Interview
Læsetid: 12 min.

Da Åke fra Umeå kom i vejen for Obamas krydsermissiler

Efter et massivt giftgasangreb mod bydelen Ghouta i Damaskus i august 2013 nægtede FN’s udsendte våbeninspektør, Åke Sellström fra Sverige, at forlade byen, før han havde undersøgt ofrene. Det fik ifølge en ny bog præsident Obama til at tøve med et raketangreb mod den syriske regering. Her er Åke Sellströms beretning om de dramatiske dage
FN-inspektører forbereder indsamling af materiale efter giftangrebet i Ghouta, Damaskus, i 2013. Operationen var efterfølgende med til at dokumentere forbrydelsen – men kom også til at stå i vejen for et amerikansk angreb.

FN-inspektører forbereder indsamling af materiale efter giftangrebet i Ghouta, Damaskus, i 2013. Operationen var efterfølgende med til at dokumentere forbrydelsen – men kom også til at stå i vejen for et amerikansk angreb.

Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
8. maj 2021

Det er de færreste mennesker beskåret, at deres tilstedeværelse et bestemt sted ligefrem ender med at få verdenshistorisk betydning. Men det har Åke Sellström fra Umeå i Sverige prøvet.

I anden halvdel af august 2013 under den syriske borgerkrig rejste Åke Sellström til Damaskus som leder af en FN-mission for at undersøge mistanker om, at nogle af parterne om foråret havde brugt giftgas. Mens han opholdt sig i byen, kom han – uden selv at være klar over det – til at spille en afgørende rolle for, hvorfor præsident Obama ikke sendte amerikanske krydsermissiler mod Bashar al-Assad-regimet.

Et år før havde Obama forklaret, hvad der skulle til, før USA ville bruge militær magt mod Bashar al-Assads regime: »For os er det en rød linje, hvis vi opdager, at han begynder at flytte rundt på et bundt kemiske våben eller bruger dem,« sagde præsidenten.

Den 21. august tidligt om morgenen blev der sendt et antal raketter med giftgas mod Damaskus’ østlige og sydvestlige forstad, bydelen Ghouta. Det lykkedes Åke Sellström sammen med sit hold at få mulighed for at besøge forstaden og indsamle materiale, og derfor afviste han at forlade hovedstaden, selv om adskillige andre FN-medarbejdere blev evakueret.

Ifølge den amerikanske journalist og Pulitzer-vinder Joby Warricks aktuelle bog Red Line havde Obama allerede bedt Pentagon om at identificere militære mål, som krydsermissilerne skulle ramme. Men så var der lige den FN-mission …

Ifølge bogen skulle Obama have råbt og skreg til sine medarbejdere om, at de skulle få FN til at trække inspektørholdet ud nu. Men da Åke Sellström nægtede at forlade byen, blev præsidentens handlemuligheder kraftigt reduceret. For hvis krydsermissilerne blev sendt af sted, ville al-Assad utvivlsomt tage FN-inspektørerne som gidsler, og hvad skulle Obama så gøre, som Joby Warrick spurgte i et nyligt interview med Information.

Obama undlod at affyre raketterne, og efter at have overvejet at søge Kongressens tilladelse til en straffeaktion endte præsidenten i stedet med en mindre militant løsning, som gik ud på at fratage Assad hans kemiske våben.

I dag er Åke Sellström pensionist efter en lang karriere ved blandt andet Totalförsvarets Forskningsinstituts afdeling i Umeå. Han kender godt Joby Warricks bog, som han blev interviewet til, men han har aldrig fået læst den færdig. Han er også med på, at hans nej til at forlade Damaskus for snart otte år siden spillede en rolle for, at Obama pludselig befandt sig i en politisk krise, fordi han havde undladt at beordre krydsermissilerne affyret.

Spørger man Åke Sellström, hvordan han ser på, at missilerne aldrig blev sendt af sted, tøver han lidt og svarer så stilfærdigt i telefonen:

»Det er svært at sige, om det var godt eller dårligt. Måske havde borgerkrigen fået et andet resultat, værre eller bedre. Nu blev det i stedet til en løsning, hvor USA og Rusland overtalte Syrien til at gå med til at opgive alle kemiske våben.«

Til gengæld er han ikke i tvivl om, at det, han så i Ghouta efter gasangrebet, var forfærdeligt.

Syrien bad selv om undersøgelse

I foråret 2013 fik FN’s generalsekretær Ban Ki-moon flere indberetninger fra blandt andet Storbritannien, Frankrig og Qatar om brug af kemiske våben – herunder nervegassen sarin – i flere syriske byer.

I marts bad den syriske regering så FN om at indlede en officiel undersøgelse af et angreb mod bydelen Khan Al Assal i Aleppo. Men Qatar, Storbritannien og Frankrig overtalte Ban Ki-moon til også at undersøge andre områder, fortæller Åke Sellström.

»Der var anvendt kemiske våben vest for Aleppo, som på det tidspunkt var i oprørernes hænder. Den syriske regering ville bruge FN-undersøgelsen til at fastslå, at det var oprørerne, der havde anvendt dem. Regeringen var nok skræmt af, hvad Obama havde sagt om at gå militært ind i konflikten. Og da FN’s generalsekretær havde vedtaget at få det undersøgt, blev jeg spurgt, om jeg ville påtage mig ledelsen,« fortæller Åke Sellström.

»Min baggrund er hjerneforskning. Jeg har forsket i, hvordan forgiftninger påvirker mennesker, og hvordan nervegasser påvirker hjernen, og hvordan man kan udvikle antidoser og tage vare på forgiftede.«

Åke Sellström afleverer sin rapport om giftangrebet til FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, i august 2013.

Åke Sellström afleverer sin rapport om giftangrebet til FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, i august 2013.

Paulo Filgueiras
Han begyndte sin karriere som våbeninspektør tilbage i 1994 under Irakkrigen under den svenske FN-ambassadør Rolf Ekéus.

»FN ville have hjælp og eksperter fra Sverige, så jeg samlede fem unge medarbejdere og spurgte, om de ville til FN i New York for at påbegynde en database om Saddam Husseins kemiske våben. Men ingen af mine yngre kolleger kunne eller ville til USA. De havde børn i børnehaven eller børn i børnehaveklasse, så det endte med, at jeg blev spurgt: Hvorfor gør du det ikke bare selv?«

Åke Sellström tog til New York og arbejdede for Rolf Ekéus. I 2000 hjalp han Hans Blix med at indlede og organisere en inspektion og overvågning af Iraks eventuelle masseødelæggelsesvåben. Og i 2006 lavede han en FN-udredning om den rolle, generalsekretæren skal spille i forbindelse med våbeninspektioner.

Så for Åke Sellström var det ikke voldsomt overraskende, da Ban Ki-moon i foråret 2013 spurgte ham, om han ville påtage sig ledelsen af endnu en FN-mission, denne gang til Damaskus. Men selv om den syriske regering selv havde bedt om undersøgelsen, skulle det tage adskillige måneder, inden holdet, som også bestod af eksperter fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) og verdenssundhedsorganisationen, WHO, kunne komme til Damaskus.

Storbritannien, Qatar og Frankrig ville have, at missionen skulle kræve også at komme til at undersøge andre lokaliteter end angrebet i den ene bydel, som den syriske regering ville have undersøgt. Der blev forhandlet og lagt pres på, og Ban Ki-moon ville ikke sende en inspektør, der kun skulle undersøge den lokalitet, som den syriske regering ville have undersøgt.

I løbet af sommeren fik missionen adgang til et lighus i Tyrkiet, hvor de kunne undersøge en syrisk kvinde, der var død som følge af et gasangreb.

»Vores undersøgelser viste, at hun var forgiftet med nervegassen sarin, og det åbnede for, at den syriske regering erkendte, at de ikke længere kunne kontrollere, hvad der skulle undersøges. Derfor valgte de at sige ja til, at vi kom, så de stadig kunne få lidt indflydelse på forløbet.«

Skud mod FN-missionens biler

Den 18. august kom missionen til Damaskus og blev indkvarteret på Hotel Sheraton, hvor også andre FN-medarbejdere holdt til. Det var et land i krig, Åke Sellström var ankommet til.

»Man kunne høre eksplosioner i det fjerne, så det var vi ikke i tvivl om. Da vi havde været der tre dage, vågnede vi og forstod, at der var hændt noget i den østlige og vestlige del af forstaden Ghouta. FN havde forbudt mig at udtale mig til nyhedsmedierne, men jeg gjorde det alligevel og sagde, at det var forfærdeligt, og jeg opfordrede til, at FN’s medlemslande skulle anmelde det til FN for at få det undersøgt.«

35 af medlemslandene krævede det nye angreb undersøgt, og det skabte lynhurtigt et massivt pres på den syriske regering.

»Obama vidste godt, at vi var i Damaskus, og derfor havde han ikke anvendt krydsermissilerne, viste det sig senere. Men på det tidspunkt mente amerikanerne ikke, at det gav mening for os at blive og undersøge Ghouta, fordi alle spor ville være forsvundet, så han lagde pres på Ban Ki-moon for, at vi skulle forlade byen med det samme. Men det var første gang i Syrien, at vi havde adgang til et frisk forgiftningsområde, hvor der netop havde været et angreb, så jeg sagde nej. Vi ville blive. Og den syriske regering ville også have, at vi skulle undersøge nogle soldater fra deres hær, som var blevet forgiftet.«

Efter tre dage fik missionen lov til at komme ind til forstaden.

»Første gang vi forsøgte, blev vi beskudt, så vi måtte gøre et nyt forsøg. Natten forinden havde vi talt med oprørerne på telefon. De skulle beskytte os, mens vi var i Ghouta. Når man får sådan en opgave fra FN, laver man først en risikoanalyse. Det her var very high risk, det vil sige, vi regnede med, at der ville kunne ske skader.«

»Det er kun generalsekretæren, der kan sige go til en så farlig opgave. Men ude i felten var det mig, der skulle træffe alle beslutningerne. Jeg var helt klart nervøs og anspændt, fordi jeg havde jo ansvaret for hele missionens sikkerhed.«

Missionen kørte ud til Ghouta i pansrede biler, og lige som de var ved at være fremme, blev den forreste vogn beskudt af en kalasjnikov.

»Jeg sad i bil nummer to, og det lød så uvirkeligt: Bing, bing, bing, altså ikke særligt alvorligt. Men den forreste bil havde fået fem-seks skud i sideruden og forruden.«

Det var en ægyptisk tidligere militærpolitibetjent, der ledte sikkerhedsarbejdet for missionen. Han kunne arabisk og havde kontakten til oprørerne, men selv om han sad i den forreste bil og dermed havde været det primære mål for beskydningen, var han ikke i tvivl om, at de skulle fortsætte.

»Vi skal ind igen. Hvis det lykkes dem at skræmme os nu, så kommer vi aldrig ind, sagde han til mig. Og så fortsatte vi.«

Første vesterlændinge i ni måneder

Medlemmerne af FN-missionen var de første vesterlændinge, der kom ind i Ghouta, som havde været belejret af regeringstro styrker i mere end ni måneder.

»Vi mødte arabiske kvinder, der kom ud på gaderne og ululerede, altså ’jodlede’. Den Frie Syriske Hær tog sig af os, da vi var nået frem. Pludselig var der en konkurrerende oprørsgruppe, der skød med en kanon op i luften. Jeg var dødsensræd for, at det kunne betyde afslutning på den midlertidige våbenhvile, vi havde fået forhandlet frem. Vi blev skjult i et sygehus, der lå i en kælder, og der traf vi mennesker, som var blevet forgiftet, og vi tog blodprøver. Jeg husker blandt andet en mor, som havde mistet hele sin familie. Det var meget tragiske fortællinger, og mine medarbejdere og jeg var rystede, da vi kom tilbage til hotellet.«

Missionens medlemmer bar undertøj af kulfiber og vandtæt goretex-tøj, da de bevægede sig rundt i området, hvor giftgasangrebet havde fundet sted. Derudover bar de blå hjelme, gasmasker og skudsikre veste.

»Det var en sjov kontrast til syrerne, som bare havde deres almindelige tøj på og gik og røg cigaretter. Det er svært nøjagtigt at vide, hvor farligt det var, men vi var så forsigtige, som vi var trænet til. Syrerne var ikke særlig forsigtige.«

Missionen måtte kun være inde i forstadens vestlige del i fem timer. De ville også forsøge at finde frem til det sted, hvor raketten med det kemiske indhold var eksploderet. Det lykkedes at finde dele af missilet, som delegationen tog med sig. De tog også prøver af støv fra forskellige bygninger.

»Vi ville også gerne se nogle af de grave, hvor de døde lå, men det fik vi ikke lov til. Personligt tror jeg ikke, at der var tale om 1.400 døde, som medierne anslog, men ’kun’ omkring 600 døde. Men det var stadig et meget stort antal.«

Under lignende omstændigheder brugte missionen også to dage med undersøgelser og indsamling af prøver i forstadens østlige del. Da de derefter kom tilbage til hotellet med deres blodprøver og øvrige fund, var alt kaotisk. Åke Sellström havde haft så travlt, at han ikke havde haft tid til at ringe hjem til familien i Sverige. De havde hørt i radioen, at missionen var blevet beskudt, så de var godt nervøse.

»Den aften troede vi, at der ville komme amerikanske og franske langdistancemissiler, så mange fra FN havde forladt byen. Men vi var forpligtet til også at undersøge regeringssoldater, der var blevet forgiftet af sarin og indsamle materiale, så først den følgende morgen begav vi os på vej til grænsen til Libanon.«

Overbevist om, at regeringen stod bag

Åke Sellström husker stadig fornemmelsen af lettelse, da missionens biler kørte over grænsen.

»For første gang i næsten to uger kunne jeg slappe af, og mine skuldre kunne sænke sig. Ingen var kommet noget til. Men nu viste det sig, at Hizbollah havde truet os, så de libanesiske sikkerhedsstyrker stod på siderne af vores biler med deres våben for at eskortere os til lufthavnen. Det var det vilde vesten eller ligesom i en amerikansk gangsterfilm. Vi havde et særfly, der fløj til Holland, hvor prøverne kom på laboratoriet.«

En syrisk general var rejst sammen med delegationen for at overvåge, at der ikke blev snydt med analyserne af prøverne.

»Proceduren er sådan, at vi skulle dele prøverne med Syrien, men nogle fund kunne vi ikke dele, for eksempel en metalplade fra en raket. Men generalen fik alle prøverne og gik til den russiske ambassade, og de kom til Moskva og blev analyseret. Min tolkning er, at det så var russerne, der fik overtalt den syriske regering til at opgive dens kemiske våben.«

Resultatet af analyserne blev offentliggjort i to rapporter til FN, som stadig kan findes på nettet. Syv forskellige steder var der blevet undersøgt, det samme var et stort antal blodprøver fra syge, og opgaven var slut.

»Der var ingen tvivl: De havde sarin i kroppen. Man havde anvendt sarin i Ghouta og fem andre steder.«

Men det blev ikke endegyldigt fastslået, hvem der stod bag gasangrebene. Personligt er Åke Sellström dog ikke i tvivl.

»Jeg tror, det var den syriske regering. Og det siger jeg på baggrund af vores analyse af kvaliteten af gassen. Den var god og indeholdt emner, som måtte komme fra regeringen. Men det endelige bevis har man ikke fundet.«

Selv om den syriske regering gik med på at fjerne alle nervegasser, som derefter blev destrueret af den amerikanske flåde til havs, viste det sig, at ikke alt var blevet fjernet og destrueret. Fire år senere i april 2017 kastede et fly en bombe med sarin i den lille by Khan Sheikhoun i den oprørskontrollerede Idlib-provins. Her blev det endegyldigt bevist, at den syriske regering stod bag.

Eftertanker i Umeå

Da Ban Ki-moon overdrog opgaven med at undersøge giftgasangrebene til Åke Sellström, blev det samtidig understreget af generalsekretærens kabinetssekretær, at missionen i Syrien var fantastisk vigtig.

»Den skulle gennemføres, for indtil da var FN mislykkedes med alt i Syrien,« som Åke Sellström udtrykker det.

Mens FN-missionen opholdt sig i Damaskus, var han godt klar over, at Frankrig, Storbritannien og USA planlagde repressalier mod Assad-styret. Men han vidste ikke, at missionen ligefrem var den store stopklods for Obama.

»Det blev jeg først klar over gennem Joby Warricks bog. Dernede bed jeg jo bare mærke i, at der jo ikke skete noget lige oven på angrebet den 21. august. Og som dagene gik, tænkte jeg, at måske kommer der heller til at ske noget.«

Flere gange talte han med Ban Ki-moon i telefonen fra Damaskus, og det lykkedes ham at få grønt lys til, at han kunne gennemføre inspektionen, som han selv fandt det mest hensigtsmæssigt. I tiden efter var det en god fornemmelse at have gennemført en vigtig undersøgelse og på den måde været med til at genoprette FN’s ry og rygte.

»Men jeg tumlede da allerede dengang med, om vores tilstedeværelse havde forhindret noget, som på længere sigt kunne have gavnet Syrien. Den syriske opposition var jo også negativ over for vores inspektion, ikke bare fra Ankara, hvor skyggeregeringen holdt til, men også lokalt i Damaskus. Det mærkede vi, da vi skulle undersøge sarinangrebene, hvor Jabat Al Nusra tog imod os i den østlige del af Ghouta.«

Bagefter er Åke Sellström kommet frem til, at den syriske revolution på det tidspunkt var ved at blive kapret af IS.

»Og hvis Frankrig, Storbritannien og USA havde svækket regimet i den situation, havde revolutionen måske sejret. Men et Syrien domineret af jihadister i besiddelse af kemiske våben havde formodentlig udviklet sig til et endnu større problem,« siger Åke Sellström.

»Jeg tror, at det, at USA ikke sendte missilerne af sted, medvirkede til, at syrerne og russerne gik med til at destruere de kemiske våben, sådan som Joby Warrick skildrer i sin bog, og det i grunden var den mest positive udvikling. På den måde er jeg glad for at have medvirket til historieskrivningen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hanne Utoft

"For hvis krydsermissilerne blev sendt af sted, ville al-Assad utvivlsomt tage FN-inspektørerne som gidsler, og hvad skulle Obama så gøre, som Joby Warrick spurgte i et nyligt interview med Information."

Om Assad ville have gjort dette eller ej, vides ikke ... men det er altså værd at huske på at Assad-styret selv anmodede om at få FN-undersøgelser ind i Syrien. Og selvom Sellström ikke er i tvivl, så er der ikke ført noget bevis for at styret stod bag - og det skal med at De la Ponte på vegne af FN før angrebet i Ghouta havde gjort opmærksom på at oprørerne havde sarin i deres besiddelse.

"Fire år senere i april 2017 kastede et fly en bombe med sarin i den lille by Khan Sheikhoun i den oprørskontrollerede Idlib-provins. Her blev det endegyldigt bevist, at den syriske regering stod bag."

OPCW udgav en rapport om dette angreb, som af flere fagfolk og journalister - heriblandt den tidligere britiske ambassadør i Syrien, Peter Ford, blev kritiseret voldsomt - og siden blev en videnskabelig artikel i Science & Global Security, som kritiserede OPCW's arbejde, på mystisk vis bremset.

OPCW's rapportering om angrebet i Khan Sheikoun baserede sig på prøver, man ikke selv havde indsamlet, hvilket er et principielt brud på OPCW's missionsarbejde - og det er bla. dette forhold, som med rette kritiseres af mange.

I 2018, da et kemisk angreb angiveligt finder sted i Dhouma, lykkes det for første gang under de syriske krig at få en OPCW-mission ind, som selv undersøger og indsamler prøver fra angrebsstedet. Denne mission skriver efterfølgende en rapport, som bliver ændret af OPCW's ledelse, mens missionens fagfolk sættes af opgaven. To af de mest erfarne deltagere i missionen, som begge har været anvendt af OPCW siden organet opstod, rejser efterfølgende kritik af ledelsen - men da de fejes af, går de offentligt. Samtidig kan Wikileaks publicere dokumenter, bl.a. e-mails, fra OPCW's ledelse, som dokumenterer at man doktorerede rapporten.

Hér er Wikileak's offentliggørelse:
https://wikileaks.org/opcw-douma/

Hér er et åbent brev fra adskillige højt respekterede fagfolk, journalister, FN-notabiliteter og intellektuelle, som protesterer over at OPCW-affæren ikke åbnes for undersøgelse, så den helt berettigede tvivl om organets integritet kan afklares:
https://www.couragefound.org/2021/03/statement-of-concern-the-opcw-inves...

Hér er en af de højt ansete fagfolk, som blev whistleblower:
https://www.youtube.com/watch?v=ZknLgDXuaBg

Og hér er et view over sagen v. prisbelønnet journalist Aaron Maté/Pushback - hvor de personlige angreb på kritikerne af OPCW's ledelse også gennemgås:
https://www.youtube.com/watch?v=oP8z4APHDjI&t=3s

Mon ikke Information.dk med fordel kunne kigge på denne sag, som i sig selv er voldsomt problematisk, men som bestemt også kaster et bekymrende skær over OPCW's troværdighed iht. angrebet i Khan Sheikoun? Det kunne være en meget fin, journalistisk modvægt til ovenstående artikel - som atter kolporterer fortællingen om den kemiske kriger Assad.

NB: Og så skal det altså med at Ben Rhodes, som var Obamas nationale sikkerhedsrådgiver og særdeles tæt på ham under hele forløbet vedr. Ghouta-affæren angiver at Obama undlod at angribe fordi Clapper rapporterede at sagen ikke var 'a slam dunk' og fordi Merkel rådede ham til at lade være. Læs Rhodes artikel om forløbet hér: https://www.theatlantic.com/international/archive/2018/06/inside-the-whi...

Michael Helm, Erik Boye og Birthe Drews anbefalede denne kommentar
Birthe Drews

Jeg er ikke helt skarp på de enkelte elementer i konflikten i Syrien, så oplys mig gerne, men jeg synes det er rystende læsning. Der er så mange løse ender og usikre konklusioner, hvorpå der træffes beslutninger med enorme konsekvenser.

Jeg hæfter mig især ved,
- At; “ Et år før havde Obama forklaret, hvad der skulle til, før USA ville bruge militær magt mod Bashar al-Assads regime: »For os er det en rød linje, hvis vi opdager, at han begynder at flytte rundt på et bundt kemiske våben eller bruger dem,« sagde præsidenten.”

- At USA ikke ønsker angrebene på Ghouta undersøgt på trods af, at man havde unikke muligheder i form at en aktuel hændelse og en kompetent FN-mission på stedet; “Men på det tidspunkt mente amerikanerne ikke, at det gav mening for os at blive og undersøge Ghouta, fordi alle spor ville være forsvundet, så han lagde pres på Ban Ki-moon for, at vi skulle forlade byen med det samme.”

Men FN-missionen var der jo for at undersøge hændelser, der var flere måneder gamle.

- At USA tilsyneladende ikke forholder sig til, at der er tale om en krig med flere parter. Hvordan kan det ikke være vigtigt at finde ud af, om det reelt er Assad, der står bag giftangrebene, når det er den parameter, der er afgørende for, hvorvidt USA vil bruge militær magt mod Assad.

- At resultatet var inkonklusivt; “Men det blev ikke endegyldigt fastslået, hvem der stod bag gasangrebene. ”

Hanne Utoft

Birte Drews, meget enig i at amerikanernes modvilje mod at få Ghouta-begivenheden undersøgt - og argumentet er helt uholdbart iht. begivenheden i Ghouta, som netop havde fundet sted. Spor efter sarin vil kunne findes i ofrene i op til måneder efter, på fremførelsessystemer i op til uger efter og i gader/stræder i flere dage efter et angreb (afhængigt af mængden).

For alle, som har videnskabelig baggrund og interesse, kan denne debat være perspektivgivende på informationskrigen: https://www.youtube.com/watch?v=gmKsECGQvoY&t=22s

En professor fra MIT demonstrerer hvorledes bevisførelsen for det syriske styres påståede ansvar for angrebet i Khan Sheikhoun halter alvorligt på en række punkter - og han debatterer med Elliot Higgins, som repræsenterer mediebureauet Bellingcat, og som ikke har nogen videnskabelig baggrund. Debatten eksponerer, ja - det kan du jo selv tjekke ud. :)