Autoriteter
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Henrik Dahl fucker med din hjerne

Når nogen vil bestemme, hvem der er de ’førende eksperter’, er der grund til at være på vagt
Henrik Dahl kritiserer islamforskeren Jakob Skovgaard-Petersen for at være »notorisk enøjet«, men er det ikke lige præcis, hvad man kan sige om Dahl selv? I de blindes rige er den enøjede konge, som man siger – og det virker efterhånden, som om Dahl er i gang med at overbevise en hel del mennesker om, at han har en særlig adgang til at bestemme, hvad der er lødig og ulødig forskning.

Henrik Dahl kritiserer islamforskeren Jakob Skovgaard-Petersen for at være »notorisk enøjet«, men er det ikke lige præcis, hvad man kan sige om Dahl selv? I de blindes rige er den enøjede konge, som man siger – og det virker efterhånden, som om Dahl er i gang med at overbevise en hel del mennesker om, at han har en særlig adgang til at bestemme, hvad der er lødig og ulødig forskning.

Mathias Svold

Moderne Tider
5. juni 2021

Det er i argumentationsteorien én af de almindelige fejlslutninger at begrunde en påstand alene ved at påkalde sig en autoritet, der siges at validere den. I mange tilfælde tilskriver vi naturligvis hinanden en vis autoritet i forhold til alle mulige spørgsmål, som nogen ved mere om end andre, men hvis man alene argumenterer ved at sige ting a la ’Som NN siger …’, så kan det være vanskeligt at vurdere, hvad det overhovedet er, man selv forpligter sig på.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Gorm Friborg

«: Det handler ikke om begrundelser og forklaringer, men om at få publikum til at tro, at de har fået den eneste mulige forklaring.

Og begrundelser og forklaringer findes - se blot her:

https://videnskab.dk/forskerzonen/naturvidenskab/forskere-svarer-igen-kr....

Men som Umberto Eco udtalte: "ord er alt det du kan lyve med" og det er der jo nogen der gør, for at få magt :-(

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

En meget relevant argumentation, som nogle, der skriver i kommentartrådene, også kan lære af: en autoritets/kildes troværdighed er ikke et spørgsmål om, i hvor høj grad den bekræfter ens synspunkt, men om, hvor velunderbyggede dens udsagn er, dvs. om de kan formodes at have en rimeligt god overensstemmelse med de aspekter af virkeligheden, sagen drejer sig om.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Jo, ord kan man lyve med. Men i min forståelse skaber ord også "virkelighed", som når Henrik Dahls vrøvl indgår i en udtalelse vedtaget af folketinget, eller som i "sandheden" om at arbejdsløse, indvandrere og andet udskud er dovne og skal tvinges til at lette r...

Brian Nocis Jensen, Janne Bang, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Graae, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Alvin Jensen, Inge Lehmann, Susanne Kaspersen og Pietro Cini anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Heksejagt mod dem, man ikke deler opfattelse med - ikke mindst mod Jakob Skovgaard-Petersen.

Brian Nocis Jensen, Marie E. Rasmussen, Janne Bang, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Ib Gram-Jensen, Jørgen Mathiasen og Pietro Cini anbefalede denne kommentar

Arbejdshypotese, der ganske vist trænger til dokumentation, men jeg fremsætter den alligevel: Zionismens søvn startede i 1991, dengang USA og dets allierede udkæmpede den første Golfkrig. En af krigens probate våben var islam bashing. Allerede i 1990erne talte "the bashers" Dershowitz, Bat ye'or m.fl.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Det er vanskeligt at vurdere, om det aldrig er faldet Dahl ind, at hans kilder meget ofte er en del af forskellige former for strid: strid om virkeligheden, strid om metodevalg, strid om politiske implikationer og forudsætninger, ja, nogle gange strid med sig selv: Enhver anstændig forsker oplever at måtte revidere sin opfattelse på et eller andet område".

En præcis og rammende formulering.

Dahl skal heller ikke hænge bestemte forskere ud fra folketingets talerstol, og der er en tendens til, at han gerne vil udtale sig med stor autoritet også om områder, som han har meget lidt forstand på, f.eks. forskning inden for kunstens område, hvor han ikke skelner mellem det at bedrive kunstnerisk udviklingsvirksomhed og akademisk forskning om kunst.

Situationen med Skovgaard - Petersen minder mig om dengang i 1968, da uddannelsesordfører K . B. Andersen fra socialdemokratiet, fra folketingets talerstol krævede David Favrholdt fyret som professor i filosofi ved Odense Universitet, fordi han i bogen "Filosofi og samfund" havde påpeget den svaghed ved vores form for demokrati, at det ikke kan forsvare sig mod populistiske strømninger i samfundet.

Alligevel har Dahl også ret i, at bestemte forskningsfelter i de her år er ret politiserede, og at det går ud over kravene til videnskabelighed. Det gjorde det f.eks. også i 1970erne, ikke mindst under anvendelsen af marxistiske teorier og i ideologikritiske studier.

Et populært synspunkt i visse kredse var, at Henrik Pontoppidan i sine ungdomsværker fremstod som en borgerlig reaktionær forfatter, fordi han ikke var i stand til at anvende et ordentligt marxistisk klassebegreb, og fordi han ikke i sine værker opfordrede til revolution.

Som én af mine yngre vejledere på universitetet, jeg ellers var ret enig med politisk set, gjorde mig opmærksom på i midten af 1970erne: Du interesserer dig for lidt for æstetisk og for meget for politik. Hvortil jeg svarede, at revolutionen vil skide på æstetikken.

Problemstillingen i dag er i høj grad strukturelt betinget, som den også var det i 1970erne, og af mange årsager er den langt mere kompleks, end den var det dengang.

Universitetsledelserne, f.eks. på fakultetsniveau, burde dog praktisere én eller anden form for selvjustits, hvor man statuerer eksempler i form af kritik af de værste former for uvidenskabelighed i forskning, men hvordan gør man det lige uden at havne i en Shitstorm, både internt og eksternt?

Bestemte forskningsfelter er også internationalt stærkt politiserede, ikke mindst fordi de i høj grad bygger på kulturelle og samfundsmæssige erfaringer fra USA, samtidig med at man ikke lægger den store vægt på kravet om videnskabelighed. Hvordan skal danske forskere klare sig på dette felt, hvis de ikke samtidig er indstillet på at "hyle som de ulve", de skal måle sig med?

Politisk engageret forskning har vi brug for mere af, men et stærk følelsesmæssigt engagement i en sådan sammenhæng kan ikke undskylde eller være en "erstatning" for, at den pågældende forskning ikke OGSÅ lever op til elementære krav om videnskabelighed.

Det er på mange måder en ond og uretfærdig verden, vi lever i, men vi bliver også nødt til, i et vist omfang, at beskytte de institutioner, der gør det muligt for os at påpege uretfærdighederne, f.eks. på videnskabeligt niveau.

Christian Mondrup, Mikael Aktor, Rasmus Knus, Eva Schwanenflügel, Jørgen Mathiasen, Alvin Jensen, Pietro Cini, Inge Lehmann og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Heldigvis afhænger forskningen (bemærk den bestemte bøjning) ikke af, hvilken forståelse, der hersker i det danske parlament af den, men der er naturligvis en dansk forskning, som hænger på det. Og det kan, som Henrik Dahl måtte medgive i Deadline, nemt føre til, at afprøvningen af nogle svagt funderede hypoteser pga. den politiske justits ikke kan foregå i det danske forskningsmiljø.

Danske politikere og institutionsledere burde være mere optaget af eklatante brud på videnskabelige regler som dem, der er sket på Århus Universitet, af den simple grund at fundamentale interesser for det danske samfund og dets befolkning står på spil i sådanne tilfælde.

Der er andre, som bør tænke sig om for at undgå at gentage historiske fejl. I en leder (antagelig skrevet af Hans-Jørgen Nielsen), hvor talen var om kunstfjendskab på danske universiteter og indirekte om begrænsningen af rødgardisters magt, citerede Politisk Revy den 25. Juli 1975 et visdomsord, som i en periode ofte blev gentaget i Informations lederartikler:
"»Det kan godt være at menneskene vil bedrages, men kede sig vil de i hvert fald ikke. Og menneskene lever ikke af brød alene - særlig når de ikke har ret meget.«"
- Ernst Bloch

Christian Mondrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen, Bjarne Toft Sørensen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Jørgen Mathiasen
"--- nemt føre til, at afprøvningen af nogle svagt funderede hypoteser pga. den politiske justits ikke kan foregå i det danske forskningsmiljø".

Selvfølgelig skal der i forskning være plads til udvikling af teorier og hypoteser, men så må "varedeklarationen" også være i orden. I sådanne tilfælde er det vigtigt ikke at love mere eller at konkludere mere, end der reelt er grundlag for i forbindelse med den undersøgelse, man har foretaget.

F.eks. kan et fortolkningsforslag eller et perspektiv på en bestemt problemstilling ikke gøre det ud for dokumentation eller være grundlaget for en konklusion.

Ole Thyssen skriver i "Det filosofiske blik", s. 713 om Foucaults doktorafhandling "Galskabens historie" (1961):

"Han er en filosofisk retoriker for herren. Er det ikke sandt, hvad han skriver, er det godt fundet på. For hvem kan afgøre, om ikke der kunne findes andre blikke på de arkiver, hvorfra Foucault vælger og vrager og konstruerer sin historie? Foucault åbner for mange blikke, når han gør verden til en "umådelig reserve af årsager"".

Foucault betegnede netop ikke sig selv som hverken idéhistoriker eller historiker, men som forsker i "tankesystemernes historie".

Derfor er det også problematisk, hvis f.eks. kunsthistorikere i en afhandling "kopierer" Foucaults fremgangsmåde i et eller flere af hans værker og ikke udvikler den videre til et niveau, hvor den også lever op vor tids krav til en faghistorisk metode.

Olaf Tehrani

Det kan da godt være, at Chomsky ville fucke lidt med din hjerne. Han har nu alligevel altid haft langt mere ret end Dershowitz.

Jørgen Mathiasen

@Bjarne Toft Sørensen
En slående formulering af Ole Thyssen, og samtidigt mærker man, hvor dybt den vitterligt oldgamle modsætning mellem filosofi og retorik stikker.

Ideologikritikken blev i 1970erne drevet på en sådan kommissærmæssig måde, at den drev ellers fornuftige folk i armene på de franske poststrukturalister og dekonstruktivister, som derefter skabte nogle nye videnskabsteoretiske skillelinjer især i forhold til faghistorikere.

Det burde det danske parlament afholde sig fra at blande sig i, men det gør det altså ikke, og det er heller ikke første gang, at en blanding af borgerlige parlamentarikere og opinionsdannere erklærer forskningen for at være en af de store farer, som lurer på riget. Også dette er en genganger fra 1970erne. Kritik fra den, som financierer forskningen, fører til, at forskningen retter ind. Derved adskiller den danske praksis sig ikke fra autoritære regimer.

Selvfølgelig skal vi huske Michel Foucault, Jacques Derrida samt den ubetalelige Niklas Luhmann, der har en høj stjerne både hos Ole Thyssen og Lars Qvortrup. I denne uges udgave af Weekendavisen kritiserer sidstnævnte universitetsrektorernes obsternasige svar til folketingets flertal. Men rektorerne kan udmærket argumentere med, at folketinget ikke blandede sig i, dengang zionismens lange søvn dulmede mangen en dansk hjerne,i og med at formanden for dansk zionistforbund Arne Notkin var primus motor bag DR2's udsendelsesrække om de røde lejesvende. De kan desuden nævne, at samme tv-kanal i samme periode formidlede utallige udsendelser af umiskendelig zionistisk fabrikat, der berettede om israelernes heroiske kamp mod de ubevæbnede palæstinensere, der blev skånselsløst fordrevet fra deres hjem.

Bjarne Toft Sørensen

@Jørgen Mathiasen
"Derved adskiller den danske praksis sig ikke fra autoritære regimer".

Forskellen her består først og fremmest i, hvad der sker åbenlyst, og hvad der sker i det skjulte. Autoritære regimer går meget op i at demonstrere deres magtfuldkommenhed.

Man skal forsvare sig mod autoritære tendenser, hvis de betragtes som tilstrækkeligt farlige, med demokratiske midler, f.eks. ved indgreb fra folketingets side, men kun hvis det er nødvendigt og ikke som en form for symbolpolitik.

Når der opstår begrundet mistanke om, at noget når et "kommissærmæssigt" niveau på bestemte institutter, og dem, der ellers har det overordnede ansvar på universiteterne, af forskellige, til dels forståelige årsager, ikke ønsker at blande sig og derfor bedyrer, at de ikke kan se noget problem, er det berettiget at nogen, med det "allerøverste" ansvar, her "Folketinget", beder dem om at "kigge efter" en ekstra gang.

Samtidig er jeg enig i, at der er andre og væsentligere problemer inden for forskning, der heller ikke bliver gjort noget ved, sådan som f.eks. Heine Andersen har påpeget det ved flere lejligheder, der også har med magt, prestige og økonomi at gøre.

Der er en passende talemåde i denne sammenhæng: "Hvis jeg undlader at skide i din rede, forventer jeg også , at du undlader at skide i min."

En parallel: Når der aldrig er blevet gjort op med Franco tidens forbrydelser i Spanien, er det bl.a. fordi, at en række magtfulde interessenter udmærket ved, at der er blevet begået krigsforbrydelser fra flere sider, også fra"egne rækker", og derfor er der blevet indført en form for "borgfred", hvor man underforstået er blevet enige om at lade "fortiden hvile".

Der er en morsom skildring i én af Erling Jepsens romaner. I forbindelse med en mordsag i en sønderjysk landsby beslutter det lokale politi at trække vod i en mose, og de finder det søgte lig.

Ud over det finder de tre skeletter, som de hurtigt beslutter sig for at smide i mosen igen, for der er ikke nogen grund til at begynde at rode op i fortidens hændelser.

Bjarne Toft Sørensen

@Jørgen Mathiasen:
"--- den drev ellers fornuftige folk i armene på de franske poststrukturalister og dekonstruktivister, som derefter skabte nogle nye videnskabsteoretiske skillelinjer især i forhold til faghistorikere".

Hvordan har du tænkt dig, at det skulle kunne lade sig gøre, når tænkere som f.eks. Agamben, Foucault og Derrida tager afstand fra forestillinger om "videnskabsteori" som selvstændig disciplin, såvel inden for som uden for filosofien?

De tre nævnte tager afstand fra intentioner om en instrumentalistisk (videnskabelig) anvendelse af deres tænkning. Den er filosofisk og ligger som sådan uden for spørgsmålet om metode i videnskabelig forstand.

Der er væsentlig forskel på, om filosofisk tænkning er udtryk for relevant videnskabskritik, og så på, og denne tænkning selv kan anvendes videnskabeligt.

(jeg forventer ikke et svar)

Det, jeg tænkte på med min kommentar, var ekstreme former for tænkning, f.eks. en form for "4. generations" poststrukturalisme, der er indstillet på at ophæve grænserne mellem kunst, filosofi og videnskab. I en vis forstand bliver det hele sådan set gjort til en form for kunst.

En dyrkelse af Feyerabends tese: "Anything goes".
https://denstoredanske.lex.dk/Paul_K._Feyerabend

Det gælder nu om at skabe de mest livsbekræftende fortællinger, til gavn for universet som helhed.

(og til sidst som kommentar efter visse spillefilm: Enhver lighed med virkelige begivenheder er utilsigtet)

christen thomsen

Er Centret også ved at blive sådan lidt - DR-agtig? Sådan, der skal være balance for og imod? Når nogen henviser til de førende eksperter skal vi så være skeptiske? F.eks. ang. Corona? Eller, mere ekstremt, massemordene i koncentrationslejrene? Hvem skal udgøre 'balancen', de 'andre' - 'ikke-ledende' eksperter i sådanne tilfælde? Irving? Faurisson?
Eller sagt på en anden måde: hvor mange 'sider' har en sag?
Centret bruger selv flittigt Lacan - en 'ledende autoritet'?