Den sjette masseuddøen: Når menneskets motorsav møder livets træ

Hvis du ikke kender fløjlsdyret, er du lovligt undskyldt. Kræet, der ligner en orm med følehorn og en masse små fødder, lever mest i nogle temmelig små bestande i skovbunden i fjerne, tropiske egne og jager på en sindssyg måde.

Når fløjlsdyret støder på et lækkert insekt, sprøjter den klistret slim ud over sit offer, som nu ikke længere kan røre sig ud af flækken, og så kribler fløjlsdyret langsomt op på den sagesløse cikade, eller hvad det nu er, bider hul og injicerer opløsende spyt i kroppen på sit offer, hvorefter den suger indmaden ud og rykker videre i sit liv. Det kan lyde skørt, men det er opskriften på succes.

Lige siden livet for alvor begyndte at udvikle sig for 500 millioner år siden, har der krøbet fløjlsdyr rundt på vores planet, og ud over at de er flyttet fra havet og op på land, har de ikke udviklet sig voldsomt meget siden den spæde begyndelse. At klare den gennem en halv milliard år, mens talløse andre væsener er blevet udslettet eller ændret til ukendelighed, er ærligt talt godt gået, men det er ikke det eneste, der gør fløjlsdyret specielt.

De 177 kendte arter af den lille karl udgør nemlig deres egen såkaldte række i det biologiske klassifikationssystem. Rækkerne er blandt de mest grundlæggende forgreninger på livets store træ. Den række, som mennesket tilhører, indeholder for eksempel alle pattedyr og fisk og padder og reptiler – så det er sandsynligt, at du er mere beslægtet med en måge, end fløjlsdyrene er med noget som helst andet på Jorden.

Men efter en halv milliard år med nogenlunde succes er flere arter af fløjlsdyr nu truede af udryddelse, i takt med at deres levesteder i regnskoven forsvinder – og skulle de alle sammen ryge ud over klippen en dag, vil det således være lidt af en begivenhed evolutionært set: en hel række udslettet. Hvis du undrer dig over hvilken særlig og mægtig kraft, der potentielt kan lave så meget ravage, skal du bare kigge dig i spejlet.

Menneskets kendemærke: destruktion

Mennesket har forandret kloden på måder, som ingen andre dyr nogensinde har været i stand til – og det selv om homo sapiens med sine 300.000 år på bagen er en relativt ung art. De seneste årtusinders hastige opstigen har ført til sublime højdepunkter af kultur og viden, men har også trukket enorme veksler på klodens mangfoldighed. Hvis man gerne vil være i dårligt humør, skal man bare læse forskningsartikler om, hvordan det står til med den vilde natur.

For et par år siden opgjorde et israelsk ledet forskerhold for eksempel, hvordan den samlede biomasse var fordelt på kloden – lige fra bakterier over pattedyr til planter og fisk. Blandt pattedyrene blev hele 96 procent af biomassen udgjort af mennesker og vores husdyr. 36 procent til menneskerne og 60 procent til husdyrene.

De vilde pattedyr, som der findes over 6.000 arter af, fyldte altså kun fire procent af den samlede biomasse. Fire procent til hvaler og ulve og elefanter og mus. På samme måde fyldte de over 11.000 arter af vilde fugle tre gange mindre end høns og andre landbrugsfugle.

At der er mange mennesker og grise og høns, ville ikke være et problem, hvis de øvrige dyr ellers trivedes – men det gør de ikke. De svinder ind og uddør med en foruroligende hast.

Under normale forhold uddør én art ud af 10.000, hver gang der er gået 100 år – det er det, man kalder baggrundsuddøen. Men vor tid er ikke normal. I dag uddør arter et sted mellem 100 og 1.000 gange hurtigere. Hvor der naturligt burde være røget ni arter af hvirveldyr siden år 1900, er tallet i stedet 477, bare for at tage et eksempel.

Situationen er så alvorlig, at forskere er begyndt at kalde det for den sjette masseuddøen – en betegnelse reserveret til perioder, hvor over halvdelen af alle arter uddør. Det sker heldigvis ekstremt sjældent, og er kun indtruffet fem gange tidligere i den sidste halve milliard år – senest da dinosaurerne uddøde.

Selv om vi i dag er meget langt fra at have udryddet halvdelen af alle arter, så høster døden i et tempo, der ligner det fra forhistoriens masseuddøener. Et ofte anvendt tal lyder på, at en million arter i dag er i fare for at uddø, men ret beset aner man det ikke, da videnskaben kun har registreret en brøkdel af alle de arter, der findes. Mange kan uddø, uden vi overhovedet har opdaget, at de har levet. Men ser man på de kendte arter, går det stærkt.

Blandt forskere diskuteres det, om denne sjette masseuddøen er på vej eller allerede er i gang. Men uanset hvor man lægger trykket, er udviklingen dårligt nyt for dem, der holder af en mangfoldig klode. At udrydde en art er som at knække en kvist af livets træ, mens en masseudryddelsesbegivenhed er som at lade en psykopat gå løs på træet med en motorsav.

Destruktion har dog længe været et kendemærke for mennesket.

Dødens tre bølger

Mennesket har altid udryddet andre væsener, men i tre perioder har vi for alvor hugget til. Det begyndte allerede, da de første mennesker udvandrede fra Afrika og befolkede kloden. Dengang migrerede de til en verden fuld af store dyr.

I Europa var der gungrende mammutter med lang pels og gigantiske stødtænder. I Amerika stødte mennesket på seks meter lange dovendyr, og i Australien rendte de ind i tonstunge kæmpevombatter, der gravede efter rødder med deres skarpe kløer.

Alle steder slog mennesket de store dyr ihjel og åd sig mætte. Selv om klimaforandringer forinden havde svækket flere af disse arter, er der et forbløffende overlap i tid mellem, hvornår mennesket for første gang kom til nye egne, og hvornår den såkaldte megafauna uddøde.

Siden den sidste istid endte for knap 12.000 år siden, har menneskets verdensomvæltende adfærd bare taget fart. Den anden udryddelse begyndte så småt, da mennesket for 10.000 år siden uforvarende slæbte døden med i vores fodspor, da vi ankom til de polynesiske øer og medbragte rotter og fugleinfluenza. Man regner med, at omtrent 2.000 fuglearter gik til på den bekostning. Og uforvarende genoptog europæerne den polynesiske ødelæggelse, da vi i midten af sidste årtusind begyndte at sejle ud i hele verden med døden i kølvandet.

Da søfolkene drog ud, mødte de alle mulige idiotiske dyr, som på ingen måde kunne forsvare sig eller flygte, og som blev udryddet. Som dronten på Mauritius eller skildpadderne fra Florenaøen – eller nærmere vores egne himmelstrøg: gejrfuglen.

Den var en fantastisk svømmer, tyk og med store fødder og små vinger, og holdt til på ufremkommelige klippeskær fra Norge og helt over til Canada. Flyve kunne den dog ikke, og da mennesket for alvor begyndte at krydse rundt på havet, blev gejrfuglen et yndet bytte. Lige så adrætte, som fuglene var i vandet, lige så hjælpeløse var de på land, så det var bare at genne dem ombord på skibet, slagte dem og salte dem ned til den videre færd. På øen Funk Island ved Canada levede de i hundredtusindvis.

Selv om øen ikke havde nogle træer, kunne man snildt lave sig et varmt gejrfuglemåltid, hvis bare man medbragte en stor gryde. Så slagtede man et par fugle og plumpede dem ned i gryden, og derefter myrdede man en hel bunke fugle, som man stak ild til og varmede maden over. Gejrfuglen var så fed, at den brændte fint. Fuglenes sorte og hvide fjer kunne også bruges af madrasindustrien, og mangt et kræ er blevet plukket halvskaldet og smidt i havet for at dø. De sidste gejrfugle blev kværket på en islandsk ø i 1844 og solgt til en samler.

Den tidlige globalisering gjorde især et stort indhug i enestående arter på isolerede øer, der ikke var klar til mennesker, rotter og andre medbragte plager. På havet fragtede skibene også havvæsener langt bort med ballastvandet og udsatte dem i fremmede egne, hvor de indimellem lavede stor ravage. Udviklingen er kun accelereret med tiden, og i dag har globaliseringen homogeniseret livet på Jorden, sådan at et dyr som hønen, der oprindeligt var en asiatisk skovfugl, nu gokker rundt på alle kontinenter bortset fra Antarktis, hvor den kun findes i madrationerne.

Så strammer vi løkken

Trods megen død og ødelæggelse har ingen af disse begivenheder dog været i nærheden af at kunne betegnes som en masseuddøen, en betegnelse reserveret til  de ekstremt sjældne øjeblikke, hvor over halvdelen af alle arter uddør. Det er aldrig sket, mens mennesket har eksisteret. Men en masseuddøen er, hvad man frygter, at den nuværende menneskeskabte udryddelsesbølge kan udvikle sig til sig til. Den tog fart efter Anden Verdenskrig, hvor afskovning for alvor gik i gang i troperne. Her findes størstedelen af alle arter, og en del af dem lever på små områder.

Skal man forstå dybden i krisen, er det dog ikke nok at se på antallet af udryddede arter – man skal også se på, hvordan det går for dem, der stadig lever. For nok indtræffer udryddelsen først, når sidste eksemplar af en art drager sit endelige suk, men inden har dens familiemedlemmer gennemspillet udryddelsens lange præludium, hvor levestederne svinder ind, og antallet af individer daler – og det er en melodi, som kan høres over hele kloden.

I Verdensnaturfondens og London Zoological Societys Living Planet Report fra 2020 vurderes det, at der blandt 4.293 undersøgte arter over hele kloden i snit er blevet 68 procent færre individer siden 1970. I Syd- og Mellemamerika er tallet helt oppe på 94 procent. Overført til mennesker ville det svare til, at Jordens befolkningstal faldt med over fem milliarder mennesker over de næste 50 år.

Men det går den modsatte vej for os. Hvor der for hundrede år siden var under to milliarder mennesker på hele kloden, er der nu snart otte milliarder, og vi fylder. Resten af naturen får mindre og mindre plads at leve på, og det er selve kernen i den nuværende naturkrise. Nok er der invasive arter, rovdrift, overfiskeri og krybskytteri, men den afgørende motor bag udryddelsen er menneskets overtagelse og ødelæggelse af dyrenes landområder – og også dét er unikt for denne masseuddøen.

Ved tidligere masseuddøener blev arterne udraderet af alt fra vulkanudbrud til meteornedslag og iltsvind, og når døden havde høstet, lå store dele af kloden øde hen. De arter, der før sad på flæsket, var væk, og nye arter kunne indtage de tomme pladser.

Sådan fungerer det ikke i dag, når mennesker for eksempel rydder skov for at dyrke soja til svineproduktion. Det efterlader ikke en tom verden, der kan genbefolkes, men en fuld verden indrettet til ganske få arter, som tjener menneskets behov. I dag er den vilde natur på land spredt som grønne øer i et hav af menneskekontrollerede landskaber – og menneskehavet stiger stadig. Det samme gør temperaturerne, men nu kan dyrene ikke flytte sig, som de ellers ville, hvilket kan føre til mere udryddelse.

Set med de briller kan fremtiden virke dyster, men i alt det her må man huske, at den sjette masseuddøen ikke er skæbnebestemt. Den er menneskeskabt, og vi kan godt afvige fra sporet.

Langt hen ad vejen er opskriften simpel: Den handler om først at holde snitterne fra de sidste uspolerede naturområder og så reservere plads til genopretning af økosystemerne andre steder. At omsætte den viden til handling er dog ikke så meget et naturvidenskabeligt spørgsmål. Det er politisk.

Kilder: Carsten Rahbek, professor ved Center for Macroecology, Evolution and Climate, Københavns Universitet. Rasmus Ejrnæs, seniorforsker, BIOS ved Aarhus Universitet. Bøger: Elizabeth Kolbert: ’The Sixth Extinction’. Julia Edeney Thomas m.fl.: ’The Anthropocene – A Multidisciplinary Approach’. Artikler: Gerardo Ceballos m.fl.: ’Biological annihilation via the ongoing sixth extinction signaled by vertebrate population losses and decline’, PNAS; Yinon M. Bar-On m.fl.: The Biomass Distribution on Earth, PNAS; Gerardo Ceballos m.fl.: ’Accelerated Modern human-Induced Species Losses: Entering a Sixth Mass Extinction’, Science. Matt Davis m.fl.: ’Mammal diversity will take millions of years to recover from the current biodiversity crisis’, PNAS; WWF og Zoological Society of London: Living Planet Report 2020