Folketingets vedtagelse nr. V237 fra den 28. maj om »overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer« er en løjerlig tekst. Den store ballade, der har været omkring vedtagelsen, kan virke »overdreven« i sig selv, eftersom vedtagelsesteksten stort set ikke siger andet end det, der i forvejen er både den officielle og den bredt støttede forskningspolitik.
Men hvorfor overhovedet vedtage en tekst i Folketinget, der henstiller til, at universiteterne gør det, de allerede er forpligtet på at gøre? Det giver naturligvis kun mening, hvis der er grund til at antage, at de rent faktisk ikke lever op til denne forpligtelse – måske endda uden selv helt at have opdaget det. Man kan derfor ikke forstå vedtagelsen uden at inddrage dens kontekst eller forslagsstillernes motivation for at fremsætte forslaget.
Det gik for eksempel op for Jens Rohde fra Kristendemokraterne nogle dage efter vedtagelsen. Han og partiet trak sig fra den, da de opdagede, at de var blevet del af en kampagne imod hele forskningsmiljøer.
Den i sig selv uskyldige tekst blev med andre ord brugt til en langt mere udspekuleret operation mod specifikke miljøer, som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt af forskellige grunde er ude efter. Nogen skal stikke piben ind, og hvis ikke de selv kan finde ud af det, må andre sørge for at få dem til det.
Mafiaens tale
Måske kan man sammenligne Rohde med den, der i første omgang ikke forstår, hvad mafialederen mener, når han siger, at »det er nogle søde børn, du har; det ville være en skam, hvis der skete noget med dem«.
Var det ikke i virkeligheden, hvad teksten sagde til universiteterne? »Det er nogle fine betingelser for forskning, I har. Det ville være en skam, hvis der skete noget med dem.« Truslen ekspliciteres ikke direkte, men efterlader de implicerede med en ubehagelig fornemmelse af meget let at kunne træde forkert.
Det er på en måde næsten alt for let at motivforske på det, Dahl og Messerschmidt har gang i. På den ene side den operasyngende nationalromantiker fra Dansk Folkeparti og på den anden side den rationelle og principfaste oplysningsforkæmper fra Liberal Alliance. Selv om de to positioner næsten kan virke så langt fra hinanden, som man kan komme i synet på forskningens betydning for et samfund, er der noget ved den forskning, der bedrives omkring emner som islam, racisme, køn og feminisme, der forener dem.
De forskningsmiljøer, der er under anklage, beskæftiger sig lidt forenklet sagt med indhold, der generer Dansk Folkeparti (den ikkefordømmende tilgang til de fremmede, de utilpassede, de queer), mens den måde, de gør det på, generer Liberal Alliance (poststrukturalistiske analysestrategier, standpunktsteori, autoetnografi).
Men måske kommer man ikke videre ved at fremskrive de bagvedliggende motiver. Selv en hårdkogt mafiaboss som Tony Soprano har en terapeut, han taler om sine mærkelige drømme med, men hverken Dahl eller Messerschmidt, eller deres apologeter, lader til at anerkende det, man kan få ud af almindelig selvindsigt eller selvanalyse, for slet ikke at tale om veletablerede metoder til at opnå det.
Aktivisme og oksekød
Under alle omstændigheder beror hele sagen om aktivisme i forskningen på en form for kortslutning, hvor især Henrik Dahl forsøger at gøre sig til den neutrale forsvarer for den objektive viden. Siden i hvert fald Habermas har det dog været klart, at forskning og interesser hænger sammen. Løsningen af selv det mindste tekniske problem er indlejret i et kompleks af interesser, for eksempel fra det private erhvervsliv eller mere generelt fra ideologier om vækst og udvikling.
Problemet er bare, at så snart, man eksplicit problematiserer sin egen udsigelsespositions interessefrihed (hvilket mest udpræget sker i humaniora – for det er her, denne besindelse er udviklet), betræder man uundgåeligt et minefelt af forbehold, paradokser og selvkritik. Det, Dahl kalder »aktivisme«, er i mange tilfælde netop en konsekvent gennemført besindelse på problemerne med egen udsigelsesposition.
Sådanne kvababbelser er Dahl selv til gengæld lykkeligt fri for. Han taler om objektivitet og kendsgerninger uden en eneste indsigt i egen position overhovedet. Det er derfor, han ligner en ideolog, der vil have alle andre til at indrette sig efter sin opfattelse. Som en old school mafioso, der sidder med ryggen til, drejer han pludselig rundt i stolen og dømmer folk ude eller inde.
De forskere, der kan sove roligst i disse tider, er derfor paradoksalt nok dem, der ligesom Dahl og Messerschmidt mangler refleksion over deres egen udsigelsesposition. Måske er det blevet en lille smule nemmere at være rektor på Aarhus Universitet igen? Oksekødsskandalen var jo ikke et udtryk for »overdreven aktivisme« i Dahls forstand – tværtimod: Den var et udtryk for fuldstændigt fravær af et kritisk blik på interesserne bag forskningen.
Center for Vild Analyse
Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.
Seneste artikler
Vi må overvinde vores modstand mod sandheden om unges mistrivsel, før den kan adresseres
25. marts 2023Måske er vi lige nu i den særlige overgangsfase, hvor vi endnu ikke vil acceptere en sandhed, vi egentlig godt kenderGrusomhederne i Ukraine ligner en genopførelse af 1916. Hvad er det, der pludselig driver historien baglæns?
18. marts 2023Krigen i Ukraine drejer sig i høj grad om skyttegrave og artilleri og vækker dermed mindelser om Første Verdenskrig. Det er, som om historien er begyndt at gå baglænsTranspersoner lider den dobbelte kranke skæbne enten at blive udstødt eller udsat for forståelse
11. marts 2023Transpersoner lider den dobbelte kranke skæbne enten at blive udstødt eller at blive udsat for forståelse
Politik er blot en maskeret form for en sekt, - der hævder den arbejder for og i demokratiets interesse, - og intet andet.
Bag denne tese gemmer sig magten drømme for enhver politiker, der med magten vil opfylde sine drømme/tanker/ideer og ideologi, ganske som vi har set det i forskellige sekter rundt omkring, hvor den ophøjede guds-dyrkelse af lederen.
Nå magten er nået i dette "demokrati" skal den også bruges til ud- og gennemførelse af ideologien, og vi behøver ikke rejse udenlands for at se dette som noget der kan ske, - for vi har set det ske her til lands.
Vanvids-love om danskhed og ret til dansk statsborgerskab, selv en påstået uret til at være danske begrundet i helt fanatiske forhold, "om ikke at være dansk nok", enten sprogligt eller på anden vis.
Denne besættelse af magten og for at fastholde magten, har ført til ovennævnte vanvid, med tilhørende loves tilblivelse i demokratiet navn, - intet kan være mere forfalsket i politisk demokratisk ånd.
Det sidste sekteriske udspil om magtens rettighed for at bestemme politisk i sekten ånd, er udspillet om; "overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer" - det er sekterisk politisk meningstyrani under demokratiet beskyttende vinger, som vi også tidligere har set det med "De røde lejesvende" - en politisk kanin hevet op af den høje hat, - for at tjene en enkelt politikers karriere som løsgænger indtil stiftens af et nyt politisk parti - "Centrums Demokraterne".
På den anden side af dammen, skal vi tilbage til 1950erne for at finde ligenede misbrug af demokratiet og dets spilleregler, det var den amerikanske politikere McCharthy der igangsatte en heksejagt på anderledes tænkende, indledningsvis udstukket som "kommunister i de offentlige kontorer i tudsinvis".
Intet var for lavt til at blive brugt, det gik således ud over alle grupper der udskildte sig fra normale, - herunder intellektuelle, videnskabsfolk og så inddrog man også homoseksuelle, og alskens andre i kampagnerne for kampen mod kommunismen i de statlige institutioner.
Det hele var et stort fupnummer som store dele af det amerikanske establishment deltog i alle de år det stod på, - inden det hele blev oprullet som det politiske fup og svindelnummer det reelt var, og som alene tjente McCharthys karrieredrømme, - men også blev hans politiske karrieres ende, for det bedrag som det var.
En svindelanklaget Morten Messerschmidt og lidt åndelig forvirret politiker forsøger at indskrive sig som nutiden undertrykkere af retten til den frie mening, - og herunder også den frie forskning, og de resultater de ikke bryder sig om, og som modsiger deres egne og selvopfundne teser.
Den form for politisk totalitarisme skal vi ikke have ind som legitim demokratisk politisk tilstand, - Nu er vi sluppet af med de religiøse rammer for "jorden er flad" og ligeledes "jorden er midtpunkt i planeterne", som dengang var religiøs politisk magt for "Guds vogtere" - disse selvbestaltede magtsyge i sektens centrum, som ikke ville lade oplysning blive almen, og slet ikke på klar videnskabelig forståelses grundlag.
Bravo, pragtfuld analyse fra CVA ;-)
En kommentar til:
”Sådanne kvababbelser er Dahl selv til gengæld lykkeligt fri for. Han taler om objektivitet og kendsgerninger uden en eneste indsigt i egen position overhovedet”.
Det er rigtigt, men det er også rigtigt, at ”Center for vild analyse” i deres argumentation gør sig dummere, end de burde være. De har på forhånd lagt sig fast på en polariseret "sort - hvid" - tænkning, ligesom for øvrigt Espen Bøgh har gjort det i sin ovenstående kommentar.
Dahl bryder sig først og fremmest ikke om forskningsresultater, der strider mod hans ”common sense” i forhold til, hvordan verden hænger sammen på bestemte områder, og desuden har han noget mod bestemte fremgangsmåder inden for forskningen, hvilket artiklen har godt fat i, f.eks. de poststrukturalistiske analysestrategier.
Dahl har nogle meget traditionelle opfattelser af videnskab, specielt på de områder, der typiske betegnes som humanistiske og samfundsvidenskabelige.
Han har ikke indset, at kampen om at definere, hvad virkelighed er, er aflyst. Baggrunden herfor er en hos de fleste forskere voksende erkendelse af de meget forskellige forudsætninger, som f.eks. videnskab og filosofi undersøger verden ud fra.
Videnskab bygger på nogle forudsætninger, der giver et begrænset virkelighedsperspektiv, i kraft af bl.a. krav om metodisk reduktion og operationalisering. At antage, at det er muligt at skelne mellem subjekt og objekt er et funktionelt valg og ikke en filosofisk påstand om virkeligheden. At et sådant valg svarer til nogle bestemte filosofiske antagelser om verdens indretning er sådan set ligegyldigt, videnskabeligt set, men ikke filosofisk set.
På nogle områder har den poststrukturalistiske filosofi sejret og med god grund, og udviklingen af poststrukturalistiske analysestrategier er velkomne, hvis de ikke blot bliver et påskud til at erstatte humanistisk videnskab med poststrukturalistisk filosofi.
Det væsentlige problem er for mig at se, at forskellige former for manglende selvbevidsthed om nødvendigheden af at leve op til elementære krav til egen videnskabelighed, hos forskere inden for bestemte områder, især i forbindelse med mere ekstreme former for politiserende forskning, risikerer at falde tilbage på store dele af den humanistiske forskning på en destruktiv måde.
Indtil videre er der tale om et forholdsvis afgrænset problem, men det er oplagt, hvad vej vinden blæser, ikke mindst på baggrund af inspiration fra forskning i USA og i tidligere store kolonimagter, hvor ledende tidsskrifter også bakker op om sådanne former for forskning, primært af kommercielle årsager.
Der er tale om væsentlige forskningsområder, men netop derfor bør forskningen på områderne også være væsentlig og leve op til elementære krav til videnskabelighed.
I udgangspunktet må gælde, at også humanistisk forskning må overholde det videnskabelige systems almindelige regler for betydningsfrembringelse. Man foretager sine undersøgelser under den forudsætning, at man så vidt muligt forsøger at foretage dem i relativ uafhængighed af den position, som de foretages ud fra, at man forsøger at undgå enhver konstateret bias.
At man samtidig præcist redegør for de teoretiske og metodiske forudsætninger, man har valgt at arbejde ud fra i undersøgelsen som proces.
F.eks. er det uacceptabelt, at kunst forklædes som videnskab, og omvendt, at filosofi forklædes som videnskab, og omvendt, og at kunst forklædes som filosofi, og omvendt.
Det udelukker dog ikke muligheden for, at en forskning sådan set godt kan leve op til krav til både kunst, videnskab og filosofi, men problemet opstår, hvis den ikke kan leve op til krav til det, som den foregiver at være.
I stedet for at lede efter synlige og usynlige hår suppen, burde man indse, at selve suppen er uspiselig.
Sagt på en anden måde: Verden af i dag gennemgår en revolution, der kan sammenlignes med den, der ramte Europa efter den Franske Revolution, hvor de gamle imperier begyndte at krakelere og det pludselig vrimlede med nationalstater.
I samme ombæring blev Kants filosofi afløst af den tyske idealisme og (med modifikationer) af Karl Marx.
I dag er verden atter forandret ved, at den bliver anskuet af det postkoloniale blik.
Black lives matter, you know.
Israel - alias Mellemøstens eneste demokrati - anses pludselig for et kolonialistisk land. Det er kun begyndelsen. Alverdens sofister kan vedtage hvad som helst. Det vil ikke hjælpe.
Synlige og usynlige hår i suppen - skal der stå. Diskussionen om dem er spild af tid. Snak om den uspiselige suppe i stedet for.
En kommentar til:
"Snak om den uspiselige suppe i stedet for".
Hvor vil du egentlig hen med din kommentar Pietro Cini?
Du påpeger nogle begåede uretfærdigheder og undertrykkelse i form af fremhævelsen af bl.a. "det postkoloniale blik"og Black lives matter.
Er det en voldelig revolution i USA, du forudser, eller måske ligefrem opfordrer til? Er du ligeglad med, hvordan en sådan revolution kommer til at forløbe?
Er vold, anarki og nedbrydning af samfundets institutioner i USA noget, som du betragter som et mål i sig selv (som en retfærdig kompensation oven på mange års undertrykkelse af bestemte grupper i befolkningen)? F.eks. vold og drab på hvide betjente, både fordi de repræsenterer en uretfærdig ordensmagt, og fordi de er hvide?
Eller er du mere tilbøjelig til at anbefale en udvikling af samfundets institutioner, der kan sikre en højere grad af retfærdighed for grupper, der tidligere har været og stadig væk er undertrykt?
Med sin "Kammerat Napoleon" har George Orwell et fint blik for mange af de tendenser, der kendetegner en voldelig revolution.
https://forfatterweb.dk/oversigt/orwell-george/kammerat-napoleon
Ikke alle revolutioner er voldlige, Bjarne og Orwell var socialist hele sigt liv. Og bare bor at ødelægge din kommentar helt kan jeg tilføje at borgen blev udgivet af en anarkist da ingen andre tore gå mod russerne.
Stavning eller kaos!
Beklager, men jeg kan simpelthen ikke fatte, hvad du skriver, Alvin.
Bjarne Toft Simonsen.
Tak for din kommentar. Vi er fuldstændig enige i, at forskning skal være fri samt båret af intellektuel hæderlighed.
Men når Henrik Dahl fra Folketingets talerstol kan få sig selv til at karakterisere prof. Jakob Skovgaard-Petersen som "notorisk enøjet" og som følge af det får 71 skulderklap fra de øvrige underskrivere af K 237, har jeg svært ved at få øje på hæderligheden.
Jeg ser derimod konturerne af endnu en "proxy war" mod humaniora og humanismen, og dem har jeg som gammel humanist oplevet for mange af.
Til sidst: Som Alvin Jensen så rigtigt siger - ikke alle revolutioner behøver at være voldelige.
Uduelig ideolog, skulle der stå. Henrik Dahl er dybt ignorant mht videnskab of han foragter det fordi det afslører hans "politik" som manipulerende bras fra en af de nederste Orwell skuffer.
Manden lever af at trække opinion ud af røven og det er der ingen regularing af her i landet længere. Se bare det fis han skriber i Berlingske Opinion.
Danske ultra liberalister er ergoister, som opfører sig decideret anti-humanistisk men det kan de ikke tåle, spå derfor angriber de humanoira på alle tænkelige og utænkelige måder.....når de altså ikke kan finde tid til det. Som gruppefænomen terroriserer de nordsjælland (især Tidsvilde) med deres fucking kokain fester, dødsyge McMansions og kæmpestore SUVer.
...kan finde tid til...skulle der stå.
jeg rammer ikke rigig tasterne i dag.
@Toben. Hvis man ikke vil forstå kan intet få en til det. Og alle andre ser fint ud til at kunde klare den...
En lille anekdote:
Man kunne for få år tilbage her og der læse Henrik Dahl proklamere at han indtil for nyligt havde været venstreorienteret, men nu var blevet klogere, underforstået at han altså kendte "de røde" indefra og derfor var et sandhedsvidne vedr. deres verdends(mis)forståelse.
Jeg kunne derfor ikke lade være med at bringe emnet om Dahl's angiveligt sene politiske genfødsel op da jeg engang besøgte min moster i Ribe, som i sin tid underviste ham på Ribe Katedralskole.
Hun bemærkede tørt at hvis Henrik Dahl nogensinde havde lænet sig mod venstre side politisk, så må det have været for en meget kort bemærkning, som hun ikke havde nået at opfange mens han var elev på hendes skole.
Når jeg i en tidligere kommentar i dette spor henviser til ”Kammerat Napoleon”, er det fordi, jeg ser en række autoritære og anti – demokratiske tendenser vinde frem på den såkaldte venstrefløj, ikke mindst i USA, hvor de ikke orienterer sig mod socialisme og klassekamp i bred forstand, men i langt højere grad forsøger på udemokratisk vis at sikre særrettigheder til bestemte grupper af mennesker. Set i et demokratisk socialistisk perspektiv må det være et faresignal.
Desuden at man i medierne, for øvrigt som i 1970erne, i stigende grad hører organisatorer på ”venstrefløjen”, i forbindelse med den politiske kamp, retfærdiggøre hærværk, plyndringer og vold mod f.eks. betjente i forbindelse med demonstrationer, hvis man tilhører grupper, der er undertrykt i deres eget land.
Samlet set: At særlige grupper skal have særlige rettigheder, der samtidig (mere generelt) begrænser demokratisk sikrede rettigheder for andre grupper i samfundet, er udtryk for autoritære og u – demokratiske tendenser.
Det vinder også frem på det akademiske område (hvad der vel må være særlig relevant i forbindelse med denne artikel), som på kunstens område, og som sådan er det et udtryk for et angreb på ytrings – og forskningsfriheden. Da specielt, hvis det også breder sig til tidsskrifter, der har høj international status inden for visse forskningsområder.
Det, jeg her henviser til, er f.eks. mere ekstreme krav og aktivisme (og ikke det at kunne diskutere, problematisere og krav om at vise hensyn) i forbindelse med modstanden mod ”appropriation” og kravene om ”safe spaces” og ”cancel culture”.
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2020/12/generation-kraenket...
https://www.information.dk/debat/2021/05/kontroversielle-ideer-offentlig...
I Danmark lader det nu især til at være centrum-højre (hvis højre-venstre skalaen stadig er meningsfuldt), som vil fratage visse befolkningsgrupper de almindelige borgerrettigheder som alle andre nyder. De ved alle vi som er i familie med indvandrere, få vi har oplevet det helt konkret, på egne livsmuligheder, over de sidste to årtier.
I øvrigt ser jeg ikke noget forkert i at grupper som igennem længere tid er blevet undertrykt, og hvor almindelige demokratiske metoder har spillet fallit, på et tidspunkt tyer til håndgribelige der over for staten. -Men det betyder dog ikke at jeg mener at "anything goes". Men så længe der er proportionalitet i modstanden, så er det legitimt.
@ Niels G Madsen
Det må være vigtigt at skelne mellem, på den ene side, demonstrationer og aktivisme, hvor situationen løber ud af kontrol, og hvor der forekommer hærværk, plyndringer og vold, og på den anden side aktivisme, hvor hærværk, plyndringer og vold er planlagte aktiviteter, bl.a. for at opnå medieopmærksomhed.
Et eksempel på sidstnævnte situation er stormen på United States Capitol 2021.
I førstnævnte situation kan det være forståeligt, at det sker, ikke mindst på baggrund af folks pressede situation, frustrationer og magtesløshed, men det bør ikke føre til en politisk retfærdiggørelse.
I hvert fald ikke i forholdsvis velfungerende demokratier.
Det er bare så hamrende useriøst, at politikerne brokker sig over universiteterne i deres øjne, driver politik, når man nu har bestræbt sig fra politisk side at gøre universiteterne til netop noget, der kunne bruges politisk, med f.eks. universitetsreformen fra starten af årtusindet.
Man kan kun tage sig til hovedet og sige 'DUH'.
// Jesper
@Bjarne Toft Sørensen,
Jeg bifalder heller ikke hærværk, plyndringer og vold som en velegnet løsningsmodel.
Men jeg ville dog nok alligevel mene f.eks at både slaver og kvinder (og de "frie mænd") i antikken ville være i deres gode ret til at bruge visse af ovenstående midler til at opnå demokratiske rettigheder som borgere, hvis mere dialog-baserede metoder slår fejl.
Jeg mener somen også at kvinderne og fattiglemmerne i sin tid i Danmark ville være i deres gode ret til at bruge nogle af ovenstående midler for at opnå demokratiske rettigheder, hvis der ikke skete nogen fremskridt af mere fredelig vej.
Man lever jo reelt kun i et demokrati hvis man selv har (eller har udsigt til) demokratisk medindflydelse der hvor man bor. Og det er der en del som ikke har.