Center for Vild Analyse: Elon Musk dyrker drengedrømmene og beskytter os mod virkeligheden

Mens vi herhjemme flittigt diskuterer forskere, der udøver overdreven aktivisme, har en anden aktivistisk karakter over en årrække vundet næsten ubehersket ideologisk kontrol. Nemlig iværksætteren. Findes der i vores tid nogen mere hyldet end iværksætteren? Fyren med snurbarten, der starter noget op og sætter ting i gang. Eller hende med de skøre ideer, der ser muligheder og skaber vækst.

I de senere år er vi endda begyndt at dyrke en slags myte, en fantasi om ’den geniale iværksætter’. Steve Jobs fra Apple var måske en af de første og største. Det fortælles, at Jobs havde en helt særlig aura, en smittende energi, som kunne få selv den mest ordinære idé til at funkle og motivere folk ud over det sædvanlige. Iværksætteren er den moderne alkymist, der skaber guld ud af ingenting. Men hvad er det, der er på spil? Hvorfor er der reserveret en plads til iværksætterguruen i vores fantasi?

Hyperfetichisme

En udmærket måde at nærme sig spørgsmålet om iværksætteren på blev for nylig formuleret af journalisten Nathan J. Robinson fra magasinet Current Affairs. I en meget tør og præcis sætning sagde han: »Alle ønsker sig en billig og nem løsning på ekstremt svære problemer.« Det er rigtigt set. Verden er fuld af problemer, som efterhånden er ret dybe. Klima, ulighed, pandemier. Her opstår så den tanke, om vi da ikke bare kunne løse det hele med en ’smart idé’. Det gamle fetichistiske paradoks er på spil: Vi ved meget vel, at de smarte ideers tid er passé, men der er da alligevel noget over den nye Tesla, ikke?

De helt store iværksættere er de frække drenge, som bebor paradokset og lever det helt ud. Det kunne være en Bill Gates, der kombinerer ekstrem rigdom med humanistisk omsorg for verdens fattigste. I Danmark kunne det være en Bjarke Ingels med tegnestuen BIG, der vil skabe store forandringer i verden, men mest af alt leverer fikumdik og lokumsaftaler med diktaturstater. Men Elon Musk må alligevel være den mest løjerlige af de nye, fejrede iværksættere. Her er en slags hightech-renæssancemenneske, der virkelig leverer de feticher, vi har brug for i dag. Lynhurtige, elektriske biler. Marsrejser og Starlink, der leverer internet som aldrig før. Underjordiske tunneler, der løser trafikale problemer. Neuralink, der skaber nye forbindelser mellem hjerner og computere.

På en måde kan man ikke just sige, at Musks løsninger er billige og nemme, som Robinson påstår. Men på en måde kan man godt alligevel. For løsningerne bliver så pænt inden for vores vestlige, kapitalistiske virkelighed, som de overhovedet kan. Det er opfindelser, der allerede er varer fra begyndelsen, og som også sælger fantasien om, at verden kan fungere præcis, som den gør nu, og endda bedre, smartere, endnu mere individualiseret – og hvis det ikke går her, ja, så går livet videre på Mars.

Ingen grund til virkelige politiske forandringer, tværtimod faktisk. Man kan sagtens forestille sig et grønt, smart samfund på Mars, styret af visionære genier, men for en rig overklasse, mens underklassen bakser videre på Jorden. Det er jo ikke virkelig frihed, vi taler om her, skal vi forstå, men »konceptet« frihed. Lidt som en Tesla Cybertruck med panserglas som ruder, der moser gennem masserne på grøn strøm.

A.M. og F.M.

Robinson citerer i sin artikel techkommentatoren Justin Roczniak, der skelner mellem A.M, der står for Actual Machines, og F.M., der står for Fucking Magic. Ifølge Roczniac kræver udvikling af maskiner (der virker) oceaner af tid, mens Musks hurtige, vilde ideer meget ofte er mere flossede i kanten, end vi gerne ser dem som. Hans Hyperloop, hvor mennesker skulle skydes afsted med 1.200 kilometer i timen i tunneler, er ifølge Roczniac et eksempel på F.M., som aldrig blev til andet end fanfarer. Men »i en verden af Fucking Magic er alt, hvad du har brug for, et koncept og en opsætning, der ser cool ud«.

Alligevel poster statsledere, borgmestre og så videre milliarder i Musk-initierede projekter, og han hædres som en stordrømmende profet. Musk har set de muligheder, der findes inden for de allerede etablerede muligheders ramme. Han har rendyrket de mest almindelige fantasier og blot pustet dem en smule op. Det er de samme gamle drengedrømme, narcissistiske scenarier, hvor man drøner afsted i en bil eller en rumraket, mens man så ovenikøbet er koblet op på lynhurtigt internet direkte med sin hjerne.

Aldrig har udtrykket »fantasien til afmagten«, formuleret af filosoffen Kirsten Hyldgaard, været mere præcist. Det ene mere fantastiske scenarie efter det andet rulles op for os. Og jo mere fantasien synes at høre hjemme i en tegneserie, jo mere tiltrækkende er den. Det giver den nemlig kun styrke i forhold til det, som er denne form for fantasis egentlige ydelse: at beskytte os mod en bevidsthed, der går ud over niveauet for, hvad drengedrømmen kan levere.