Der er altid noget surrealistisk over at se et magtmenneske blive ydmyget for åben skærm, sådan som det skete for et par uger siden, da Real Madrids præsident, Florentino Pérez, med stigende grad af desperation forsøgte at overbevise tv-seerne i Spanien om levedygtigheden af det såkaldte Super League-projekt, mens hele konstruktionen ramlede sammen om ørerne på ham.
Hans optræden bragte mindelser om den daværende irakiske informationsminister, der stod foran tv-skærmene i Bagdad og forudsagde den irakiske hærs snarlige sejr over de invaderende tropper, mens amerikanske tanks rykkede ind i byen.
Når det er sagt, så holder parallellen dog ikke ret meget længere, for almindeligvis er der ikke noget Komiske Ali over Real Madrids præsident.
Han er en uhyre magtfuld aktør, der gennem lige dele risikovillighed og netværksdannelse har positioneret sig som både Spaniens og hele den kontinentale fodboldelites godfather. Og fiaskoen med Super League er hans første store nederlag i en karriere, der har været bygget på at være frækkere og mere udspekuleret end resten.
Det er således sigende, at Pérez’ vej til toppen i Real Madrid gik via et af de mest spektakulære fodboldkup i Europa i nyere tid; et kup, hvor han i samme manøvre erobrede præsidentposten og stjal ærkerivalerne FC Barcelonas bedste spiller.
Det skete tilbage i 2000, hvor klubbens daværende præsident Lorenzo Sanz i et anfald af akut overmod besluttede at holde et fremskyndet præsidentvalg i den tro, at de to Champions League-trofæer, Real Madrid havde erobret i de foregående år, ville sikre ham et overlegent genvalg.
Ind fra højre kom imidlertid Perez med et valgløfte, der umiddelbart vurderet virkede nærmest vanvittigt: Hvis han vandt valget, ville han hente FC Barcelonas anfører og spillemæssige ikon, den portugisiske kantspiller Luis Figo til Madrid.
Løftet udløste hånlatter i brede fodboldkredse, hvor det var svært at finde nogen, der kunne forestille sig, at Figo frivilligt ville skifte fra blaugrana til ærkerivalerne fra hovedstaden.
Hvad ingen vidste var imidlertid, at Pérez havde indgået en lokumsaftale med Figo og hans agent, hvori parterne udstyrede hinanden med håndjern, forstået på den måde at hvis Pérez vitterlig vandt præsidentvalget, og Figo nægtede at skifte, skulle portugiseren betale omkring en kvart milliard kroner i bøde til Real Madrids klubkasse.
Figo og hans agent havde sagt ja til denne aftale ud fra et strategisk ønske om at presse Barcelona til at udstyre portugiseren med en bedre kontrakt – og i sikker forvisning om, at Pérez aldrig ville kunne slå Sanz af pinden i Madrid.
Men det kunne han.
Figo-løftet vandt valget for den entreprenante outsider, og kort tid efter måtte den portugisiske stjernespiller med et noget fåret smil trække i en Madrid-trøje foran de blitzende kameraer, mens de rasede i Barcelona.
Det første globale fodboldhold
Den nyvalgte præsidents næste kup kom ganske kort tid senere, da han orkestrerede en spektakulær manøvre, der illustrerer, hvor sammenvævet lokalpolitik, finansielle interesser og fodboldverdenen er i den spanske hovedstad – og hvor store gevinster, der ligger og venter på den, der forstår at trække i de rigtige tråde.
Pérez overtalte nemlig byrådet i Madrid til at tillade byggeri på Real Madrids træningsanlæg på en eksklusiv grund i hjertet af byens finansdistrikt – hvorefter han prompte solgte hele grunden videre til private konsortier for knap fire milliarder kroner.
Manøvren var ikke blot en win-win, men en win-win-win, eftersom Pérez både afviklede Real Madrids gæld og skaffede penge i klubkassen – samt hjalp sin egen, private entreprenørvirksomhed, der vandt en stor del af kontrakterne på anlæggelsen af de boliger, der skulle opføres på stedet.
Champagne hele vejen rundt.
Set i fodboldhistorisk perspektiv er salget af træningsanlægget også et definerende øjeblik, eftersom det gav Pérez muligheden for at udleve den vision, der for altid vil sikre ham en fremtrædende plads i fodboldhistorien som manden, der skabte det første ægte globale fodboldhold.
Madrid-præsidenten brugte nemlig indtægterne til at finansiere en transferpolitik, der kort fortalt handlede om at hente klodens største stjerner til Madrid, hvor omkostningerne til at købe dem blev opvejet af de øgede kommercielle muligheder for reklame, salg og markedsføring, som deres tilstedeværelse udstyrede klubben med.
Den entreprenante spanier var simpelthen den første, der så den enorme kapitaliseringsværdi, der i moderne tid ligger i de store stjerners merchandise- og markedsføringsrettigheder. Og ved at skaffe megastjerner som David Beckham, Kaká, Zinedine Zidane, den brasilianske Ronaldo og Roberto Carlos til Bernabéu gjorde han den hvidklædte hovedstadsklub til et globalt brand på linje med Disney og Coca-Cola.
Sportsligt set var strategien med indkøb af disse såkaldte galácticos – en term, som spillerne i øvrigt misbilligede, da den fik dem til at føle sig som aktiver i stedet for sportsmænd – kun en moderat succes; men finansielt og brandingmæssigt var den en ubetinget triumf, ikke mindst fordi Pérez kløgtigt sørgede for at sikre Real Madrid retten til 50 procent af indtægterne fra superstjernernes personlige PR-kontrakter.
Netværk i VIP-logen
Og mens Pérez således har gjort sin klub til et fodboldmæssigt powerhouse, har han også brugt præsidentposten til at befæste sin position som en af de helt centrale aktører i Spaniens offentlige liv.
Det er sket gennem et netværksarbejde, hvor hans vigtigste redskab har været at udstede adgangsbilletter til de eftertragtede sæder i præsidentlogen på Estadio Bernabéu til Real Madrids hjemmekampe.
Alle movers and shakers på den iberiske halvø har været forbi logen til en fortrolig snak med Pérez i de bløde sæder, og i Spanien er det næsten blevet en sport at observere, hvilke finansfyrster, toppolitikere, tyrefægtere, dommere og øvrige berømtheder, der befolker siddepladserne omkring den magtfulde fodboldboss til de hvidklædtes hjemmekampe.
Eller som den spanske sportsjournalist Guillem Balague har formuleret det til BBC:
»Han har brugt sin indflydelse til at konvertere VIP-sæderne på Bernabéu til et forum for udveksling af tjenesteydelser og netværksarbejde af højeste klasse.«
Også medierne holder Pérez i snor på denne måde. Således er det velkendt, at Real Madrid-præsidenten kun sjældent giver direkte interview.
»Jeg foretrækker at holde mine kontakter med medierne på det uformelle plan,« har han sagt.
Men jævnligt bliver højtstående journalister inviteret til højbords i logen, hvor klubpræsidenten kultiverer dem med små bidder af sladder og fortrolige oplysninger, som de kan bruge i deres dækning af klubben – og som samtidig knytter dem tættere til ham.
Eller som Balague har bemærket det:
»De bliver hans loyale soldater.«
Præsident på livstid
Al magt rummer dog som bekendt også en korrumperende effekt, og med årenes løb er observatører begyndt at se tegn på magtfuldkommenhed hos en præsident, der tilsyneladende ønsker at sikre sig sin position på livstid og samtidig vil skærme sig mod obsternasige udfald i pressen.
En af de tydeligste eksempler indtraf for nogle år siden, da Pérez fik gennemtrumfet ændringer i Real Madrids medlemsdemokrati, som betyder, at man fremover kun kan stille op til valget som præsident, hvis man har været medlem af klubben i 20 år i træk og kan stille en bankgaranti på minimum 15 procent af klubbens årsbudget (et beløb, der almindeligvis løber op i flere hundrede millioner kroner).
Det snævrer i sagens natur antallet af kandidater ret kraftigt ind. Og Pérez, der på det personlige plan er milliardær, er da også blevet valgt uden modkandidater ved de seneste præsidentvalg.
Derudover har det heller ikke begejstret tilhængerne af ytringsfrihed og forsamlingsret i det stadig relativt unge spanske demokrati, at Pérez for nogle år siden efter sigende var involveret i udformningen af den omdiskuterede Ley Mordaz-lov, som markant begrænser spaniernes ret til at demonstrere i gaderne.
I de senere år er der imidlertid dukket en trussel frem, som hverken ændrede opstillingsregler eller aktivt kammerateri kan afvise, og det er truslen fra Premier League.
Madrid-præsidenten har i årevis været dybt bekymret for den finansielle magt, som klubberne i den bedste engelske række har opnået. Og det er i dette lys, planerne om en Super League skal forstås.
Set fra Spanien er Super League ikke et offensivt tiltag, der skal dominere klubfodbolden og udrydde enhver form for konkurrence fra irriterende opkomlinge – selv om det ville have været en velkommen sidegevinst.
Det er først og fremmest en defensiv aktion, der skal hegne de bedste engelske klubber ind i et forpligtende fællesskab, så de ikke stikker fuldstændig af.
Det har mange af Madrids fans i Spanien forstået. Og det er måske også grunden til, at Pérez er sluppet relativt nådigt gennem hele miseren på hjemmebane.
Nu er Super League-konstruktionen imidlertid knust. Og midt i ruinerne står Real Madrids præsident og skuer ind i sin måske største krise i al den tid, han har resideret på den fineste plads i Bernabéus præsidentloge.
Gælden er på milliarder, coronakrisen har ramt indtægtskurven som et øksehug, og i omklædningsrummet skriger et alderstegent mandskab på fornyelse.
Det er udfordrende tider for gambleren fra Madrid.
