I retten: »Jeg vil ikke engang gå over for rødt lys«

»Jeg har ingen relation til Ghana. Jeg taler ikke sproget. Og når jeg har været dernede, tænker jeg, at det er lort det hele. Jeg skal ikke til Afrika. Det er helt 100.«

A sidder i Københavns Byret tiltalt for hæleri og hashhandel. En sag, der kan ende med udvisning til Ghana, hvor han er født. Han kom til Danmark med sin mor og sin storebror, da han var fem år. I dag er han 33.

Han har kort, kruset hår, fuldskæg og briller, og bliver bragt ind af to politimænd, fordi han har siddet varetægtsfængslet siden den 1. februar, hvor han blev anholdt uden for Christiania.

A er tiltalt for tre forhold for besiddelse af hash. I to af dem med henblik på salg. Og så er han også tiltalt for hæleri af 11 stjålne, bærbare computere. Han erkender sig skyldig i hæleri, men han har ikke solgt hash, forklarer hans forsvarer, Lene Sejersen. Den hash, han havde på sig, da han blev anholdt, var til eget forbrug.

Anklageren spørger først ind til de bærbare computere, som A havde i en pose, da han blev stoppet af politiet den 17. december sidste år. Han havde købt dem på Christiania, fortæller han.

»Vidste du, at de var stjålet?« spørger den kvindelige anklager.

»Jeg havde nok en formodning. Jeg fik dem for 500 kroner og kunne sælge dem videre til 1.000. Hurtige penge, du ved.«

»Fik du en kvittering?«

»Nej. Jeg ville gerne købe julegaver til min søn, så jeg tænkte ikke mere over det. Det var dumt.«

To af forholdene i sagen handler om, at han er blevet pågrebet med hash og penge på sig i nærheden af Christiania. I den ene sag, påstår A, smed pusheren varerne fra sig i panik og løb sin vej. A blev anholdt, og efterfølgende fandt politiet både hash lidt derfra og under ham på jorden.

»Så troede politiet, at det var min hash,« siger A og tilføjer: »Det gik så hurtigt. Det var helt sygt den aften.«

I den anden sag, forklarer A, var han ude for at købe hash og skunk på Christianshavn, men blev anholdt, da han kørte hjem på cykel.

»Politimanden anholdte mig rigtig dramatisk. Han kastede sig ind på mig, mens jeg cyklede, og så tabte jeg det hele. Jeg vidste ikke, det var politiet, jeg troede, nogen ville tæske mig,« siger A.

Lykkeriddere i gaderne

Anklageren fører to betjente som vidner. Først fortæller politimanden Jeppe, at der under nedlukningen er kommet mange »lykkeriddere« til, som sælger hash i mindre mængder i gaderne omkring Christiania, fordi Pusher Street er lukket.

Han fortæller, at han sammen med en kollega så A sælge hash til flere kunder. De så ham bide en hashskive over, udlevere en klump og tage imod penge.

»Normalt på Christiania klipper man hash af med en grensaks og vejer den, men i gadehandlen sker det på denne måde,« forklarer Jeppe, der anholdt A og fandt hash på jorden samt omkring 1.000 kroner i kontanter.

Den anden betjent, Julius, arbejder også med at opklare hashhandel. Han kører rundt i civil og holder øje med pushere i gaderne på Christianshavn. Her så han A udveksle hash og penge med to kunder. Derefter anholdt han ham og fandt både skunk, hash og et mindre kontantbeløb i hans hænder og lommer.

»Han kæmper kraftigt imod, og så propper han to poser med hash ned i kloakken. Men kloakken er stoppet,« siger betjenten, der har taget et billede af hashen i kloakken, som bliver fremvist i retten.

Under betjentenes vidneudsagn vender og drejer A uophørligt sit mundbind mellem hænderne.

Job og bolig

Forsvareren har indkaldt A’s sagsbehandler, Marianne, fra Kriminalpræventivt Team som vidne. Hun tager sit mundbind med isbjørne af og fortæller, at mens A har været fængslet, har hun fundet job til ham i et nedrivningsfirma, som står klar, hvis han bliver løsladt. En bolig har hun også på hånden.

»Og i de perioder hvor det går galt med psyken, skal han have nogle værktøjer, så han kan række ud efter hjælp,« forklarer Marianne, som også har skaffet misbrugsbehandling og psykologhjælp til ham.

A bekræfter, at han gerne vil arbejde og have styr på misbrug og psykiske problemer. Ikke mindst på grund af hans søn på otte år. De har et tæt forhold, og selv om han ikke længere bor sammen med drengens mor, har han stadig forældremyndighed.

»Han er grunden til, at jeg stadig er i live,« siger A.

Anklageren vil have A idømt mellem seks og syv måneders fængsel. Hun henviser til hans straffeattest, hvor der er flere domme for tyveri, hæleri og handel med hash. Der er også to advarsler om udvisning.

»Der må være en ende på, hvor mange advarsler tiltalte kan få,« afslutter anklageren, der vil have A udvist til Ghana.

Forsvareren mener ikke, det er blevet bevist, at A solgte hash. Og uanset hvad er der tale om meget små mængder. Men selv hvis A bliver dømt, bør det maksimalt udløse tre måneders fængsel. På grund af hans tilknytning til sønnen vil en udvisning være i strid med Menneskerettighedskonventionen.

A får en dom på fire måneders fængsel. Men dommeren løslader ham, fordi han allerede har afsonet 71 dage, og der står job, bolig og behandling klar til ham. Han slipper også for udvisning på grund af sin søn. Men han får endnu en advarsel:

»Det er den tredje, og det skal du tage meget alvorligt,« siger retsformanden og ser strengt på A:

»Det ville nok være klogt, hvis du holdt dig på dydens smalle sti.«

»Jeg vil ikke engang gå over for rødt lys,« lover A og tilføjer: »Tusind, tusind tak.«

Inden han skal hente sine ting i arresten, aftaler han et møde med Marianne næste morgen på jobcentret.