Fodbold
Læsetid: 6 min.

Efter at have smadret et klublokale vågnede Ian Wright op. Nu er han med til at redefinere fodbold og maskulinitet

Det engelske fodboldikon Ian Wright er ikke bare en af de fremmeste stemmer i debatten om racisme i fodbold. Han er også blevet det, når det kommer til psykisk vold i hjemmet. I en tid, hvor snakken om fodbold handler om brud på menneskerettighederne og grådige sheiker, er det forfriskende at blive mindet om, at sporten også er gjort af stof som kærlighed, overvindelse og hårdt arbejde
Ian Wright gør det, fodboldspillere kan, hvis de vil: Giver folk mulighed for at spejle sig i andre.

Ian Wright gør det, fodboldspillere kan, hvis de vil: Giver folk mulighed for at spejle sig i andre.

Mike Egerton

Moderne Tider
15. maj 2021

I december 2020 er Ian Wright – nu 57 år og tidligere professionel fodboldspiller for Crystal Palace, Arsenal og det engelske landshold – gæst i det legendariske BBC-radioprogram Desert Island Discs. Det går i al sin glorværdige enkelhed ud på, at en berømt gæst medbringer de otte musiknumre, vedkommende ville tage med på en øde ø. Sangene danner således rammen om en personlig livssamtale, og programmet kan helt klart anbefales; der er flere episoder med tidligere store footballers, blandt andet Tony Adams og David Beckham.

Ian Wrights udgave af Desert Island Discs går efterfølgende viralt. Dels fordi han græder sig igennem den. Dels fordi han for første gang afslører, hvad han kommer af og fra. Hvordan hans barndomshjem var præget af hans stedfars voldsomme både psykiske og fysiske vold mod hans mor. Og hvordan han selv var præget af en vrede, der levede i hans indre og ude på fodboldbanen, helt indtil han begyndte i terapi som granvoksen.

Man bliver især taget med, da han spiller Tina Turners »River Deep Mountain High« og fortæller, hvordan den tager ham tilbage til barndomshjemmet, hvor storebroren holdt ham for ørene, når stedfaren gik løs på moren. Efter programmet modtager Ian Wright tonsvis af beskeder fra folk, der har haft lignende oplevelser med vold i hjemmet. Det er det, fodboldspillere kan. Hvis de vil. Give folk mulighed for at spejle sig i andre.

Reaktionerne får Ian Wright til endnu en gang at gå i luften med emnet, denne gang i en BBC-dokumentar sendt på engelsk fjernsyn i begyndelsen af maj i år. I den undersøger han de psykologiske effekter af vold i hjemmet, taler med ofre og sin egen storebror og genbesøger sit barndomshjem i nogle relativt trøstesløse blokke i Sydlondon. Han deler blandt andet den illustrative oplevelse, at stedfaren ikke ville lade ham se yndlingsfodboldprogrammet Match of the Day, men i stedet tvang ham til at stå i stuen med ansigtet vendt mod væggen, så han kunne høre lyden fra fjernsynet. Hvis han vendte sig om, ville han blive skreget i hovedet, havde han fået at vide.

Dokumentaren har særlig relevans lige nu, fordi 1,6 millioner børn i Storbritannien lever med vold i hjemmet. De har ikke kunnet komme ordentligt i skole eller til fritidsinteresser i over et år grundet corona. Selv om det sker i en anden skala, finder vi den samme bekymrende problematik herhjemme.

En sen begyndelse

Ian Wrights fodboldbiografi udmærker sig ved, at hans storslåede karriere kommer i gang meget sent for en professionel fodboldspiller. Han skal lige til at fylde 22 år, da han endelig bliver signet af Crystal Palace, og han er 28, da han skifter til Arsenal og for alvor bliver en angrebslegende i den rød-hvide trøje.

Han begynder at spille fodbold som otteårig, og den store kærlighed til spillet bliver ved med at være et umiskendeligt kendetegn op gennem karrieren. Fodboldbanen er det eneste sted, han som barn føler sig fri. Hans storebror, for hvem fodboldspillet kommer naturligt, driller vedholdende lillebror Ian med hans åbenlyse mangler. Det er det, der får ham til at træne. Først den højre fod. Så den venstre fod. Så hovedspillet. Han er hurtig. Og det bliver han ved med at være.

Som teenager bliver Ian Wright ved med at gå til try-outs og håbe på, han bliver opdaget af en talentspejder, men det sker ikke. Han dropper ud af skolen og bliver arbejdsmand på en byggeplads, mens han spiller semiprofessionelt for 30 pund om ugen. Endelig bliver han inviteret til prøvetræning hos Crystal Palace, der tilbyder ham en prøvekontrakt på kun tre måneders varighed. Han afviser den; på det her tidspunkt har han to sønner at forsørge. I dag har han otte børn med forskellige kvinder. Otte.

Det er først, da hans byggeformand forsikrer ham om, at han holder hans job til ham, hvis det kikser med fodbolden, at Ian Wright tør tage chancen. Han beskriver, hvordan han om morgenen inden den første kamp står i badet og har en samtale med sin søn, der på det tidspunkt er helt lille og møffer rundt på gulvet. Ian Wright forklarer ham, at fordi han har prøvet i så mange år, så føler han sig faktisk fri nu. Til bare at gå ud og gøre det, han kan, og ikke det, han tror, de gerne vil se. Han føler ikke længere, han har noget at miste.

Året er 1985, og det går rigtig godt fra begyndelsen. Ian Wright scorer ni mål i sin første sæson og bliver afgørende for den succes, Palace får i 80’erne. Det er i 1991, Arsenal signer ham for det på det tidspunkt højeste transferbeløb nogensinde; 2,5 millioner pund, altså omkring 25 millioner kroner.

’Just Done It’

I begyndelsen spiller han sammen med profiler som Tony Adams, Steve Bould, verdens bedste målmand David Seaman og barndomsvennen David Rocastle. Ifølge Ian Wright er det sidste det allerstørste i hele hans karriere. Ikke trofæerne, ikke hædersbevillingerne. Men det, at han nåede at spille med den barndomsven hjemme fra blokken, der blev optaget på Arsenals ungdomsakademi, mens han ikke gjorde, og som vedvarende holdt ham fast i drømmen om at blive professionel. Ian Wright beskriver tårevædet, hvordan de to går på banen sammen, da han får sin ligadebut mod South Hampton og laver et hattrick. Rocastle døde af kræft allerede som 33-årig.

Senere, i 1996, kommer Arsène Wenger til som træner. Ian Wright er 33, det er o.k. gammelt for en angriber, men han bliver sådan set ved med at score mål og får et par gode sæsoner med Dennis Bergkamp og Patrick Vieira. Arsenal vinder Premier League i 1998, hvor hans spilletid dog lider under skader.

Året inden har han slået rekorden som den mest scorende angriber i Arsenals historie. I den kamp, hvor det sker, løfter han trøjen op og afslører en T-shirt, hvor der står »Just Done It«. Den har han haft inden under sin fodboldtrøje i tre kampe. Han var blevet nervøs.

Rekorden bliver først slået i 2005 af Thierry Henry, en anden senere legendarisk Arsenal-type.

Og så er der selvfølgelig det engelske landshold – 33 mål laver Ian Wright for dem.

Et smadret klublokale

I Desert Island Disc-podcasten fortæller han desuden, hvor mærkelig og potentielt traumatiserende en oplevelse det var for ham at gå fra at være intet værd derhjemme til lige pludselig at være en hel masse værd som professionel fodboldspiller. Med ét syntes alle, inklusive hans voldelige familiemedlemmer, at han var fed. Han blev en idiot af succesen i Arsenal, siger han. Uden helt at gå i detaljer med hvordan. Men man fornemmer noget med damer og et ikkeoptimalt faderskab.

Hele tiden kæmper han med sin vrede. Den driver ham på fodboldbanen, det er han kendt for, men det er først, da han ser rødt efter en udvisning og går direkte ud og smadrer et klublokale, at det går op for ham, at det ikke går længere. Der er noget, han må forholde sig til. Han begynder i terapi og sidder de første gange og lyver og lader, som om alt er fint. Så siger terapeuten til ham, at han selv må om, hvordan han bruger sine penge, men hun gider ikke spilde sin tid. Så begynder han at snakke. Om sin barndom. Og finder ud af, han nok er mere ked af det, end han er vred.

Ian Wrights historie er gjort af det stof, alle de store klassiske fodboldfortællinger er gjort af (og måske især i England): Tanken om, at fodbold i sin essens er kærlighed og frihed for dem, der spiller det og ser det. At du kan arbejde hårdt og lykkes, hvis bare du ikke giver op. Selv om oddsene er imod dig.

Ian Wrights historie er nu også gjort af det stof, som de færreste klassiske fodboldfortællinger er gjort af, nemlig ideen om, at det faktisk er rigtig godt at snakke om alt det, der er sket for dig, inden lortet æder dig op indefra. At ingen børn bør vokse op under de vilkår, han har gjort. At voksne mænd, der er gode til at spille fodbold, godt må græde. Måske viser det, at maskulinitet er i gang med en stille redefinition. Selv i fodbold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her