korpsånd
Læsetid: 19 min.

Danmark halter langt bagefter vores nabolande, når det gælder ligestilling i politiet

Engang havde kvinder ingen adgang i politiet. Og andelen af kvinder i korpset er stadig langt lavere herhjemme end i Sverige og Norge. Alligevel er der ikke en målsætning i dansk politi om at rekruttere flere kvinder. Tanja Christensen fra Vestegnen er en af dem, der er med til at ændre kønsstatistikken
Tanja Christensen ved godt, at hun som kvinde i politiet er et forbillede for andre. Det sker ofte, at unge piger på gaden spørger hende, hvad det kræver at blive betjent. Det er fedt, siger hun.

Tanja Christensen ved godt, at hun som kvinde i politiet er et forbillede for andre. Det sker ofte, at unge piger på gaden spørger hende, hvad det kræver at blive betjent. Det er fedt, siger hun.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
22. maj 2021

For fem år siden havde Tanja Christensen det, hun selv kalder et ønskejob. Hun var færdiguddannet frisør, havde netop købt egen lejlighed og havde en god kundekreds i salonen på Østerbro.

Men når hun stod og studsede kundernes pandehår og så en patruljebil køre forbi ude på gaden, var der noget, der trak i hende: barndommens drøm om at blive politibetjent.

»Det var en svær beslutning at droppe fast arbejde og blive studerende. Men jeg havde en klog kusine, der sagde: ’Der er to stole, du kan sidde i, når du bliver gammel: Den, hvor du ærgrer dig over det, du ikke fik gjort; og den, hvor du ved, at du har prøvet det hele.’ Og så søgte jeg ind.«

I dag er Tanja Christensen 28 år og en af 128 betjente i beredskabsafdelingen ved Vestegnens Politi.

Hun har velplejede, rødlakerede negle, diskrete smykker og en farvet stribe i sin høje hestehale. Hun har også stav, pistol, håndjern og peberspray i bæltet.

»Jeg tror, at mange i min omgangskreds var overraskede, da jeg søgte ind til politiet. Jeg lavede jo på en måde en kontra. Men det handler nok mere om en opfattelse af, hvad en frisør er, og hvad en betjent skal være,« siger hun.

17,5 procent af Danmarks 11.332 betjente er kvinder. Og selv om andelen har været støt stigende – for ti år siden var det kun 12 procent – er det en markant lavere andel end i Sverige og Norge, hvor der er henholdsvis 34 og 36 procent kvinder i korpset.

For nylig satte Norge faktisk verdensrekord i kvinder optaget på deres Politihøgskole: 51 procent, mens polisutbilningen i Malmø optog 43 procent kvinder sidste år. I Danmark lå andelen samme år på 28 procent.

Men hvorfor halter Danmark bagefter med kønsfordelingen både på uddannelserne og i korpset sammenlignet med andre nordiske lande?

Det spørgsmål optager blandt andre politiforsker og kriminolog David Sausdal ved Center for Global Kriminologi på Københavns Universitet. Indledningsvis slår han fast, at det er vigtigt at sikre en højere andel af kvinder i dansk politi – og en bredere repræsentation generelt, også af etniske minoriteter. Selv om man ikke skal tro, det løser alle problemer:

»Vi ved fra forskningen, at det kan være problematisk for politiet, hvis man rekrutterer for snævert. Hvis der er for mange af den samme slags mennesker, kan det skabe en såkaldt monokultur; altså udfordringer med at politifolk blindt bekræfter hinanden i deres til tider grænseoverskridende måder at tænke, tale og handle på. Det har man set – ikke bare i Danmark – men særligt i udenlandske studier,« siger han.

Derfor er den norske tendens også så interessant, mener han. Hvis det fortsætter, ender Norge med et kønsligestillet politi.

»Og det er revolutionerende for de fortællinger om politiet, man har de fleste steder i verden, hvor politikulturen ofte er defineret ved at være macho, og at man ikke skal være bange for at give og tage imod tæsk,« siger David Sausdal.

Den fortælling trives også i Danmark, siger kriminologen, der i forbindelse med sin forskning har været på feltarbejde i politiet og brugt mange timer sammen med danske betjente. Han har ofte hørt politimænd give udtryk for, at de føler sig mere trygge, hvis de er sammen med andre mandlige kolleger.

Selv om politiarbejdet i Danmark kræver, at man en gang mellem må kunne tage fra, er det ikke nødvendigvis meget farligt og fysisk krævende, vurderer David Sausdal. At de mandlige betjente alligevel tænker sådan, hænger i høj grad sammen med den førnævnte grundfortælling om, at arbejdet er risikabelt og actionpræget.

»Og at man derfor skal tåle nogle bestemte ting, og at det kræver sin mand at være i politiet,« siger David Sausdal, der tror, at den fortælling er noget af det, der afskrækker kvinder fra at søge ind i korpset i større antal.

En mandsdomineret arbejdsplads

Der er »påfaldende få« kvinder i dansk politi, konstaterer ph.d. og lektor ved Københavns Professionshøjskole Adam Diderichsen, men ret beset kan ingen svare på, hvorfor det er sådan, siger han:

»Det er nemlig aldrig blevet undersøgt.«

Ligesom Sausdal peger han på, at ordensmagten bør have et ideal om at afspejle befolkningen nogenlunde, både når det gælder køn, etnicitet og seksuel orientering.

»Der er også nogle organisatoriske ting i det. Vi ved, at mangfoldige organisationer er bedre til at løse problemer end dem, hvor alle ligner hinanden,« siger Adam Diderichsen.

Også han mener, at forklaringen på de få kvinder skal findes i en høj grad af maskulin selvforståelse i det danske politi.

»Der er ingen tvivl om, at det er en mandsdomineret arbejdsplads på alle mulige måder, selv om der sikkert er færre nøgne damer på væggene end for 30 år siden,« siger han.

Men selv om der er sket ændringer, mener han stadig, at politiet udadtil og i sit rekrutteringsmateriale signalerer, at det er et maskulint job – med billeder og film af våben, hurtige biler og blinklys.

»Men meget af det arbejde, politiet laver i dag, er jo noget helt andet. Politiets arbejde er meget mere relationspræget, og de bruger mere tid på at tale med mennesker, der er traumatiserede, og arbejde med kriminalitetsudsatte unge end på at have skyderen fremme,« siger Adam Diderichsen.

Den slags skal kommunikeres ud, hvis politiet skal være en attraktiv karrierevej for flere kvinder.

»Og det er ikke nok, at der optræder kvinder i rekrutteringsmaterialet,« siger han. »Det kræver en særlig indsats,« – og som minimum en målsætning, mener Diderichsen.

I Rigspolitiet er der imidlertid ikke en officiel målsætning om at få flere kvinder ind i styrken, forklarer sektionsleder Dorte Zibrandtsen, der blandt andet arbejder med rekruttering til politiets basisuddannelse.

»Vi har aldrig haft måltal for den slags. Det ligger ikke til os. Og jeg ved heller ikke, om det er det rigtige. Vi skelner ikke mellem køn, alder og etnicitet, når det kommer til vurderingen af en ansøger. Vi ansætter dem, vi vurderer er bedst egnet, og ser på ansøgernes menneskelige egenskaber og personlige kompetencer,« siger Dorte Zibrandtsen og forstætter:

»Fordi du er kvinde, har anden etnisk baggrund eller begge dele, så besidder du ikke nødvendigvis de samme egenskaber og menneskelige kompetencer, som en anden kvinde eller anden etnisk. Og det skal jo ikke være fordi, man for eksempel er kvinde, at man bliver optaget. Jeg vil i hvert fald nødig være den, der sætter folk i bås.«

Hun peger på, at andelen af kvinder både på uddannelserne og i selve styrken er steget de senere år. For eksempel er andelen af kvinder på politiskolen fordoblet siden 2010. I forhold til, hvor få kvinder der søger, bliver en større andel af dem faktisk optaget, fortæller hun. Det handler ikke om særbehandling, understreger hun.

»Procentuelt klarer de sig simpelthen bedre til prøverne. Jeg tror, de er bedre forberedt,« siger hun:

»Vi vil gerne tiltrække kvinder, ligesom vi også forsøger at tiltrække ansøgere med anden etnisk baggrund og både unge og ældre ansøgere, for at få et bredt udsnit af den danske befolkning, og udviklingen går heldigvis den rigtige vej, « siger Dorte Zibrandtsen.

’Born and raised’ på Vestegnen

På væggen på stationen i Albertslund hænger et stort kort over kredsen. Tanja Christensen er vokset op her på egnen – syd for Roskildevej, som hun siger.

»Og som betjent er det nok en fordel at være born and raised på Vestegnen. Jeg kender jo det hele indefra,« siger hun.

Tanja Christensen valgte at droppe et fast frisørjob og søgte ind på Politiskolen. På sin underarm har hun en tatovering med budskabet: ’Live the life you love. Love the life you live’.

Tanja Christensen valgte at droppe et fast frisørjob og søgte ind på Politiskolen. På sin underarm har hun en tatovering med budskabet: ’Live the life you love. Love the life you live’.

Emilie Lærke Henriksen
Vestegnens Politi har en af landets højeste andele af kvindelige betjente. Omkring en fjerdedel. De har deres egen garderobe i kælderen, hvor Tanja Christensen klæder om, da hun møder ind til aftenens vagt klokken 15. Her lyder navnene på metalskabene ’Ditte’,’Tine’ og ’Michelle’, og over vasken hænger en pinupkalender. Månedens mand har svulmende mavemuskler, tatoveringer og en kattekilling på armen.

»Hvis jeg havde vidst, der kom gæster, havde jeg ryddet op i mit skab,« siger Tanja Christensen og forsøger at proppe en hættetrøje og en shampooflaske ind bag metallågen.

Betjentene arbejder i par, der skifter hver dag, afhængigt af, hvem der er på vagt. I dag hedder hendes makker Mathis Damgaard, en karseklippet, bredskuldret fyr. Tilsammen er de BRAVO1025, som det hedder over radioen, der hele tiden er tændt, så vagtcentralen kan komme i kontakt med makkerparret. Lige nu sidder de over for hinanden på et anonymt hvidt kontor på en lang gang. Hun med en Pepsi. Han med en Booster.

»Det er bare ventetid. Der kan ske nul og niks. Eller det kan bare eksplodere i opgaver,« siger Mathis Damgaard.

Før Tanja Christensen kunne søge ind på politiuddannelsen, måtte hun bestå dansk, engelsk og samfundsfag på HF. Det tog hende et år på en forskole målrettet ansøgere til Politiskolen. Til selve prøven skulle hun først bestå de fysiske test og en skriftlig prøve, før hun kom videre til en samtale. Her fik hun topkarakteren fem, og i november 2016 begyndte hun på Politiskolen. Hun tænkte ikke ret meget over, at de var 21 mænd og kun tre kvinder i klassen.

»Men der var da forskelle. Drengene var for eksempel ret vilde efter at få deres pistol på første semester. En del af dem havde været i militæret og vidste alt om våben. Jeg syntes også, det var spændende, men jeg havde jo aldrig haft en pistol i hånden før,« siger Tanja Christensen.

Man mærkede også forskellen, da eleverne skulle lære magtanvendelse.

»Mange af gutterne er jo vant til at slås – det er vi piger ikke på samme måde. Og som hovedregel er mange af os jo også mindre stærke end mændene,« siger Tanja Christensen og tilføjer:

»Derfor er kravene for, hvornår jeg må bruge min peberspray, også lavere end for store Mathis,« siger hun og nikker over mod sin makker.

Kvinderne ved Vestegnens Politi har deres eget omklædningsrum. Med månedens mand på væggen.

Kvinderne ved Vestegnens Politi har deres eget omklædningsrum. Med månedens mand på væggen.

Emilie Lærke Henriksen
De kender begge mandlige betjente, der foretrækker at have en anden mand med ud på opgave:

»Hvis man er ude i et værtshusslagsmål og ender nederst i bunken, er der kolleger, der foretrækker, at det er mig, der kommer ind ad døren for at hjælpe – frem for Tanja eller Julie,« siger Mathis Damgaard. Også selv om nogle af de kvindelige politifolk er stærkere end mange af stationens mænd.

»Så det er jo et gammelt syn på, hvad en betjent skal være og kunne. Og den måde, politiarbejdet foregår på, har jo også ændret sig. Regulære slagsmål er der jo færre af,« siger Mathis Damgaard.

Tanja Christensen nikker:

»Det er meget sjældent, at politiarbejdet direkte kræver, at man er en meter bred og to meter høj,« siger hun.

Muskler og magt

Den første kvinde i dansk politi blev ansat i 1911 af politimesteren i Aalborg. På det tidspunkt var der allerede kvindelige betjente i USA, Sverige og Storbritannien. Den danske kvinde fik dog ikke lov til at bære uniform og udførte næsten udelukkende kontorarbejde. I årtierne, der fulgte, blev der ansat flere kvinder, som fik lov til at foretage civile patruljeringer og visitere kvindelige arrestanter. I 1938 var der 13 kvinder i dansk politi.

»Også dengang var Danmark enormt fodslæbende i forhold til andre lande,« siger Henrik Stevnsborg, professor i politiret ved Københavns Universitet.

»Dansk politi var en mandeverden domineret af muskler, magtanvendelse og fysiske magtmidler. Og panserbasserne ville ikke have kvinderne ind.«

Politimesterforeningen udtalte direkte, at de ikke ville have kvinder med på politiarbejde, fordi man ikke kunne bruge dem til at rydde et værthus, og så sent som i 1963 afviste Justitsministeriet at ansætte kvinder i politiet på lige fod med mænd. Ministeriet skrev direkte til Dansk Kvindesamfund, at det ville føre til »en svækkelse af politistyrkens effektivitet«, særligt på områder, der »krævede anvendelse af korporlig magt«.

I mange år argumenterede kvindeorganisationerne for flere kvinder i politiet med henvisning til, at de var bedre til at løse bestemte opgaver, for eksempel dem, der angik kvinder og børn.

»Men argumentet om forskellighed endte med at være deres akilleshæl,« siger Henrik Stevnsborg.

Og senere skiftede de argumentet ud med det modsatte: at kvinder var mindst lige så gode til at løbe og skyde som mænd.

Først i 1977 blev 18 kvinder for første gang optaget på Politiskolen på lige fod med mænd. På det tidspunkt havde kvinderne haft samme mulighed i svensk politi i 20 år.

Henrik Stevnsborg mener, at ligestillingen inden for politistyrken i lande som Sverige og Norge skyldes, at der generelt er mere ligestilling i nabolandene.

Derudover mener han, at den korte politiuddannelse i Danmark udgør et problem. Modsat Norge og Sverige, der har forlænget deres politiuddannelser og gjort dem mere akademiske, valgte danske politikere i 2015 at afkorte uddannelsen fra tre til to år. Årsagen var mangel på betjente.

»Det var en sindssygt uklog disposition. Når man devaluerer uddannelsen, vil den appellere til færre kvinder, for de er generelt mere veluddannede end mænd,« siger Henrik Stevnsborg.

Løb som en sindssyg

Anita Frank er formand i Østjyllands Politiforening. Hun er enig i, at det er ærgerligt, at uddannelsen er blevet afkortet. Selv har hun været ansat i politiet siden 1986 og drømte som ung betjent om en karriere i politiet som hundefører. En afdeling, der dengang alene havde mandlige ansatte.

»Jeg er født og opvokset på en bondegård og har altid elsket dyr. Og mens jeg var i København under uddannelsen, havde jeg en schæfer, som jeg trænede med i civilt regi,« siger Anita Frank.

Så efter at have fået sit barn nummer to i 1995 søgte hun en stilling i hundeafdelingen i Jylland.

Hun fik efterfølgende at vide, at der havde været en uformel afstemning forinden blandt afdelingens 20 mænd om, hvorvidt det var en god eller dårlig idé med en kvinde i gruppen. Der var flest, som var positive.

»Men jeg blev informeret om, at det kun var en lillebitte overvægt,« siger Anita Frank.

Da hun var blevet ansat, blev hun kaldt ind til en samtale hos en ældre chef, »tæt på pensionsalderen,« som Anita Frank formulerer det. Han gjorde det klart, at det ikke var med hans gode vilje, hun havde fået jobbet. Hun husker stadig samtalen tydeligt.

»Jeg sad over for ham, og så sagde han: ’Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve en kvindelig ansat her i afdelingen. Men nu er du her, og så går jeg ud fra, at vi er enige om, at du ikke skal have flere børn.’«

Anita Frank svarede, at hun var gift og havde et godt forhold til sin bedre halvdel. Så det kunne hun ikke love.

»Men så sagde han: ’Vi har aldrig haft nogen på barselsorlov her i afdelingen. Det er uforeneligt med at være hundefører.’ Og så tilføjede han også, at jeg skulle knappe min skjorte helt op i halsen. For han ville ikke have noget kissemisse i sin afdeling.«

I dag ville sådan en opførsel fra en chef have fået konsekvenser, siger Anita Frank, men dengang var det ikke ualmindeligt.

»I hundeafdelingen pakkede man ikke tingene ind. Og tonen var måske også under bæltestedet indimellem. Man talte heller ikke om, hvad der foregik derhjemme, sådan som man gør i dag. Men jeg var glad for mit arbejde,« siger hun.

Hun aftalte med sig selv, at hun ikke ville lave om på sig selv, for at opnå kollegernes anerkendelse. Men hun ville ikke sakke agterud, og det betød, at hun skulle være i god fysisk form. Arbejdet i hundeafdelingen er fysisk hårdt: Eftersøgninger i uvejsomt terræn, i al slags vejr og i mørke. Og hård træning med hunden.

»Så jeg løb som en sindssyg. 10 kilometer og styrketræning stort set hver dag. Jeg skånede ikke mig selv.«

Det kræver god fysisk form at slæbe rundt på de 16 kilos udstyr, som hører til jobbet. Blandt andet pistol, håndjern, peberspray og knippel. Tanja Christensen bokser, løber og spiller håndbold i sin fritid.

Det kræver god fysisk form at slæbe rundt på de 16 kilos udstyr, som hører til jobbet. Blandt andet pistol, håndjern, peberspray og knippel. Tanja Christensen bokser, løber og spiller håndbold i sin fritid.

Emilie Lærke Henriksen
Anita Frank var i hundeafdelingen i 12 år og gik efterfølgende ind i fagligt arbejde. For nylig blev hun som den første politiuddannede kvinde, valgt til formand i en dansk politiforening. Men også når det gælder ledelse, er der langt igen i forhold til at ansætte kvinder, påpeger hun. Kun syv procent af lederne i politiet er kvinder. Det til trods har Politiforbundet ikke en målsætning om flere kvinder hverken i korpset eller i ledelsen.

»Jeg tror, man håber, det langsomt kommer af sig selv. Og for mig er det at være kvinde ikke vigtigt. Det handler om, at man har de rette menneskelige egenskaber og er fagligt dygtig,« siger Anita Frank.

Langt bagud med ligestilling

Norge har ikke alene sat verdensrekord i kvindelige studerende på politiuddannelsen, kvinderne har også en positiv oplevelse af at være i korpset, fortæller Nina Jon.

Hun er kriminolog og studieleder på Politihøgskolen i Norge og forsker i politikultur, ligestilling og udfordringer ved at rekruttere kvinder til politiet. Hendes forskning viser, at norske politikvinder meget sjældent har negative oplevelser, der knytter sig til deres køn.

»Og når det sker, er det typisk med ældre, mandlige politifolk. De yngre har en helt anden holdning,« siger hun.

Da hun for eksempel i et forskningsprojekt spurgte en ung, mandlig betjent, hvordan han oplevede at arbejde sammen med kvinder, svarede han, at han syntes, det var et mærkeligt spørgsmål. ’Jeg trives med alle mine kolleger,’ lød svaret.

»Han anerkendte slet ikke præmissen for spørgsmålet. Og det, tror jeg, handler om, at politiet har ændret sig i Norge,« siger Nina Jon.

Indimellem, når hun præsenterer sine forskningsresultater for kolleger i andre lande, oplever hun, at de er skeptiske. Det er næsten for godt til at være sandt.

»Men jeg tror, det skyldes, at vi i Norge har vi haft en meget bevidst politik på det her område, hvor vi har rekrutteret målrettet for at skabe kønsbalance. Og så har det skabt en positiv spiral‚« siger Nina Jon.

Både i forhold til at få kvinderne til at søge ind på uddannelsen og for stemningen internt i korpset.

Og så er der mange kvindelige rollemodeller inden for politiet i Norge, påpeger Nina Jon og remser op:

»Den øverste politidirektør i Norge er kvinde, justitsministeren er kvinde, rektoren på Politihøgskolen er kvinde, og i de ledende stillinger i politiet er fem ud af 12 kredse ledet af en kvinde. Så der er mange kvinder at se op til,« siger hun.

Hun mener, at den store forskel på Danmark og Norge og Sverige hænger sammen med den generelle ligestilling i samfundet.

»I er jo langt, langt tilbage, når det handler om ligestilling i Danmark. Både Norge og Sverige er enormt meget længere fremme end jer,« siger hun og nævner blandt andet længere barsel til fædre, en højere grad af ligeløn og flere kvinder på topposter. Hun peger på den seneste Global Gender Gap Report fra World Economic Forum. Her ligger Sverige og Norge i topfem. Danmark indtager plads nummer 29.

Ligestillingen forplanter sig overalt i samfundet og er også med til at ændre, hvad hun kalder en »gammeldags« forestilling om, at et bestemt arbejde er kodet i maskulinum.

»Og samtidig er der sket en ændring af politiet – også af opgaverne. Det, man engang kaldte kvindeopgaver, er blevet prioriteret højere. Og dermed bliver der også mere plads til begge køn,« siger hun.

I Sverige er tallene på linje med de norske. Her havde man en periode kvoteordninger for at skaffe flere kvinder ind i politiet og i ledelseslagene. Men det er man gået bort fra.

»Det er heller ikke længere nødvendigt,« forklarer Lena Matthijs.

Hun er tidligere politichef, og tilbage i 1990’erne var hun den første – og længe også den eneste – kvinde i den særlige nationale indsatsstyrke, NI. I dag underviser hun på Politiskolen i Borås.

Hun mener, man skal passe på med at sætte mænd og kvinder i bås, når man taler politiarbejde.

»Det betyder mere, hvem du er som person, end hvad dit køn er. Jeg har mange kvindelige kolleger som har været meget værdsatte, og andre som har haft det svært. Det handler om personlighed,« siger hun.

Hun synes dog, det er vigtigt med en nogenlunde lige fordeling af mænd og kvinder i politiet, fordi det giver en bedre arbejdsplads.

»For ja, der er da forskel på mænd og kvinder. Men forskellen er større individuelt mellem menneskene end mellem kønnene,« siger Lena Matthijs.

Hun har mødt mange danske politifolk i sin karriere og beskriver dem på denne måde:

»Jeres politi er mere tough. Meget mere macho. Og det betyder noget, når man rekrutterer. For hvis man overdriver og forstørrer værdien af mandlige egenskaber som styrke og aggressivitet, frem for typiske kvindelige egenskaber som forhandlingstalent, så er der ikke bare en masse kvinder, man ikke får fat i, men også mange mænd, man ikke tiltrækker,« siger hun.

Forbillede for unge piger

Som makkere skal Tanja Christensen og Mathis Damgaard fordele opgaverne på forhånd, hvis de bliver kaldt ud. I dag tager Mathis radioen, og Tanja kører bilen.

Mathis Damgaard blev uddannet og arbejdede som pædagog, før han søgte ind i politiet.

»Så jeg går meget op i den pædagogiske del af faget. Derfor har jeg det svært med, at man tror, at kun de kvindelige betjente er forstående og bløde.«

Men fordi Mathis dyrker thaiboksning og crossfit og har kæmpestore overarme, bliver han ofte sendt ud på opgaver, når en udadreagerende borger skal hentes eller anholdes.

»Og det er jo lidt paradoksalt, at man tænker sådan,« siger Mathis Damgaard.

Anja Christensen går til boksning og håndbold i fritiden, og hun er typen, der råber rigtig højt, når hun brænder et kast.

»Jeg har temperament, og jeg er god til at hæve stemmen, når der er brug for det. Men jeg er kvinde, og jeg er også feminin, og jeg kan godt lide at være i kontakt med mange mennesker,« siger hun.

Ude på opgaver oplever hun indimellem borgere, der reagerer på, at hun er kvinde. For eksempel da hun for nogle dage siden stod vagt ved en fodboldkamp foran nogle aggressive fans.

»Når de får øje på mig, kan de godt finde på at råbe grimme ting om kvinder.«

Hun lader typisk som ingenting. Medmindre de siger noget, hun kan sigte dem for. En trussel for eksempel.

»Men jeg går aldrig ned på deres niveau,« som hun siger.

Hun har også oplevet, at mænd med anden etnisk baggrund forsøger at undgå at tale med hende og i stedet fokuserer på en mandlig kollega.

»Jeg finder mig ikke i det, og mine mandlige kolleger bakker mig heldigvis op. Det er jo et helt forkert kvindesyn her i 2021.«

Tanja mener, at den lave andel af kvinder i korpset afspejler resten af samfundets syn på mænd og kvinder.

»100 procent! Det jo heller ikke så længe siden, at vi fik den første kvindelige statsminister. Den slags tager tid. Nogle gange generationer.«

Og hun er bevidst om, at hun er et forbillede for andre.

»Det sker faktisk relativt ofte, at unge piger på gaden spørger mig, hvad det kræver at blive betjent. Det er fedt.«

Over radioen kan Tanja Christensen og Mathis Damgaard høre, at nogle af deres kolleger er blevet kaldt ud til »en springer«. Altså en, der truer med at begå selvmord fra en bro eller et højhus. Ellers er her meget fredeligt – Mathis Damgaard har netop varmet aftenens tredje madpandekage, siden de mødte ind for tre timer siden.

»Man skal aldrig vente med at spise og tisse,« siger han, »for man ved aldrig, hvornår man får chancen igen.«

Flere betjente kommer gående ned ad gangen med pizzabakker og takeaway i flamingobakker.

Tanja Christensen har madpakke med, som hendes kæreste har sørget for. Suppe, der skal varmes. Hun vil gerne have børn på et eller andet tidspunkt, og »man tænker da lidt over, hvordan skal det passe ind«, siger hun. For hun arbejder jo på alle tidspunkter af døgnet. Men sådan kan hun godt lide det.

»Jeg vil helst køre beredskab, fordi det er så varieret. Der er ikke to dage, der er ens, og jeg er glad for kollegerne.«

Ikke så snart har parret konstateret, at det ser ud til at blive en fredelig aften, før radioen skratter. To kvindelige butikstyve er blevet nappet i en H&M i et butikscenter. Der er brug for et team med mindst en kvindelig kollega, for tyvene skal visiteres. Mathis melder BRAVO1025 klar.

Tanja Christensen og Mathis Damgaard tager rutinemæssigt de skudsikre veste på og springer ned ad trappen. I kælderen står makkerparrets bil klar, og i løbet af fem minutter er de på vej ud af stationens port. Med Tanja Christensen ved rattet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Louise Hansen

Der er ikke noget ønske i befolkningsdybet om at rekruttere flere kvindelige betjente, fordi langt de fleste danskere er konservative. Ikke partipolitisk, nødvendigvis, men fordi man tenderer at blive konservativ i ordets generelle betydning, når det trods alt går meget godt.

Noget af det underlige ved landet Danmark er, at vi betragter os selv som progressive, mens vi i virkeligheden er en dybt konservativ nation. Sådan ER det selvfølgelig - for hvorfor skulle man ikke holde status quo, når det går godt? Altså i forhold til alle de der latterlige lortehuller af lande, der tillader sig at sende flygtninge hertil, bare fordi vi har medvirket til at destabilisere deres region for egen vindings skyld?

Gustav Alexander

Louise Hansen,

Hvad baserer du din forståelse af 'ønskerne i befolkningsdybet' på? Mig bekendt eksisterer der ikke nogle meningmålinger på området, men jeg kan jo tage fejl.

Det lader nærmere til, at der er en kulturel skisme ifht til synet på kvindelige betjente, som ovenstående artikel også lægger op til. Altså at man i indvandrermiljøer er mindre positivt stemt overfor dem, da de i højere grad præges af traditionelle idéer om køn, end mange etnisk danske borgere.

Det giver da også god mening med flere kvindelige betjente, da politifunktionen bør udvikle sig væk fra den klassiske idé om udøvelsen af det weberske 'voldsmonopol', som sit primære formål. Politiarbejde har mange sociale aspekter, der kræver interpersonlige kompetencer, hvilket ville reflekteres positivt i en forøget andel af kvindelige betjente.

Uden at reducere den mandlige betjent til udøveren af korporlig dominans, eller den kvindelige til primær indehaver af overlegne sociale kompetencer, så kan vi ikke desto mindre konstatere, at der formentlig er visse stereotyper i den retning, som stadig gør sig gældende i politistyrken, hvad jeg også synes at hovedpersonerne i ovenstående lader til at bekræfte. Det kan vi bedre afvikle, hvis flere kvinder søger ind på politiskolen, vil jeg tro.

Her ville en længere uddannelse nok være en god idé, da der lader til at være en sammenhæng mellem uddannelsens længde, samt det potentielle voldspotentiale - eller enddog voldsglæde - hos ansøgerne.

Se blot på den amerikanske politi - det er ikke guds bedste børn, der bliver betjente i USA. En del af forklaringen er nok netop den absurd korte tid, som det tager at blive betjent.