USA kan hverken løse eller ignorere Israel-Palæstina-konflikten

Det var på forhånd ventet, at præsident Joe Biden og hans regering ville anlægge en mindre proaktiv linje i forhold til Israel-Palæstina-konflikten end mange forgængere. På et pressemøde om COVID-19-pandemien fire dage inde i den seneste konflikt mellem Israel og Hamas blev den tilgang også tydelig.

På spørgsmålet om, hvordan Biden så konflikten, svarede han ganske undvigende. Jo, han havde talt i telefon med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, Israel havde ret til at forsvare sig, og nu håbede han bare, at kamphandlingerne snart ville slutte – »jo før, des bedre«.

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, oplyste på et andet pressemøde, at også han havde talt med sin israelske kollega og med den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas. Og så nævnte han, at han havde sendt Hady Amr – en erfaren viceudenrigsminister med speciale i israelsk-palæstinenske forhold – til Israel for at være i kontakt med de stridende parter.

I mellemtiden brændte jorden i Gaza, og israelske byer blev rystet af raketangreb – og af jødisk-arabisk vold i et omfang, der ikke er set før i Israels historie.

Bidens progressive demokratiske bagland har appelleret stadig mere indtrængende om, at Washington må mangedoble sin indsats – også for at finde en løsning, der én gang for alle kan få afsluttet den overordnede konflikt.

Krige mellem Israel og Hamas har vi set før – sidste gang i 2014 – og vi ved, hvordan de forløber.

Med hjælp fra den iranskstøttede palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad beskyder Hamas vilkårlige mål i Israel med raketter. Israel gengælder dette med uforholdsmæssig militær magtanvendelse. USA støtter Israels ret til at forsvare sig, mens Europa holder moralprædikener.

Til sidst beslutter Hamas-bevægelsen sig for, at nu har den sendt sit budskab. Så formidler Qatar og Egypten en våbenhvile. Begge sider begraver deres døde, rydder op i murbrokkerne og genoptager deres rutiner, mens Israels forsvarsstyrker (IDF) og Hamas’ væbnede fløj, Ezzedeen al-Qassam-brigaderne, forbereder sig på næste runde (våbenhvilen i den seneste runde af konflikten trådte i kraft natten til fredag efter 11 dages kamphandlinger, red.).

Det ulykkelige status quo

Meldingerne fra Biden-regeringen tyder på, at Washington fint kan acceptere, at udfaldet bliver lige så ulyksaligt, som det plejer. Man har andre, vigtigere indsatsområder. Man behøver blot nævne nogle af dem – pandemien, den økonomiske genopretning, klimakrisen, Kinas forstærkede magtambitioner, Irans genopvakte atomvåbenforhåbninger – for at understrege pointen.

Bidens hensyntagen til Netanyahus tidsplan vidner om denne nye tilgang, hvor USA helst overlader det til parterne selv at finde ud af, hvordan de vil håndtere konflikten, og ikke længere ser det som sin rolle at afslutte den – det må være nok blot at modvirke dens mest voldelige manifestationer.

Men bør Biden ikke prøve at gøre mere? Når alt kommer til alt, skaber nye kriser også nye chancer. Kan de nye omstændigheder denne gang også åbne nye muligheder, hvor et større amerikansk engagement kan skabe fremskridt hen imod det, der stadig er Washingtons erklærede mål: en tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt?

Svaret er desværre nej, for status quo passer begge de stridende parter ganske glimrende, og derfor har ingen af dem interesse i at ændre på det. Hamas var stærkt irriteret over aflysningen af det palæstinensiske valg, hvor bevægelsen havde håbet på at udvide sin indflydelse til Vestbredden (valget skulle have været afholdt i denne måned, men blev udsat af Mahmoud Abbas, den palæstinensiske leder på Vestbredden, red.).

Hamas så i stedet sit snit til at udnytte de jødisk-arabiske konfrontationer i Østjerusalem til at øge sin indflydelse her. Hamas gjorde nu noget hidtil utænkeligt og affyrede raketter mod Jerusalem. Og vakte dermed Netanyahus vrede. Han er fint tilfreds med at have Hamas ved magten i Gaza – men ikke på Vestbredden, og under ingen omstændigheder i Østjerusalem.

Begge parter har haft snævre og begrænsede mål i denne omgang. Hamas håber på at styrke sin position blandt palæstinenserne, mens Israel har satset på at genoprette sit afskrækkelsesberedskab over for Hamas’ angreb på landets borgere.

Ingen af ​​parterne er spor interesserede i, at USA forsøger at mægle om en tostatsløsning. Hamas er dedikeret til en enstatsløsning, hvor Israel ikke eksisterer, mens Netanyahu fortsat satser på en tre-statsløsning, hvor Hamas regerer i Gaza, og den palæstinensiske selvstyremyndighed præsiderer over Vestbreddens enklaver.

Konfliktens tredje part – Mahmoud Abbas – vil gerne se USA på banen igen, men mest fordi det ville hjælpe ham med igen at fremstå relevant. I fire måneder har han forgæves ventet på et telefonopkald fra Biden; omsider udløste den seneste krise et opkald fra den amerikanske udenrigsminister.

Men amerikanske forhandlere har gjort sig nok erfaringer med Mahmoud Abbas til at vide, at han aldrig vil gå med til de kompromiser, der er nødvendige for at realisere en tostatsløsning. 85 år gammel og 17 år inde i en præsidentperiode, der kun skulle løbe fire år ad gangen, står han i spidsen for en dybt splittet befolkning og risikerer at blive stemplet som en forræder af Hamas for den mindste indrømmelse, han måtte give Israel.

Abbas går hellere over i historiebøgerne som den leder, der nægtede at give køb på palæstinensernes rettigheder.

Konflikten kan ikke undviges

Før udbruddet af den nylige konflikt blev der vakt et håb om, at der kunne dannes en ny regering i Israel, som kunne sætte punktum for Netanyahus tid ved magten. Yair Lapid (leder af ​​Yesh Atid-partiet) og Naftali Bennett (leder af ​​Yamina-partiet) var i gang med at samle en koalition mellem centrum, venstre- og højrefløjen, der ville behøve støtte fra de arabiske partier for at sikre sig opbakning fra et flertal i Knesset.

Men så brød omfattende og chokerende pøbelvold ud mellem jøder og arabere og spredte sig fra Jerusalem til andre israelske byer. I bedste fald vil urolighederne komplicere opgaven med at opbygge en regeringskoalition betydeligt. Det mest sandsynlige er dog, at Israel har kurs mod det femte valg på kun to år, hvorefter alle de mulighedsrum, der kan være opstået med den nuværende krise, forsvinder.

Og selv hvis den forudsigelse ikke holder stik, og det alligevel lykkes at samle en ny enhedsregering, vil dens første bud på en ny premierminister være Naftali Bennett – blandt Israels ledere er han den mest svorne modstander af en selvstændig palæstinensisk stat og den mest dedikerede talsmand for at annektere Vestbredden.

Med andre ord: Grundlæggende er Biden-administrationens instinkter korrekte. Konflikten kræver fortsat styring, for nye betingelser for dens løsning har endnu ikke indfundet sig. Desværre handler det ikke kun om prioriteter – det handler i langt højere grad om realiteter.

John Kerry, amerikansk udenrigsminister i Obamas anden periode, forsøgte at teste den hypotese, at en større amerikansk viljestyrke alene ville være nok til at ændre på disse realiteter, og kom til kort. Jared Kushner forsøgte som seniorrådgiver for præsident Donald Trump at ramme palæstinenserne med sanktioner og give Israel carte blanche – det fungerede heller ikke.

At styre konflikten er imidlertid ikke det samme som at undvige den, som Biden-administrationen først uforvarende kom til at signalere, den ville. Washington har endnu ikke sendt en ny ambassadør til i Israel (ikke engang en midlertidig) og heller ikke en generalkonsul til Jerusalem til at varetage relationen til palæstinenserne.

Havde man gjort det, ville USA måske have haft bedre forudsætninger for at stoppe voldsudbruddet i opløbet. I stedet blev styringen overladt til et underbemandet kontor af embedsmænd på mellemniveau i udenrigsministeriet.

Biden-administrationen må dog krediteres for at have grebet ind på et højere niveau i et forsøg på at få Netanyahu til at stoppe udsættelserne af palæstinensiske beboere, de jødiske nationalistmarcher og den israelske politivold i Østjerusalem.

Selv om denne intervention viste sig at være for begrænset og komme for sent, viste den også, at rettidigt engagement på et højt plan kan være effektfuldt.

En ny horisont for palæstinenserne

Når de seneste flammer er brændt ud, kan Biden-administrationen imidlertid blive nødt til at styre konflikten på en måde, så der skabes en ny politisk horisont for palæstinenserne – en horisont, der giver dem håb om, at de på samme måde som israelere i sidste ende vil få »frihed, sikkerhed, velstand og demokrati i et fuldt og lige omfang«, som udenrigsminister Blinken for nylig stillede dem i udsigt.

En indefrysning af de israelske bosættelsers vækst, og især af bestræbelserne på at lovliggøre bosætternes forposter, ville her være en god start. Det vil også være afgørende at presse Israel til at stoppe udsættelser af beboere og husnedrivninger i Østjerusalem.

På palæstinensisk side bør Mahmoud Abbas presses til at sætte en ny dato på afholdelsen af de aflyste valg. Palæstinenserne så med begejstring frem til at kunne stemme om, hvem de vil ledes af, for første gang i 15 år. Den store skuffelse, de følte, da valget blev annulleret, bidrog til voldseksplosionen.

Under de indledende forberedelser til disse valg indtog Biden-administrationen en passivt iagttagende holdning.

Denne gang bør den opfordre valgkommissionen til at understrege, at kun de kandidater, der afsværger vold som politisk kampmiddel, kan deltage – ganske som Oslo-aftalerne foreskriver. Og den bør holde Israel fast på dets tilsagn i disse aftaler om at tillade Østjerusalems arabere at stemme.

Som det seneste voldsudbrud viser, er styring af den israelsk-palæstinensiske konflikt en aktivitet, der minder om at cykle: Træder man ikke konstant i pedalerne, vælter man. På vej ud af denne krise bør Biden-administrationen fremme en proces, der kan hjælpe med at genopbygge håb, tillid og tiltro til tostatsløsningen.

På grund af det ujævne terræn vil de fremskridt, som kan opnås ad denne vej, nødvendigvis komme langsomt og trinvist. Men under de nuværende omstændigheder er en sådan trinvis proces klart at foretrække – frem for såvel en undvigelse som sirenesangen om den endelige fredsløsning.

Martin Sean Indyk er analytiker ved Council on Foreign Relations, tidligere amerikansk ambassadør i Israel og var fra 2013 til 2014 USA’s særlige repræsentant med fokus på israelsk-palæstinensiske forhandlinger.

Copyright Foreign Affairs. Oversat af Niels Ivar Larsen.