Vaccineuligheden har gjort udsigterne til et normalt liv uoverskuelige i store dele af verden

Forskellen på coronasituationen i verdens rige og fattige lande er tydeligere end nogensinde før.

Herhjemme er vi i fuld gang med at genåbne samfundet og har sågar fravalgt godkendte vacciner i vaccinationsprogrammet på grund af sjældne bivirkninger – samtidig er situationen i Indien ude af kontrol med omkring 300.000 nye smittede og 3.000 dødsfald dagligt.

Ngo’er taler om et ’vaccineapartheid’, hvor de rigeste lande har en overflod af vacciner, mens de fattigste enten ikke har råd til eller mulighed for at indkøbe dem og beskytte deres borgere imod sygdommen. I USA har 44 procent af befolkningen fået mindst ét stik, i Europa er det 22 procent, mens det i Indien er knap ni procent og i Afrika bare én procent.

Vi står med andre ord over for en todelt verden: En virkelighed, hvor normaliteten så småt indfinder sig i Vesten og de rige stater, mens verdens fattigste risikerer at skulle leve med pandemien længe endnu.

»De næste par år vil vi blive mindet om, hvilken verden vi har bygget og lever i,« siger Peter Maybarduk, direktør for ngo’en Public Citizen, som blandt andet arbejder for lavere medicinpriser og bedre adgang til vacciner i tredjeverdenslande.

»Skellet mellem dem, som har, og dem, som ikke har, bliver tydeligere. Det, vi ser i Indien lige nu, er kun første episode. Vi kommer til at se det her igen og igen,« siger han.

Lone Simonsen, professor og epidemiolog ved Roskilde Universitet, mener, at det skel, vi er vidne til, er »nærmest uetisk.« Det kommer til udtryk i de diskussioner, man lige nu har i Europa og Nordamerika om, hvilke aldersgrupper der skal vaccineres, mener hun:

»I Indien, hvor man har et kæmpe udbrud lige nu, har man en lav vaccinedækning også i de høje aldersgrupper. Og imens overvejer man andre steder, om børn ned til 12 år skal vaccineres – selv om børn ikke har nogen stor risiko ved naturlig sydom,« siger Lone Simonsen.

En sort situation på verdensplan

Selv om man ikke mærker det i en dansk virkelighed, hvor genåbningen er godt undervejs, bliver der lige nu konstateret flere smittede på verdensplan end nogensinde – omkring 800.000 dagligt. Og de reelle smittetal er formentlig markant højere, fordi de store udbrud lige nu finder sted i lande med dårlig testkapacitet, påpeger Lone Simonsens kollega på Roskilde Universitet, lektor Viggo Andreasen:

»På verdensplan går det rigtig skidt med at kontrollere epidemien,« siger han.

Det kan også blive et problem for os, selv om vi har epidemien under kontrol herhjemme:

»Det rammer tilbage på os på den måde, at jo flere smittede, der er, jo større er muligheden for nye mutationer. Med store udbrud rundt om i verden vil der være en konstant risiko for, at der kan dukke nye varianter op. Det er bestemt ikke nogen lykketilstand, vi befinder os i. Og det bliver kun bedre, hvis vi får så stor en vaccineproduktion, at vi kan reducere smittetrykket i hele verden,« siger han.

Bekæmpelse af vaccineuligheden er med andre ord ikke alene et spørgsmål om velgørenhed – det er også i de rige landes egen interesse at få vaccineret så mange som muligt globalt.

De rige landes svigt

Vaccineuligheden tog fart i sensommeren og efteråret 2020, hvor mange af verdens rigeste lande lagde billet ind på langt flere vaccinedoser, end de har borgere. Det gælder også Danmark, hvor vi har mulighed for at købe vacciner til 25 millioner borgere.

Det kan være en fornuftig strategi for det enkelte land i tilfælde af, at nogle af vaccinerne skulle vise sig at være ineffektive eller have alvorlige bivirkninger, hvilket som bekendt har været tilfældet.

Men samtidig betød de rige landes indkøb – som af flere iagttagere er blevet beskrevet som regulær hamstring – at der er lande, som kun har få eller slet ingen tilgængelige vacciner i dag. I april konstaterede WHO, at kun 0,3 procent af det samlede antal vacciner er givet i lavindkomstlande.

De store producenter har primært solgt vacciner til de rigeste lande, som har kunnet betale mere og med det samme – og samtidig er COVAX-samarbejdet, som administreres af WHO og netop har til formål at sikre vacciner til de fattigste lande, løbet ind i store problemer med leverancerne. AstraZeneca-vaccinen er på grund af sin lave pris og nemme håndtering den altdominerende vaccine i COVAX, men lige nu har programmet kun modtaget en femtedel af de planlagte vacciner.

Der er enkelte lyspunkter: Sverige har i denne uge doneret en million AstraZeneca-vacciner til COVAX, og det er lykkedes at indgå en aftale med Moderna om 500 millioner doser vaccine – men meget symptomatisk kommer disse først i 2022.

Flemming Konradsen, professor og leder af School of Global Health på Københavns Universitet, mener slet og ret, at de velhavende lande har svigtet:

»Man skulle have bakket op om COVAX. Det har de rige lande ikke gjort. De har taget, hvad de kunne få. Og lidt til. Og så lige lidt til igen,« siger han. Dermed har man ikke levet op til ’ånden’ i COVAX-programmet om, at man skal vaccinere de mest udsatte først, mener han. Og prognoserne ser ikke gode ud: I mange lavindkomstlande forventer man ifølge en opgørelse, som The Economist har udarbejdet, tidligst at have flokimmunit i 2023. Det gælder blandt andet det meste af Afrika og flere mellemamerikanske lande.

Medicinsk kolonialisme?

På grund af de fattige landes manglende adgang til vacciner forventer Flemming Konradsen, at den økonomiske ulighed vil vokse i de kommende år, fordi mange udviklingslande stadig får brug for at opretholde coronarestriktioner, mens de velhavende hurtigere kan vende tilbage til en mere normal tilstand.

Desuden har de rigeste lande bedre råd til at investere sig ud af krisen og på den måde kickstarte økonomien. Når det kommer til sundhed, forventer professoren også, at den ulighed, som allerede er et faktum, vil blive forstørret:

»Når al energi går til at kontrollere COVID-19 – og når selv lande, som ikke er så hårdt ramt, er nødt til at bruge sparsomme ressourcer på værn og dyre vacciner – så kan det gå ud over behandling af andre sygdomme, familieplanlægningsprogrammer, børnevaccineprogrammerne og så videre. Det har langvarige konsekvenser,« siger han.

Samme pointe fremfører den britiske historiker og professor ved King’s College London, Toby Green, i en ny bog, The Covid Consensus – The New Politics of Global Inequality, som netop er udkommet.

I lavindkomstlande er der en tæt sammenhæng mellem bruttonationalproduktet og den gennemsnitlige levetid. Coronakrisen er dyr, og mange afrikanske lande har allerede optaget store lån i Den Internationale Valutafond: »Krisen vil have en ødelæggende effekt på sundhed og uddannelse i de fattigste lande i verden,« siger Toby Green til Information.

Fordi de rigeste lande er afhængige af, at hele verden bliver vaccineret, hvis man vil undgå faren for nye mutationer, frygter han, at der kommer en form for »medicinsk kolonialisme« – en situation, hvor især afrikanske lande, som har langt større problemer med eksempelvis malaria, hiv og tuberkulose end corona, bliver presset til at prioritere coronaen på bekostning af andre sygdomme.

»Det kan føre til en massiv forøgelse af dødsfald som følge af andre sygdomme,« siger han.

Flemming Konradsen fra Københavns Universitet mener imidlertid, at man er nødt til at vaccinere mod corona overalt i verden – også selv om der er andre sygdomme, som umiddelbart er mere alvorlige:

»Problemet er, at man ikke kan lade være. Det er vanskeligt på forhånd at vide, hvordan pandemien udvikler sig. For to måneder siden troede jeg, at Indien var igennem krisen, det var de bare ikke,« siger han.

Det argument anerkender Toby Green. Men hvis man vil prioritere coronavaccinationer i fattige lande, må man sørge for, at det ikke kommer til at ske på bekostning af andre vigtige vacciner og medicinske behandlinger, siger han:

»Så det store spørgsmål er, hvad resten af verden vil ofre for at få det til at ske?«

En rimelig modydelse

Toby Greens spørgsmål kan dybest set oversættes til: Hvilke løsninger er der på problemet? Og der er faktisk en del ting, man kan gøre for, at vacciner når hurtigere frem til de fattigste lande i verden.

Greens eget svar er primært økonomisk: De velstående lande skal støtte udrulningen – og så bør man i øvrigt ikke bare udskyde, men eftergive gæld til de fattigste lande, mener han:

»Det vil være en rimelig modydelse,« som han formulerer det.

Samtidig kan man naturligvis modarbejde uligheden ved at flytte rundt på nogle af verdens vacciner – og producere flere.

Ifølge Viggo Andreasen fra RUC kunne de rigeste lande begynde at give nogle af deres overskydende vacciner til eksempelvis COVAX. Foreløbig har Sverige og Frankrig doneret ekstra vacciner. Andreasen anerkender, at det ikke er nemt for en statsminister at sende vacciner til andre lande, hvis det vil koste menneskeliv i ens eget.

»Men man kan da undre sig over, hvorfor vi ikke har givet vores AstraZeneca-vacciner videre,« siger han.

Epidemiologen mener også, at velhavende lande bør hjælpe med værnemidler, som man får brug for i de fattigste lande længe endnu.

Lone Simonsen har et meget håndfast forslag til, hvordan man kunne skabe en mere ligelig i vaccinefordeling globalt. Nemlig ved kun at vaccinere personer over 30 år i alle lande:

»De unge har ikke en ret stor risiko ved at få corona, så man kunne overveje, om de skal vaccineres i første omgang. Hvis man holdt igen med at vaccinere dem, som er i 20’erne, ville der være flere doser til midaldrende og ældre i lande som Indien, Brasilien og Peru, hvor der lige nu er en høj overdødelighed,« siger hun, men tilføjer, at hvis senfølgerne viser sig at være betydelige for folk under 30 år, så er det næppe en realistisk strategi.

Veje til en større produktion

Endelig er der muligheden for at ændre på vaccineproduktionen – en mulighed, som flere eksperter fremhæver. På kortere sigt kan man øge kapaciteten på de eksisterende fabrikker, siger Viggo Andreasen, som peger på det problematiske i, at der er relativt få producenter med en begrænset kapacitet:

»Coronakrisen har vist, at vi på verdensplan har i underkanten af, hvad det er fornuftigt at have af produktionskapacitet,« siger han.

På lidt længere sigt kan man få flere vaccinefabrikker til at producere coronavacciner.

Onsdag meddelte den amerikanske administration, at USA støtter en såkaldt waiver – en suspendering af vaccineproducenternes intellektuelle rettigheder. Debatten om sådan et skridt har stået på længe, og sammen med Indien og Sydafrika har WHO og adskillige ngo’er lagt pres på for at få World Trade Organisation til at vedtage en suspendering. Hidtil er det dog blevet afvist af de rigeste lande, herunder Danmark, men både EU og den danske regering har erklæret sig villige til at drøfte sagen efter USA’s kursskifte.

Peter Maybarduk og Public Citizen er blandt de ngo’er, som i de seneste uger har opfordret præsident Joe Biden til at gribe ind:

»Staterne og virksomhederne må arbejde sammen. Det her er en den største krise i nyere tid, og det er tid til at sætte sig sammen – nogen må ofre sig for at få verden igennem det her,« siger han med henvisning til, at medicinalvirksomhederne kommer til at miste indtjening i de kommende år, når andre kan kopiere deres vacciner.

Men efter hans mening er det nødvendigt, at virksomhederne gør en indsats og bidrager til at opbygge produktionen på vaccinefabrikker i udsatte lande:

»Det er tid til at dele teknologier, opskrifter og knowhow,« siger Peter Maybarduk, som mener, at man skal udnytte alle de produktionsfaciliteter, der er til rådighed rundt omkring i verden.

Jakob Wested, postdoc på Juridisk Fakultet ved Københavns Universitet og ekspert i medicinske patenter, ser både vægtige argumenter for og imod at suspendere patenterne på coronavaccinerne:

»Vi er i en exceptionel situation, og det system, vi har, er lavet til en normal situation. Det er ikke gearet til sådan en krise, så jeg synes, det er fair at tænke ud af boksen,« siger han.

Argumenterne imod er imidlertid også betydelige.

For det er dyrt at udvikle nye teknologier, og det skal kunne betale sig at investere i forskning, som kan føre til nye vacciner. Flere virksomheder har også allerede udtrykt bekymring for, at USA’s udmelding vil skade innovationen fremover. Dertil kommer, at især mRNA-vaccinerne er relativt komplicerede at producere. Derfor er det ikke nok at frigive patentet:

»Det er som med mad. Man kan ikke bare dele opskriften, og så kan alle lave det samme. Det kræver også håndelag. Der er brug for en vidensoverførsel, som rækker ud over patenterne. Man skal lære de andre op,« siger Jakob Wested, som vurderer, at det vil tage mindst et år, før nye vaccinefabrikker kan producere mRNA-vacciner.

Potentielt er det altså en hel del, man beder virksomhederne om: Ikke alene skal de dele deres patenter, de skal også stille medarbejdere til rådighed. Peter Maybarduk håber, at virksomhederne vil gøre det frivilligt – dermed vil de også få noget »goodwill« internationalt. Han medgiver dog, at firmaerne står over for en stor opgave – derfor mener han også, at de skal kompenseres:

»De har allerede tjent mange penge, men selvfølgelig skal det koste noget,« siger han. Og hvis medicinalfirmaerne får penge nok – tilføjer han – »er de formentlig glade nok for at hjælpe til«.

Brug for regionale producenter

En af de mere langsigtede og »helt fundamentale løsninger« på vaccineuligheden er at bygge vaccinefabrikker flere steder i verden, herunder i Afrika, påpeger Toby Green fra King’s College.

For coronapandemien har vist, at det ikke er ligegyldigt, hvor vacciner bliver produceret. I praksis har der stort set været lukket for eksport af coronavacciner fra USA, og udbruddet i Indien har lige nu konsekvenser uden for landets egne grænser, fordi Indien er en af verdens helt store vaccineproducenter.

»Situationen i Indien viser, at når der er krise, så lukker det ned for flowet. Det er svært at stole på de globale forsyningskæder,« siger Peter Maybarduk.

Derfor er der behov for flere regionale producenter i fremtiden. Men nu og her er det nødvendigt at ty til mere kortsigtede løsninger, for ellers kommer vi med Maybarduks ord til at se situationer som den i Indien udspille sig igen og igen – og til at se den globale ulighed vokse:

»Og det er ikke en ulighed, som bare handler om, hvorvidt man har råd til en smart bil,« siger han. »Det er en ulighed, som handler om, hvorvidt det er sikkert at forlade sit hjem.«