Facebook minder om den Monty Python-sketch, hvor man kan købe en diskussion for et pund

Det har længe været kendt og problematiseret, at internetplatforme som især Facebook spiller en enorm rolle for det moderne samfund – både politisk, økonomisk og helt ned i den enkeltes betingelser for kontakt med andre. Det er blandt andet blevet fremhævet, hvordan de sociale medier slet ikke har indfriet utopien om et åbent, debatterende samfund, hvor alle har adgang til information og kritisk refleksion, men i stedet har skabt nye »stammetendenser«, hvor man kun møder det, man i forvejen er eller mener.

Ifølge artiklen »Bristede bobler« i Weekendavisen den 29. april er tesen om »ekkokamre« og »filterbobler« imidlertid overdrevet. Nyere forskning viser nemlig, at sociale medier faktisk har en meget lille tendens til at skabe bobler, hvor man slet ikke møder fremmedartede tankegange og argumenter.

Det er ifølge artiklen kun cirka én procent på hver politisk yderfløj, der lever i et egentligt ekkokammer. Så for det store, brede midterfelt kan det se ud, som om de sociale medier faktisk næsten er det modsatte af, hvad pessimisterne har bebrejdet dem.

Træningslejre

I stedet for at afløse internetpessimismen med en ny form for jubeloptimisme rummer artiklen dog en nuancering, der måske er endnu vigtigere, end den selv gør opmærksom på.

Ifølge Jonathan Bright, der er lektor i politologi ved Oxford Internet Institute, møder folk ganske vist ofte ting, der strider mod deres egne opfattelser, »men det har bare ikke den store effekt på dem«.

Tværtimod fungerer de nye internetfællesskaber ofte som træningslejre, hvor man kan dele og skærpe sin kritik af dem, der ikke tænker som én selv. Hvis man for eksempel er træt af at høre om den hvide mands synder, kan man finde kilder og argumenter for, at der også har været mange hvide slaver i historien – og på samme måde med klimaskepticisme og vaccinemodstand.

Sådanne fora »udstyrer medlemmerne med nogle svar, de kan hive frem, når de går ud i den virkelige verden og møder synspunkter, de ikke er enige i«, siger Bright i artiklen.

Men afmonterer den nye forskning så overhovedet tesen om internettribalisme?

At man har kontakt med andre synspunkter end ens eget, er jo ikke i sig selv ligefrem dialogfremmende, hvis man har det med det ene formål at finde deres svageste punkter og hamre løs på dem.

Og måske er der endda en yderligere pointe i Jonathan Brights præcisering, der taler imod en særligt optimistisk læsning af den omtalte forskning. Hvad nu hvis det at finde en måde at »bekæmpe« sine politiske og filosofiske modstandere på også simpelthen handler om at få den nydelse, der består i at kritisere og pindehugge bare for at vise, at den anden tager fejl?

Diskussion for et pund

Sigmund Freud beskrev i Kulturens byrde, hvordan kulturen må give menneskene en tilfredsstillelse for at kompensere for det afsavn, det kræver at acceptere et kulturelt fællesskab i det hele taget. Det kan for eksempel være gennem forskellige former for libidinøs og aggressiv nydelse, der kan erstatte hor og plyndring med mere acceptable kulturelle aktiviteter og produkter.

Måske er nydelsen ved at påpege fejl hos den anden en sådan form for kompensation for selv at være udsat for den ’fejl’, som selve kulturen er udtryk for.

I sin rene form er det denne nydelse, Michael Palin køber sig til i en af Monty Pythons berømte sketcher. Palin er en tilsyneladende høflig og helt almindelig mand, der møder op på et kontor, hvor man kan købe en diskussion for et pund. Her bliver han af en venlig sekretær henvist til rum nr. 12, hvor John Cleese tager imod, hvorefter følgende replikskifte udspiller sig:

»Er dette det rigtige rum til en diskussion?«

»Det har jeg jo allerede sagt!«

»Nej, det har De da ikke!«

»Jo, jeg har.«

»Hvornår?«

»Lige nu.«

»Nej, De har ej.«

»Jo, jeg har.«

Og så videre.

Nidkære personligheder

Minder denne diskussion ikke fantastisk meget om en del af det, der foregår på Facebook? I stedet for at dele synspunkter eller nå frem til ideer og løsninger på spørgsmål handler rigtig meget debat om at finde et punkt i modstanderens argumentation, som man kan slå ned på og blive ved med at vende tilbage til.

»Jeg mener ikke, at Mette Frederiksen er nazist, men det er godt nok en modbydelig dobbelttale, hun kom med i sin eidhilsen.«

»Men hvorfor sagde du så ovenfor, at hun var ’nazilignende’?«

»Det var bare en måde at illustrere det på.«

»Men hvori består det nazistiske?«

»Jeg mener ikke, at hun er nazist!«

»Men du sagde ’nazilignende’.«

Facebook-pedanternes evige pindehuggeri er de sociale mediers svar på Monty Pythons sketch, og den særlige form for gotcha-journalistik, som nidkære personligheder kan skabe karrierer på, er journalistikkens.

Læg dertil en uvilje over for anderledestænkende, og vi er måske kommet et skridt nærmere opskriften på træningsrutinen for nytribalisternes identitetskampe.