socialisme
Læsetid: 13 min.

Pelle Dragsted finder inspiration til fremtidens socialisme hos fortidens socialdemokrater

Vi lever slet ikke i et kapitalistisk samfund, mener Enhedslistens chefideolog. Socialisme er nemlig ikke er et spørgsmål om enten-eller, men mere eller mindre. Det siger Pelle Dragsted, som i en ny bog fremlægger en vision om et mere socialistisk Danmark. Den minder en del om det, Socialdemokratiet engang kaldte ØD – økonomisk demokrati
Spørgsmålet om ejerskabet over økonomien er et af de store skel mellem Socialdemokratiet og den mere radikale venstrefløj i dag, siger Pelle Dragtsed.

Spørgsmålet om ejerskabet over økonomien er et af de store skel mellem Socialdemokratiet og den mere radikale venstrefløj i dag, siger Pelle Dragtsed.

Moderne Tider
17. april 2021

En ganske almindelig lørdag morgen for en ganske almindelig dansker starter måske i en almen AAB-bolig. Hun vågner, tænder loftslyset med strøm fra et forbrugerejet elnetselskab, og stiller sig ud i brusebadet, hvor vandet bliver leveret af det kommunale HOFOR. I køleskabet ligger ost fra andelsmejeriet Thise og bacon fra andelsselskabet Danish Crown, der begge er købt i et forbrugerejet Coop-supermarked for penge stående i den fagforeningsejede Lån & Spar-Bank.

Pointen med denne lille morgenscene er, forklarer Enhedslistens Pelle Dragsted, at Danmark ikke er nær så kapitalistisk, som vi bilder os ind. Fra demokratiske virksomheder til andelsbevægelsen og hele den offentlige sektor, glemmer vi, at store dele af vores samfund er indrettet i »ikke-kapitalistiske, produktive fællesskaber,« siger han.

»Forestillingen om kapitalismen som et altomfattende totalsystem spænder ben for vores evne til at forestille os et alternativ og overbevise andre om, at det er muligt og nødvendigt,« siger han. »Det forvandler socialismen til et abstrakt, utopisk projekt, som ligger langt ude i fremtiden på den anden side af et stort brud med vores nuværende samfundsmodel. Men sandheden er, at socialismen er nærværende og håndgribelig. Vi kan se den lige uden for vinduet.«

Indtil seneste valg sad Pelle Dragsted i Folketinget for Enhedslisten og beskrives undertiden som partiets chefideolog. Over de seneste 15 år har han været med til at modernisere partiet og fjerne den mest krasbørstige revolutionsromantik fra principprogrammet.

Det er er faktisk en af præmisserne for hans nye bog Nordisk socialisme, som udkommer 1. maj. Nu hvor venstrefløjen har aflyst revolutionen, og ingen længere drømmer om at storme Vinterpaladset, afvikle politiet og ophæve ejendomsretten, mangler man noget nyt at sætte i stedet for. Nye bud på hvordan visionerne for et socialistisk samfund i det 21. århundrede ser ud. Som Dragsted selv formulerer det, er »erfaringerne med centralistisk planøkonomi og fuld statsliggørelse af økonomien så ringe, at det ikke er et perspektiv længere«.

»Men hvad vil vi så? Hvem skal så styre virksomhederne, eje banker og drive økonomien? Det tomrum er en af årsagerne til, at jeg har haft brug for at skrive bogen. Jeg var i tvivl om, hvad det konkret ville sige at være socialist,« siger han.

Radikale socialdemokrater

De svar, han leverer i Nordisk socialisme, minder i forbavsende grad om det, socialdemokraterne og arbejderbevægelsen engang kaldte ØD – økonomisk demokrati. I bogen citerer han en pjece, socialdemokraterne fik trykt i 1970’erne, men som også fungerer fint som programerklæring for Pelle Dragsteds projekt:

»Retten til at være med til at eje de værdier, man selv skaber. Retten til at være med til at bestemme på sin arbejdsplads. Det er det, vi vil med Økonomisk Demokrati.«

Med Jens Otto Krags ord erklærer Dragsted, at vi ikke skal forstå diskussionen om socialisme over for kapitalisme som et spørgsmål om »enten-eller, men mere eller mindre«, og de nordiske lande er fulde af eksempler på, hvordan kan man indrette sig med »mere«.

Foruden en stor offentlig sektor, der i høj grad fungerer efter socialistiske principper om at yde efter evne og nyde efter behov, har Danmark en væsentlig »demokratisk sektor«, som står for cirka 10 procent af omsætningen i dansk økonomi: Virksomheder som Thise, Coop og Nykredit, hvor den klassisk kapitalistiske organisation med en lille ejerkreds, der lukrerer på de ansattes arbejde, er erstattet af medarbejdereje, forbrugereje eller andelstanken.

De nordiske lande har nemlig formået at hive væsentlige dele af samfundet ud af kapitalismen, og man behøver kun at kigge sig omkring, siger Dragsted, for at konstatere, at socialismen ikke bare »svæver rundt i ideernes verden, men også er forankret i og bygger videre på vores mangeårige og vellykkede erfaringer med at skabe demokratisk forvaltede økonomier, markeder, erhverv og produktion. Et alternativ som vi kan bygge videre på nu og her, og som ikke behøver at afvente et stort systemskifte«.

I 1970’erne afskrev den yderste venstrefløj ideerne om økonomisk demokrati som kættersk revisionisme, der ikke gik i rette med kapitalismens grundlæggende undertrykkelse.

»I dag er jeg ikke flov over at sige, at jeg er dybt inspireret af de radikale tanker, som engang fandtes i den socialdemokratiske bevægelse,« siger Dragsted.

Når de højreorienterede spørger, hvor socialismen nogensinde har fungeret i praksis, skal danske venstreorienterede, ifølge Pelle Dragsted, svare: Lige her.

Kapitalismen kan ikke helbredes

I dag har socialdemokraterne desværre helt vendt ryggen til den mere fundamentale kapitalismekritik, mener Dragsted. Selv på partiets venstrefløj taler beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om en »syg kapitalisme«, der kan helbredes. Men med det blik overser man de iboende problemer i kapitalismen, som kun kan overskrides ved at ændre på ejerforholdene i økonomien.

»I den forstand mener jeg, at de revolutionære socialister havde ret. Kapitalismen skaber ulighed. Ikke bare som en uheldig bivirkning, men som en fundamental konsekvens af den produktionsmåde, hvor snævre grupper ejer virksomhederne, og en langt større gruppe mennesker arbejder for dem,« siger han.

Det er et moralsk problem, fordi det koncentrerer en uforholdsmæssig andel af samfundets velstand på ganske få hænder, og det er et politisk problem, fordi økonomisk ulighed også skaber ulighed i magt og indflydelse, mener Dragsted.

Både fordi den velhavende elite kan påvirke den politiske proces gennem direkte donationer til politikere og partier, og fordi hele samfundets velstand er afhængig af, at der bliver produceret varer og ydelser, og ejerne af produktionsmidlerne derfor sidder på et stærkt pressionsmiddel over for regeringen.

»Vi kender det herhjemmefra. Hver gang vi diskuterer, om vi skal sætte selskabsskatten op eller øge reguleringen, så er modargumentet, at vi skræmmer virksomhederne væk,« siger Pelle Dragsted.

I bogen kalder han den type magt for »oligarkisk magt«, som står i modsætningen til den demokratiske magt, vi kender fra det politiske liv.

»Den oligarkiske magt er selvforstærkende. Først sker en ophobning af rigdom, som kan bruges til at udøve politisk indflydelse og få sænket skatten eller løftet reguleringer, hvilket fører til en yderligere ophobning af rigdom, som igen kan bruges til at øve politisk indflydelse,« siger han.

Den spiral er ifølge Dragsted et »ret præcist billede på den nyliberale udvikling over de seneste 40 år«. En udvikling som de europæiske socialdemokratier i hans optik helt har opgivet at bekæmpe. »Man har hoppet, når de sagde hop,« siger han.

I den forstand skal bogen heller ikke forstås som en hyldest til Socialdemokratiet og reformsocialisternes bedrifter. Når det de seneste årtier er lykkedes den økonomiske elite at ’genkolonisere’ store dele af økonomien, som ellers var kommet på fællesskabets hænder, skyldes det i høj grad, at det snart er en generation siden, at socialdemokraterne helt forlod kampen for mere demokratisk ejerskab i økonomien.

»I dag opfatter jeg det som den store fejl i det socialdemokratiske projekt, at de troede, man kunne skabe varige forandringer uden at pille ved ejerskabsforholdene, og jeg ser spørgsmålet som et af de store skel mellem Socialdemokratiet og den mere radikale venstrefløj i dag,« siger Pelle Dragsted.

Konstruktiv planøkonomi

I bogen foreslår Pelle Dragsted ti reformer, som skal erstatte den oligarkiske magt med demokratisk magt. »Socialisme i praksis,« kalder han det. Som erstatning for revolutionen vil Pelle Dragsted udligne og afvikle kapitalismens grundlæggende udbytningsforhold ved i langt højere grad at gøre arbejdere, forbrugere og borgere til medejere.

Forestillingen om kapitalismen som et altomfattende totalsystem spænder ben for vores evne til at forestille os et alternativ og overbevise andre om, at det er muligt og nødvendigt, siger Pelle Dragsted.

Forestillingen om kapitalismen som et altomfattende totalsystem spænder ben for vores evne til at forestille os et alternativ og overbevise andre om, at det er muligt og nødvendigt, siger Pelle Dragsted.

Overordnet set følger forslagene to spor.

Det ene handler om at fremelske og understøtte demokratiske virksomheder. Én idé er en skatterabat til virksomhedsejere, der sælger andele til deres ansatte. En anden er en slags skat, som pålægger firmaer med over 100 ansatte, at de hvert år udsteder aktier svarende til to procent af virksomheden, som placeres i en lønmodtagerfond, der gør de ansatte til medejere.

En tredje er rettet mod helt store selskaber, hvor Pelle Dragsted foreslår et såkaldt ’tokammersystem’. Virksomhederne skal stadig drives af en professionel direktion, men i modsætning til i dag, hvor direktionen svarer til en bestyrelse udpeget af aktionærerne, skal de altså også stå til ansvar for et andet ’kammer’ valgt af de ansatte.

Desuden vil Dragsted etablere en offentlig velstandsfond, som opkøber og overtager andele i virksomheder. Ligesom man i dag kan være med til at bestemme, hvad ens pensionskasse bør og ikke bør investere i, kan alle borgere gennem velstandsfonden være med til at bestemme, hvad der bliver investeret i.

»Det andet spor handler om demokratisk planlægning af økonomien,« forklarer Pelle Dragsted. »I mine øjne er der brug for meget stærkere politisk-demokratisk styring af økonomien.«

Han fremhæver klimaloven som et godt eksempel på konstruktiv planøkonomi. Folketinget har besluttet, at udledninger skal falde med 70 procent inden 2030, og nu skal regeringen så gribe ind i økonomien for at sikre, at det sker.

»Jeg kan sagtens se for mig, at vi overfører den model til andre områder. Vi kan lave en biodiversitetslov, en ligestillingslov og en ulighedslov,« siger han. »Så vi tager aktivt fat om økonomien og bruge den til at realisere fælles mål, i stedet for bare at overlade det hele til markedskræfter, vi angiveligt ikke må bryde ind i. Selvfølgelig må vi det, økonomien er politisk, og vi bryder hele tiden ind i den på alle mulige måder.«

Socialisme i Brugsen

Spørgsmålet er, hvor vidtgående Pelle Dragsteds venstrefløjsvision er, når det kommer til stykket. Det er nok de færreste danskere, der tænker på det som den realiserede socialisme, når de køber en Coca-Cola i brugsforeningen Fakta i stedet for i det privatejede Rema1000.

Kan man virkelig kalde »den demokratiske sektor« socialistisk, når virksomhederne stadig konkurrerer på et frit marked? Bare se på det demokratiske andelsselskab Danish Crown, der ret konsekvent har udflyttet slagterier og etableret en produktionskæde, der uden hensyn til klima og dyrevelfærd fragter grise ud af Danmark til slagtning og tilbage igen, hvis det sikrer den laveste pris. Præcis som en almindelig, kapitalistisk virksomhed.

Pelle Dragsted

  • Født 1975.
  • Tidligere pressemedarbejder, strategisk rådgiver og medlem af Folketinget for Enhedslisten.
  • Vil stille op til kommunalvalget på Frederiksberg for Enhedslisten

Set i det lys virker en stærkere demokratisk sektor som en lidt tam erstatning for det socialistiske utopia.

»Eksempler som Arla eller Danish Crown viser selvfølgelig, at demokratisk ejerskab ikke garanterer gode beslutninger. Sådan er det. Sådan er det også i politik, men vi overvejer ikke af den grund at erstatte Folketinget med et oligarki,« siger Dragsted.

»Og så viser det den centrale udfordring, at så længe en demokratisk virksomhed indgår på et kapitalistisk verdensmarked, vil der være pres for sænke omkostninger, som kan føre til samme uhensigtsmæssige bivirkninger som i en traditionel kapitalistisk virksomhed. For eksempel at man er nødt til at udpine jorden for at kunne sælge sine varer til konkurrencedygtige priser.«

I hans øjne er det imidlertid ikke tilfældigt, at Coop gik forrest med at drive udviklingen mod flere økologiske varer, eller at de var de første til at fjerne buræg fra hylderne.

»Jeg ville da også ønske, at Coop var endnu mere progressivt. Men man kan jo rent faktisk engagere sig i brugsforeningen og søge indflydelse. Det er den helt store forskel. I modsætning til andre supermarkeder har Coop det demokratiske princip, som er så naturligt for os i den politiske sfære, men ligger så fjernt for os i den økonomiske.«

Og så er vi fremme ved det næste problem ved at udbrede demokratiet til alle hjørner af økonomien. Som det ser ud nu, er det folkelige engagement i brugsforeningerne, forsyningsselskaberne og resten af den demokratiske sektor ikke ligefrem overvældende.

»Det er helt klart et problem, men det er ikke kun en indvending mod min demokratiske socialisme. Det er en indvending mod socialisme som sådan. Jeg tror, det var Oscar Wilde, der sagde, at ’problemet med socialisme er, at der ikke er nok aftener i ugen til alle de møder, man er nødt til at holde’. Jeg forestiller mig ikke, at de her selskaber skal drives basisdemokratisk. De skal drives professionelt af en direktion. Forskellen er bare, at den direktion står til ansvar for ejerne. Som er kunderne eller de ansatte,« siger han.

»Jeg siger heller ikke, at de demokratiske firmaer er perfekte, eller i sig selv er socialisme. Jeg siger bare, at de er væsensforskellige og gode eksempler på, at man kan drive virksomheder demokratisk og uden at små ejergrupper skal tjene penge på det. Og det er sådan set det grundlæggende princip i den økonomi og det samfund, jeg gerne vil opbygge.«

Sene erkendelser

I Nordisk socialisme begræder Pelle Dragsted også, at venstrefløjen historisk set har haft en tendens til at undervurdere og underkende de gigantiske fremskridt, som »det socialdemokratiske eksperiment og det udbredte demokratiske ejerskab i andelssektoren« førte med sig.

Fordi man insisterede på at se kapitalismen som altomfattende og total, havde man ikke øje for potentialet i de gradvise forbedringer, der var blevet indført under Jens Otto Krags diktum om, »mere eller mindre«, ikke »enten-eller«.

»I stedet for at se, lære og lade sig inspirere af vores egne erfaringer med demokratisk forvaltning i fællesejede virksomheder, andelskasser og en omfattende offentlig produktion tog venstrefløjen på studieture til Albanien, Moskva og Beijing,« skriver Pelle Dragsted i bogen.

Tænk på det. Vores finanssektor, kapitalismens nervecenter, var underlagt demokratisk ejerskab, som vi kunne have forsvaret, udnyttet og udbygget, siger Pelle Dragsted.

Tænk på det. Vores finanssektor, kapitalismens nervecenter, var underlagt demokratisk ejerskab, som vi kunne have forsvaret, udnyttet og udbygget, siger Pelle Dragsted.

Den blinde vinkel har også præget Dragsted selv.

»Det ærgrer mig helt sindssygt meget. Jeg kan slet ikke være i mig selv, når jeg tænker på, at vores realkreditsektor i 1990 var næsten 100 procent non-profit. Ingen tjente penge på boliglån i Danmark,« siger han.

»Tænk på det. Vores finanssektor, kapitalismens nervecenter, var underlagt demokratisk ejerskab, som vi kunne have forsvaret, udnyttet og udbygget. Det samme kan man sige om andelskasser, gensidige forsikringskasser og forbrugerejede selskaber. Man har simpelthen ikke haft øje for, at vi gik rundt blandt levende beviser for, at socialismen virker,« mener Dragsted.

— Helt ærligt, har du ikke bare nået samme erkendelse, som Socialdemokratiet nåede i 1920. Man behøver ikke rive det nuværende ned for at gøre samfundet bedre, og i øvrigt handler det om at give alle mennesker større indflydelse på alle dele af deres liv. Det socialdemokratiske myndiggørelsesprojekt?

»Jo, der har været den forståelse i Socialdemokratiet, og man lykkedes også i høj grad med at trække betydelige dele af samfundet ud af markedet.«

Men bogen skal ikke forstås som en hyldest til socialdemokratiets bedrifter.

»Kigger man på diskussioner omkring ØD i partiet i 1970’erne var der klart en fløj, som argumenterede for, at det ikke er nok at omfordele rigdommen. Man er nødt til at gå til problemets rod og ændre ejerskabsstrukturerne. Der var en radikal samfundskritik i dele af den socialdemokratiske bevægelse, som partiet desværre har forladt i dag.«

Socialisme i ét land?

Pelle Dragsted er langtfra den eneste fra venstrefløjen, som har spurgt sig selv, hvordan en praktisk socialisme kan se ud i det 21. århundrede, og han er heller ikke den eneste, som har ladet sig inspirere af tankerne på den mest offensive del af efterkrigstidens arbejderbevægelse.

I USA og Storbritannien har venstrefløjen de senere år også måttet tænke over, hvad man helt konkret ville bruge magten på, hvis man fik den.

»Det er et tegn på, at vi står stærkere end i meget lang tid. I USA og Storbritannien stod Jeremy Corbyn og Bernie Sanders pludselig og havde magten inden for rækkevidde. For min generation af socialister er det en helt ny situation,« siger Pelle Dragsted.

»Det er interessant, at de i meget høj grad har kigget mod de nordiske lande og mod de radikale ideer, som fandtes i den skandinaviske arbejderbevægelse i 1960’erne og 70’erne,«, siger Pelle Dragsted.

Når de amerikanske eller britiske venstreorienterede står udenfor og kigger ind, kan de nemt konstatere, at det ikke bare er nuancer af det samme kapitalistiske system, men at der er grundlæggende anderledes og mere socialistiske træk ved de skandinaviske samfund, anfører Dragsted.

— Hvis vi bliver i det praktiske, så er der spørgsmålet om ’socialisme i ét land’. Din bog handler stort set kun om, hvordan vi skal organisere os i Danmark. Men kan Danmark overhovedet gennemføre så radikale ændringer alene?

»Det er en bog, der handler om, hvad vi kan gøre i Danmark og lignende lande, men det er klart, at vi indgår i en global økonomi, og det sætter nogle begrænsninger for, hvor mange skridt vi kan tage ud af de veje, jeg anviser, hvis vi gør det alene,« siger han. For eksempel, medgiver Dragsted, ville det være svært for Danmark at gennemføre en »fondssocialisme,« hvor vi tvang virksomheder til at afstå ejerandele til medarbejderne. Så ville de blot flytte ud af landet.

»Men der er også mange ting, vi kan gøre. Vi kan styrke den demokratiske sektor, få større folkelig kontrol over finanssektoren og gøre tandpleje, psykologhjælp eller offentlig transport til offentligt goder,« siger han.

»Vi lever i en blandingsøkonomi, og vores opgave som demokratiske socialister er at få meget mere socialisme i blandingen. Det er grundlæggende det, jeg plæderer for i bogen.«

Pelle Dragsted: ’Nordisk socialisme’. 384 sider. 300 kroner. Gyldendal. Udkommer 1. maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvordan får vi mere socialisme, demokrati og lighed samt mindre forurening? Det er gået tilbage i 40 år. Giver bogen svar på det?
Anmeldelsen/interviewet forekommer mest "beskrivende".
(Under mig over en samfundsforandrende bog skal være så dyr).

Carsten Hansen

Så absolut et kæmpe fremskridt hvis den yderste venstrefløj bevæger sig væk fra gammel-kommunistiske ideer og ind mod midten..
Måske kommer Enhedslisten alligevel til sidst til at ligne SF .

For ja; Vi har brug for mere socialisme. Vi har brug for at trække Socialdemokratiet mod venstre. Vi har brug mere solidaritet og mere lighed.
Men vi har ikke behov for at give køb på de demokratiske værdier om frihed, lighed og broderskab. Vi skal ikke tilstræbe et mere kollektivistisk samfund hvor kollektivets ret er større end individets. En sund balance mellem individets frihed og sammenhængskræften i samfundet hvor man reelt behandler de svageste bedst muligt, er den vej vi skal.
I alle samfund er der rettigheder og pligter; Nogle steder overdrives pligterne. Nej tak til det.

Ib Gram-Jensen

Dragsteds vision om en blandingsøkonomi med mere socialisme i blandingen er reelt en vision om kapitalisme med et ((lidt?) mere) menneskeligt ansigt. Dens grundlæggende problem er, at i en (verdens)økonomi, hvor virksomheder er afhængige af at give profit, kan "socialismen" ikke fungere grundlæggende anderledes. Dels gør dette det svært at se, hvordan det økonomiske demokrati i praksis kan udbredes og gøre en reel forskel i en (lille og åben) national økonomi, dels udvisker Dragsteds synsvinkel forskellen mellem kapitalisme og socialisme: hvor mange procent af økonomien skal være "socialistisk" (stats- eller mere eller mindre medarbejderejet/styret), før vi kan betragte en "praktisk socialisme" eller "grundlæggende anderledes og mere socialistiske træk" som en realitet? Eller mere konkret, hvornår er det en realistisk mulighed, at økonomien styres mere af demokratiske beslutninger end af markedets logik og profittvang? Hvilken reaktion på en politik, der har potentialet til at gøre en virkelig forskel - et reelt indhug i kapitalens magt og udbytte - fra nationale og globale kapitalistiske og politiske aktører forestiller Dragsted sig, og hvordan skal en eller nogle få nationale stater og økonomier forsvare sig imod dem?

Dragsteds strategi kan måske overfladisk set virke realistisk, men reelt vil den nok mest sandsynligt enten føre til begrænsede reformer (som vil være udsatte for at blive rullet tilbage) i et samfund, som stadig grundlæggende fungerer på den kapitalistiske økonomis og dermed kapitalistiske interessers betingelser, eller blive bremset, hvis den begynder at ligne en reel trussel mod kapitalismen. Eller med andre ord: hvis strategien skal have succes, forudsætter det, hvad strategien er beregnet på at føre til: at kapitalismens økonomiske dominans og kapitalistiske interessers og aktørers deraf følgende magt er brudt (altså begrænset i så høj grad, at de ikke forhindrer det "socialistiske" element i at gøre en reel forskel). Giver bogen et realistisk bud på, hvordan vi kan komme til det punkt? Artiklen gør det ikke.

søren ploug, Henrik Rose, Eva Schwanenflügel, Finn Kjeller, Karsten Nielsen, jens christian jacobsen, Hans Larsen, Søren Dahl, Erik Winberg og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

EL = SD + 25 pct?

Per Rønne-Nielsen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det vil da, Ib Gram-Jensen, netop kunne fungere bedre, fordi det med sin reelle vægtning af det, der har reel værdi: produktion og udførelse af nødvendige funktioner, uden et profitbehov kan være ekstra konkurrencedygtigt.
Måske er det allerede på vej i COOP, hvor den nye chef har dekreteret lavere priser og bedre udbud, så vi måske slipper for 10 forskellige mærker af kokosmælk eller 14 slags tun på dåse, men i stedet får et supermarked, der ikke servicerer produktionsvirksomheder, men kunderne, i form af krav om kvalitet, begrænsning af mærkevareudbud, men forøgelse af udbuddet. Det er bare et eksempel på en udvikling, der synes at være besluttet allerede - og som er et ægte opgør med en jagt på et overskud, som en forbrugerejet organisation ikke behøver, fordi det er igennem forbrugerfordele, at medlemmerne modtager deres andel af overskuddet.

Det lyder simpelthen som en meget velkommen bog, som måske endelig kan bringe lidt realisme ind i den måde, vi betragter den verden, vi er sat i.

Michael Mogensen, Per Rønne-Nielsen, Per Langholz, Ole Henriksen, Ole Frank og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

Man kommer ikke langt med at grave sig ned og være rene i små cirkler. Igen hellere flytte 6 millioner mennesker 1 meter i den rigtige retning end at flytte 100 mennesker 100 meter.

Der er rigtig mange praktisk tiltag, som vil kunne fremme en demokratisk mere venstreorienteret drejning af samfundet generelt.

Nogle af dem er måske nok ikke lige så mainstream.

Men et par hurtige kunne være:

1) Afskaffelse af NPM.
2) At aktie positioner i pensionkasser og ordninger, der er det pensions modtagerne der demokratisk bruge de stemmer aktierne giver.

// Jesper

Et andet væsentligt bidrag om veje og vildveje frem:
Sahra Wagenknecht :
Die Selbstgerechten - 24,95 Euro

Hanne Utoft og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Jeg tror ikke, at jeg kunne slæbe mig igennem Wagenknechts bog, til gengæld er noget andet sikkert: Hun kunne bidrage med en erfaring eller to fra praktisk politik. De gamle PDS'ere har nu også nogle erfaringer med Wagenknecht (de er ikke kønne), så de er måske adresse for titlen?

Venstrepartiets kernevælgere har nogle temmelig konkrete erfaringer med partiets fremtidsforestillinger og visioner, og dem ligger det meget tungt med at overbevise med. Det er vælgere, som lige skal have et svar på både det en og det andet spørgmål, inden de igen overlader magten i noget større omfang til sådan et parti.

Annette Munch

Det er den kritiske borgers/forbrugers mulighed for at træffe aktive valg, der funderer den demokratiske aktivisme i udviklingen af det gode fællesskab - for alle.

En af hans centrale pointer er, at han ser penge/økonomi som et middel til at gå i den rigtige/demokratiske retning snarere end et mål i sig selv.
Det stiller krav til alle borgere o at "yde efter evne og nyde efter behov".
Enig i at en af de store fejltrin, var at lade bankerne gøre realkredit/boligmarkedet til en god forretning og dermed få magt/ejerskab over store dele af værdierne i DK skabt af borgerne

Det er (alt for) let at skyde hans bud på udviklingen af/i fremtidens DK med at hans bog ikke giver alle svar på alt.
hvis det hele ender i de klassiske utopiske isme - konkurrencer, sker der ingenting.
PS bogens pris afspejler vel kostprisen, når alle, der bidrager er betalt ......

søren ploug, Michael Waterstradt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Annette Munch

Det er den kritiske borgers/forbrugers mulighed for at træffe aktive valg, der funderer den demokratiske aktivisme i udviklingen af det gode fællesskab - for alle. ved at vælge andelsejede virksomheder i der daglige forbrug. Coop bringer også varer ud ....

En af hans centrale pointer er, at han ser penge/økonomi som et middel til at gå i den rigtige/demokratiske retning snarere end et mål i sig selv.
Det stiller krav til alle borgere o at "yde efter evne og nyde efter behov".

Enig i at en af de store fejltrin, var at lade bankerne gøre realkredit/boligmarkedet til en god forretning og dermed få magt/ejerskab over store dele af værdierne i DK skabt af borgerne

Det er (alt for) let at skyde hans bud på udviklingen af/i fremtidens DK med at hans bog ikke giver alle svar på alt.
hvis det hele ender i de klassiske utopiske isme - konkurrencer, sker der ingenting.
PS bogens pris afspejler vel kostprisen, når alle, der bidrager er betalt ......

Lars Bjørneboe

Pelle Dragsteds bog lukker op for en diskussion af socialismens konkrete udformning i lyset af indhøstede erfaringer fra det virkelige liv i de sidste hundrede år og er derfor rigtig vigtig. Kommentarer og kritik må have form af spørgsmål til videre bearbejdning af temaet. Her er det nok vigtigste spørgsmål som gik gennem hovedet på mig ved læsningen af anmeldelsen:
-skal kooperativer m.fl. være udsat for konkurrence? Ejerforhold og dermed beslutningerne om hvad indtjeningen skal bruges til (løn, investering) er vigtige. Men det afgørende er vel om der skal være konkurrence mellem dem på et marked? Fordelen ved markedet er at det giver en klar tilbagemelding til producenten/ejerne om hvorvidt resurserne bliver brugt økonomisk rationelt. Ulempen er spildet af resurser, hvis virksomheden går ned. Demokratisk valgte ejere kan sagtens håndtere sådanne beslutninger, men det vil nødvendigvis føre til en ret så højrøstet demokratisk samtale, jvf. salget af Dong, og det skal man vel lige vænne sig til.

søren ploug, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Pelle Dragsted

Hej Lars. Tak for pæne ord. Jeg diskuterer netop de spørgsmål du rejser over 100-150 sider i bogen. Netop spørgsmålet om organisering af det demokratiske ejerskab , og om forholdet mellemmarkedsmekanismer og demokratisk planlægning.

Michael Waterstradt, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men konkurrencen skal vel i virkeligheden foregå i butikken mellem produkterne...

"Pelle Dragsteds bog lukker op for en diskussion af socialismens konkrete udformning i lyset af indhøstede erfaringer fra det virkelige liv i de sidste hundrede år og er derfor rigtig vigtig."

Det samme gør Wagenknechts bog, som, modsat Dragsteds, kredser om et alternativ til socialdemokratiske/socialliberale visioner om kapitalisme med et pænere ansigt.

For at kunne diskutere Dragsteds vinkel er det en stor fordel at kende til andre venstreorienterede og kvalificerede bud på fremtidens socialisme, og udover Wagenknechts bidrag kan Monbiots 'The Earth Is in a Death Spiral. It will Take Radical Action to Save Us' og John B. Fosters 'The Return of Nature: Socialism and Ecology' kraftigt anbefales.

Alexander Bak, Michael Waterstradt, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Ib Jørgensen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Så længe boligmarkedet, pensionskasser er uden for kontrol kan i snakke lighed lige fra nu af og til juleaften 2100. Prisstigninger på bolig bliver ikke beskattet. Indbetalinger på tvangspension bliver ikke forrentet. At der er en massiv økonomisk ubalance vil ingen vel benægte. At ballonen revner og store grupper bliver insolvente tjener ingen.

Så læne troen på stigende boligpriser og ingen inflation er fakta, sker der ingenting.
Spændt på at se når det hele vender, hvem der nu skal betale?

I medens drejer den politiske debat sig om stort set ligegyldige emner!

erik lund sørensen

Erik Lund Sørensen. Tak til Pelle Dragsted for at åbne for en vigtig samfunds debat. Der er også brug for en nytænkning på medieområdet, der er domineret af borgelige medier.TV 2, Jyllandsposten , Berlingske, .Deres synspunkter fylder alt for meget. Dr 2 der engang var et kritisk medie , er også i høj grad borgeligt domineret.

Michael Mogensen, Michael Waterstradt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Er tiden er ved at rinde ud for kapitalismen. Betragter vi den nuværende pandemi er det meget tydeligt at kapitalismen og markedet ikke har kunnet løse problemet effektivt. Og dette vil formodentlig gentage sig når vi skal løse de andre problemer vi står overfor globalt og som truer vores eksistens.

Et af grundstenene i kapitalismen er den fri konkurrence. Men er konkurrence altid at foretrække. Vil samarbejde ikke vær langt mere resourcebesparende og effektivt og dermed aldeles nødvendigt med de kriser vi står i til halsen. For hvad der er økonomisk rentabelt er jo ikke nødvendigvis rentabelt når vi tager kommende generationer med ind i regnskabet.

Desværre har vi fået indført socialismen på en række uheldige områder. Forurening - skader på miljøet - og arbejdsmiljø indgår ikke i de økonomiske regnskaber i produktionen, men bliver betalt af samfundet.
Og skulle banker og investerinsselskaber løbe ind i vanskeligheder står vi også der parate med redningskransene så de kan fortsætte deres gældskabende virksomhed som ingen gavnlig effekt har for samfundet, men alene skaber grundlaget for den næste krise. Liget holder sig i live, sminket med lånte penge.

Jørgen Larsen

Altså offentlig / statslig ejendom er altså ikke det samme som socialisme - hvilket synes at være en udbredt misforståelse (ingen nævnt eller glemt) og marked er ikke det samme som kapitalisme.

Ib Jørgensen

Hvad der er vore livsfornødenheder, foreneligt med naturens bæreevne, skal på forhånd besluttes af producenterne, som DEREFTER går i gang med at producere og fordele.
At udvikle det social-politiske system, som gør dette muligt, det er den opgave vi vil blive stillet overfor - hvis vi er heldige og dygtige nok. Dvs at vi forbereder os på det, fordi vi indser nødvendigheden.
Det meste andet vil være forlængelse af dødskampen. Med ragnarok som konsekvens.

Flemming Olsen

Dragsted bliver sikkert valgt på Frederiksberg for Enhedslisten, og midt i valgperioden hopper han så over til sosserne. Han vil sikkert blive budt velkommen i Socialdemokratiet og senere til en ministerpost på samme måde som Rosenkrantz-Theil. Der er ikke meget ide i at blive hos Enhedslisten og deres karruselordning, hvis man for alvor vil have magt og indhold i tilværelsen i stedet for at stå på sidelinjen og råbe øv. Fremtiden og mulighederne ligger åbne for ham, og hvis man kaster et blik på Karen Jespersen karriere, hvor kan det så ikke ende?

Revolution, ballade og brosten hører ungdommen til, når man bliver ældre må man besinde sig og tænke på sin karriere. Det har fremtrædende politikere som f.eks. Fouché måttet sande. Bare ærgerligt hvis vælgere og kolleger kan huske lidt for meget af, hvad de lavede og mente før i tiden.

Flemming Jensen

Rød blok har mandat og en enestående mulighed for at lave dybdegående forandringer i vores samfund.
Vi taler seriøse tiltag omkring ødelæggelsen af vores natur.
Afskaffelse af svineavl og alt andet storlandbrug.
Uden kompensation. De skylder 500 milliarder, holdt oppe af Staten dvs. skatteyderne, så de har fået rigeligt....
Vi skal ikke begå samme fejl som med minkavlerne, de griner hele vejen til banken.
Der er noget der hedder Jobcenteret.
Automatiseringen af vores samfund , giver store muligheder for omlægning af arbejdsmarkedet.
Afskaffelse af fordummende arbejde , nedsættelse af arbejdstiden og indførelse af Borgerløn.
Mere og lettere adgang til højere læreranstalter.
Det vil løfte vores samfund op fra dette åndelige morads vi befinder os i nu.
Beskatning af kapital ( Bla. provenu af salg af ejendom )
De aller rigeste skal betale mere til fællesskabet.
Derved får vi gjort op med den ekstreme ulighed i det her samfund.
Energipolitiken skal lægges om til primært Atomenergi, inden det er for sent.
Sidst men ikke mindst ,så skal vi have legaliseret HASH.
Vi bruger millioner på en kamp, vi ikke kan vinde.
For øvrigt, høj som lav, hvem ryger sig ikke en lille joint engang imellem.
I bliver simpelthen nødt til at tage ansvar og være meget mere pågående og kompromisløse over for Socialdemokratiet.

Så Pelle, hvad venter I på i Rødblok, folk har store forventninger.

Carsten Hansen

"Rød" blok kommer til at vente længe på Det Radikale Venstre.

Dette borgerlige parti regnes jo med i rød blok men ....... !

Eva Schwanenflügel

I bogens omtale hører jeg ikke noget om, hvordan de syge og handicappede bliver behandlede i forhold til at de er blevet flyttet fra sygeområdet til beskæftigelsesområdet.

Det var for ikke så længe siden Enhedslistens hjerteblod at forbedre forholdene for de syge og handicappede, der nu bliver afkrævet forbedringer af helbreddet de ikke kan opfylde, og derfor bliver sanktionerede eller ikke får den hjælp de har ret til.

Hvor er kampen imod førtidspensions- og fleksjob reformen, der stadig udmatter og gør de syge mere syge?

Hvor er kampen imod nedvurderingen og ensomheden hos de, der af den ene eller anden grund ikke kan deltage aktivt i foreningslivet, familiesammenkomsten eller bylivet, fordi de er syge af angst og PTSD?

Det kan være at Enhedslisten opper sig forud for kommunalvalget, men jeg er ikke sikker på, de holder hvad de lover, desværre.

Eva Schwanenflügel

PS. Måske Dragsted skifter til S.

Det forandrer med garanti ikke Socialdemokratiet.