De utålte
Læsetid: 4 min.

Den gik ikke med Langeland. Her er fem gode steder at placere et udrejsecenter

Hvor skal staten gøre af de kriminelle udlændinge, som nu ikke skal flyttes til Langeland? Ingen kommuner vil have dem, og politikerne har ikke lyst til at lægge sig ud med lokalområderne. Den slags bekymringer har vi ikke på Information
Hvor skal staten gøre af de kriminelle udlændinge, som nu ikke skal flyttes til Langeland? Ingen kommuner vil have dem, og politikerne har ikke lyst til at lægge sig ud med lokalområderne. Den slags bekymringer har vi ikke på Information

Mia Mottelson

Moderne Tider
29. maj 2021

Beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård bliver ikke flyttet til Holmegaard på Langeland alligevel. Men ifølge regeringen og ikke mindst oppositionen er det også uhensigtsmæssigt at lade dem blive, så sagen er langtfra slut.

Alle landets 98 kommuner vil formentlig have gode grunde til, at et nyt udrejsecenter ikke skal ligge hos lige præcis dem. Men hvor skal vi så gøre af de 130 udvisningsdømte, kriminelle udlændinge? På Information tør vi godt sige højt, at der er steder i Danmark, som er mere udrejsecenteregnede end andre. Her er fem oplagte placeringer.

Egholm · Aalborg Kommune

Ideen om at placere udrejsecenteret på en ø er en lille smule belastet. Den tidligere regering foreslog som bekendt Lindholm i Stege Bugt, men så svømmede Morten Østergaard derover, og siden har ingen haft lyst til at føre planerne ud i livet.

Dog er der en oplagt ø-mulighed, som beslutningstagerne ikke bør overse: øen Egholm i Limfjorden. Egholm står alligevel til at blive ødelagt af en firesporet motorvej i forbindelse med regeringens plan om at anlægge en ny limfjordsforbindelse hen over øen, så her er der ikke meget at miste. Og da man ikke kan komme til eller fra Egholm efter klokken 23.15, vil generne for Aalborg by være begrænsede.

Endelig er Egholm et godt valg af taktiske årsager: Det gav lidt uro, da regeringen ville placere centret i Danmarks eneste SF-ledede kommune, Langeland, men Aalborg er ærkesocialdemokratisk, og ingen kan i den forstand beskylde regeringspartiet for at eksportere problemet. Samtidig er aalborgenserne så trofaste, at de stemmer på Socialdemokratiet, uanset hvad man byder dem – så der er ingen fare for at miste magten ved kommunalvalget.

Christiania · Københavns Kommune

I årtier har magthavere set det som en af deres fornemmeste opgaver at finde kreative måder at irritere beboerne på Christiania på, men fraregnet de obligatoriske politirazziaer i Pusher Street er man tilsyneladende faldet gevaldigt af på den. Med et udrejsecenter på Christiania vil man holde den stolte tradition i live og samtidig udstille christianitternes påståede solidaritet og rummelighed som værende ren facade.

Et udrejsecenter for kriminelle udlændinge beliggende centralt i København vil sende et tydeligt signal om, at regeringen er klar til at placere problemet i hovedstaden. Det er en slags omvendt udflytning, som vil være populær blandt udkantsvælgerne: Regeringen eksporterer ikke bare uddannelses- og arbejdspladser til provinsen, den importerer også kriminelle udlændinge til hovedstaden.

Endelig vil regeringen kunne spare de ekstra udgifter til politibeskyttelse af lokalområdet, som ellers følger med et udrejsecenter, da politiet i forvejen er rigeligt til stede i fristaden.

Barsebäck · Kävlinge Kommun, Sverige

Værkets to reaktorer står tomme, og de burde med en hurtig ombygning snildt kunne rumme 130 kriminelle udlændinge. Man kan eventuelt indlogere de mest hårdkogte i reaktor 1 og dem, som blot har begået småforseelser i reaktor 2.

Der forestår stadig en del arbejde med at rydde op og fjerne radioaktivt affald på Barsebäck, og det er oplagt at få beboerne til at hjælpe til – noget skal man jo have tiden til at gå med i et udrejsecenter. At eksportere de udviste til Sverige kan lyde som en kontroversiel idé, men vi skal huske, at svenskerne har en helt anden tilgang til mange af tidens vigtige spørgsmål, herunder corona og udlændinge. 130 kriminelle udlændinge kan synes af meget i en dansk sammenhæng, men for svenskerne gør det ikke den store forskel.

Valget af Barsebäck vil også være en oplagt mulighed for Øresundsregionen til virkelig at vise, hvad den duer til. At det handler om mere end påståede synergieffekter for erhvervslivet og skatteyderfinansierede kulturarrangementer. At vi rent faktisk kan hjælpe hinanden på tværs af sundet, når Danmark har brug for det.

Nørre Felding · Holstebro Kommune

Men er det ikke dem, der også fik alle de døde mink, vil mange nok tænke? Jo! Og netop derfor vil et udrejsecenter i Nørre Felding give mening. Området er allerede kendt som Danmarks losseplads, og ud fra devisen ’de hader os alligevel’ kan man argumentere for, at Nørre Felding er det oplagte valg for regeringen. Hvis flytningen sker hurtigt, vil de kriminelle udlændinge også kunne hjælpe til med at grave de rådne mink op – det vil der være gode tv-billeder i, og mange indvandrerkritiske vælgere vil få tilfredsstillet deres retfærdighedssans.

Livø · Vesthimmerlands Kommune

På Livø har man alle faciliteterne til at huse et udrejsecenter. Her havde De Kellerske Anstalter fra 1911 en isolationsfilial, hvor ’åndssvage’ og kriminelle mænd på ubestemt tid blev holdt fanget.

Bygningerne fra dengang står der stadig, så løsningen ligger lige for. Livø er i dag primært kendt for en jazzfestival og en karatelejr. Begge dele vurderes at kunne fungere fint i samspil med de kriminelle. Som en ekstra lille fordel sejler færgen mellem Livø og Rønbjerg kun fra april til oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Er det et forsøg på at være morsom?

odd bjertnes

Bedst at nå frem til det ret simple nå-ja sæføl'di, at en udvisningsdom ikke kan håndteres som afsonet før man har forladt landet, og derfor kan der ikke løslades fra en sådan, men kun udrejses.

Ursula's udlægning af hvordan 'forbud mod ophold' i et område overhovedet kan indeholde 'ret til fri bevægelighed og handling' i samme område er i øvrigt så dårligt beskrevet, at det godt kunne checkes op på ved næste pressemøde.

Frøslev lejren. Her kan de uøskede mennesker optræde som virkelighedstro statister. Sikke en turistattraktion, der kunne skabes. En virkelighedstro kz lejr.

Søren Løvborg, erik pedersen, Steen K Petersen, Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Christiania er i så fald den rene mobbning. Barsebäck, tja att straffe kriminelle med radioaktivitet er vel et påfund af djævelen him self, men djævelen hjalp ju nazisterne, så?

erik pedersen

Fedt skrevet Kristian Villesen ; )

Et sørgerligt emne, men fedt skrevet

Mvh Hanne Pedersen

Lisbeth Larsen, Freddie Vindberg, ingemaje lange, Christian Mondrup, Steen K Petersen, Rolf Andersen, Eva Schwanenflügel og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar

Hvad med denne her:

Ombygger en gammel færge til udrejsecenter. Så kunne den sejle fra havn til havn og fordele generne på alle vores kyst-kommuner, hvilket jo er de fleste.

Se dét er ægte solidaritet :-)

Claus Nielsen, Rikke Nielsen, ingemaje lange, Rolf Andersen, Inge Lehmann og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Inger Barbara Christina Christensen

Kan det virkeligt være rigtigt, at det er 130 kriminelle asylansøgere, eller er det bare vellykket xenofobisk retorik?

Rikke Nielsen, Lisbeth Larsen, Nike Forsander Lorentsen, Eva Schwanenflügel, erik pedersen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Erik Karlsen

Til Henning og Inger

Prøv at lægge mærke til, at der allerøverst til venstre - højere oppe end overskriften - står det lille ord "SATIRE"

Claus Nielsen, erik pedersen, Jesper Frimann Ljungberg, Rolf Andersen, Inge Lehmann, Ove Junne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Erik Carlsen.
Du har ret, det så jeg ikke.

Inge Lehmann

Erik Karlsen det er rigtigt, at der står satire.

Men man må give folk, at sådan som vores politikere har opført sig de seneste mange år er det blevet meget svært at skelne.

En ting der til gengæld undrer mig. Må man kalde dem kriminelle? De har jo afsonet deres straf. Burde det ikke hedde noget med tidligere dømte eller ekskriminelle?

Betyder det så egentlig ikke, at man kan omtale Anders Fogh Rasmussen og andre højtstående dømte som kriminelle, hvergang man omtaler eller skriver om dem?

Eva Schwanenflügel, Birte Pedersen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Thomas Krogh

Jeg ser langt større potentiale i Middelgrundsfortet. Isolationen og ulidelige forhold skal senere ligger til grund for en ny turist attraktion, i årtier ud i fremtiden.
Nordens Alcatraz.

Erik Karlsen

"En ting der til gengæld undrer mig. Må man kalde dem kriminelle? De har jo afsonet deres straf. Burde det ikke hedde noget med tidligere dømte eller ekskriminelle?"

Inge,
det har jeg også tit undret mig over. Enhver anden, der har udstået sit mellemværende med samfundet, ville man ikke længere kalde kriminel, og hvis de var det, ville de vel ikke kunne træffes uden for konc... - øh, jeg mener udrejsecentret.

Rikke Nielsen, Lisbeth Larsen, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Inge Lehmann og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Udrejsecenter - duer ikke.
Når der er tale om personer som af den ene eller anden årsag ikke kan udvises eller som nægter at forlade landet, så er det rigtige at internere dem - bag lås og slå. De skal ikke have adgang til at bevæge sig frit rundt med mulighed for at lave kriminalitet, gemme sig for myndighederne eller skabe utryghed blandt borgerne. Selvom kriminelle udlændinge har udstået deres straf er der jo stadig en del af straffen tilbage, nemlig udvisningen. Respekterer en dømt ikke det må man tåle internering. Myndighederne må løbende vurdere om det for specifikke personer, for tid og evighed, vil være umuligt at vende tilbage til hjemlandet og meddele disse permanent opholdstilladelse.
Er der ikke i eksisterende lovgivning hjemmel til internering er der i Menneskerettighedskonventionen intet der hindrer etablering af en sådan orden. Eksempelvis er der i art. 5 f, hjemmel til ”anden frihedsberøvelse” af personer mod hvem der er taget skridt til udvisning.
Desuden kan art. 5 c og art. 15 anvendes mod personer som staten må beskytte sig mod fordi de udgør en trussel mod landets sikkerhed. Denne mulighed er oplagt at anvende mod de såkaldte IS-krigere og deres tilhængere, som med rette må frygtes at være hvilende terrorister.

Claus Nielsen, Michael Mogensen og Georg Christiansen anbefalede denne kommentar
Kenneth Jacobsen

Let's face it: de kan se frem til en enkeltbillet til Rwanda... Lur mig om det ikke har været planen fra begyndelsen.

Jens Christensen

Jeg savner det mest oplagte sted: Gentofte.

Nike Forsander Lorentsen, Thomas Jensen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Klaus Ipsen

Hvad med alle de tomme minkfarme. For at gøre det humant kan man slå nogle af burene sammen, og der er jo et godt hegn rundt om. Ja, der er vel også en hel minkfarm til hver udviste, og så har personalet noget fornuftigt at tage sig til med at passe og pleje de nye beboere. Foderet kan vel egentlig også bruges, måske det skal krydres lidt?

Michael Mogensen

Hvad med Thulebasen?

Søren Kristensen

Hvorfor ikke Saltholm, det ligger så tæt på lufthavnen at man kan kigge derover?

Kenneth Jacobsen

Jøsses, Center for vild analyse er kommet til samme idé som min om at målet i virkeligheden er at flytte de afviste til Rwanda! Jeg er stolt.

Finn Thøgersen

Inger Barbara Christina Christensen,

Flere aviser har de seneste dage haft opgørelser over den gruppe der var tænkt flyttet til Langeland, prøv at skimme dem på biblioteket

Kort opridset:
ca 100 udvisningsdømte, en god del vold, lidt terror og en stor del narkokriminalitet
godt 30 på tålt ophold og en håndful "andet"

Finn Thøgersen

Hvis man tænker lidt kreativt er der jo mange muligheder for at placere et sådant center:

- Hans Ø
Ingen naboer i mange hundrede km afstand. Efter et kort kursus kan de selv bygge deres huse med lokale materialer. Forsyninger kan flyves ind og droppes fra helikopter
Og de medvirker til at håndhæve suveræniteten i forhold til Canada

- Prins Jørgens Land
Ingen naboer i flere hundrede km, undtagen det årlige besøg fra Sirius patrulien
Bygninger og forsyninger skal sejles/flyves ind

- Flådebasen Grønnedal

For alle grønlandske lokaliteter gælder at transporten er dyr, og alle udeståender derfor bør være afklaret inden opholdet

- Hesselø
Ubeboet og i god afstand fra alt og alle

- Forsvaret har et par småøer ovre ved Christiansø, der hører direkte under forsvarsministeriet og derfor bogstaveligt talt er uden for lands lov og ret

- Christiania er allerede nævnt

- Vridsløselille Fængsel er pt ledigt og ejet af staten

- Hareskovby

Rikke Nielsen

Man kunne også vælge Nordsjælland - nå nej, der ligger jo allerede Udrejsecenter Sjælsmark, hvilket er i Hørsholm kommune med en Venstreborgemester, der befinder sig på tredjepladsen over den kommune med indbyggere med højest indkomst.

Niels Erlinger

Der er kommet mange gode forslag frem her, nogle mere velegnede end andre.

Men der går en rød tråd igennem alle forslagene.

Det må ikke ligge i min baghave!!

Der er åbenbart ikke nogen, der har lyst til at bo, ved siden af disse mennesker.