Sport
Læsetid: 6 min.

Tiger Woods’ far betragtede sin søn som en slags Messias. Det viste sig at være uheldigt

At være forælder er en svær opgave for os alle, men man kan gå til den med mere eller mindre fanatisme. Det understreger HBO-dokumentaren om golfspilleren, kvindefortæreren, faderen og sønnen Tiger Woods – en af sportens bedste og mest brogede karakterer
Earl Woods mente, at hans søn Tiger ville blive ikke bare verdens bedste golfspiller, men ligefrem gøre verden til et bedre sted at leve i.

Earl Woods mente, at hans søn Tiger ville blive ikke bare verdens bedste golfspiller, men ligefrem gøre verden til et bedre sted at leve i.

ROBERT SULLIVAN

Moderne Tider
3. april 2021

På et vigtigt tidspunkt i mit liv sidder jeg hos min læge med min kæreste i hånden, mens vi taler om det ufravigelige faktum, at vi spændt venter vores første barn. En søn. Lægen, en garvet type, holder min partners blik fast og siger: »Inden for psykologien siger man, at det er den sværeste relation i familien, den mellem far og søn.«

I det øjeblik tænker jeg egentlig mest ’Pyha, et lille fripas for moren’. Men da jeg for nylig ser HBO-dokumentaren Tiger om golfikonet Tiger Woods, bliver jeg mildest talt bekræftet i, at der i nogle tilfælde er noget om den snak.

Det, lægen talte om, er, at der kan udvikle sig et uhensigtsmæssigt konkurrenceforhold mellem far og søn, hvor faderen prøver at udleve sine uforløste ambitioner gennem sit drengebarn.

Tigers komme

Et kompliceret faderforhold er langtfra uset i topsport: Det var Messis far, der gemte alle pengene i Panama, og det er Ronaldos afdøde fars spøgelse, der stadig driver ham på træningsbanen om natten for at blive anerkendt som den allerbedste. Herhjemme ved vi alle sammen, at Nicklas Bendtners far måske ikke har været en topstøtte i en tumultarisk tilværelse for en ung mand, der med al tydelighed har haft brug for den. Hos Tiger Woods synes det imidlertid ekstra ekstremt, faderkomplekset. Derfor er det også et naturligt omdrejningspunkt for det portræt af manden, som dokumentaren ruller ud.

Det hele starter med en bemærkelsesværdig tale, Earl Woods holder i 1996 til et Award-arrangement, hvori han siger om sin enbårne søn, at han kommer til at »hæve sig over dette spil og bringe en humanitarisme til verden, som aldrig er set før«. Og videre: »Verden vil blive et bedre sted at leve i på grund af hans eksistens og nærvær. Dette er min skat … Tag venligst imod den og brug den med omtanke.«

Kort sagt: Earl tror (ønsker?), at hans søn er Messias. Og apropos påsken bliver jeg nødt til at tilføje, at jeg selvfølgelig ved lige så lidt som den næste om, hvordan frelseren viser sig, når han dukker op igen, men jeg nægter at tro på, at det er som golfspiller i nogen form – det ultimative spil for rige magtmænd.

Skabelsen af en golfstjerne

I 1996 er Tiger 21 år og sindssygt god til at spille golf. Det er selvfølgelig Earl, der har lært ham det, lige fra Tiger var 11 måneder gammel og fik en lille golfkølle i de små hænder. Det var især hans helt særlige evne til at lukke alt ude og gå ind i sit eget meditative rum, der udmærkede ham på banen. Koncentrationen. Også den havde Earl trænet – ved at genere ham konstant, når han øvede sit sving og så videre: Gå ind foran ham, strejfe ham, råbe ham ind i hovedet, indtil Tiger til sidst var skideligeglad.

1996 er året, hvor Tiger bliver professionel, og året inden han vinder en af sine første Majors – fællesbetegnelsen for de fire mest betydningsfulde turneringer inden for professionel golf. 1996 er også året, hvor han indgår en sponsoraftale med Nike, der bygger hele deres golfafdeling op omkring ham. Nike har gået og ventet på den næste Michael Jordan, fortæller nogle af marketingfolkene bag projektet, og de er selv overraskede, da han viser sig at være en farvet golfspiller. Det er forfriskende, at dokumentaren giver et lillebitte indblik i, hvordan apparatet bag sportsstjerner tænker og virker, da det er den klart vigtigste grund til, at vi herhjemme udmærket ved, hvem Tiger Woods er og har vidst det i en årrække.

Hvor mange golfspillere har vi ellers lært at kende? Nike-folkene indvier os også i, at det selvfølgelig er dem, der helt strategisk træffer en beslutning om, hvordan fortællingen om Tiger skal skæres. En fortælling, som får ret stor betydning. Da den første kampagne skal lanceres, bliver der spurgt rundt i direktionslokalet: »Hvor meget skal vi spille på hans hudfarve, skal vi trække racekortet?« Ja, for fanden, bliver det besluttet. »Halløj, verden,« lyder teksten i den første reklamefilm. »Der findes stadig baner i USA, som jeg ikke må spille på – på grund af min hudfarve. Halløj verden, jeg har hørt, at jeg ikke er klar til jer. Er I klar til mig?«

Fra slutningen af 90’erne til slutningen er 00’erne topper Tiger Woods næsten uden pauser golfens verdensrangliste, han er on a roll i golf og hos det forbrugende Amerika, der elsker ham for at være en både flink og dygtig fyr. Han er overalt, laver dyre aftaler med General Motors, Gatorade, Gillette, og på golfbanen viser han sig som en større muskelmaskine, i skarp kontrast til nogle af de hvide, ældre golftyper, der sagtens kan have lidt mave på.

Det er næsten, som om Tiger Woods bliver billedet på 00’ernes opblæste opsving, en galionsfigur for den ublu tro på brands og penge, der herskede fra årtusindeskiftet. Lige indtil det hele går galt. Dels på grund af grådighed, dels det grundfaktum, at vi – i stil med Tigers far, Earl Woods – gerne vil tro på, at tingene er meget bedre og prægtigere, end de i virkeligheden tit er.

Freud trænger sig på

Igennem hele dokumentaren bygges temaet op: Du kan begrave noget i et stykke tid, lade som om i et stykke tid, men på et tidspunkt kommer Regnskabets Time for os alle sammen. Mennesker kan klare et umenneskeligt pres og urealistiske forventninger i en periode, men på et tidspunkt har de brug for en ventil. Man skal ikke have gået i den freudianske skole særlig længe for at fatte, at Tiger Woods’ fortælling er bygget op omkring et idylliseret, dydigt overjeg, mens reptilet – alt det, han også er – ligger et sted dernede og venter på at komme efter ham.

I 2009 ruller skandalen: Tiger er ægtemand med et snorlige image, han er selv familiefar nu, da historien om, at han er kørt galt i en soloulykke meget tæt på sit hjem, dukker op til overfalden. Det samme gør nyheden om, at ulykken er forårsaget af en ægteskabelig batalje (man forestiller sig, at Tigers kone har smadret løs på hans store SUV med golfkøller). Elskerinder/kærester/affærer i hobetal melder sig kort efter i tabloidpressen, sammen med utallige beretninger om orgier med escortpiger i Vegas. For hele verden bliver det hurtigt tydeligt, at der ikke er tale om et sidespring, men et decideret dobbeltliv.

Tiger Woods undskylder og indrullerer sig til behandling af sexafhængighed på en klinik – det var dengang, ’sexafhængighed’ stadig var et kodeord, der muliggjorde tilgivelse, når kendte mænd blev afsløret for indiskretion eller det, der er værre.

Den store udskamning

Men Tigers kat er endegyldigt ude af sækken. Amerika er skuffet, det hvide Amerika er EKSTRA skuffet, golfverdenen er skuffet, sponsorer trækker sig, stjernen skal skilles. Far er ikke vred, far er virkelig skuffet. Tigers rigtige far Earl Woods er ganske vist død, men det er, som om offentligheden har overtaget rollen, eller om ikke andet så de tårnhøje, bristede forventninger.

Da Tiger Woods allerede i 2010 vender tilbage på golfbanen til en af Major-turneringerne, US Masters, starter han med at få en opsang på en pressekonference af en af de gamle hvide mænd, som afholder turneringen. Her går den store far-udskammer virkelig i aktion: Tiger, vores helt, har ikke levet op til det, han skulle – for vores børns og børnebørns skyld, lyder det. Som om han skylder os noget som helst. Som om han skylder os sit liv efter en Nike-reklame, der handler om, at han ikke er hvid.

Fortællingen om Tiger Woods er en historie om fædrenes synder. Om USA’s uendelige tro på individet. Om at man kan dø indeni, hvis hele ens liv handler om golf, og far hele livet har fortalt dig, at du skal være Jesus i alle sammenhænge. Så selvfølgelig har jeg herhjemme aftalt med min søns far, at den lille aldrig skal begynde at spille golf. Han skal naturligvis gå til fodbold – en holdsport, der på ingen måde fucker dig op. Som vi ved fra alle de fornuftige fodboldspillere, der render rundt derude i offentligheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tiger Woods, og med ham hovedparten af de glitrende idoler på toppen af den lysende bakke, er endnu et eksempel på hvilke ekstremer vor kapitalistiske forretnings- og forbrugerkultur gerne går til, trods den menneskelige pris. Woods historie er også endnu et eksempel på at der intet læres af ulykkerne; stygge striber af nye, forkvaklende idoler og stjerner venter vor knirkende klodes oplevelses- og identitetssyge hob af historieløse forbrugere. Så længe at Titanic sejler.

Jan Rousseau Kelgren, Jeppe Bundgaard og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
John Reynolds

Cathrine, du ved ikke en skid om golf. Det er ikke bare "det ultimative spil for rige magtmænd."
Jeg spiller i Roskilde Golfklub, hvor der kommer helt almindelige mennesker, halvdelen pensionister.
Og golf er ikke kun et individuelt spil. Man spiller som regel i hold på op til 4. Selvfølgelig spiller man mod de andre, men man spiller også mod sig selv. Og man spiller sammen med de andre. Og behandler hinanden ordentligt.
Og apropos magtmænd: mine makkere er en sømand, en kloakmester, en driftsassistent og en læge. De dage, hvor jeg ikke spiller sammen med min kone og hendes veninder.
Du er velkommen til en prøvetur og du må gerne tage knægten med, der er flere og flere helt unge, der spiller og vi har flere unge elitespillere i Danmark. Lige som vi har mange elitefodboldspillere.
Kh
John