Idédebat
Læsetid: 3 min.

Ideen om det apolitiske universitet er en illusion

I den politiske debat om ’politiseret’ forskning bør vi lære af teoretikeren Sara Ahmed, der argumenterer for, at universiteter allerede er politiske institutioner, der har brug for at blive demokratiseret
Den britisk-australske professor Sara Ahmeds tankegang viser, hvordan Morten Messerschmidt og Henrik Dahls værn om den akademiske frihed er et værn en institution domineret af hvide mænd. Og det betyder også – hvis vi følger Ahmeds tankegang – at vi skal værne om de ekskluderende mekanismer, der bidrager til, at universiteterne producerer viden fra ét herskende perspektiv frem for fra en mangfoldighed af perspektiver.

Den britisk-australske professor Sara Ahmeds tankegang viser, hvordan Morten Messerschmidt og Henrik Dahls værn om den akademiske frihed er et værn en institution domineret af hvide mænd. Og det betyder også – hvis vi følger Ahmeds tankegang – at vi skal værne om de ekskluderende mekanismer, der bidrager til, at universiteterne producerer viden fra ét herskende perspektiv frem for fra en mangfoldighed af perspektiver.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
22. maj 2021

Fra min bopæl i Frankrig har jeg på nært hold fulgt med i, hvordan begrebet islamo-gauchisme har været emnet for dette forårs franske forskningsdebat.

I dagbladene er termen, der bruges til at anklage universiteterne for at producere viden med et venstreorienteret syn på islam, blevet heftigt debatteret. Siden er debatten, der blev udløst af den franske minister for højere uddannelse Frédérique Vidals beskyldninger mod de franske universiteters forskning, også kommet til Danmark.

I et oprids af de overordnede positioner kan vi sige, at Morten Messerschmidt og Henrik Dahl på den ene side har argumenteret for, at der må værnes om de nuværende universiteter som »ældgamle, samfundsmæssige institutioner … der skal fungere som hjemsted og sikker havn for den frie og kritiske tanke«. Det udgangspunkt har fået Dansk Folkeparti og Liberal Alliance til at foreslå en lukning af en række mindre humanistiske studier med fokus på køn, migration, hvidhed og postkolonialisme.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jesper Andersson

Uanset om man er enig eller ej må jeg desværre indrømme at jeg synes synes at dele af venstrefløjen til tider kan vende det blinde øje til nogle muslimers egne intolerance.
Heldigvis tilpasser mange sig også vestlige værdier, men adskillige målinger viser at en alt for stor procentdel efter min mening har et forkvaklet syn på religion og mener at koranen bør stå over Biblen.
Dermed ikke sagt at jeg benægter den åbenlyse diskrimination som muslimer og andre minoriteter helt beviseligt udsættes for. Det er veldokumenteret.
Glem heller ikke angrebet på Charlie Hebdo.
Har aldrig forstået dele af den regressive venstrefløjs manglende vilje til at diskutere den racisme og de problemer der jo åbenlyst er i dele af Islam. Forstår det simpelthen ikke og hvis vi skal endelig skal snakke om hvide mænd som Sara Ahmed gør så ville samme venstrefløj slet ikke acceptere et så konservativt syn for at sige det meget pænt hvad angår emner som ligestilling, religionens rolle i samfundet for bare at nævne nogle få.
Det er mærkeligt at det er mere okay når det er minoriteter der gør det end når det er hvide. En racist er vel en racist og uanset hvem det kommer fra er det aldrig ok!
Med det sagt virker det som om at der til en vis grad er berøringsangst overfor islam blandt dele af forskerverdenen.

Jeg er meget enig i at det nærmest er umulig at være objektiv da man altid vil være farvet og påvirket af sin overbevisning. Hvad jeg dog ikke forstår er hvorfor en lille højtråbende minoritet skal bestemme på majoritetens vegne.
Ligesom det ikke gør en til sandhedsvidne fordi man er hvid mand gør det det heller ikke nødvendigvis bare fordi man er minoritet. I en akademisk og fri debat skal alle kunne komme til orde og hvis man har sine argumenter i orden er der vel intet galt i at komme med gode modargumenter?

Den der til tider efter min holdning mere ekstreme identitetspolitik kan man dyrke i USA og UK hvor man i nogle kredse virker til at være besat af det. Synes det er forkert at overføre det til dansk kontekst.

Ib Gram-Jensen

Jeg vil tillade mig at kommentere Anne-Sofie Dichmans indlæg med det, jeg ikke fik indsendt som kommentar til den artikel om Sara Ahmed af 26. oktober 2019, redaktionen henviser til:

Som artiklen fremstiller det – og det er muligvis et vigtigt forbehold – er problemet med Sara Ahmeds kampagne ikke, at den efterlyser nye perspektiver og tilgange i den universitære verden. Det vil være både tiltrængt og nyttigt mange steder og i mange sammenhænge. Problemet er for det første, at alting reduceres til en dikotomi mellem hvide mænd på den ene side og alle andre på den anden – som om de hvide mænd, som ganske rigtigt af historiske grunde hidtil har spillet den langt største rolle for udviklingen af ”alt det vi betragter som akademisk viden” (om end ikke helt uden deltagelse af kvinder og ikke-hvide mænd) ikke over tid og sted og indbyrdes har haft forskellige tanker og erfaringer: hvad har for eksempel Platon, Francis Bacon, Erasmus af Rotterdam, Isaac Newton, Edmund Burke, Karl Marx, Søren Kierkegaard, Herbert Spencer, Friedrich Nietzsche, Sigmund Freud, Albert Einstein, Martin Heidegger, Karl Popper, Milton Friedman, Michel Foucault og Robert Nozick som fællesnævner, bortset fra netop det ene – at være hvide og af hankøn?

For det andet er det problematisk, at de hvide mænd stilles i modsætning til feminisme, race- og dekoloniseringsteori og queer-teori, mens det oplagte kritikpunkt, at ”alt det, vi betragter som akademisk viden” i høj grad er baseret på tanker og erfaringer hos (mange) hvide mænd og færre kvinder og ikkehvidemænd fra bestemte, små, samfundsgrupper: klassedimensionen, som indebærer, at de fleste hvide mænd har været lige så udelukkede som kvinder og ikkehvide mænd, er tilsyneladende helt fraværende. Sexisme og racisme kan ikke reduceres til klasseforskelle, men det omvendte gælder også. Og for det tredje, at ”de hvide mænds” ”tanker og erfaringer” ikke blot er i større eller mindre grad ensidige, men åbenbart over en bank også negative eller fejlagtige eller måske rettere undertrykkende, og at man med fordel kan gå i en stor bue uden om dem – frem for at kritisere dem, korrigere og udvide dem eller erstatte dem med noget bedre, hvor de er helt håbløse, sådan som man langt hen ad vejen historisk har udviklet akademisk viden.

Al forskning kommer fra et perspektiv, som det siges i artiklen; men ”alt det, der gør, at du er dig”, kan ikke reduceres til hudfarve, køn og seksuel identitet, og at perspektivet – også afhængigt af samfundsmæssig placering, som også historisk set foruden klasse afhænger/kan afhænge af ”race”, køn og seksualitet, kultur og religion med mere i forskellige forhold og kombinationer – spiller en rolle betyder ikke, at værdien af akademisk viden kan reduceres til det, altså at man skal acceptere det postmodernistiske vrøvl om, at ”sandheden” af alt, hvad man kan ”vide” om verden, kun bestemmes af ens perspektiv eller den diskurs, den formuleres i. Vor viden om verden er altid ufuldstændig, tilnærmet og med forbehold for korrektion, og derfor er kritik, og nye perspektiver, også vigtige; men det betyder ikke, at noget ikke er mere velunderbygget end andet, eller at ”akademisk viden” blot er et magtmiddel.

Så vidt hvad jeg skrev dengang. Man skal helt sikkert være på vagt over for politkere, der søger at udelukke synspunkter, de ikke bryder sig om, fra universiteterne under foregivende af at beskytte den forsknings-, tanke- og ytringsfrihed, de er ude efter at beskære. Og selvfølgelig kan universiteterne og forskningen ikke være "neutrale" i den forstand, at holdninger og perspektiver ikke har nogen betydning for, hvad der forskes i og hvordan. Derfor er opmærksomhed på oversete perspektiver og holdninger, der får lov til at skævvride forskningen, uundværlig. Også ud fra køns-, race- og minoritetsperspektiv. Men den tilgang til problemet, der kommer til udtryk i indlægget, virker i hvert fald for forenklet til at kunne stå alene.

Nicolaj Ottsen

»Ifølge Ahmed er det først og fremmest en illusion at tro, at der eksisterer neutrale universiteter, hvor der praktiseres værdifri og objektiv forskning. «

Er meget postmodernistisk argument. Ja, for uden værdi kan vi ikke vælge hvad vi ønsker at forske i, og her spiller vores køn, race, kultur etc formentlig ind, men det betyder ikke at forskningenen som sådan er værdiladet. Det er jo selve kernen i anken imod køns og race studierne, at forskningen og ikke emnet der forskes i er værdiladet, der arbejders bagud fra en apriori givet konklusion, virkeligheden må underkaste sig ideologien, som i Lysenkosimen - altså aktivisme og ikke forskning.

»Vi kan – med Ahmeds briller – derfor konstatere, at når Morten Messerschmidt og Henrik Dahl skriver, at man skal værne om den akademiske frihed, så betyder det i praksis, at vi skal værne om den akademiske frihed i en institution domineret af hvide mænd.«

Jeg tror det er netop denne form for værdiladede, argument resistente, lukkede "tænknings" loops, som søger at ekskludere "fjenden" frem for sagligt at debatere med dem, de opponere imod og anser som en trussel imod den akademiske frihed.

»En anden måde at sige det på er, at hvis vi levede i et kønsligestillet samfund med ligestillede universiteter, ville vi ikke have behov for kønsprogrammer. Universiteterne ville allerede være feministiske og dermed demokratiserede.«

Hvad er et feministisk universitet ? Og hvorfor er det godt og demokratisk ? Her er Anne-Sofie Dichman lige som køns og race studierne, drevet af ideologi frem for interesse i at finde sandheden. Anne-Sofie Dichman forestiller sig at kender svaret på forhånd, og denne forhåndsviden, denne tro, får hende til at se fejl alle vegne. Måske hun skulle undersøge sine forestillinger mere grundigt, inden hun ofre meritokratiet og erstatter det med kvantitativ enshed, det hun fejlagtigt kalder "ligestilling".