Center for Vild Analyse: Hvem gider være millionær?

En af psykoanalysens vigtigste indsigter er, at fantasien er afmægtig, sådan som det pointeres i titlen på en af den danske filosof Kirsten Hyldgaards bøger, Fantasien til afmagten.

At fantasien er afmægtig, er imidlertid en pointe, som har mindst to sider. Fantasien er ikke blot afmægtig, fordi vi har det med at blive skuffede, når vi får fingre i fantasiens forkætrede objekt – det svar, fantasien har på dette problem, er velkendt. Vi giver os til at fantasere om noget nyt. Nej, den mest dybtliggende grund til, at fantasien kan kaldes afmægtig, er, at vi i virkeligheden slet ikke er spor ’fantasifulde’, når vi fantaserer. Vores fantasier er i overvejende grad domineret af en lang række konventionelle regler og rammer, som ret beset er lidt kedelige.

Om så det er fantasien om (at være) en rigtig mand eller en rigtig kvinde, om grænseoverskridende sex eller om penge, magt og ære, og uanset om det er altruisme eller egoisme, der dominerer vores fantasier – pointen er i alle tilfælde den samme: Vores fantasier plejer at være præcis de samme som tusinder andres. Vores egne mest intime fantasier er blevet beskrevet, længe før vi blev født, og ikke nødvendigvis af geniale ånder.

Især når det kommer til penge, og hvad man kan bruge dem til, er det, som om vi træder direkte ind i en dårlig film. Vi træder ind i det, Lacan kaldte den store Anden, der kan forstås som den instans, der altid allerede har formateret vores fantasi. To nylige begivenheder illustrerer pointen meget fint.

Ferrari havde lukket

En mand fra Roskilde vandt lidt over 310 millioner kroner i et europæisk lotteri. TV 2 Lorry havde et interview med vinderen, der var ovenud lykkelig og godt i gang med at købe luksusbiler. Som den anonyme vinder fortæller: »Desværre havde Ferrari lukket om lørdagen, så jeg kørte ud til Mercedes i stedet for og lagde en bestilling. Om søndagen åbnede Ferrari så ekstraordinært for os, men det er jo svært at vælge«.

Kan man finde et bedre eksempel på fantasiens afmagt? Hvad skal man finde på, hvis man vinder afsindigt mange millioner i lotto? Købe en afsindigt dyr bil, naturligvis.

Thomas Borgen

Og så kom meddelelsen om, at Bagmandspolitiet (SØIK) har besluttet at frafalde sigtelserne imod de tidligere direktionsmedlemmer i Danske Bank, Thomas Borgen, Henrik Ramlau-Hansen og Lars Mørch. Dermed er der ikke længere nogen enkeltpersoner, som er sigtede i sagen om hvidvask.

Hverken vinderen fra Roskilde eller frafaldet af sigtelserne endte med at skabe de helt store overskrifter i offentligheden. Måske fordi begge sager synes at kunne forstås som et spørgsmål om fantasiens afmagt, om end på to forskellige måder.

310 millioner kan man bruge på alt det sædvanlige: biler, rejser og måske lidt velgørenhed. Men hvad så med 1.500 milliarder? Hvor fantasien i forhold til 310 millioner er afmægtig på grund af dens trivialitet, er den her simpelthen bare afmægtig, fordi den må give op. Selv hvis vi skal gøre det op i Ferrarier, bliver vi forvirrede. Hvor mange af dem kan man egentlig få for et sådant beløb, og findes der nok til, at man kan bruge alle pengene på dem? Det er, som om vi tænker, at et sådant beløb slet ikke findes, når vi nu ikke sådan kan sætte billeder på det. Vi giver op og tænker, at andre måske nok har styr på det.

Lige her er der med andre ord en afgørende forskel på at være manden fra Roskilde og at være Thomas Borgen. For Danske Banks tidligere direktion er 1.500 milliarder faktisk et tal, der på en måde giver mening. Det er operationelt. Det er noget, som man kan forholde sig til. Det er et beløb, der netop passer til at cirkulere rundt i en filial i Estland.

Kapitalens fantasi

Hvorfor gav 1.500 milliarder mening for den tidligere direktion? Det er naturligvis ikke, fordi deres hjerner er formet på en helt anden måde end vores andres. Som om de skulle have haft en lommeregner med langt flere cifre end almindelige dødelige. For Thomas Borgen gælder det samme som for resten af os: Det er den store Anden, der tænker i os, når vi har med penge at gøre, snarere end det er os, der tænker på pengene. Det er kapitalens egen fantasi om evig, vækstgenerende cirkulation af midler, der bestemmer, at 1.500 milliarder fint kan flyde gennem en filial i Estland, hvis det tjener økonomien.

Både den almindelige dødelige og Thomas Borgen er underlagt pengene, når de fantaserer. Men Borgen kan i sin afmagt føle sig mægtig på en måde, som vi andre end ikke kan fantasere om. Personer i hans position forvalter kapitalens egen fantasi. Når ingen for alvor hidser sig op over tiltalefrafaldet, er det med andre ord nok, fordi ingen rigtig har fantasi til at gøre op med nogle af de helt grundlæggende fantasier, der strukturerer vores forhold til penge.