Roskilde Festival, aflyst. Northside, aflyst. Tinderbox, aflyst. Copenhell, aflyst.
En række danske festivaler blev i denne uge aflyst, efter et flertalt i Folketinget indgik en rammeaftale for, hvor mange personer der må forsamles til koncerter og andre udendørsarrangementer i løbet af sommeren. Ifølge aftalen må op til 2000 personer samles, hvis publikum inddeles i sektioner af 200.
Med de begrænsninger er det ikke muligt at gennemføre store musikfestivaler, og dermed heller ikke at gennemføre de ritualer og traditioner omkring festivalerne; ølbowling om formiddagen, nøgenløb og alle de andre dumme ting, man finder på.
Men der er håb.
Du kan gennemføre en del af festivalritualerne derhjemme eller på din arbejdsplads og på den måde genskabe den særlige festivalstemning i din hverdag. Her er en guide.
Fyraftensølbong
I Danmark mødes man ofte til en fyraftensøl om fredagen. Så hyggesnakker man en times tid, og drikker måske to øl. Men hvorfor egentlig bruge en hel time på det? I stedet for at trække det ud, kan du lave en ølbong ud af en stophane og nogle fittings fra blikkenslageren samt en halvandenliters colaflaske. Du hælder de to øl op og sætter den for munden. Det tager 11 sekunder. Bum! Så afspritter vi, og så er det Jytte nede fra marketing. I bøvser og griner og ender med at have det meget sjovere end normalt til en fredagsøl. Ikke nok med det: Du er meget tidligere hjemme og kan nå at lave aftensmad.
Lav et temakontor på din arbejdsplads
På festivaler er det meget populært at lave lejre med temaer. Det kan for eksempel være Camp Find Holger, hvor alle er klædt ud som Holger fra myldrebogen. Det ser altså sjovt ud! Hvis du sidder på et kontor og savner livet på campingpladsen, kan du foreslå dine kolleger, at I finder på et tema til jeres kontor, og alle sammen klæder jer ud. Hvis I sidder på et stort åbent kontor, kan det være en måde at komme i kontakt med nogle af de andre på, som sidder længere væk og bliver nysgerrige: Hvorfor har Martin og de andre i HR alle sammen nissehuer på? Det er da vel ikke … Camp Nissebanden!
Tag en af de andre forældre i børnehaven op på skuldrene
En klassiker på de danske festivaler er at tage en ven eller en fremmed op på skuldrene, når man står foran scenen. Så sidder han eller hun deroppe og kan se det hele: »Hva' så, Roskildeeeee!« I hverdagen vil mange formentlig tøve med at tage en fremmed op på deres skuldre. Men hvorfor egentlig? Næste gang, du står på legepladsen i børnehaven og skal til at hente jeres børn, kan du tilbyde at tage en af de andre forældre op på skuldrene. Så har vedkommende overblik over hele legepladsen, og I kan finde jeres børn hurtigere: Hvor er du, Emmaaaaaa?
Giv din kæreste et gok i nødden med en plastikhammer
I gamle dage var det meget populært at købe en stor oppustelig hammer og så gå rundt på et marked eller en festival og gokke sine venner i hovedet med den, så de var lige ved at tabe deres fadøl. Man fik først et chok. Av for …! Meeen det gør overhovedet ikke ondt, faktisk skaber det en dejlig, løssluppen stemning. Prøv at overraske din kæreste med et ordentligt gok i nødden, når hun kommer hjem efter en lang dag på arbejde.
Ølbowling på villavejen
I hverdagen drikker danskerne for det meste alkohol ’til’ eller ’efter’ noget. Skal vi ikke tage et glas vin til maden, spørger vi, eller måske en øl efter badminton? På festival er det omvendt, der er alkohol hovedaktiviteten, og så finder man på et eller andet at lave imens. Det kan lyde som ren semantik, men det gør faktisk en stor forskel. For eksempel er det meget populært at spille ølbowling, og det er både sjovt og nemt at lære: Man sætter sig over for hinanden med omkring ti meters afstand i hver sin havestol og en øl ved siden af stolen. Så skiftes man til at forsøge at vælte modstanderens øl ved at trille en fodbold hen mod vedkommende. Reglerne er enkle, og resultatet er altid det samme: Man bliver pissefuld. Med andre ord, et rigtig godt sommerspil til de lyse nætter på villavejen.
Sæt dig ud i forhaven, og råb til forbipasserende
På festivaler ser man ofte festivalgæster sidde i deres lejr og råbe til forbipasserende. »SKÅÅÅÅÅL ROSKILDEEEE!« eller »GODE PATTER!«. Det er sjovt og en måde at komme i kontakt med fremmede på.
I hverdagen er vi langt mere tilbageholdende. Når vi møder forbipasserende, kigger vi ofte ned i jorden og går forbi uden at sige noget, men de fleste vil faktisk gerne møde nye mennesker. Prøv at sætte dig ud i forhaven med en havestol og en kasse bajere, og når nogle af naboerne fra kvarteret kommer forbi, rækker du din dåseøl frem til skål og råber alt, hvad du kan: »SKÅÅÅÅÅL BRØNSHØØØØJ!«
Nøgenløb i gården
Det årlige nøgenløb er en fast tradition på Roskilde Festival. Reglerne er helt enkle: Deltagerne smider tøjet af og løber om kap, og den, som kommer først, vinder. Prøv at arrangere et tilsvarende løb med dine naboer. Hvis du bor i en lejlighed og skal afholde nøgenløbet i jeres fælles baggård, kan stemningen blive endnu mere intens end på den åbne mark uden for Roskilde, fordi ejendommene omkring og altanerne med tilskuere skaber en »grydefornemmelse«, som man kender fra Colosseum i Rom, når I kommer fræsende rundt i gården med dilleren og brysterne svingende ukontrolleret.

Glimrende forslag. Det vil jeg prøve. Især hvis Information vil komme og rapportere.
Min lørdag blev lige reddet! Tak