Interview
Læsetid: 12 min.

Da Åke fra Umeå kom i vejen for Obamas krydsermissiler

Efter et massivt giftgasangreb mod bydelen Ghouta i Damaskus i august 2013 nægtede FN’s udsendte våbeninspektør, Åke Sellström fra Sverige, at forlade byen, før han havde undersøgt ofrene. Det fik ifølge en ny bog præsident Obama til at tøve med et raketangreb mod den syriske regering. Her er Åke Sellströms beretning om de dramatiske dage
FN-inspektører forbereder indsamling af materiale efter giftangrebet i Ghouta, Damaskus, i 2013. Operationen var efterfølgende med til at dokumentere forbrydelsen – men kom også til at stå i vejen for et amerikansk angreb.

FN-inspektører forbereder indsamling af materiale efter giftangrebet i Ghouta, Damaskus, i 2013. Operationen var efterfølgende med til at dokumentere forbrydelsen – men kom også til at stå i vejen for et amerikansk angreb.

Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
8. maj 2021

Det er de færreste mennesker beskåret, at deres tilstedeværelse et bestemt sted ligefrem ender med at få verdenshistorisk betydning. Men det har Åke Sellström fra Umeå i Sverige prøvet.

I anden halvdel af august 2013 under den syriske borgerkrig rejste Åke Sellström til Damaskus som leder af en FN-mission for at undersøge mistanker om, at nogle af parterne om foråret havde brugt giftgas. Mens han opholdt sig i byen, kom han – uden selv at være klar over det – til at spille en afgørende rolle for, hvorfor præsident Obama ikke sendte amerikanske krydsermissiler mod Bashar al-Assad-regimet.

Et år før havde Obama forklaret, hvad der skulle til, før USA ville bruge militær magt mod Bashar al-Assads regime: »For os er det en rød linje, hvis vi opdager, at han begynder at flytte rundt på et bundt kemiske våben eller bruger dem,« sagde præsidenten.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Hanne Utoft

"For hvis krydsermissilerne blev sendt af sted, ville al-Assad utvivlsomt tage FN-inspektørerne som gidsler, og hvad skulle Obama så gøre, som Joby Warrick spurgte i et nyligt interview med Information."

Om Assad ville have gjort dette eller ej, vides ikke ... men det er altså værd at huske på at Assad-styret selv anmodede om at få FN-undersøgelser ind i Syrien. Og selvom Sellström ikke er i tvivl, så er der ikke ført noget bevis for at styret stod bag - og det skal med at De la Ponte på vegne af FN før angrebet i Ghouta havde gjort opmærksom på at oprørerne havde sarin i deres besiddelse.

"Fire år senere i april 2017 kastede et fly en bombe med sarin i den lille by Khan Sheikhoun i den oprørskontrollerede Idlib-provins. Her blev det endegyldigt bevist, at den syriske regering stod bag."

OPCW udgav en rapport om dette angreb, som af flere fagfolk og journalister - heriblandt den tidligere britiske ambassadør i Syrien, Peter Ford, blev kritiseret voldsomt - og siden blev en videnskabelig artikel i Science & Global Security, som kritiserede OPCW's arbejde, på mystisk vis bremset.

OPCW's rapportering om angrebet i Khan Sheikoun baserede sig på prøver, man ikke selv havde indsamlet, hvilket er et principielt brud på OPCW's missionsarbejde - og det er bla. dette forhold, som med rette kritiseres af mange.

I 2018, da et kemisk angreb angiveligt finder sted i Dhouma, lykkes det for første gang under de syriske krig at få en OPCW-mission ind, som selv undersøger og indsamler prøver fra angrebsstedet. Denne mission skriver efterfølgende en rapport, som bliver ændret af OPCW's ledelse, mens missionens fagfolk sættes af opgaven. To af de mest erfarne deltagere i missionen, som begge har været anvendt af OPCW siden organet opstod, rejser efterfølgende kritik af ledelsen - men da de fejes af, går de offentligt. Samtidig kan Wikileaks publicere dokumenter, bl.a. e-mails, fra OPCW's ledelse, som dokumenterer at man doktorerede rapporten.

Hér er Wikileak's offentliggørelse:
https://wikileaks.org/opcw-douma/

Hér er et åbent brev fra adskillige højt respekterede fagfolk, journalister, FN-notabiliteter og intellektuelle, som protesterer over at OPCW-affæren ikke åbnes for undersøgelse, så den helt berettigede tvivl om organets integritet kan afklares:
https://www.couragefound.org/2021/03/statement-of-concern-the-opcw-inves...

Hér er en af de højt ansete fagfolk, som blev whistleblower:
https://www.youtube.com/watch?v=ZknLgDXuaBg

Og hér er et view over sagen v. prisbelønnet journalist Aaron Maté/Pushback - hvor de personlige angreb på kritikerne af OPCW's ledelse også gennemgås:
https://www.youtube.com/watch?v=oP8z4APHDjI&t=3s

Mon ikke Information.dk med fordel kunne kigge på denne sag, som i sig selv er voldsomt problematisk, men som bestemt også kaster et bekymrende skær over OPCW's troværdighed iht. angrebet i Khan Sheikoun? Det kunne være en meget fin, journalistisk modvægt til ovenstående artikel - som atter kolporterer fortællingen om den kemiske kriger Assad.

NB: Og så skal det altså med at Ben Rhodes, som var Obamas nationale sikkerhedsrådgiver og særdeles tæt på ham under hele forløbet vedr. Ghouta-affæren angiver at Obama undlod at angribe fordi Clapper rapporterede at sagen ikke var 'a slam dunk' og fordi Merkel rådede ham til at lade være. Læs Rhodes artikel om forløbet hér: https://www.theatlantic.com/international/archive/2018/06/inside-the-whi...

Michael Helm, Erik Boye og Birthe Drews anbefalede denne kommentar
Birthe Drews

Jeg er ikke helt skarp på de enkelte elementer i konflikten i Syrien, så oplys mig gerne, men jeg synes det er rystende læsning. Der er så mange løse ender og usikre konklusioner, hvorpå der træffes beslutninger med enorme konsekvenser.

Jeg hæfter mig især ved,
- At; “ Et år før havde Obama forklaret, hvad der skulle til, før USA ville bruge militær magt mod Bashar al-Assads regime: »For os er det en rød linje, hvis vi opdager, at han begynder at flytte rundt på et bundt kemiske våben eller bruger dem,« sagde præsidenten.”

- At USA ikke ønsker angrebene på Ghouta undersøgt på trods af, at man havde unikke muligheder i form at en aktuel hændelse og en kompetent FN-mission på stedet; “Men på det tidspunkt mente amerikanerne ikke, at det gav mening for os at blive og undersøge Ghouta, fordi alle spor ville være forsvundet, så han lagde pres på Ban Ki-moon for, at vi skulle forlade byen med det samme.”

Men FN-missionen var der jo for at undersøge hændelser, der var flere måneder gamle.

- At USA tilsyneladende ikke forholder sig til, at der er tale om en krig med flere parter. Hvordan kan det ikke være vigtigt at finde ud af, om det reelt er Assad, der står bag giftangrebene, når det er den parameter, der er afgørende for, hvorvidt USA vil bruge militær magt mod Assad.

- At resultatet var inkonklusivt; “Men det blev ikke endegyldigt fastslået, hvem der stod bag gasangrebene. ”

Hanne Utoft

Birte Drews, meget enig i at amerikanernes modvilje mod at få Ghouta-begivenheden undersøgt - og argumentet er helt uholdbart iht. begivenheden i Ghouta, som netop havde fundet sted. Spor efter sarin vil kunne findes i ofrene i op til måneder efter, på fremførelsessystemer i op til uger efter og i gader/stræder i flere dage efter et angreb (afhængigt af mængden).

For alle, som har videnskabelig baggrund og interesse, kan denne debat være perspektivgivende på informationskrigen: https://www.youtube.com/watch?v=gmKsECGQvoY&t=22s

En professor fra MIT demonstrerer hvorledes bevisførelsen for det syriske styres påståede ansvar for angrebet i Khan Sheikhoun halter alvorligt på en række punkter - og han debatterer med Elliot Higgins, som repræsenterer mediebureauet Bellingcat, og som ikke har nogen videnskabelig baggrund. Debatten eksponerer, ja - det kan du jo selv tjekke ud. :)