Da Naser Khader den 20. april på Facebook forklarede sin sygemelding fra Folketinget, skete det under overskriften »Undskyld«.
Den folkekære parlamentariker erkendte, at hans »indre fighter« havde »fået overtaget i en række situationer«, at han af og til har »skrevet i afmagt for at få luft« og »for at markere, at jeg ikke vil finde mig i hvad som helst« – og (et godt stykke nede i teksten) at han var kommet til at skrive »til nogle menneskers arbejdsgivere«.
Hvis arbejdsgivere, det drejede sig om, og hvad han havde skrevet til dem, fremgik ikke, men det er jo så heldigvis almindeligt kendt, at Khader i en række tilfælde har henvendt sig til både debattørers og forskeres arbejdsgivere for, med sin pondus som indflydelsesrig politiker, at presse sine modstandere til at stikke piben ind.
I stedet for eksplicit at adressere disse tilfælde understregede Khader, at »ytringsfriheden gælder for alle«, samtidig med at han kom med en række bortforklaringer om, at forskellige former for pres havde fået ham til at reagere, som han gjorde.
Khaders undskyldning var således snarere en undskyldning af ham selv (det var de andre, der fik mig til det) end en undskyldning til nogen – hvilket kan virke lidt sølle for en politiker fra et lov-og-orden-parti. Men sagen om Khader indeholder i det hele taget nogle interessante paradokser, der også peger ud over den selv.
Pro-Khader, antidemokrat
Naser Khader er et paradoks. På én gang den mest fejrede indvandrer med mellemøstlig baggrund, manden med demokratiet tatoveret på sin krop, og samtidig en eksponent for antidemokratiske magtspil, der, som Khaterah Parwani har bemærket, netop minder om de værste mellemøstlige unoder.
Paradokset handler om på den ene side at hylde, ja nærmest bogstaveligt talt identificere sig med det moderne vestlige demokratis grundlæggende principper, samtidig med at uenigheder omkring fortolkningen af disse principper (for eksempel i spørgsmål om retten til asyl, retten til egen bolig, familieliv, religionsfrihed og så videre) kan føre til temmelig udemokratiske tiltag imod dem, man er uenig med; man får for eksempel ret hurtigt mærkatet »islamist« af Khader.
Paradokset Khader handler i første omgang om en efterhånden velkendt mekanisme: Der er en mere og mere udbredt tendens til at anse den meget hårde linje mod mellemøstlige indvandrere og flygtninge som så vigtig, at den bliver ligestillet med kampen for demokratiet simpelthen – også selv om demokratiets formelle principper må tilsidesættes for at vinde denne kamp.
Det kan næsten minde om den tendens, Slavoj Zizek beskrev omkring Irakkrigen i 2003, hvor mange højreorienterede regeringer i Østeuropa var varme tilhængere af Bush-doktrinen i kampen mod terror, samtidig med at de anså den kulturelle påvirkning fra USA (og »det liberale Hollywood«) som en trussel: »Pro-Bush antiamerikanisme«.
På en lignende måde kan man beskrive den ideologiske position, der bliver mulig gennem figurer som Khader og Støjberg: Man kan på én gang anse kampen for demokratiet som altoverskyggende vigtig og samtidig betragte det som naivt og eftergivende at insistere på demokratiets konkrete rettigheder og konventioner. Demokratiet bliver dermed til en slags tom betegner – en tatovering eller et stykke kalligrafi uden semantisk indhold.
Khader-doktrinen
Spørgsmålet er måske endda, om Khader repræsenterer en endnu bredere tendens i den almindelige politiske bevidsthed. Er der ikke noget »khadersk« over en række nyere eksempler, hvor de fleste rent nominelt tilslutter sig principper og holdninger, men i realiteten arbejder imod dem? Boligen er for eksempel ukrænkelig – bortset selvfølgelig fra, hvis man bor i et område med for mange med ikkevestlige rødder.
Forskningsfriheden er afgørende vigtig for et demokrati – medmindre forskere begynder at betvivle den almindelige folkevisdom om, hvordan muslimer tænker og agerer. ’Symbolsk’ er vi alle universalister, med tatoveringer og programerklæringer, men i praksis, og måske næsten ubevidst, er vi ofte det modsatte. Finder vi ikke sågar den samme logik på klimaområdet? Vi kæmper bestemt alle imod klimaforandringer, men vi hader Greta Thunberg og Extinction Rebellion, der faktisk tager kampen alvorligt og handler på det.
Naser Khaders dybfølte undskyldning var en undskyldning over for offentligheden og vælgerne – ikke over for dem, han rent faktisk havde krænket. Måske er det netop, hvad man kunne kalde Khader-doktrinen eller demokrati som kalligrafi: Værdier, principper og værdighed opretholdes eller søges genoprettet over for en ubestemt anden, den offentlige mening eller medierne i bred forstand. Men at insistere på at følge dem op i forhold til konkrete tilfælde, hvor de logisk set finder anvendelse, bliver efterhånden betragtet som underligt nidkært – måske netop ’politisk korrekt’.
Center for Vild Analyse
Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.
Seneste artikler
Peter Hummelgaards fem benspænd for ny korankritik
9. september 2023»Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage,« lyder et slogan fra Jørgen Leths film ’Det perfekte menneske’. Måske kan man sige noget tilsvarende om regeringens udkast til en lov mod blandt andet koranafbrændingerDet er ’Barbie’, ikke ’Oppenheimer’, som inviterer os til at tænke
2. september 2023Hvad ’Barbie’ havde at sige til ’Oppenheimer’Hvordan bryder vi ud af de fiktioner, vi alle er fanget i? Måske har 'Black Mirror' svaret
26. august 2023Det rigtige svar på virtualitetens kvælende allestedsnærværelse er ikke at søge en mere autentisk virkelighed. Det er intet andet end den rå negativitet
Jeg er ved at få kvalme over den elendige tilstand de "borgelige" har bragt Danmark i. Jeg har selv måttet flygte fra et kollektiv i Hellerup efter at have ytret mig negativt om Khaders skumle motiver. Jeg skal skulle ikke sige: Me Too, men Fuck Khader og Det Stinkende Borgerlige DK og det neo-fascistiske DK med sine nye helt(inde)r af MF, PK, PV mv. Ja, ja jeg kan virkelig ikke lugten i bageriet og har derfor søgt ly i Anatolien, vugge og arnested for dusinvis af CIVILAZATIONS siden Adam og Eva blev sparket ud af Eden.
Som sidespring: efter at have tilbragt 10 år i Brussels efter min flugt fra Hellerup og bleven træt af spørgsmål om: When do you think Turkey will become a member of EU? Rend og hop, og klar Jer selv med medlemmer som Polen, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og evt. Serbien. Jeg skal nok klare mig selv i civilisationernes vugge og arnested af Anatolien. Jeg kan overhovedet og slet ikke lide lugten hos bageriet hverken i Hellerup, Østerbro eller Schuman.
"Khader-doktrinen: Demokrati som kalligrafi"
Her har I virkelig ramt plet på selve sagens kerne, CVA.
Nationalneurosens iboende selvmodsigelse:
man kan ikke forsvare idealer, man af al magt søger at underminere i praksis.
Undskyld mig, Atilla. Tyrkiet er ubestrideligt et dejligt land med en fantastisk kultur, ikke mindst gastronomisk og historisk, for nu blot at nøjes med et par sider af sagen. Men at flygte fra Hellerup i protest mod de borgerliges politik i Danmark og dens følger for almindelige mennesker, over Brussel - til Erdoganland af alle steder - er da en smule komisk. Jeg er klar over, at Tyrkiet er andet og langt mere end Erdogan, men ligefrem at se bort fra hans massive omskabelse af det tyrkiske civilsamfund i ret beset temmelig autokratisk retning med ensretning af den offentlige debat, knægtelse og fængsling af politiske modstandere en masse, overtagelse af både medier og domstole, utilslørede imperialistiske drømme med diverse aktuelle militære og politiske eventyr i Kaukasus, Syrien, Libyen etc (og Cypern, ja), forekommer i det lys, skal vi sige: paradoksalt. Erdogans regime reddes ikke af nok så mange historiske bedrifter, der har fundet sted i Lilleasien, thi hvilken del har han ret beset i dem, bortset fra i hans personlige drømme om deres genskabelse (med sig selv som sultan)? Med en så plastisk tilgang til tingene forstår jeg bedre debatten i en anden, nærværende tråd...
Gert Romme.... det vil ikke ske ! Frontfiguren ,-den altid joviale og småbrovtende formand for De Konservative har jo offentlig kundgjort,- under ikke meget medieståhej, at "sagen er afsluttet" !
Og alle skriverkarle og andet mediefolk har smækket hælene sammen og adlydt ! Højst besynderligt og ejendommeligt når vi jo er vant til at netop sådanne udskejelser og blottelser afstedkommer et kollektiv "massakre" fra de alt mere kulørte danske medier.
Men sagen var i det store hele lagt død efter Papes udmelding, og bliver efterfølgende kun sporadisk og perifært omtalt,- mest i forbindelse med Khaders noget lunkne undskyldning. som mere bar præg af at han var nødsaget med at "diske op" med et eller andet, hvis han da stadig havde sit politiske liv kært !
Undrer om den meget lavmælte reaktion fra pressens side skyldes at de allerfleste medier er overordentligt liberale/ (national)konservative og dermed meget Khadervenlige og ikke er synderlig ophidset over hans ageren.
I hvert fald ikke noget der skal gøres alt for meget væsen ud af !
Ja, så ligge det jo ligefor, at spørge om Khader også har brugt de altid tilstedeværende PET-folk mod debattører og forskere og andre, som har været uenig med Khader?
Der er intet komisk over at skulle søge ly i sit eget fædreland når alt andet mislykkedes efter at man forgæves har forsøgt at overleve i et Big Brother samfund af EU. Tyrkiet er ingen Erdoganland, ingen er interesseret i at holde ham ved magten mere end en dag end US og EU, de har ham i deres hule hånd og derfor viser de den frækhed af at fordreje historiske begivenheder om den armensk-tyrkiske borgerkrig som Genocide/Folkemord. Hans modsvar var afstumpet og patetisk. Han er nok væk fra den politiske scene i Tyrkiet meget snart. Men Vesten elsker jo Erdogan fordi at han i den grad lever op til Vestens fordomme og fantasier om Østen :-)
Ja, ja sagen i Bruxelles var også et spørgsmål om at kunne tåle den neo-fascistiske Vlamse Belangen tilstrækkeligt nok til at kunne have sparet op til et nogenlunde et anstændigt og økonomisk uafhængigt liv i Anatolien.
Kenneth Jacobsen, det kan være at du og Atila taler forbi hinanden: At Khader er nyttig for C beror på at hans synspunkter er så ”jantelovs-rigtige” som tænkes kan. Danskere trives bedst med konformisme, og i disse globaliserings tider provokerer det os til – demokratisk – at vælge at styre samfundet mod en totalitær tendens, hvor den enkelte, i konsekvens heraf, får mindre og mindre frihed til at vælge livsform, tøj, boligområde, ægtefælle, opdragelse af børn mm. Og det trives det helt store flertal danskere med, det derfor vi valgte Khader med flere til at representerer os. Intet forkert i det!
Jeg har selv nogle år levet i et militærdiktatur og oplevet, som et chok! FRIHED, ja ikke til at organiserer sig til at stræbe efter magten i samfundet – men i øvrigt blive respekteret for at leve sit liv som man vil. Jeg kan forestille mig Atila – som exsistentialist? – ikke har det store behov for at bestemme over andre, men et tvingende behov at leve som sig selv, ikke som naboen siger er rigtigt.
Kjeld Hougaard: du ved vel nok rigtig meget om danskere. Sådan og sådan er de, danskerne.
Tak for orienteringen. Og så skriver du rigtig godt dansk. Hvor er det typisk dansk.
Soren Fosberg: Yep, men jeg ved måske mere om andre kulturer og andre dele af verden end du gør, jeg har meget at sammenligne med. Men du ER dansk: janteloven paragraf 10: ”Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.”
Og du har ret igen: jeg skriver forfærdeligt på alle sprog: dyslexi. Er du skolelærer?
Jeg er nok existentialist og anarkist ;-)