For ti år siden var Mozambique et vækstmirakel. I dag frygter man, at landet bliver et brohoved for Islamisk Stat i Afrika

Palma plejer at være en travl kystby i det allernordligste Mozambique 30 kilometer fra grænsen til Tanzania og lige ud til Det Indiske Oceans blågrønne vand. Hver dag stævner byens mænd ud for at fange barracuda og snappere, og inde på land, langs hovedvejen, der deler Palma i to, sidder kvinderne og fletter kurve og væver måtter. Men sådan har det ikke været den seneste tid. Den 24. marts blev byen angrebet af islamistiske oprørere, der efterlod sig lig i gaderne, afhuggede hoveder og forkullede bygninger. Mindst 61 mistede livet, heraf 40 civile.

»Hæren siger, at de har genvundet kontrollen over byen, og de forsøger at få indbyggerne til at vende hjem fra deres tilflugtssteder ude i bushen. Men folk er bange, for ingen ved, om oprørerne gemmer sig blandt de civile, og om de vil slå til igen,« siger Adriano Nuvunga, professor i politologi på Mozambiques førende universitet, Universidade Eduardo Mondlane, og direktør for civilsamfundsorganisationen Centro Para Democracia e Desenvolvimento.

Angrebet på Palma har chokeret det internationale samfund og fået vestlige politikere til at udtrykke bekymring for situationen i Mozambique.

Men tragisk nok var det ikke voldsomt overraskende. Det aflange, y-formede land i Afrikas sydøstlige hjørne har siden oktober 2017 været plaget af et voldeligt oprør i provinsen Cabo Delgado. Efterhånden er 700.000 drevet på flugt og 2.700 dræbt. Ifølge FN er næsten én million mennesker på randen af hungersnød.

Palmas fald var også del af en større, foruroligende tendens på kontinentet. I dagene efter tog Islamisk Stat ansvaret for angrebet – ligesom terrororganisationen tog ansvaret for en fem dage lang belejring af byen Mocimboa da Praia i august sidste år.

Og det er symptomatisk for den aktuelle sikkerhedssituation i en række afrikanske lande, lyder det fra Thomas Mandrup, lektor og forsker i afrikansk sikkerhedspolitik på Forsvarsakademiet:

»Her to år efter nederlaget i Syrien og Irak ser vi, hvordan Islamisk Stat begynder at udvide sin geografiske horisont og gøre sig gældende i Afrika,« siger han.

Foruden Mozambique ser man det også i Sahel-landene, DR Congo og Nigeria, Afrikas største økonomi, hvor Boko Haram, der siden 2015 har svoret troskab til Islamisk Stat, for nylig erobrede en by kun halvanden times kørsel fra hovedstaden Abuja.

Udviklingen beskrives også i en rapport fra Washington-tænketanken Newlines Institute, der under overskriften ISIS in Africa: The Caliphate’s Next Frontier kortlægger internationaliseringen af Islamisk Stats forbindelser og operationer. Rapporten konkluderer, at »befolkningstilvækst, historiske narrativer om at genopbygge førkoloniale islamiske stater, svag regeringsførelse og chikane fra sikkerhedsstyrker giver Islamisk Stat gode betingelser i Afrika«.

Et taktisk parløb

I de første par år var det ellers svært for iagttagere at få greb om rebellerne i Cabo Delgado. Hvem var de, og hvad ville de? Mange informationer fortabte sig i Mozambiques strenge pressekontrol. I 2019 skrev den sydafrikanske avis Mail & Guardian om »Mozambiques ansigtsløse oprør, som ingen kan forklare«.

Nu står det klart, at gruppen, der lokalt kalder sig al-Shabaab (ikke at forveksle med terroristerne af samme navn i Somalia), er forbundet med Islamisk Stat og motiveret af jihadistiske ideer om de vantros forræderi og frelsen i kalifatet. Den mellemøstlige terrororganisations rolle i Mozambique er dog mere kompliceret og diskutabel, end både IS selv og krigerne i Cabo Delgado gerne vil have verden til at tro.

At Islamisk Stat tog ansvaret for angrebet på Palma, betyder nemlig ikke, at det var koordineret af det, der er tilbage af organisationens centralkommando, eller at der er blevet sendt krigere fra Mellemøsten til Mozambique. Heller ikke selv om oprørerne ved flere lejligheder har hejst Islamisk Stats sorte fane, og USA i slutningen af marts meddelte, at man nu anerkender tilstedeværelsen af en mozambiquisk gren af terrorgruppen.

»Radikaliseringen er jo reel nok. Folk har vitterligt fået hugget hovederne af i kalifatets navn, men vi misforstår, hvad det her rent faktisk går ud på, og ikke mindst hvordan man kan stoppe det, hvis vi stirrer os blinde på Islamisk Stat,« siger Thomas Mandrup.

Adriano Nuvunga er da også temmelig kritisk over for historien om, at IS nu skulle være kommet til Mozambique: »Bullshit. Det er en fortælling, der stammer fra internationale medier og analytikere, som ikke har øje for den lokale kontekst her i landet.«

Politologen hæfter sig i stedet ved den regionale dynamik: Cabo Delgado er ikke bare geografisk distanceret fra Mozambiques hovedstad Maputo, mere end 1.500 kilometer mod syd. Provinsen er også økonomisk, politisk og socialt marginaliseret.

Cabo Delgado er en af kun to overvejende muslimske provinser i det ellers kristne Mozambique og – ligesom andre af de nærliggende provinser – traditionelt fjendeland for partiet Mozambiques Befrielsesfront (FRELIMO), der har ledet landet lige siden uafhængigheden fra Portugal i 1975.

»Dette er konfliktens politiske økonomi,« siger Adriano Nuvunga.

»Det aktuelle oprør er et resultat af, hvordan politikerne i hovedstaden har udnyttet statsmaskineriet til at marginalisere store dele af befolkningen, især helt oppe nordpå i Mozambique, hvor uddannelsesniveauet er lavt, infrastrukturen dårlig, og arbejdsløsheden stor.«

Selv om hæren nu patruljerer i Palma, og regeringen siger, at de har genvundet kontrollen, er indbyggere stadig bange for at vende tilbage.

Joao Relvas

I 2013 hjalp daværende finansminister Manuel Chang en gruppe toneangivende forretningsfolk og politikere med at optage hemmelige lån for en værdi svarende til 12 milliarder kroner. Officielt skulle pengene bruges til at finansiere blandt andet tunselskabet Ematum, men da gælden skulle afvikles, gik det op for parlamentet og civilsamfundet, at pengene var forsvundet.

Når Islamisk Stat pludselig interesserer sig for Mozambique, handler det altså ikke om, at bevægelsen af egen kraft har udset sig landet som et strategisk mål. Det handler snarere om, at både lokale stridigheder og Islamisk Stats globale renommé bliver instrumentaliseret.

»Oprørerne i Cabo Delgado har en klar interesse i at benytte sig af Islamisk Stats retorik og identitet. Det giver dem en form for legitimitet og øger frygten for dem,« siger Adriano Nuvunga.

Samtidig er Islamisk Stat på sin side opsat på at vise verden, at den ikke er nedkæmpet, men tværtimod i fuld gang med at udvide sin kampzone. Bevægelsen assisterer hellere end gerne med både taktisk rådgivning og finansiel support. Dermed, siger Thomas Mandrup, er konflikten i Mozambique glocal, altså lokal og global på én og samme gang:

»Udgangspunktet er nogle helt specifikke indenrigsforhold i Mozambique. Langt de fleste oprørere griber til våben, fordi de er frustrerede over, at staten ikke kan tilbyde dem ordentlige levevilkår, og ikke fordi de er dybt ideologiske. Men oprøret binder an til en større, international kamp, der som sådan ikke har så meget med Mozambique at gøre.«

Noget må gøres

Kampene i Cabo Delgado er en humanitær tragedie og en sikkerhedspolitisk krise. Men de er også en økonomisk katastrofe for Mozambique. Siden 2010 har omtrent hele landets økonomi været lagt an på et ultraambitiøst gasprojekt i Cabo Delgado, som regeringen forestiller sig skal forvandle Mozambique til en afrikansk udgave af Qatar.

Provinsen gemmer på nogle af Afrikas største uudnyttede gasressourcer, og i disse år arbejder en række internationale energiselskaber på at kunne udvinde det værdifulde råstof. Eller det vil sige: Franske Total, der var i gang med at bygge en enorm gasterminal på Afungi-halvøen få kilometer nord for Palma, har nu trukket alle sine medarbejdere ud af Cabo Delgado. Man kan ikke længere garantere deres sikkerhed, og på nuværende tidspunkt er det usikkert, om de nogensinde genoptager arbejdet.

Sker det ikke, vil Mozambique gå glip af de næsten 100 milliarder dollar, som regeringen forventer, gasproduktionen vil kunne indbringe over en periode på 25 år. Det vil i den grad kunne mærkes i en økonomi, der stadig slås med en gældskrise.

Besynderligt nok har præsident Filipe Nyusi og regeringen været lang tid om at anerkende alvoren i Cabo Delgado.

»De har betragtet det som et indenrigsanliggende, de selv var i stand til at løse, og belært af kolonihistorien er de meget mistænkelige over for udenlandske tropper. De vil ikke tabe ansigt,« siger Adriano Nuvunga.

Noget er imidlertid ved at ske. USA har sendt en træningsmission til Cabo Delgado, der skal hjælpe de statslige styrker med at bekæmpe jihadisterne. Det samme har Portugal, og EU overvejer at følge trop. Efter et hasteindkaldt topmøde i The Southern African Development Community (SADC), der består af 15 lande i det sydlige Afrika, trækker det også op til et regionalt koordineret militærbidrag.

Ifølge Thomas Mandrup har præsident Nyusi intet alternativ:

»Noget må gøres, for ellers vil kampene sprede sig. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før Pemba (den største og vigtigste by i Cabo Delgado, red.) bliver angrebet. Den helt store frygt er, at Cabo Delgado bliver et brohoved, hvorfra oprørerne kan eksportere deres ideologi videre til Mozambiques nabolande,« siger han.

Zenaida Machado, analytiker hos Human Rights Watch med fokus på det portugisisktalende Afrika, er først og fremmest bekymret for, at civilbefolkningen i Cabo Delgado ikke får den hjælp, den har brug for.

»Regeringen er nødt til at skaffe mad og medicin. Familier, der er blevet splittet, skal genforenes, og de skal have tilbudt psykologisk krisehjælp. Der er husstande, der har op mod 50 flygtninge boende. Vi har talt med børn, der har set deres forældre blive dræbt,« siger hun. »Vi risikerer, at konflikten får konsekvenser, der vil kunne mærkes mange, mange år ud i fremtiden.«