Som enhver kender af Star Wars-universet vil vide, var Darth Vaders frygtindgydende dødsstjerne udstyret med et enkelt svagt punkt i form af den såkaldte termiske udstødningsport; en uanselig åbning i den ydre del af bygningsværket, der stod i direkte forbindelse med stjernens hovedreaktorer, og som derfor kunne forårsage en kædereaktion, der ville få hele molevitten til at gå op i flammer, hvis den blev direkte antruffet.
Dét lykkedes som bekendt for Luke Skywalker i Slaget om Yavin i den allerførste Stars Wars film, og historien gentog sig minsandten senere i rumkrigsføljetonen, da skurkene havde konstrueret en ny dødsstjerne, kaldet Death Star III. Også den lykkedes det frihedskæmperne at sende hinsides ved hjælp af en fuldtræffer mod dens termiske udstødningsport.
Det kan på den baggrund være rimeligt at spørge Darth Vader og hans konsorter, hvorfor de bliver ved med at investere store summer i opbygningen af imponerende angrebsmaskiner, der alle er udstyret med samme skæbnesvangre akilleshæl.
Og på samme måde kan man – hvis vi tager springet fra rumkrige til international topfodbold – spørge sig selv, hvorfor en taktisk mastermind som Manchester Citys træner Pep Guardiola bliver ved med at konstruere frygtindgydende, fodboldmæssige angrebsmaskiner, der alle er udstyret med det samme svage punkt i form af en kronisk sårbarhed over for lynhurtige kontrastød, der bliver ført igennem i bagrummet bag Citys nærmest permanent højtliggende backer.
For det er netop paradokset ved det Manchester City-mandskab, der i aften (lørdag) træder an på Estádio do Dragão i Porto til finalen mod Premier League-rivalerne fra Chelsea: At uanset hvor uimodståelige de lyseblå måtte fremstå, når de ruller bølge efter bølge af angreb frem mod modstandernes mål, så ligger det i baghovedet på enhver, at Manchester-mandskabet altid vil være sårbare over for hold, der fra et dybtliggende udgangspunkt har kløgtigheden og modet til at ramme dem på hurtige omstillinger, ofte igangsat ved hjælp af høje bolde hen over Citys fremskudte forsvarslinje.
Eller som den engelske forfatter og fodboldjournalist Jonathan Wilson bemærkede i den klumme i The Guardian, hvor han lancerede analogien mellem Pep Guardiola og Darth Vaders modus operandi:
»Begge er ambitiøse teknokrater, der drømmer om at skabe en alterobrende maskine. Begge anvender enorme summer og store mængder ekspertise på at realisere deres visioner. Begge har skabt et imponerende våbenarsenal, der kan udslette modstanderne, uanset om det er Alderaan eller Watford. Og begge parter efterlader fatale fejl i deres konstruktioner.«
Eller som Manchester Uniteds tidligere manager Louis van Gaal engang konstaterede i et mere prosaisk tonefald, så handler den indbyggede svaghed i Guardiolas system om den ubalance, der opstår i holdets defensive struktur, når begge backer trækker højt op i banen på samme tid.
Også i denne sæson har man set flere kampe, hvor The Citizens er blevet snigløbet af modstandere, der har udnyttet denne svaghed i deres strategiske setup. Men måske er det bare prisen for at spille det, som Michael Laudrup engang har kaldt den sværeste form for fodbold, nemlig den udgave af spillet, hvor man insisterer på at have boldovertaget i hver eneste kamp.
Og måske ligger Chelseas store chance i aften netop her. I den omstændighed, at uanset hvor meget City vil dominere i løbet af opgøret, så vil London-holdet altid have en chance, hvis de er i stand til at absorbere modstandernes vedvarende angrebsbølger og støde kontra på det helt rigtige tidspunkt.
Guardiola på læringskurve
Når det er sagt, kommer man ikke uden om, at favoritværdigheden indtages af holdet fra Manchester. Og det skyldes den læringskurve, som Guardiola og hans spillere har været på i den forgangne sæson; en læringskurve, der rummer nogle centrale nedslagspunkter, hvoraf det første indtraf tilbage i november sidste år, hvor City lå og rodede rundt på en 11.-plads i tabellen og overhovedet ikke kunne få spillet til at fungere.
Her rummede lavpunktet også forløsningen i sig, forstået på den måde at da City i slutningen af november tabte med 2-0 til Tottenham på udebane, var Guardiola så rasende over de nøgleafgørelser, hans midterforsvarer Aymeric Laporte havde truffet i løbet af kampen – ikke mindst hans beslutning om at følge med Harry Kane i stedet for at blive hos Son Heung-min ved Tottenhams første mål – at han flåede Laporte ud af startopstillingen og skød forsvarsreserven John Stones ind i midterforsvaret ved siden af Rúben Dias.
Det viste sig at være et inspireret valg, for Stones og Dias klikkede øjeblikkeligt. I deres første seks kampe som bageste skanse holdt City nullet, og i det hele taget indkasserede de nykårede engelske mestre kun syv mål i de efterfølgende 24 kampe, hvor Stones-Dias-partnerskabet var med til at føre dem frem til Premier League-trofæet.
Derudover indførte den catalanske mestertaktiker også en anden ændring, som man ikke ofte oplever fra trænere – og slet ikke fra dem, der opererer på de britiske øer – nemlig i form af en instruks til sine spillere om at løbe mindre.
Guardiola havde bidt mærke i, at hans mandskab for alt for meget rundt på grønsværen; det udmattede dem og slog deres positionsspil i stykker, så han gav dem besked på at sætte tempoet ned og lade bolden gøre (mere) af arbejdet.
»Den eneste forskel er, at vi løber mindre,« sagde han således et par måneder senere, da resultaterne var begyndt at vise sig. »Vi løb simpelthen for meget. Og sådan er det, når du ikke har bolden, så er du nødt til at løbe. Men når du er i boldbesiddelse, kan du nøjes med at spadsere rundt på banen – eller i hvert fald løbe meget mindre; du skal fokusere på at holde din position og lade bolden arbejde. Det er dét, vi har forbedret i denne serie af (ubesejrede, red.) opgør.«
Afslutningsvis kan det nævnes i den mere kuriøse afdeling, at den overtroiske catalaner – der ikke er bange for at komme med politiske statements (så længe de ikke generer klubbens ejere fra De Forenede Arabiske Emirater) – midt under holdets krise begyndte at iføre sig en hoodie fra den spanske ngo Open Arms, som hjælper migranter, der ankommer til Spaniens sydkyst.
Guardiola var i forvejen knyttet til ngo’en gennem en donation på godt en million kroner, som han gav den tilbage i 2018. Han iførte sig hoodien fra den frivillige hjælpeorganisation tilbage i december før en udekamp mod Southampton. City vandt kampen med 1-0, og det tog City-manageren tydeligvis som et tegn fra de højere fodboldmagter, for lige siden har man kunnet ane den grå hoodie med ngo’ens røde symbol under hans jakke til hver eneste Premier League-kamp.
Monsterbud på Kane
Om det så er ændrede tøjvaner, taktiske instrukser eller en ny sammensætning i midterforsvaret, der har gjort udslaget, så er faktum, at City siden nytår har cruiset mod et ganske suverænt engelsk mesterskab.
Det store forspring i tabellen kan dog ikke skjule, at de engelske mestre har været gennem en udfordrende sæson, ikke mindst i offensiven. Her viser tallene, at holdet kun har scoret 2,1 mål pr. kamp, hvilket er et markant fald i forhold til de 2,7 mål, de scorede i gennemsnit sidste år.
Der har ganske enkelt manglet ildkraft oppe foran, hvor frontløberne Sergio Agüero, Gabriel Jesus og Raheem Sterling skiftevis har været skadet og i formkrise, og det er i dét lys, man skal afkode rygterne i de britiske sportsmedier om, at City forbereder et monsterbud på Tottenhams topscorer Harry Kane i sommerpausen.
Guardiola har brug for en angriber, der kommer med indbygget målgaranti, så han ikke er afhængig af, at midtbanen laver de nødvendige kasser, sådan som det har været tilfældet i denne sæson, hvor holdets topscorertitel er tilfaldet den dynamiske aktør fra andet geled Ilkay Gündogan.
Oprejsningens time
Før det store transferspil om Harry Kane kan gå i gang, er der dog lige en Champions League-finale, der skal overstås. Og her har Guardiola og hans tropper muligheden for at høste en sejr, der vil fungere som en frisættelse for begge parter.
City er nemlig et mandskab, der først og fremmest er bygget til at vinde Champions League, og det har været en årligt tilbagevendende ydmygelse af nærmest rituel karakter, når holdet igen og igen er blevet slået ud af turneringen af fattigere klubber, sådan som det for eksempel skete sidste år, hvor Lyon – der sammenlignet med Citys oliemilliarder blot råder over en cigarkasseøkonomi – ekspederede de lyseblå ud i kvartfinalen.
Og Guardiola er i årevis blevet hånet for at være ude af stand til at triumfere på den internationale scene uden Messi, hvilket henviser til, at spanierens hidtidige Champions League-sejre daterer sig tilbage til 2009 og 2011, hvor han styrede Barcelona til tops med hjælp fra den lille argentinske magiker.
I aften kan City-spillerne og deres træner lukke ned for al denne hån, hvis de kan afslutte en turbulent sæson med at navigere forbi et disciplineret og defensivt indstillet Chelsea-mandskab, der siden træner Thomas Tuchels ankomst har spillet med det, som tyskeren kalder a double six; altså med to skraldemænd på midtbanen som gardering foran en dybtliggende bagkæde.
Ærens time er kommet for den skaldede catalaner og hans mandskab.
