Naturvidenskab
Læsetid: 9 min.

Vi har udvundet aluminum nok til at dække USA med sølvpapir. Det er bare ét tegn på den antropocæne æra

Mennesket har ændret kloden så fundamentalt, at vi er trådt ind i en nye geologisk æra – antropocæn. Den idé har gået sin sejrsgang i samfunds- og humanvidenskaberne og kunsten, men geologerne er stadig ikke helt sikre og undersøger fortsat sagen. Mens vi venter på konklusionen, kommer her de væsentligste tegn på, at menneskene har skubbet Jorden ind i en ny tid
Mennesket har ændret kloden så fundamentalt, at vi er trådt ind i en nye geologisk æra – antropocæn. Den idé har gået sin sejrsgang i samfunds- og humanvidenskaberne og kunsten, men geologerne er stadig ikke helt sikre og undersøger fortsat sagen. Mens vi venter på konklusionen, kommer her de væsentligste tegn på, at menneskene har skubbet Jorden ind i en ny tid

Jesse Jacob

Moderne Tider
29. maj 2021

De færreste havde nok forudset, at både popalbum, podcasts og poesi ville få navn efter et geologisk koncept, som en ældre herre udslyngede ved et symposium tilbage i 2000.

Dengang var medlemmerne af IGP – et stort internationalt forskningsprogram om klodens forandringer – samlet i Mexico, og i flokken sad den verdensberømte atmosfærekemiker Paul Crutzen og blev mere og mere irriteret. Gennem en lang karriere havde han studeret menneskets gennemgribende forandringer af kloden og selv modtaget Nobelprisen i kemi for sine bidrag til at opdage hullet i ozonlaget.

Nu lyttede han til, hvordan den ene forsker efter den anden udlagde klodens forandrede tilstand, mens de alle henviste til den geologiske epoke, der kaldes holocæn, og som rækker knap 12.000 år tilbage i tiden til slutningen af sidste istid. Det begyndte at gå Crutzen på nerverne med alt det holocæn. De fleste af forandringerne, som forskerne talte om, havde fundet sted for ganske nylig. På få hundrede år. På et tidspunkt fik Crutzen nok, rejste sig og afbrød de andre.

»Vi lever ikke længere i holocæn,« sagde han.

»Vi lever i …« Crutzen gik i stå, ledte efter det rette ord:

» … antropocæn.«

Nok havde mange før ham foreslået, at mennesket havde forandret planeten i en grad, så den var trådt ind i en ny geologisk epoke, men denne gang og under dette navn tog det fart. Begrebet spredte sig fra naturvidenskabelige kredse til humanisterne, til politikerne og til kunstnerne.

»Velkommen til Antropocæn,« sagde FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, da han åbnede FN’s bæredygtighedskonference i 2012, og da popstjernen Grimes udgav sit seneste album i 2020, var det under titlen Miss Anthropocene.

Mellem disse to yderpunkter har begrebet ramt utallige avisoverskrifter, konferencer og debatter, og der findes ligefrem tidsskrifter, der kun beskæftiger sig med det antropocæne. Men sjovt nok er der ét afgørende sted, hvor den geologiske betegnelse endnu ikke er officielt godtaget – og det er blandt geologerne selv. For man udråber ikke bare en ny epoke.

Hypotesen skal bevises og godkendes i en række instanser, før den måske en skønne dag når The International Union of Geological Sciences, der fælder den endelige dom. I en kollektiv videnskabelig kraftpræstation har forskere siden 1800-tallet arbejdet på at dele klodens 4.567 milliarder års historie op i minutiøst undersøgte og distinkte bidder, som tilsammen udgør den såkaldte stratigrafiske tidsskala, hvilket er selve kapitelinddelingen i klodens store historiebog.

At ændre på det er ikke noget, man lige gør, og argumenterne for at holde antropocæn ude af den stratigrafiske tidsskala er gode. Et argument går på, at det er helt bagvendt, at man først udråber en ny tid og så skal ud og finde beviserne i de geologiske lag – normalt foregår det omvendt. Et andet argument går på, at det simpelthen er for tidligt at bedømme sagen. I et fag, hvor man arbejder i skalaer på millioner af år, er det utidigt at begynde at trække en skillelinje på et tidspunkt, der ligger årtier eller måske århundreder tilbage. Lad os se på det om tusind år, siger kritikerne.

Men processen ruller nu. Blandt de officielle geologiske udvalg findes et, som har ansvaret for kvartærtiden – altså de seneste 2,8 millioner år – og de har nedsat et underudvalg, The Anthropocene Working Group, der til en start skulle lave det geologiske benarbejde for at bedømme ideens gyldighed. Med et overvældende flertal besluttede de i 2019 at bakke op om ideen om at udråbe en ny epoke. Arbejdsgruppen afleverer efter planen deres indstilling i 2021, som så kan gå videre i systemet.

Mens vi venter, kommer her en ultrakort indføring i, hvad det er for blivende aftryk, som menneskets kolossale og potentielt epokale forandring af planeten sætter i jorden. Velkommen til antropocæn for begyndere.

1. Hvornår begyndte det?

Oprindeligt forestillede Paul Crutzen sig, at det antropocæne skulle begynde ved industrialiseringen omkring år 1800, hvor mennesket for alvor begyndte at futte fossile brændstoffer af. Men da geologerne har brug for et tydeligt, globalt og samtidigt signal, der kan ses i klippelagene – for eksempel det som aftegnede sig, da en asteroide ramte jorden for 66 millioner år siden – måtte de droppe industrialiseringen. Den var for regional og gradvis. I stedet valgte forskerne i den officielle antropocæne arbejdsgruppe at søge et begyndelsespunkt midt i 1900-tallet ved det, man kalder Den Store Acceleration.

Nok har mennesket altid forandret deres omgivelser. Brændt skov af og udryddet dyr. Men fra 1950’erne tager det for alvor fart, og kigger man på data i stor skala, er det tydeligt, hvordan en masse kurver begynder at stikke af netop der: befolkningstal, energiforbrug, vandforbrug, gødningsforbrug – det hele stiger eksplosivt og fortsætter bare. Og samtidig begynder en række forandringer i klodens systemer: Indholdet af CO2 og metan i atmosfæren stiger, og det samme gør temperaturen. Havet bliver surere, arter uddør i rekordtempo, og de tropiske skove ryddes. Alt sammen kan ses som tegn på, at man har rundet et nyt kapitel i klodens historie – et kapitel, hvor mennesket har indtaget rollen som dominerende kraft.

 

Videnskabsfolkene har dog brug for et klart geologisk spor, der kan tidsfæste begyndelsen præcist, og her kommer en anden af menneskets utrolige frembringelser på banen: atombomben.

De første atombomber var trods deres absurde ødelæggelseskraft for små til at sætte et globalt aftryk, men i 1952 pulveriserede amerikanerne den lille stillehavsø Elugelab med verdens første brintbombe, og eksplosionen var så kraftig, at små mængder radioaktivt materiale dryssede ned over hele kloden og altså burde være synligt i de geologiske lag i 100.000 år. Frem til 1963 blev der sprængt mere end 500 atombomber i Jordens atmosfære.

Derfor søges der nu efter et kraftigt radioaktivt spor på ti udvalgte steder – fra Canada over Caribien og Schweiz til Antarktis. Her gennemsøger forskere mudderlag, rev og is for at finde lige præcis det signal, der skal indstilles som det formelle begyndelsespunkt for antropocæn. Radioaktive spor udgør dog kun en lille del af det geologiske aftryk, som mennesket har sat.

2. En verden af plastic – Forandringen af Jordens overflade

Siden bakterier begyndte at frigive ilt for 2,5 milliarder år siden, og jordoverfladen rustede, er der ikke sket det store på mineralfronten. Jo, døde træer dannede enorme lag af kul i jorden, og skeletter fra små alger dannede store lag af kridt, men det er sjældne højdepunkter. Der findes 5.000 naturligt forekommende mineraler på Jorden – de fleste i ganske små mængder – og naturen har det med at kombinere sig i de samme mønstre og strukturer.

Lige indtil mennesket kom forbi. Vi har p.t. skabt 193.000 nye mineralignende stoffer. Ét af dem er plastic, som vi har produceret omtrent ni milliarder tons af – og allerede smidt seks milliarder tons ud af. Der er så meget plastic overalt, at det selv i dybhavet og på fjerne strande langsomt indlejres i de geologiske lag.

Også aluminium er et tegn på mennesket. Før vi begyndte at smelte ting, eksisterede aluminium kun i kombination med andre stoffer, men nu har vi udvundet og isoleret nok til at dække USA med sølvpapir. Der er også de nye typer sten som keramik, mursten og selvfølgelig de 500 millioner ton beton, der er blevet placeret rundt omkring på Jorden – særligt i byer, som i sig selv er nye stenstrukturer på kloden. Gennem tiden har vi flyttet rundt på 30.000 milliarder ton materiale, hvilket svarer til, at man kunne lægge 50 kilo på hver eneste kvadratmeter på hele kloden.

3. Alt bliver mere ens – Forandringen af planetens liv

Kigger man i klippemateriale afsat over den seneste halve milliard år, er der ofte spor af liv. Fossiler i stenene fortæller også om klodens historie, og flere geologiske epoker skiller der, hvor livet ændrer sig – som ved en masseuddøen. I dag fører menneskets fortsatte overtagelse af den vilde naturs områder til, at arter uddør langt hurtigere end normalt, hvilket er begyndelsen på en potentiel masseuddøen. Fortsætter udryddelsen, vil tabet kunne ses i stenene, ligesom når dinosaurerne forsvinder fra ældre klippelag.

 

Men måske en anden effekt af menneskets foretagsomhed vil stå tydeligere frem. Livet på kloden er blevet homogeniseret, så de samme arter findes i hobetal på nærmest alle kontinenter. 96 procent af alle pattedyr på kloden udgøres enten af menneskers husdyr eller mennesket selv, og det stopper ikke der. Måske hønen, verdens mest udbredte fugl er et værdigt billede på den antropocæne planet. Denne oprindeligt asiatiske skovfugl er blevet avlet til et særligt hurtigtvoksende, kødfuldt kræ, som vi slagter 25 milliarder af om året over hele kloden.

Flytningen af arter kan også ske uforvarende. Tag vandremuslingen – den stribede ferskvandsmusling fra Rusland, der har indtaget søer og floder på alle kontinenter, fordi den har brugt mennesket som fartøj. Uanset om den er foregået overlagt eller ej, er den store omflytning af arter menneskets værk og en temmelig unik begivenhed, som vil efterlade sig særlige spor.

4. Døde zoner i havet – Forandringen af klodens kemiske kredsløb

Klodens samlede system er afhængigt af globale kemiske kredsløb, der transporterer stoffer som kulstof, kvælstof og fosfor rundt mellem deres forskellige stoppesteder i sten og jord, vand, luft og liv. De kredsløb har mennesket også påvirket enormt. Tag bare vores gødning.

Mennesket har gjort mange kreative krumspring for at gøde marker over årene. Et engelsk firma opkøbte midt i 1800-tallet 180.000 mumificerede katte fra det gamle Egypten, kværnede dem og fik det spredt ud over markerne. Dengang var det vigtige næringsstof fosfor noget, man fik fra fuglelort og knogler. På samme vis kom kvælstof for det meste fra afføring, og der var trods alt begrænsede mængder at tage af. Lige indtil mennesket opfandt en måde at udvinde kvælstof fra luften og fosfor fra miner, og så kunne landbruget brødføde en hastigt voksende befolkning. Fra et menneskeligt perspektiv er det en vild succeshistorie – men den slags går ikke ubemærket hen i klodens kredsløb.

Store mængder næringsstoffer føres i dag fra menneskets marker og ud i havet, hvor algerne blomstrer og forårsager iltsvind, som slår det meste liv ihjel og skaber såkaldte døde zoner. Det vil kunne ses i fremtidens geologiske lag, men ikke nødvendigvis på hver en plet.

Det kan de kemiske spor fra menneskets afbrænding af fossilt brændstof til gengæld. Det har tilført enorme mængder CO2 til kulstofkredsløbet, og selve sammensætningen af kulstof i atmosfæren er anderledes end før, da der er en overvægt af noget, som hedder kulstof-12 i de ting, vi futter af. Den nye sammensætning af kulstof bliver nu lagret i træernes årringe og muslingeskaller og koraller, der havner som fossiler i aflejringer på havets bund som et postkort fra nutiden til fremtiden. Ved siden af disse let forandrede muslingeskaller ligger også flyveaske fra afbrændingen af kul. Det kan findes over hele kloden.

En anden effekt af menneskets CO2-udledning er opvarmningen af kloden, som sandsynligvis også vil kunne ses i fremtidens geologiske spor. De er dog først lige ved at blive afsat. For nok er CO2-niveauet i atmosfæren i dag det højeste i 800.000 år, men temperaturen er endnu ikke højere, end den var mellem andre af de mange istider, der er gået forud for den seneste.

Alt det ser vi på i de næste mange artikler, hvor vi forklarer klimaet forfra.

Kilder: ’The Anthropocene: A Multidisciplinary Approach’ af Julia Adeney Thomas, Jan Zalasiewicz, Mark Williams. Artikler: ’Human versus Earth – The Quest to define the Anthropocene’ af Meera Subramanian, Nature 2019; ’The human age’ af Robert Monastersky, Nature 2015. Video: The Anthropocene – with Jan Zalasiewicz and Christian Schwägerl – The Royal Institution på YouTube.

Will Steffen m.fl. 'The Trajectory of the Anthropocene: the Great Acceleration', The Anthropocene Review 2015

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her