ens pensionskasse bør og ikke bør investere i, kan alle borgere gennem velstandsfonden være med til at bestemme, hvad der bliver investeret i.

»Det andet spor handler om demokratisk planlægning af økonomien,« forklarer Pelle Dragsted. »I mine øjne er der brug for meget stærkere politisk-demokratisk styring af økonomien.«

Han fremhæver klimaloven som et godt eksempel på konstruktiv planøkonomi. Folketinget har besluttet, at udledninger skal falde med 70 procent inden 2030, og nu skal regeringen så gribe ind i økonomien for at sikre, at det sker.

»Jeg kan sagtens se for mig, at vi overfører den model til andre områder. Vi kan lave en biodiversitetslov, en ligestillingslov og en ulighedslov,« siger han. »Så vi tager aktivt fat om økonomien og bruge den til at realisere fælles mål, i stedet for bare at overlade det hele til markedskræfter, vi angiveligt ikke må bryde ind i. Selvfølgelig må vi det, økonomien er politisk, og vi bryder hele tiden ind i den på alle mulige måder.«

Socialisme i Brugsen

Spørgsmålet er, hvor vidtgående Pelle Dragsteds venstrefløjsvision er, når det kommer til stykket. Det er nok de færreste danskere, der tænker på det som den realiserede socialisme, når de køber en Coca-Cola i brugsforeningen Fakta i stedet for i det privatejede Rema1000.

Kan man virkelig kalde »den demokratiske sektor« socialistisk, når virksomhederne stadig konkurrerer på et frit marked? Bare se på det demokratiske andelsselskab Danish Crown, der ret konsekvent har udflyttet slagterier og etableret en produktionskæde, der uden hensyn til klima og dyrevelfærd fragter grise ud af Danmark til slagtning og tilbage igen, hvis det sikrer den laveste pris. Præcis som en almindelig, kapitalistisk virksomhed.

Set i det lys virker en stærkere demokratisk sektor som en lidt tam erstatning for det socialistiske utopia.

»Eksempler som Arla eller Danish Crown viser selvfølgelig, at demokratisk ejerskab ikke garanterer gode beslutninger. Sådan er det. Sådan er det også i politik, men vi overvejer ikke af den grund at erstatte Folketinget med et oligarki,« siger Dragsted.

»Og så viser det den centrale udfordring, at så længe en demokratisk virksomhed indgår på et kapitalistisk verdensmarked, vil der være pres for sænke omkostninger, som kan føre til samme uhensigtsmæssige bivirkninger som i en traditionel kapitalistisk virksomhed. For eksempel at man er nødt til at udpine jorden for at kunne sælge sine varer til konkurrencedygtige priser.«

I hans øjne er det imidlertid ikke tilfældigt, at Coop gik forrest med at drive udviklingen mod flere økologiske varer, eller at de var de første til at fjerne buræg fra hylderne.

»Jeg ville da også ønske, at Coop var endnu mere progressivt. Men man kan jo rent faktisk engagere sig i brugsforeningen og søge indflydelse. Det er den helt store forskel. I modsætning til andre supermarkeder har Coop det demokratiske princip, som er så naturligt for os i den politiske sfære, men ligger så fjernt for os i den økonomiske.«

Og så er vi fremme ved det næste problem ved at udbrede demokratiet til alle hjørner af økonomien. Som det ser ud nu, er det folkelige engagement i brugsforeningerne, forsyningsselskaberne og resten af den demokratiske sektor ikke ligefrem overvældende.

»Det er helt klart et problem, men det er ikke kun en indvending mod min demokratiske socialisme. Det er en indvending mod socialisme som sådan. Jeg tror, det var Oscar Wilde, der sagde, at ’problemet med socialisme er, at der ikke er nok aftener i ugen til alle de møder, man er nødt til at holde’. Jeg forestiller mig ikke, at de her selskaber skal drives basisdemokratisk. De skal drives professionelt af en direktion. Forskellen er bare, at den direktion står til ansvar for ejerne. Som er kunderne eller de ansatte,« siger han.

»Jeg siger heller ikke, at de demokratiske firmaer er perfekte, eller i sig selv er socialisme. Jeg siger bare, at de er væsensforskellige og gode eksempler på, at man kan drive virksomheder demokratisk og uden at små ejergrupper skal tjene penge på det. Og det er sådan set det grundlæggende princip i den økonomi og det samfund, jeg gerne vil opbygge.«

Sene erkendelser

I Nordisk socialisme begræder Pelle Dragsted også, at venstrefløjen historisk set har haft en tendens til at undervurdere og underkende de gigantiske fremskridt, som »det socialdemokratiske eksperiment og det udbredte demokratiske ejerskab i andelssektoren« førte med sig.

Fordi man insisterede på at se kapitalismen som altomfattende og total, havde man ikke øje for potentialet i de gradvise forbedringer, der var blevet indført under Jens Otto Krags diktum om, »mere eller mindre«, ikke »enten-eller«.

»I stedet for at se, lære og lade sig inspirere af vores egne erfaringer med demokratisk forvaltning i fællesejede virksomheder, andelskasser og en omfattende offentlig produktion tog venstrefløjen på studieture til Albanien, Moskva og Beijing,« skriver Pelle Dragsted i bogen.

Tænk på det. Vores finanssektor, kapitalismens nervecenter, var underlagt demokratisk ejerskab, som vi kunne have forsvaret, udnyttet og udbygget, siger Pelle Dragsted.

»Det ærgrer mig helt sindssygt meget. Jeg kan slet ikke være i mig selv, når jeg tænker på, at vores realkreditsektor i 1990 var næsten 100 procent non-profit. Ingen tjente penge på boliglån i Danmark,« siger han.

»Tænk på det. Vores finanssektor, kapitalismens nervecenter, var underlagt demokratisk ejerskab, som vi kunne have forsvaret, udnyttet og udbygget. Det samme kan man sige om andelskasser, gensidige forsikringskasser og forbrugerejede selskaber. Man har simpelthen ikke haft øje for, at vi gik rundt blandt levende beviser for, at socialismen virker,« mener Dragsted.

— Helt ærligt, har du ikke bare nået samme erkendelse, som Socialdemokratiet nåede i 1920. Man behøver ikke rive det nuværende ned for at gøre samfundet bedre, og i øvrigt handler det om at give alle mennesker større indflydelse på alle dele af deres liv. Det socialdemokratiske myndiggørelsesprojekt?

»Jo, der har været den forståelse i Socialdemokratiet, og man lykkedes også i høj grad med at trække betydelige dele af samfundet ud af markedet.«

Men bogen skal ikke forstås som en hyldest til socialdemokratiets bedrifter.

»Kigger man på diskussioner omkring ØD i partiet i 1970’erne var der klart en fløj, som argumenterede for, at det ikke er nok at omfordele rigdommen. Man er nødt til at gå til problemets rod og ændre ejerskabsstrukturerne. Der var en radikal samfundskritik i dele af den socialdemokratiske bevægelse, som partiet desværre har forladt i dag.«

Socialisme i ét land?

Pelle Dragsted er langtfra den eneste fra venstrefløjen, som har spurgt sig selv, hvordan en praktisk socialisme kan se ud i det 21. århundrede, og han er heller ikke den eneste, som har ladet sig inspirere af tankerne på den mest offensive del af efterkrigstidens arbejderbevægelse.

I USA og Storbritannien har venstrefløjen de senere år også måttet tænke over, hvad man helt konkret ville bruge magten på, hvis man fik den.

»Det er et tegn på, at vi står stærkere end i meget lang tid. I USA og Storbritannien stod Jeremy Corbyn og Bernie Sanders pludselig og havde magten inden for rækkevidde. For min generation af socialister er det en helt ny situation,« siger Pelle Dragsted.

»Det er interessant, at de i meget høj grad har kigget mod de nordiske lande og mod de radikale ideer, som fandtes i den skandinaviske arbejderbevægelse i 1960’erne og 70’erne,«, siger Pelle Dragsted.

Når de amerikanske eller britiske venstreorienterede står udenfor og kigger ind, kan de nemt konstatere, at det ikke bare er nuancer af det samme kapitalistiske system, men at der er grundlæggende anderledes og mere socialistiske træk ved de skandinaviske samfund, anfører Dragsted.

— Hvis vi bliver i det praktiske, så er der spørgsmålet om ’socialisme i ét land’. Din bog handler stort set kun om, hvordan vi skal organisere os i Danmark. Men kan Danmark overhovedet gennemføre så radikale ændringer alene?

»Det er en bog, der handler om, hvad vi kan gøre i Danmark og lignende lande, men det er klart, at vi indgår i en global økonomi, og det sætter nogle begrænsninger for, hvor mange skridt vi kan tage ud af de veje, jeg anviser, hvis vi gør det alene,« siger han. For eksempel, medgiver Dragsted, ville det være svært for Danmark at gennemføre en »fondssocialisme,« hvor vi tvang virksomheder til at afstå ejerandele til medarbejderne. Så ville de blot flytte ud af landet.

»Men der er også mange ting, vi kan gøre. Vi kan styrke den demokratiske sektor, få større folkelig kontrol over finanssektoren og gøre tandpleje, psykologhjælp eller offentlig transport til offentligt goder,« siger han.

»Vi lever i en blandingsøkonomi, og vores opgave som demokratiske socialister er at få meget mere socialisme i blandingen. Det er grundlæggende det, jeg plæderer for i bogen.«

Pelle Dragsted: ’Nordisk socialisme’. 384 sider. 300 kroner. Gyldendal. Udkommer 1. maj.