Satire
Læsetid: 4 min.

Efter elløbehjul og soundbokse: Sådan sætter du endnu mere strøm til sommeren

De seneste år har elektriske løbehjul og soundbokse indtaget det offentlige rum. Men hvorfor stoppe der? Moderne Tider giver dig samtaleboksen og fem andre elektriske apparater, som kan gøre din sommer endnu bedre
De seneste år har elektriske løbehjul og soundbokse indtaget det offentlige rum. Men hvorfor stoppe der? Moderne Tider giver dig samtaleboksen og fem andre elektriske apparater, som kan gøre din sommer endnu bedre

Mia Mottelson

Moderne Tider
26. juni 2021

Stemningen er elektrisk.

Hvis man de seneste år har bevæget sig gennem byen, siddet i en park, været på en strand, gået på et fortov eller over en gade eller på nogen anden måde bevæget sig ud i det, vi kalder det offentlige rum, vil man have bemærket, hvordan det har forandret sig.

Elektriske løbehjul og mobile musikanlæg med gigantiske højttalere har indtaget pladser og gader, og man må sige, at der virkelig er blevet sat strøm til sommeren.

Men det er kun begyndelsen.

Motoriseret stangtennis

Måske har du engang i 1980’erne spillet stangtennis med din søster. I stod der på hver jeres side af stangen og forsøgte at ramme bolden med en ketsjer. Det var lidt kedeligt i længden. Men det gamle sommerspil kan faktisk få en renæssance, hvis blot man monterer et par kompakte og meget kraftige litiumbatterier i stangen og en elektromotor med kraftigt moment i toppen. Motoren får bolden til at svinge rundt i en rasende fart, så man er lige ved at få den i hovedet og er nødt til at dukke sig. Det er stadig dig mod din søster – men det er også mennesket mod maskinen. Virkelig actionfyldt og sommerligt!

Samtaleboks

Soundboksen er de seneste år blevet meget populær blandt unge mennesker. Hvis man skal til stranden eller i parken for at mødes med nogle venner, er det nemt og festligt at spille hele området op.

De færreste voksne tager en soundboks med sig, når de skal mødes med deres kolleger eller venner. De vil hellere sidde og snakke. Men hvorfor ikke tale sammen gennem en soundboks? Man tilslutter bare to mikrofoner og skruer helt op for svinet, og så sætter man sig ellers på tæppet og samtaler:

»AHHH!«

»GODT AT SIDDE NED!«

»JA! FOR FANDEN!«

»HVORDAN GÅR DET ELLERS, JØRGEN?«

»JO TAK! GODT!«

»DEJLIGT AT HØRE! SKÅL!«

Jeres samtale runger mellem boligblokkene. Hvad er meningen med det, tænker du måske, men den er faktisk den samme som med soundboksen: at blive hørt. At bidrage til at fylde et ellers tomt offentligt rum. I løbet af sommeren vil andre voksne mænd og kvinder formentlig også købe sig en højttalerboks, og snart vil byen være et inferno af samtaler. Lyden af sommer!

Badedyr med påhængsmotor

Løbehjulet. Det lille køretøj med to hjul er de seneste år blevet et eksempel på, hvor meget elektrificeringen kan forbedre vores liv. I mange år blev det kun brugt af børn. Men nu. Hold da op! Løbehjulet er blevet et proof of concept, når det gælder elektrificeringen af sommerlegetøj – og det koncept kan udbredes.

Tag for eksempel badedyr. De kan være flotte nok og ligne en and eller en krokodille sådan nogenlunde, men hvorfor ikke sætte en kraftig påhængsmotor bagpå? Man ville kunne fræse rundt mellem de andre badegæster på stranden, og ligesom løbehjulet skulle man kunne aflevere badedyret i en ladestander, tjekke ud med en app og hurtigt komme videre til næste sjove oplevelse på strandturen.

Diskoboks

Soundboksen har været en gave til den danske sommer. Tænk på, hvor kedeligt det var før. For ti år siden brugte man ofte byens parker til at sidde og snakke med hinanden eller til at læse en bog på et tæppe. Gab! Går man endnu længere tilbage, brugte Sokrates sin bystat til at gå rundt og tale i. Det virkede sikkert rigtigt dengang, men i dag må vi bare sige, at hvis man har valgt at bo i byen, så er det altså ikke for at gå rundt og filosofere.

Det er for at holde en fest! Og i dag kan man heldigvis mødes et par gutter omkring et 25.000 watt anlæg, og så kan man sidde der og chille lige ved siden af hinanden uden at kunne tale sammen. Man kan bare nyde bassen og byen. Men når man nu sidder der, kunne man da godt bruge lidt diskolys. Med andre ord: En diskoboks! Den er, ligesom soundboksen, på størrelse med en rullekuffert, men indeholder 16 stroboskoper og en røgmaskine, som hurtigt skal gøre en grillaften med vennerne eller en kaffeaftale med kollegerne til en festlig affære.

Elektroniske bukser

I animationsfilmen Walter og Trofast: De Gale Bukser konstruerer den excentriske opfinder Walter et par mekaniske bukser, som han skal bruge til at lufte hunden Trofast med uden selv at skulle bevæge benene. Bukserne kan gå selv. De er en »værdifuld tilføjelse til vores moderne livsstil«, siger Walter på et tidspunkt i filmen, og selv om den er næsten 30 år gammel, så rammer den kernen i hele elektrificeringen af vores hverdagsliv: Selv simple hverdagsopgaver som at gå en tur eller løbe på løbehjul bliver meget sjovere og mere bekvemme, hvis man sætter strøm til.

Så nu er det bare at sætte bukserne i produktion, eventuelt som et kommunalt projekt, hvor de mekaniske bukser placeres ved stationer og andre knudepunkter, så man som pendler eller turist kan »tjekke ind« fra en sin telefon og suse videre i et par bukser. Ud i byen, mod fremtiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her