Chantal Mouffe: Nyliberalismen er ved at genopfinde sig selv med en autoritær stat

Det er meget muligt, at venstrefløjens store modstander er ved at tabe. At den økonomiske logik og politiske tænkning, som de venstreorienterede i årtier har demonstreret og protesteret imod, er ved at gå under. At den epoke, som er blevet kaldt for »nyliberalistisk« og »markedsfundamentalistisk«, er forbi.

Det betyder bare ikke, at venstrefløjen er ved at vinde:

»Kan du huske for et år siden, hvor der var en masse, som sagde, at denne her krise vil åbne for nye sociale gennembrud og nye muligheder for venstrefløjen?« spørger den belgiske politiske filosof Chantal Mouffe.

Jeg nikker som svar – jeg har selv sagt og skrevet det. En del gange.

»Det var jeg fra starten meget mistroisk over for, det troede jeg ikke på,« siger Mouffe.

Hun taler usædvanligt hurtigt på sit karakteristiske engelsk, som er præget af, at hun er født i Belgien og indimellem suppleres med franske og spanske ord, fordi hun forelæser på alle tre sprog. Overlegent:

»Nu kan vi se, at det bestemt ikke er det, som sker. Folk har et utroligt stærkt behov for at blive beskyttet af samfundet, de efterspørger beskyttelse.«

Mouffe indskyder, at hun godt ved, at beskyttelsen af borgerne kan antage mange forskellige former.

»Men det plejer altså at være højrefløjen, som er bedst til levere beskyttelse. De siger: ’Lad os lukke grænserne, lad os tage magten tilbage og bestemme selv’. De påkalder en slags immunforsvar for samfundet.«

Nyliberalismen er i krise, konstaterer Mouffe. Det har hun skrevet om de seneste par år. Men det behøver ikke føre til, at venstrefløjen definerer den nye æra.

»Når en sejrende orden bliver udfordret i samfundet, altså dybt udfordret, som det sker nu, ser vi som regel en reaktion, en slags meget hård modbevægelse,« forklarer Mouffe.

»Staten griber ind i samfundet nu, og folk tror, at staten slet ikke spiller en rolle for nyliberalismen, og så jubler de. Men det er forkert. Nyliberalismen har altid haft brug for en effektiv stat til at forsvare sine egne interesser. En fri økonomi og en stærk stat. Og det, vi er vidner til i Frankrig og Storbritannien, er, at nyliberalismen genopfinder sig selv i en udgave med en autoritær stat.«

— Nu fremhæver du Storbritannien og Frankrig som eksempler på en autoritær tendens. Men mange har fremhævet, det Joe Biden har gjort i USA, som eksempel på det modsatte: at pandemien kan føre til sociale gennembrud og grøn omstilling?

»Jeg er naturligvis glad for, at Biden vandt. Og det er rigtigt, at ingen af os havde forudset, at han ville regere, som han har gjort indtil nu. Mine venner i USA siger også til mig, at jeg skal huske på, at hverken Franklin D. Roosevelt eller Lyndon B. Johnson var socialister, men at de på grund af det store pres fra de progressive kom til at føre en meget progressiv politik. Det sammen kunne ske for Biden,« svarer Mouffe.

Men hun skynder sig at minde om, at Bidens flertal er meget skrøbeligt, og at det meste stadig er løfter, som endnu ikke er blevet gennemført. Og indskyder, at hans politik i forhold til Israel og Palæstina på ingen måde fremstår særligt progressiv. Chantal Mouffe er endnu ikke imponeret over den amerikanske præsident:

»Lad os vente og se,« konkluderer hun roligt.

At redde planeten

I 40 år har Chantal Mouffe undersøgt de politiske konjunkturer og kritiseret venstrefløjens fejlslutninger og fejltagelser. Hun lægger ikke skjul på, at hun er en aktivistisk forsker, hvis arbejde er at levere strategiske udkast til en ny venstrefløj:

»Vi må indse, at det, det gælder om nu, er at redde planeten. Det må være kernen for den venstreorienterede populisme, som jeg står for,« siger hun programmatisk.

»Det gælder om at udvide demokratiet, om at skabe begejstring og bevæge folk. Vi skal sætte følelser til vores ideer, så de kan nå en bred gruppe af mennesker, som er forskellige, men som alligevel kan enes.«

Hun sidder i en rød kjole i sit kontor i London og forklarer over Zoom vejen frem for venstrefløjen – og den farlige verdenssituation for os alle sammen. Hun veksler mellem den pessimistiske analyse af de autoritære tendenser, som pandemien har fremkaldt, og de optimistiske udpegninger af muligheder midt i opbruddet. Situation er åben. Trods alt:

»Jeg tror ikke kun, vi taler til dem, man benævner som globaliseringens tabere. Jeg tror også, at vi kan vinde nogle af vinderne over til et antikapitalistisk projekt. De har et godt liv, de har gode job, de har børn og børnebørn. Og mange af dem begynder at spørge sig selv, hvilken verden de vil efterlade til deres børnebørn. De lider ikke selv, men de vil have, at deres efterkommere skal vide, at de gjorde, hvad de kunne for at redde planeten.«

Venstrefløjens Lennon & McCartney

Sammen med sin mand Ernesto Laclau udgav Chantal Mouffe i 1985 en bog, som skulle blive en klassiker på den akademiske venstrefløj: Hegemoni og socialistisk strategi.

Venstrefløjen skulle ifølge forfatterne opgive marxismen, den traditionelle klassetænkning og hele ideen om, at man havde løsningen på alle arbejderes problemer, hvis de dog bare lærte at lytte og adlyde:

»Det var for mig en katastrofe, at venstrefløjen havde denne her attitude: ’Vores mål er socialismen, og vi er fuldstændig ligeglade med, hvad folk siger, de vil have. Vi har det indhold, som vi vil diktere dem. Og de skal tage det’,« fortæller Mouffe i dag:

»Den attitude er en af grundene til, at højrefløjspopulismen de seneste år har været meget stærkere end den venstrefløjspopulisme, som jeg går ind for. Højrefløjen er meget bedre til at tage udgangspunkt i det, jeg kalder for ’konjunkturerne’. Altså at gå ud fra de virkelige styrkeforhold i verden, ud fra den aktuelle situation og ud fra, hvad folk efterspørger. Derfra laver de en strategi, mens venstrefløjen ofte dyrker en teori, som de vil kommandere oppefra og ned til folk.«

Laclau & Mouffe, der blev en slags Lennon & McCartney for venstreintellektuelle, redegjorde for, hvorfor man ikke kunne bygge hele sit politiske projekt med arbejderklassen som hovedperson og helten i historien. Venstrefløjen måtte erkende, at de sociale bevægelser for eksempelvis kvinders rettigheder også var ulighedskampe, som skulle forbindes med arbejdernes kamp for lighed:

»Vi blev beskyldt for at svigte arbejderklassen, men det er helt, helt forkert,« forklarer Mouffe med et temperament, som om hun genkalder de uretfærdige beskyldninger.

Deres anliggende var at bevæge venstrefløjen fra en kamp for en bestemt klasses økonomiske interesser til en samlet indsats mod alle former for ulighed gennem det, de kaldte »kæder af ækvivalenser«, som man også bare kan kalde ’fællesnævnere’ mellem forskellige gruppers kampe. Ingen skulle være hovedpersoner for venstrefløjen, alle nedværdigede gruppers perspektiver skulle samles i et projekt, hvis mål var »udvidelse af demokratiet«. Dengang havde venstrefløjen overset de sociale bevægelser.

Mouffe skriver i sin seneste bog For en venstrefløjspopulisme fra 2018, at venstrefløjen på den anden side de seneste år har været for optaget af de progressive bevægelser og overset arbejderklassens interesser, hvilket er en anden af årsag til, at højrepopulismen har vundet på vreden i det 21. århundrede.

Politik bygger på konflikt

Hegemoni og socialistisk strategi var også en kritik af en venstrefløj, som ikke havde forstået, at den var oppe imod ny mægtig modstander: frimarkedstænkning og nyliberalisme. Thatcher og Reagan. Pludselig kom det nye fra de konservative.

»Det socialdemokratiske herredømmes tid var forbi,« siger Mouffe: »Der var en krise i det socialdemokratiske herredømme, og derfor kunne Thatcher gribe ind og skabe et nyt herredømme.«

Senere skrev Chantal Mouffe en kritik af Den Tredje Vej og forestillingen om, at man kan forene højre og venstre og overvinde konflikter mellem ideologier i en politik, som skulle være den bedste for alle. Hvis man ophæver modsætninger, har man ifølge Mouffe også ophævet politik: »Politik handler om konflikt,« pointerer hun:

»Politik er at tage parti, det er skabelsen af et dem og et os.«

Det vigtige er ifølge Mouffe, hvordan man sætter ord på og forestiller sig konflikten. Man kan sige, at man selv står for den ansvarlige og fornuftige politik, som alle burde kunne blive enige om. Og hvis man tror på det, kommer man til at betragte dem, man er uenige med som fjender, fordi de er imod det fælles. Men man kan også sige, at det i politik handler om at skabe et sprog og en plads for virkelig politisk konfrontation, hvor dem, man er uenig med, ikke er fjender, men derimod modstandere. Det er Mouffes egen position.

Globaliseringen, frihandelsaftaler, modstand mod protektionisme og kapitalens, varernes og arbejdskraftens fri bevægelighed blev i en periode dyrket som den sande politik for alle, som man ikke kunne være imod, med mindre man var nationalist, tilbagestående og racist. Og fordi højrefløjen kritiserede globaliseringen ved hjælp af stærke følelser og klare billeder af modstandere, vandt den kampen om populismen, anfører Chantal Mouffe i For en venstrefløjspopulisme:

»Socialdemokraterne havde forladt arbejderklassen for at fokusere på kravene fra middelklassen. Det skabte grundlaget for, at højrefløjspopulisterne kunne gå til arbejderne og sige: ’Se, I er blevet svigtet af eliterne. Nu vil vi give jer den stemme tilbage, som eliterne har taget fra jer.«

For en venstrefløjspopulisme var skrevet til det, Mouffe opfattede som et populistisk momentum:

»Det var tydeligt, at der var en krise for det nyliberalistiske herredømme, og at kritikken var populistisk. Det er kun blevet mere tydeligt med pandemien. Det er en udfordring for venstrefløjen, at den skal tilbyde den beskyttelse til folk, som de efterspørger, men på en måde, som ikke er autoritær.«

Fællesnævnere og enkeltsager

— Du advokerer for en venstrefløj, som skaber fællesnævnere mellem forskellige sociale bevægelser og arbejderklassens interesser, og du har længe insisteret på, at venstrefløjen ikke kan gøre en særlig gruppe til sin hovedperson. Er problemet for den position i dag ikke, at mange bevægelser som eksempelvis Black Lives Matter fastholder, at deres egen gruppe, de sorte, skal være centrum for den politiske kamp?

»Jeg vil ikke sige, at alle i Black Lives Matter ser sådan på det. Men du har helt ret i, at den holdning findes, og at man i mange kredse har den indstilling: ’Vores kamp er den vigtigste kamp, det er den eneste kamp for os’. Det er bekymrende.«

»Hvis jeg må nævne et andet eksempel, så er der i Spanien aktuelt en hård kamp mellem feministerne og transbevægelsen. Der er i nogle af de her bevægelser en tendens til maksimalisme på deres egen sags vegne, som er beklagelig, fordi der burde være et fællesskab omkring disse gruppers krav,« svarer Mouffe og ryster på hovedet, inden hun fortsætter:

»Det er måske den største udfordring for venstrepopulismen i dag at skabe ’en kæde af ækvivalenser’ mellem alle de her bevægelser. Man skal forstå, at de forskellige bevægelser har det til fælles, at de er kampe for anerkendelse og imod ulighed. Venstrefløjen skal sætte krav sammen, som er meget forskellige, og som endda kan være i konflikt, i en fælles vilje. Det er et spørgsmål om at finde et fælles sprog.«

– Men mange bevægelser får deres energi og deres inspiration fra den enkelte sag, som deltagerne går op i, og de vil ikke nødvendigvis underkaste den en enighed, som handler om at skabe en venstrefløjspopulisme?

»Målet er ikke, at vi alle sammen skal være enige, og den kæde af ækvivalenser, jeg taler om, respekterer forskelle i de positioner, som er med i den. Men vi skal identificere det, vi kan gå sammen om at være imod i den situation, vi står i. Og den modstander, vi har til fælles nu og her, er finanskapitalismen og nyliberalismen.«

»Jeg er optaget af ideen om et klimaprojekt, måske kan vi finde enhed der. Selvfølgelig er klimakrisen ikke en direkte konsekvens af finanskapitalismen, fordi den globale opvarmning startede længe inden, mens hvis vi i dag skal tage de her udfordringer alvorligt, skal vi også gøre op med nyliberalismens herredømme og finanskapitalismens herredømme.«

Opgør med hele systemet

Mouffe hylder de nye grønne bevægelsers fremskridt og erklærer, at hun er meget optaget af The Sunrise Movement i USA. Men de har en tilbøjelighed, som hun er skeptisk over for:

»De unge kan være lidt naive … forstår du?« spørger hun retorisk:

»De er så overbeviste om deres sag, at de tror, alle vil kunne blive enige om det. De fleste grønne bevægelser tror på, at man kan lave en politik, som er hævet over uenighed. De anerkender ikke, at finanskapitalismen ikke giver op af sig selv.«

Mouffe henviser til Tyskland, hvor De Grønne muligvis efter valget til september vil gå i regering med det konservative parti, CDU, og til Østrig, hvor en lignende alliance er ved magten:

»Det er for mig at se en uheldig ting. Hvis du virkelig vil tackle klimakrisen, skal det ske som en rigtig kamp mod det system, som står bag den. Det er for mig målet for venstrefløjspopulismen i dag. At skabe et fælles ’vi’, som klart definerer, hvem der er modstanderen.«

– Jeg er ikke sikker på, at ’finanskapitalismen’ eller ’nyliberalismen’ er så stærk en modstander, at den appellerer til alle dem, som du vil have med i venstrefløjspopulismen. Er det ikke et problem, at højrefløjen er klart bedst til at mobilisere og finde sammen om fjendebilleder?

»Jo, jeg siger heller ikke, at det er ikke er svært!« udbryder Mouffe.

»Spørgsmålet er, hvordan man skaber entusiasme omkring det her. Det er politisk afgørende for venstrefløjen i dag. Vi skal ikke være defensive, men fremstille den grønne omstilling som noget, der ikke straffer folk. Den skal fortælles som noget, der giver folk et bedre liv. Det drejer sig om at mobilisere den demokratiske fantasi,« pointerer Mouffe.

Og forklarer, at det lige præcis det, som hendes kommende bog vil handle om. Det er næste anliggende i den 77-årige filosofs fortsatte arbejde med at levere strategiske udkast til verdens venstrefløj.

Dette er en redigeret udgave af en samtale, som fandt sted på Zoom torsdag den 3. juni. Se eller gense samtalen her.