Center for Vild Analyse: Udrejsecentret, der ikke kom til Langeland, er regeringens belejlige sorteper

De fleste af os husker kortspillet Sorteper. Spillet er ganske simpelt: Man skal undgå at sidde med sorteper til sidst. Sorteper er det kort, som ikke har en makker. Det kan ikke parres med et andet kort og dermed danne et stik. Utallige timer på gulvtæpper til alenlange familiefester er blevet brugt på spillet.

Historisk har sorteperkortet været illustreret på forskellige og egentlig ret så interessante måder. Oprindeligt blev et almindeligt kortspil brugt, og her kunne man for eksempel fjerne én af spillets damer, så den uparrede dame blev til ’gammeljomfruen’. Det kort ønsker man ikke at ende med. Senere blev det én af knægtene, man fjernede. Knægten kunne afbildes som en karikeret sort mand. Men andre illustrationer har også været i brug: skorstensfejere, krager og en sort kat. Spillet har dermed ofte også givet et klart billede af, hvem samfundet ikke kan lide. Et slags lynkursus i racisme og misogyni.

Den uparrede

Man kan lære en hel del om sociale logikker ved at nærstudere spillet. Det siger først og fremmest, at alle danner par, undtagen én, som forbliver uparret. Selveste Søren Kierkegaard havde fat i logikken i nogle meget vittige passager i Gjentagelsen, hvor det hedder, at menneskeheden kan inddeles i tre typer: officerer, tjenestepiger og skorstensfejere.

Kierkegaards fantasifulde og bevidst provokerende opdeling berører i virkeligheden et filosofisk kerneproblem: problemet om den uparrede. Gennem hele den vestlige tænknings historie er der tænkt i dualismer: det mandlige og det kvindelige (officerer og tjenestepiger), det aktive og det passive, form og materie og så videre. Sådan har man igen og igen sat verden i system.

Men problemet er, at systemet ender i sin egen modsætning, hvis det tænkes igennem konsekvent. For hvis man skriver listen af begrebspar (mand/kvinde, aktiv/passiv, form/materie) op og gør den færdig, vil man på et tidspunkt skulle beslutte sig for, hvad man vil parre med ordet ’par’ – det kan næppe blive til andet end noget, der betyder det uparrede. Serien af officerer og tjenestepiger nødvendiggør således (overraskende nok) en skorstensfejer, hvis man er stringent.

Det manglende kort

Det forrygende ved spillet Sorteper er, at det ved den simple manøvre at fjerne et kort fra et sæt giver anledning til at spidsformulere Kierkegaards observation om overgangen fra det dualistiske system til dets ubehagelige, disharmoniske fætter. At verden ikke går op i par, handler ikke blot om, at noget ’ekstra’ står i vejen – den fremmede sorteper. Tværtimod er hele det sociales liv skabt af en mangel i systemet selv. Der mangler et kort, en parringsmulighed.

Det skal nu ikke forstås på den måde, at man kunne forestille sig en virkelighed, hvor manglen endnu ikke var introduceret (en paradisisk før-historisk tilstand). Eller sagt på en anden måde, i den virkelige verden har vi aldrig spillet med et helt spil kort. Der har altid manglet et kort, og følgelig har der også altid været en sorteper.

Langeland-retur

Naturligvis har Sorteper også politiske implikationer. Der findes fantasien om en verden, der går op i par og harmonier, hvor forskellige dele står i forhold og spænd til hinanden på produktive måder. Men så findes der også altid ’delen uden del’, som filosoffen Jacques Rancière har formuleret det. Slaverne, proletariatet, de fremmede. Der er altid det, der ikke går op. Den politiske sorteper er dobbelttydig: Den er udelukket og kan bestandig bruges til at legitimere politikere, der er klar til at fastholde udelukkelsen, men samtidig kan den også være det sted, hvorfra virkelig politik og politiske bevægelser kan rejse sig, når de selv claimer deres status af paria og derfra kæmper deres kamp.

Den forgangne uges store sag om det kuldsejlede udrejsecenter på Langeland er på en måde en maggieterning af især udelukkelseslogikken. Hvad sagen viser, er ikke bare, at et sådant center ikke passer så godt til lige Langeland. Det er meget værre: Sagens afledte effekt kan meget vel være, at konsensus igen forstærkes om, at ’den slags mennesker’ slet ingen plads har i vores (eller noget) samfund.

Er det til ulempe for regeringen? Er sagen om udrejsecentret et nederlag for Tesfaye, som det straks blev udlagt? Hvad nu hvis den tværtimod er en sejr: Manglede regeringen faktisk ikke en entydig sorteper, som den kunne flytte lidt rundt med? Når den først er etableret, og alle er enige om, hvor skidt det er at sidde med den, er der åbnet for endnu mere radikale ’løsninger’. Måske kan vi snart se frem til perfektionen af sorteperlogikken: Hvorfor ikke lave et modtagecenter i Rwanda (som regeringen lige nu pusler med), der samtidig er et udrejsecenter? En slags svingdør med kun én åbning, som asylanter og andre fremmedelementer bare løber rundt i og slynges ud af igen. Game over.