Fodbold
Læsetid: 6 min.

Genfortryllelsen af fodbold

I disse tider føles lydeksplosionen fra bugnende fodboldstadioner som et fjernt minde. For eksempel det fra dengang for syv år siden, da Gareth Bale scorede sit vanvittige solomål i den spanske pokalfinale
Den figur, Gareth Bale tegner hen over banen, kan forklares rationelt, men den påkalder sig også mysteriet og det længselsfulde.

Den figur, Gareth Bale tegner hen over banen, kan forklares rationelt, men den påkalder sig også mysteriet og det længselsfulde.

Dani Pozo/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
22. maj 2021

Roland Barthes skrev engang, at det er idéen, ikke kroppen, som er afgørende i sport. Idéen sætter sig igennem i ’ekstasen’ – dér, hvor fodboldspillerne, cykelrytterne, løberne er sat uden for kroppens ligevægt, stasis. De er ude af sig selv og besættes, skriver Barthes, af en »elektrificerende«, guddommelig kraft.

Spejlingen af den kraft er fascinerende for os, der kigger på. Det er nemlig ikke musklerne alene, der definerer sporten, bemærker Barthes i essayet Hvad er sport? fra 1956, men »en bestemt idé om mennesket og om verden«. Idéen vinder, ikke kroppen. Og det er en idé om, at menneskekroppen har en retning, er opsat og fuldstændig indsuget i sine handlingers virkelyst.

Gud forbyde, at den kraft, Barthes taler om, og den spejling af den, vi tilskuere elsker at iagttage helt tæt på, kvases under jantelovens moraliserende fureplov.

Fra magikere til medarbejdere

For Peter Sloterdijk, tysk filosof og selv amatørcykelrytter, er sport i moderne tid blevet profan og intetsigende:

»Nu er poesien væk, og det sublime er fladmast. Rytterne er bare almindelige medarbejdere. De lever ikke længere i en aura af noget fantastisk. Tværtimod. De er specialister i at sprinte, kværne vej eller klatre,« skriver Sloterdijk.

Sindbilledet på sportsmagiens stille død er den kommentar, Bjarne Riis gav på afsløringen af sit dopingmisbrug:

»Den gule trøje ligger i en papkasse i min garage. Du er velkommen til at hente den,« sagde Riis og stirrede tomt over mod rækken af journalister.

Riis’ dårlige opførsel er ikke, at han var dopet til op over begge ører, men snarere at han brutalt afmonterede heltegerningens eksistens. Symbolet på hans største sejr, den gule trøje, betød intet for ham.

Tænk på Cristiano Ronaldos helflugter mod Juventus. Han spillede for Real Madrid, og det var i Champions League-kvartfinalen, april 2018. Var det et medarbejdermål, eller var det magisk? Var det uforlignelige svæv en kontrolleret ekstase eller en lille sprække, hvor det guddommelige kiggede ind? Ronaldo løftede sig majestætisk fra græsset og satte sig dermed bevidst ud over kroppens ligevægt, stasis, som Barthes taler om.

Det guddommelige billede

Biomotorisk er Ronaldos figur paradoksal: Saksesparket hopper bogstaveligt talt ud af kroppens naturlige akse. Ekstasen er her en destabilisering af kroppens ligevægt. Kroppen er dømt til at falde, i de fleste tilfælde hulter til bulter. Men Ronaldo ved, hvad han gør. Der er stasis i hans ekstasis, ligevægt i hans uligevægt.

Han falder ikke. Eller jo, det gør han. Men først efter han har scoret. Desuden falder han graciøst. Ronaldos saksespark er en kontrolleret ekstase.

Eller også er det guddommeligt. Ikke som tro, men som billede og som figur.

Jeg dagdrømmer tit om Gareth Bales overjordiske sprint og scoring fem minutter før tid på Mestalla i Valencia, Copa del Rey-finalen mod Barcelona den 16. april 2014. Det er perfektionen af materialebeherskelse, hvor hver eneste gestus, hver eneste snoning, acceleration og beslutning, Bale foretog, følger en instinktiv lovmæssighed. Og i øvrigt er sej som bare fanden.

Men grunden til, man kan hævde, at det er sådan, det er – og ikke bare noget, guderne fandt på midt i kampens hede – er, at begivenheden bliver set i bakspejlet og derfor indordner sig under rationalitet. Summen af de dele, Bale præsterede på Mestalla i rasende tempo, førte til mål, og Real Madrid vandt over Barcelona.

Det er Newtons billardkugler om igen. Kraft møder objekt og mobiliserer masse et nyt sted hen. Man kan regne det ud og vende det om. Tiden er reversibel, som Newton sagde, når blot man kender massepåvirkningen og objekternes placering. I vores tilfælde Bales krop og boldens linjer tværs gennem banen, fra midtercirklen, ud over sidelinjen og diagonalt mod Barcelonas målfelt.

Formfuldendt orden

Med Newton-briller på bliver Bale-begivenheden ren determinisme eller, kan man tilføje med Sloterdijk, sindbilledet på det ypperste, medarbejderen kan levere.

Prøv at forestille dig det, mens det sker i nuet. Nu kommer kausaliteten til kort, for kan man bare tage alle delene (tæmningen, løbeturen ud over sidelinjen, skulderskubbet, driblingen, da Bale nærmer sig feltet), én for én, bang, bang, bang, og vupti, så er der mål?

Nej, vel?

Der mangler ligesom noget sovs og kartofler.

Der må være noget mere og noget andet på spil. Fysikere kalder det anden-ordenskausalitet: besindelsen på, at ikke alle fænomener følger en newtoniansk logik, og at det ikke er altid, at summen af delene er lig med den nye tilstand, dvs. helhed. Man kan ikke bevidstløst løfte Bale-delene fra første orden (alt det, han gjorde på det halve minut, som det hele varer) op på anden orden og sige, at det første førte til det andet.

Det samme gælder i øvrigt den menneskelige hjerne. Den er også produktet af en meget kompleks anden-ordenskausalitet. Alle neuronerne og biokemien, som huserer i øverste etage, er ikke tilstrækkeligt til at forklare tilstedeværelsen af noget så centralt som selvbevidsthed og dét at have et ’jeg’.

... eller højtudviklet uorden

Videnskaben har længe vidst, at for at der kan ske noget nyt i verden, med os, med dyrene, planterne og luftlagene over os og jorden under os, er der brug for kausalitet af anden orden. At helheden ikke altid kan divideres med summen af delene, er udtrykt i begrebet emergens, og det er også hjørnestenen i en anden, vigtig naturlov, nærmere bestemt inden for termodynamikken, kaldet entropiens lov. Den siger, at systemer (og hele universet) udvikler sig mod mere og mere uorden og tilfældighed.

Æstetisk anskuet er Bales bedrift en formfuldendt orden. Sagt med entropien er den uorden – på et højere niveau.

Fodbold er rullende entropi på græs, og den er blevet fyldt op med flere og flere af den slags anden-ordenskausaliteter. Der er gået Bale i den. Måske til et punkt, hvor det sublime er sat i system og kværner derudaf som en velsmurt maskine, hvor poesien er væk, som Sloterdijk beklager, og medarbejderen har taget over for magikeren. For hundrede år siden ville den tyske sociolog Max Weber have kaldt det for »affortryllelsen« af den sociale virkelighed, kort sagt civilisation. Væk med magien og auraen. Ind med ingeniøren og bureaukraten. Ud med mirakeltro og bøhmænd og ind med fornuft og regnestykker i kolonner.

Så mærker jeg efter igen. Nej, det kan ikke være rigtigt. Der er noget i den her figur, Bale tegner hen over banen, som rejser sig op over det konforme. Jeg ved ikke præcist hvad, det er en fornemmelse nede i maven, men der er noget, som påkalder sig mysteriet og det længselsfulde. Efter at have konsulteret min mave må̊ jeg konkludere, at vi er ude i en genfortryllelse af de skjulte kræfter. Som byggeklodser kan Bale-øjeblikkene ikke bevidstløst kobles i en forudsigelig rækkefølge fra A (’giv mig bolden!’) til B (’ind mellem José Manuel Pintos’).

Noget så åndssvagt som fodbold

Eller sagt på en anden måde: Når jeg bruger hovedet, kan jeg godt se medarbejderfilosofien og den fladmaste, affortryllede aura i Bales figur.

Når jeg lader maven føre ordet, er vi tilbage ved det overjordiske. Det er præcis dét, de elektrificerede svæv, spring og spark, som Roland Barthes omtalte, kan. De genfortryller øjeblikkets magi og hæver sig op som statuer i den flydende tid.

Gareth Bale, den 16. april 2014 på Mestalla, er sådan en statue. Jeg får et sug i maven, når jeg tænker på den.

Bale fik bolden tæt ved venstre sidelinje og tænkte: »Nu løber jeg sgu op og scorer.« Søreme om han ikke gjorde det.

Den slags øjeblikke må gerne komme igen. Tænk sig at råbe med åben mund og plomber lige ind i hovedet på sidemanden over noget så åndssvagt som fodbold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her