Vin fra vulkanen Etna er det nye sort-som-lava

Skete det, eller var det en drøm? Det spiller egentlig ingen rolle, for jeg husker det. Husker, at min rejse og dragelse mod den ulmende vulkans vine startede der. Den aften, jeg på en charmerende og lettere uhumsk vinbar satte næsen i et glas æterisk udseende rødvin, løftede øjenbrynene og spurgte: »Hvad er det her?«

Duften var intens, men flygtig. Parfumeret og helt naturlig. Og da jeg smagte vinen, fyldte smagen af sommerfuglestøv, blomster, jordens indre og et mystisk krydderi fra ’Tusind og én nat’ min mund.

»Det er nerello mascalese,« svarede ham, jeg skulle drikke med. »Fra Etna, naturligvis.«

Engang tænkte jeg på Siciliens vine som nogle meget mørkerøde vine – så mørke, at de kunne være et blend af sorte, solmodne druer og blod fra en mafioso. Stærke, varme vine med tegninger af en snu, bestøvlet kat på etiketten og en bagetikette, der indikerer 15 procent alkohol.

Dengang tænkte jeg vel også, at skulle jeg have klassisk, elegant og let rødvin, måtte jeg dreje flaskehalsen mod Bourgognes fine pinot noir-vine, i en billigere version måske mod Loiredalen. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt, at jeg skulle finde fortryllende let prinsessevin på den mytiske italienske ø tæt på Afrika.

Sicilien har fået stjernestatus

Etnas aktive vulkan rejser sig mere end 3.000 meter over havets overflade på Siciliens østside, og set fra oven ligger vinmarkerne som et spindelvæv. Vinene fra Etna adskiller sig betydeligt fra den vinstil, man ellers associerer med det sydlige Italien.

På Etna står vinstokkene med dybe rødder i den størknede, sorte lava og trækker næring fra de helt særegne mineraler, som en vulkansk undergrund indeholder. Og det er her, den ældgamle drue nerello mascalese frembringer rødvine, der vil vende alt på hovedet for den, der tror, at siciliansk vin er ensbetydende med mørke, frugt- og alkoholtunge vine.

Det er Etnas nerello mascalese-vine, der har gjort Siciliens vinscene til en af verdens mest beundrede på rekordtid. De har forvandlet Siciliens vinomdømme fra et sted med prisvenlige og drikkevenlige konsumvine til et område med en stjernestatus, der er at sammenligne med den beundring, der har omgærdet Bourgogne i flere hundrede år.

Der går mode i vin som i alt andet, og vinscenen forandres hele tiden af tendenser, der ofte vil stå i kontrast til en tidligere fremherskende tendens. Ser vi os over skulderen, har vinmode været domineret af de såkaldte internationale druesorter, som egentlig er franske, men som står plantet i alle de oversøiske vinlande. Bevidst ensretning af smagsprofil ved at anvende druer som cabernet sauvignon, merlot og syrah er nu afløst af heftig flirt og beundring for det regionale og oprindelige. Særligt druer, der aldrig har ladet sig adoptere, er mere in end nogensinde. Vin skal smage af stedet, den kommer fra.

Også i den sammenhæng har nerello mascalese og Etna dannet mode. Det er det med vulkanen. Vulkansk jordbund kan åbenbare og fremelske nogle særlige strukturer i vin, som mange finder stærkt tiltalende.

Det geologiske miljø i en vulkan som Etna er uhyre fertilt og spækket med nærende mineraler, og det er det vigtigste for vinenes særkende. Ydermere er Etnas vinhistorie bemærkelsesværdig, da nogle af Italiens ældste vinstokke står her: I 1800-tallet var Europa hærget af en modbydelig vinlus, der udslettede millioner af vinstokke. Men den lille lus bukkede under på Etna, hvor den ikke kunne klare sig i den størknede lava.

Smag eller fornemmelse?

Er man så heldig at have et par vinranker på vulkansk jord, vil man som opmærksom vinmager gøre alt for, at det vulkanske skal kunne smages i vinen. Vulkaner giver en fornemmelse af noget rent og naturligt. Noget levende og let, men intenst.

Druens egen smag spiller naturligvis en rolle, men fælles for vulkanske vine er, at de for Guds skyld ikke må sminkes med for meget behandling i vinkælderen. For eksempel er man varsom med brug af dominerende fadlagring, som har en tendens til at camouflere som Botox og lægge en til tider fedladen hinde om vinen.

Det er omdiskuteret, om man egentlig kan smage mineraler. Sæt tungen på en sten af granit. Er det en smag eller en fornemmelse? Det ved vi vist ikke rigtig, men vi ved, at en mineralsk jordbund som Etnas gør et eller andet ved vinene, så de hæver sig op over det banale og resulterer i noget, vi som vinelskere bliver betagede af. Lidt som en smuk klang fra et instrument.

Vinene bliver særligt fokuserede, funklende, energiske og klare. Syren bliver mere frisk, frugten saftig og ren. Finishen synes forlænget, og vinen samles i forbløffende præcision.

Elegance med bællepotentiale

I perioden efter den sælsomme oplevelse på vinbaren, hvor jeg for første gang stiftede bekendtskab med Etnas nerello mascalese i glasset, kunne jeg ikke tænke på anden vin længe. Jeg følte mig forført, og jeg strøg baglæns gennem livet tilbage til min barndom, hvor min fantasi var fuld af dragedyr, cirkusprinsesser og fisk med vinger, som min far tegnede til mig.

Der findes naturligvis forskellige kvalitetsniveauer af nerello mascalese, men personligt har jeg aldrig smagt en kedelig af slagsen, og jeg har smagt omkring hundrede forskellige flasker fra forskellige vinhuse og områder på vulkanen.

Vinens smagskomponenter kan beskrives som en energisk eksplosion af røde bærfrugter og krydderier som timian, kanel, hibiscus og så denne særlige vulkanske mineralitet, der kan give en underliggende svagt røget note. Druen er sjælden og findes stort set kun på Sicilien og en smule i Calabrien, regionen på den anden side af Messinastrædet. Rødvin udgør langt størstedelen, men gode producenter laver også flotte, mousserende rosévine på nerello mascalese.

Druen er måske et af de bedste eksempler på vin, der kombinerer det virkelig elegante og komplekse med forbløffende drinkability – det er svært ikke at slubre i store slurke med nerello mascalese i glasset.